Vedholdenhed fører til fremgang
FORTALT AF JOSÉ MAGLOVSKY
Da betjenten greb mig i armen prøvede jeg om jeg kunne få øje på min far. Jeg vidste imidlertid ikke at han allerede var blevet taget med på politistationen. Da jeg kom derhen, beslaglagde betjentene alle vore publikationer, også vore bibler, og stablede dem på gulvet. Da far så det, spurgte han: „Lægger du også Bibelen på gulvet?“ Politimesteren undskyldte, samlede biblerne op og lagde dem på bordet.
HVORFOR var vi havnet på politistationen? Hvad havde vi gjort? Befandt vi os i en ateistisk politistat, eftersom selv Bibelen blev taget fra os? Disse spørgsmål kan jeg bedst besvare hvis vi går tilbage til 1925, endnu før jeg blev født.
Dette år forlod min far, Estefano Maglovsky, og min mor, Juliana, det daværende Jugoslavien og flyttede til Brasilien, hvor de bosatte sig i São Paulo. Selv om far var protestant og mor var katolik, udgjorde religion ikke noget stridspunkt mellem dem. Men faktisk skete der noget ti år senere som forenede dem religiøst. Fars svoger gav ham en ungarsk brochure i farver der handlede om de dødes tilstand. Han havde selv fået brochuren foræret og bad far om at læse den og især sige sin mening om det afsnit der handlede om „helvede“. Far brugte hele natten på at læse brochuren igennem flere gange, og da hans svoger dagen efter kom for at høre hvad han syntes, sagde far afgjort: „Det her er sandheden!“
Små begyndelser
Publikationen var udgivet af Jehovas Vidner, og dem begyndte de derfor begge at søge efter for at høre mere om deres tro og lære. Da de endelig fandt frem til Vidnerne, begyndte flere fra vores familie at drøfte Bibelen med dem. Det samme år, 1935, blev der oprettet et regelmæssigt bibelstudium på ungarsk hos os med gennemsnitlig otte tilstedeværende, og lige siden har vi haft regelmæssige bibelstudier i vort hjem.
Efter at have studeret Bibelen i et par år, blev far døbt i 1937. Han blev et ivrigt vidne for Jehova der både deltog i hus-til-hus-forkyndelsen og virkede som udnævnt tjener og studieleder. Han hjalp med at danne den første menighed i São Paulo, i bydelen Vila Mariana. Senere flyttede menigheden ind til byens centrum og blev kaldt Centrum-menigheden. Ti år senere blev der oprettet endnu en menighed, i bydelen Ypiranga, og far blev her udnævnt til menighedstjener. I 1954 blev en tredje menighed oprettet, i Moinho Velho-området, hvor han også virkede som menighedstjener.
Lige så snart denne gruppe kunne klare sig selv, begyndte han at hjælpe en nærliggende gruppe i byen São Bernardo do Campo. Takket være Jehovas velsignelse er der i årenes løb sket en kolossal vækst blandt disse flittige små grupper forkyndere. I 1994 var der over 70.000 forkyndere i de 760 menigheder i São Paulo og omegn. Desværre levede far ikke længe nok til at se denne vækst. Han døde i 1958 i en alder af kun 57 år.
Jeg stræber efter at følge fars eksempel
Noget der kendetegnede min far, såvel som andre modne kristne, var hans gæstfrihed. (Se Tredje Johannesbrev 1, 5-8.) Vi har således haft den forret at have besøg af Antonio Andrade og hans hustru og søn, som kom til Brasilien fra De Forenede Stater sammen med broder og søster Yuille i 1936. Vi har også haft besøg af to missionærer fra Vagttårnets Bibelskole Gilead, Harry Black og Dillard Leathco, der som de første missionærer blev sendt til Brasilien i 1945. Der er siden kommet mange flere. Disse brødre og søstre var en stadig kilde til opmuntring for alle i vores familie. I erkendelse af dette har jeg bestræbt mig for at efterligne min fars eksempel hvad angår den kristne egenskab gæstfrihed, hvilket også har været til gavn for min egen familie.
Selv om jeg kun var ni år da far lærte sandheden at kende i 1935, begyndte jeg, som den ældste søn, at deltage i hans teokratiske gøremål. Vi gik alle til møde sammen med ham i rigssalen på Jehovas Vidners afdelingskontor i São Paulo, der dengang havde til huse i Eça de Queiroz-gade 141. Den undervisning og oplæring jeg modtog af far, indgav mig et brændende ønske om at tjene Jehova, og i 1940 indviede jeg mig til ham og symboliserede det ved vanddåben i den nu forurenede Tietê-flod, der løber midt gennem São Paulo.
Jeg var snart regelmæssigt med i forkyndelsen af den gode nyhed og fik erfaring i at plante og vande sandhedens budskab og i at lede bibelstudier. Nu, hvor der er tusinder af indviede vidner for Jehova i Brasilien, føler jeg en dyb glæde over at jeg er blevet brugt af ham til at hjælpe mange interesserede til at få kundskab om sandheden og større værdsættelse af den.
Tag for eksempel Joaquim Melo, som jeg traf fra dør til dør. Jeg talte først med tre mænd som ikke var særlig interesserede. Så bemærkede jeg en ung knøs der stod og lyttede opmærksomt. Hans interesse fik mig til at henvende mig direkte til ham, og efter at have aflagt et grundigt vidnesbyrd inviterede jeg ham til menighedens bogstudium. Han kom ikke til studiet, men mødte op til den teokratiske skole og er derefter kommet fast til møderne. Han gjorde gode fremskridt, blev døbt og kom til at virke adskillige år i rejsetjenesten sammen med sin kone.
Så er der Arnaldo Orsi, som jeg mødte på min arbejdsplads. Når jeg forkyndte for en bestemt kollega, lagde jeg mærke til en ung mand med skæg der diskret lyttede med. Jeg begyndte derfor at tale direkte til ham. Han var ud af en meget katolsk familie, men ville gerne vide hvordan vi så på sådan noget som rygning, pornofilm og judo. Jeg viste ham hvad Bibelen siger, og til min store glæde bad han mig næste dag komme over og se at han destruerede sin pibe, sin lighter og sit krucifiks. Jeg så ham også destruere sine pornofilm og fjerne sit skæg. I løbet af få minutter var han helt forandret. Han holdt desuden op med at dyrke judo og spurgte om vi ikke skulle studere Bibelen sammen hver dag. Selv om hans hustru og hans far var meget imod det, fortsatte han med at gøre åndelige fremskridt med hjælp fra de brødre der boede i nærheden. Inden længe blev han døbt og tjener i dag som menighedsældste. Hans hustru og børn har også taget imod sandheden.
Andel i tjenesten for Riget
Da jeg var omkring 14 år begyndte jeg at arbejde i et reklamefirma, hvor jeg lærte at male skilte. Det viste sig at være meget nyttigt, eftersom jeg i mange år var den eneste broder i São Paulo der malede plakater og gadebannere til avertering af Jehovas Vidners offentlige foredrag og stævner. I næsten 30 år havde jeg den forret at tjene som tilsynsmand for skilteafdelingen ved stævnerne. Jeg gemte altid min ferie så jeg kunne deltage i stævnearbejdet og måtte endda sove i stævnehallen for at få skiltene færdige til tiden.
Som noget helt nyt dengang, fik jeg også mulighed for at betjene Selskabets højttalerbil. Vi lavede som regel en lille stand med de bibelske publikationer, og når der fra højttalerbilen havde lydt et budskab, henvendte vi os til dem der kom ud for at se hvad der foregik. Et andet hjælpemiddel vi benyttede til at udbrede den gode nyhed om Riget, var den transportable grammofon, og jeg har stadig de plader vi benyttede når vi fremholdt Selskabets publikationer. Der blev på den måde spredt mange bibelske bøger og blade.
Dengang arrangerede den katolske kirke lange processioner i São Paulos gader, og ofte var der nogle mænd som gik foran for at bane vej. En søndag hvor far og jeg var på gaden for at tilbyde Vagttårnet og Vågn op!, kom et langt optog forbi. Far gik som sædvanlig med hat. En af mændene foran optoget råbte: „Tag hatten af! Kan De ikke se at der kommer en procession?“ Eftersom far ikke tog hatten af, kom der flere mænd til og trængte os op imod en butiksrude og skabte en masse postyr. Det fangede en politibetjents opmærksomhed og han kom hen for at se hvad der foregik. En af mændene tog ham i armen og ville sige noget til ham. „Fjern din hånd fra min uniform!“ kommanderede betjenten og slog manden over hånden. Han spurgte så hvad der foregik. Manden forklarede at far ikke ville tage hatten af for processionen, og tilføjede: „Jeg er apostolsk romersk katolik.“ Det uventede svar lød: „Siger du romersk? Så tag hjem til Rom! Det her er Brasilien.“ Derefter vendte betjenten sig om og spurgte os: „Hvem var her først?“ Da far sagde at det var vi, gennede politimanden de andre mænd væk og sagde at vi kunne fortsætte vores arbejde. Han blev stående ved siden af os indtil hele processionen havde passeret — og fars hat blev hvor den var!
Den slags episoder hørte godt nok til sjældenhederne. Men når de indtraf, var det opmuntrende at vide at der fandtes mennesker som troede på retfærdighed for mindretalsgrupper og som ikke lå på maven for den katolske kirke.
Ved en anden lejlighed traf jeg en teenager som viste interesse og bad mig komme igen ugen efter. Da jeg vendte tilbage tog han pænt imod mig og inviterede mig indenfor. Men til min store overraskelse befandt jeg mig pludselig midt i en bande unge der gjorde nar af mig og prøvede at tirre mig. De blev mere og mere provokerende og jeg havde på fornemmelsen at de inden længe ville overfalde mig. Jeg sagde til ham der havde inviteret mig, at hvis der skete mig noget havde han det fulde ansvar og at min familie vidste hvor jeg var. Jeg bad dem om at lade mig gå, og det indvilligede de i. Inden jeg gik sagde jeg imidlertid at hvis nogen af dem gerne ville tale med mig på tomandshånd, var de velkomne. Jeg fandt senere ud af at denne gruppe fanatikere var venner med den lokale præst, og at det var ham der havde opfordret dem til at arrangere dette møde. Jeg var lettet over at være sluppet fra dem.
I begyndelsen skete væksten i Brasilien i et behersket, næsten umærkeligt tempo. Vi havde dengang nok at gøre med at „plante“, og havde ikke ret meget tid til at „vande“ og „høste“ frugterne af vort slid. Vi tænkte altid på det apostelen Paulus skrev: „Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro; hverken den der planter eller den der vander er altså noget, men Gud, som får det til at gro.“ (1 Korinther 3:6, 7) Da de to første gileaduddannede missionærer ankom i 1945, følte vi at tidspunktet var kommet for den længe ventede vækst.
Frimodighed trods modstand
Væksten kom dog ikke uden modstand, en modstand der især satte ind efter at den anden verdenskrig brød ud i Europa. Vi blev direkte forfulgt fordi nogle øvrighedspersoner og folk i almindelighed ikke forstod vort neutrale standpunkt. På et tidspunkt i 1940, mens vi gik på gaden med sandwichplakater i São Paulos centrum, kom en betjent bagfra hen imod mig, rev plakaterne af og greb fat i min arm for at tage mig med på politistationen. Jeg prøvede forgæves om jeg kunne få øje på min far, men vidste ikke at han og flere andre brødre og søstre, deriblandt broder Yuille som førte tilsyn med arbejdet i Brasilien, allerede var blevet taget med på stationen. Som nævnt i indledningen fandt jeg dér far igen.
Eftersom jeg var mindreårig kunne jeg ikke tilbageholdes og blev derfor snart fulgt hjem af en politibetjent, som overlod mig til min mor. Samme aften blev søstrene også løsladt. Senere besluttede politiet at løslade alle brødrene, omkring ti i alt, undtagen broder Yuille. Men brødrene insisterede: „Enten løslader I os alle, eller ingen af os.“ Betjentene var ubøjelige, så alle tilbragte natten i et koldt rum på et cementgulv. Den følgende dag blev alle uden videre løsladt. Det skete flere gange at brødrene blev arresteret når de gik med plakater. Skiltene annoncerede både et offentligt foredrag og en brochure med titlen Fascisme eller Frihed, og det fik nogle øvrighedspersoner til at tro at vi gik ind for fascisme, hvilket naturligvis medførte nogle misforståelser.
Tvungen militærtjeneste gav også problemer for de unge brødre. I 1948 blev jeg som den første i Brasilien fængslet af denne grund. Myndighederne vidste bare ikke hvad de skulle stille op med mig. Jeg blev overflyttet til militærkasernen i Caçapava og sat til at så og passe grøntsager i haven samt at gøre rent i det rum lederne brugte til fægtning. Jeg havde ofte lejlighed til at forkynde for dem og give dem bøger og blade. Den overordnede var den første der modtog et eksemplar af Selskabets bog Børn. Senere fik jeg endda til opgave at give religionsundervisning til 30-40 soldater der var forhindrede i at deltage i den militære træning. Efter ti måneder blev jeg endelig ført for retten og løsladt. Jeg er Jehova taknemmelig fordi han gav mig styrke til at modstå de trusler og den nedværdigende behandling og latterliggørelse som nogle af mændene udsatte mig for.
En trofast og loyal medhjælper
Den 2. juni 1951 blev jeg gift med Barbara, som siden har været min loyale og trofaste livsledsager i undervisningen og opdragelsen af vore børn i „Jehovas tugt og formaning“. (Efeserne 6:4) Fire af vore fem børn glæder sig over at tjene Jehova i forskellige opgaver. Det er vort håb at de, sammen med os, vil forblive i sandheden og bidrage til organisationens fremgang og alt det der skal gøres. Alle i familien på billedet her, undtagen den lille på armen, er indviede tjenere for Jehova. Fire er ældste og to er desuden pionerer, hvilket bekræfter sandheden i Ordsprogene 17:6: „Gamle mænds krone er deres sønnesønner, og sønners hæder er deres fædre.“
Nu hvor jeg har nået de 68 er mit helbred ikke det bedste. I 1991 gennemgik jeg en tredobbelt bypass-operation og fik senere foretaget en angioplastik. Men jeg er glad for stadig at kunne tjene som præsiderende tilsynsmand i en menighed i São Bernardo do Campo og følge det gode eksempel min far satte som en af de første der påbegyndte arbejdet her. Det er noget ganske særligt at tilhøre vor generation og have den forret at være med i et arbejde der aldrig skal gentages, nemlig at forkynde om oprettelsen af Jehovas messianske rige. Vi må derfor aldrig glemme Paulus’ ord til Timoteus: „Du, derimod, . . . gør en evangelieforkynders gerning, fuldfør din tjeneste.“ — 2 Timoteus 4:5.
[Illustration på side 23]
Mine forældre, Estefano og Juliana Maglovsky
[Illustration på side 26]
José og Barbara med en del af deres familie af indviede tjenere for Jehova