Alene, men aldrig ladt i stikken

FORTALT AF ADA LEWIS

Jeg har altid været lidt af en enspænder. Samtidig har jeg en stærk vilje — nogle vil måske nok sige jeg er stædig. Jeg er også ret åbenmundet, og denne egenskab har igennem årene voldt mig problemer.

JEG er imidlertid taknemmelig for at Jehova Gud ikke har forkastet mig trods disse tendenser i min personlighed. Ved at studere Bibelen har jeg været i stand til at ændre min personlighed, og jeg har indtil nu tjent Rigets interesser i cirka 60 år. Fra jeg var barn har jeg holdt meget af heste, og den hjælp Gud har givet mig til at tøjle mine stædige tilbøjeligheder har ofte mindet mig om hvordan et bidsel kan bruges til at styre en hest.

Jeg er født i 1908 i nærheden af en smuk blå sø ved Mount Gambier i South Australia. Mine forældre havde et landbrug med malkekvæg, og jeg var den ældste datter i en børneflok på otte. Vores far døde da vi børn var små. Jeg måtte derefter stå med ansvaret for størstedelen af gårdens drift, eftersom mine to ældre brødre måtte tage arbejde et andet sted for at sikre familien en fast indtægt. Livet på gården var krævende; det var hårdt arbejde.

Min første kontakt med sandheden

Vores familie kom fast i den presbyterianske kirke. Jeg blev søndagsskolelærer og betragtede det som et alvorligt ansvar at undervise børnene i hvad jeg formodede var åndeligt og moralsk rigtigt.

I 1931 døde min bedstefar, og blandt hans ejendele var der adskillige bøger skrevet af Vagttårnsselskabets daværende præsident, J. F. Rutherford. Jeg begyndte at læse Guds Harpe og Skabelsen. Jo mere jeg læste, jo mere forbløffet blev jeg over at lære at mange af de læresætninger som jeg troede på og havde undervist børnene i, slet ikke fandt støtte i Bibelen.

Det kom som et chok for mig at lære at menneskesjælen ikke er udødelig, at de fleste ikke skal i himmelen når de dør, og at de onde ikke skal pines i helvede. Det var også foruroligende at opdage at det ikke er et krav til kristne at holde hviledag om søndagen. Jeg var derfor nødt til at træffe en alvorlig beslutning: enten at holde fast ved kristenhedens traditionelle lære eller at begynde at undervise i sandheden fra Bibelen. Jeg besluttede ret hurtigt at afskære al forbindelse til den presbyterianske kirke.

Meget ensom

Min familie, mine venner og tidligere kirkebekendtskaber var langtfra begejstrede da jeg fortalte dem at jeg havde besluttet at forlade kirken og ikke længere ville undervise i søndagsskolen. Og da de fandt ud af at jeg havde sluttet mig til de såkaldte Dommer Rutherford-folk, bidrog det yderligere til sladderen. Jeg følte mig ikke som en udstødt af samfundet, men de fleste i familien og mine tidligere venner gav mig mildt sagt en temmelig uvenlig behandling.

Jo mere jeg læste i bøgerne og fik dét jeg læste bekræftet ud fra skriftstedshenvisningerne, jo mere begyndte jeg at forstå at jeg måtte forkynde offentligt. Jeg opdagede at Jehovas vidner gik fra hus til hus som en del af deres offentlige forkyndelse. Men dengang boede der ingen Jehovas vidner i vort område og der var derfor ingen som tilskyndede mig til det eller viste mig hvordan man forkyndte den gode nyhed om Riget. (Mattæus 24:14) Jeg følte mig meget ensom.

Ikke desto mindre blev Bibelens befaling om at man skal forkynde for andre, ved med at ringe for mine ører, og jeg besluttede at jeg måtte forkynde for nogen. Efter mange bønner bestemte jeg mig for at lægge ud med at besøge mine naboer. Jeg ville ganske enkelt fortælle dem hvad jeg havde lært gennem mine studier og forsøge at vise dem disse ting i deres egne bibler. I det første hus boede lederen af søndagsskolen. Hans kølige reaktion og negative kommentarer fordi jeg havde forladt kirken var bestemt ikke nogen opmuntrende begyndelse. Men jeg havde en varm følelse af glæde og en hidtil ukendt indre styrke da jeg forlod hans hus og fortsatte med at besøge andre.

Der var egentlig ikke nogen direkte modstand, men jeg var forbavset over den generelle ligegyldighed jeg mødte hos mine tidligere omgangsfæller fra kirken. Til min overraskelse og skuffelse mødte jeg den hårdeste modstand fra min ældste bror, hvilket mindede mig om Jesu ord: „I [vil] endog blive forrådt af forældre og brødre og slægtninge og venner . . . og I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn.“ — Lukas 21:16, 17.

Som ganske ung var jeg blevet en erfaren rytter, og jeg besluttede derfor at det hurtigste ville være at ride rundt og besøge folk. På den måde kunne jeg nå langt omkring i det nærliggende landdistrikt. Men en aften styrtede jeg med min hest på en glat vej, og jeg fik et alvorligt kraniebrud. På et tidspunkt var man i tvivl om hvorvidt jeg ville overleve. Efter dette styrt begyndte jeg at rejse med hest og sulky i stedet for på hesteryg når vejene var våde eller glatte.a

Kontakt med organisationen

Nogen tid efter mit uheld besøgte en gruppe heltidsforkyndere (pionerer) distriktet ved Mount Gambier. For første gang kunne jeg tale ansigt til ansigt med nogle af mine medtroende. Inden de rejste videre opfordrede de mig til at skrive til Vagttårnsselskabets afdelingskontor for at forhøre mig om hvordan jeg kunne deltage i den offentlige forkyndelse på en mere organiseret måde.

Som svar på mit brev sendte Vagttårnsselskabet mig bøger, brochurer og et trykt vidnesbyrdkort der kunne bruges som indledning ved besøgene. Min brevkorrespondance med afdelingskontoret bevirkede at jeg følte mig lidt nærmere knyttet til mine åndelige brødre og søstre. Men da pionererne rejste videre til den næste by, følte jeg mig mere ensom end nogen sinde før.

Som følge af min daglige forkyndelsesrute — hovedsagelig med hest og sulky — blev jeg godt kendt i distriktet. Samtidig passede jeg mine pligter på gården. Efterhånden affandt min familie sig med denne rutine og forsøgte ikke at hindre mig. I fire år tjente jeg på denne måde som en isoleret, udøbt forkynder af den gode nyhed.

Stævne og endelig døbt

I april 1938 besøgte broder Rutherford Australien. Gejstlighedens voldsomme modstand bevirkede at aftalen om at bruge rådhushallen i Sydney blev annulleret. I sidste øjeblik fik man imidlertid tilladelse til at benytte sportsstadionet. Denne påtvungne ændring viste sig at være en fordel, eftersom der var plads til adskillige tusind flere på det store sportsstadion. Gejstlighedens modstand mod stævnet havde åbenbart vakt manges interesse, for der mødte cirka 12.000 op.

I forbindelse med broder Rutherfords besøg blev der afholdt et områdestævne der strakte sig over flere dage i en nærliggende forstad til Sydney. Det var her jeg langt om længe symboliserede min indvielse til Jehova Gud ved vanddåben. Det var en stor glæde for mig endelig at være sammen med i hundredvis af brødre og søstre fra hele det vidtstrakte australske kontinent.

Tilbage til Mount Gambier

På vej hjem fra stævnet følte jeg mig frygtelig alene, men alligevel var jeg mere end nogen sinde før besluttet på at gøre hvad jeg kunne i arbejdet for Riget. Kort efter lærte jeg familien Agnew at kende — Hugh, hans kone og deres fire børn. De boede i byen Millicent, kun 50 kilometer fra Mount Gambier. Denne strækning tilbagelagde jeg med hest og sulky for regelmæssigt at lede et bibelstudium med dem. Det virkede lindrende på min ensomhedsfølelse da de tog imod sandheden.

Inden længe dannede vi en gruppe der sammen tog ud og forkyndte. Jeg blev meget glad da min mor begyndte at vise interesse for sandheden og ledsagede mig på den 100 kilometer lange rejse for at studere med den nyoprettede gruppe. Fra da af hjalp og opmuntrede mor mig altid, selv om der gik et par år inden hun blev døbt. Nu følte jeg mig ikke længere så alene.

Der var fire pionerer i vores lille gruppe — de tre Agnew-piger, Crystal, Estelle og Betty, og mig. Senere, i begyndelsen af 1950’erne, gennemgik alle tre piger Vagttårnets Bibelskole Gilead. De blev sendt ud som missionærer til Indien og Sri Lanka, hvor de stadig tjener trofast.

I januar 1941 blev Jehovas Vidners aktivitet forbudt i Australien. Vi måtte derfor hurtigt tilpasse os den nye situation. Vi lagde alt hvad vi brugte i forkyndelsen — publikationer, rejsegrammofoner, indspilninger af bibelske foredrag og så videre — ned i en stor kuffert af tin. Derefter lagde vi kufferten ind i et skur og hentede nogle vognladninger hø for at dække den til.

Trods forbudet fortsatte vi med at forkynde fra hus til hus, men vi var forsigtige og brugte kun Bibelen. Jeg gemte blade og brochurer under hestens sadel og tog dem kun frem når der blev vist ægte interesse for budskabet om Riget. I juni 1943 blev forbudet endelig ophævet, og vi kunne igen frit tilbyde vore publikationer.

Nye distrikter

Det var i 1943 jeg stillede mig til rådighed som pioner, og året efter forlod jeg Mount Gambier for at tjene i et andet område. Først tjente jeg en kort tid på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Strathfield. Derefter fik jeg blandt andet tildelt distrikt der omfattede nogle småbyer i det sydlige New South Wales og i det vestlige område af delstaten Victoria. En af mine største åndelige belønninger var imidlertid at jeg kom til at tilhøre en stor menighed i Melbourne. Eftersom jeg kom fra en lille landsby, lærte jeg meget af at tjene der.

I mit distrikt i området ved Gippsland i delstaten Victoria ledede min pionermakker, Helen Crawford, og jeg mange bibelstudier. På kort tid blev der dannet en menighed. Dette distrikt var et vidtstrakt landområde, og for at komme rundt havde vi en gammel, utilregnelig bil. Nogle gange kørte vi i den, men ofte måtte vi skubbe den fordi den ikke ville køre. Hvor jeg dog savnede en hest! Til tider sagde jeg lige fra hjertet: „Jeg ville give alt (undtagen sandheden) for en hest!“ I de fleste byer i dette distrikt er der i dag stærke menigheder og pæne rigssale.

I 1969 fik jeg tildelt et nyt distrikt i Canberra, Australiens hovedstad. Det var et udfordrende og farverigt sted at forkynde, eftersom vi ofte aflagde de udenlandske ambassader et besøg. Jeg tjener stadig her, men i de senere år har jeg koncentreret mig om at forkynde i byens industrikvarterer.

I 1973 havde jeg den forret at overvære store områdestævner i De Forenede Stater. Et andet højdepunkt i mit liv var da jeg som delegeret ved et stævne i 1979 rejste rundt i Israel og Jordan. Det var afgjort en betagende oplevelse at besøge mange af de steder der er nævnt i Bibelen og forestille sig hvilke begivenheder der har udspillet sig disse steder. Jeg prøvede også at flyde i det meget saltholdige vand i Det Døde Hav, og da vi besøgte Petra i Jordan fik jeg mulighed for igen at ride på en hest. Det fik mig til at tænke på den tid hvor jeg på hesteryg bragte budskabet om Riget ud til vidtstrakte landområder.

Fortsat i heltidstjenesten

Mit ønske om at fortsætte i heltidstjenesten til trods for at jeg er kommet op i årene, er blevet holdt i live gennem nogle særlige foranstaltninger. Jeg kunne nævne pionerskolen og de pionermøder der bliver afholdt i forbindelse med kredsstævnerne, såvel som den stadige opmuntring jeg modtager fra rejsende tilsynsmænd. Ja, Jehova har kærligt sørget for at jeg ikke længere føler mig ensom.

Jeg er nu 87 år, og efter i 60 år at have tjent Jehova har jeg et opmuntringsord til dem der måske også er åbenmundede og stædige: Underlæg jer altid Jehovas ledelse. Måtte Jehova hjælpe os til at tøjle vor tunge, og måtte han hele tiden minde os om at vi aldrig vil blive ladt i stikken — selv om vi måske undertiden føler os alene.

[Fodnote]