Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w95 1/9 s. 22-26
  • „Kærligheden svigter aldrig“

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • „Kærligheden svigter aldrig“
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1995
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • En bibelstudiegruppe bliver oprettet
  • Modstand fra præster
  • Vor forkyndervirksomhed
  • Krigsårene
  • Jehovas norm for ægteskab
  • Tjenesteforrettigheder
  • Sand kærlighed svigter aldrig
  • Jeg var en fortabt søn
    Vågn op! – 2006
  • Den familie som virkelig elskede mig
    Vågn op! – 1995
  • Jehovas Vidners Årbog 1989
    Jehovas Vidners Årbog 1989
  • Tilfredshed i tjenesten for Gud har holdt mig oppe
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2004
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1995
w95 1/9 s. 22-26

„Kærligheden svigter aldrig“

FORTALT AF SAMUEL D. LADESUYI

Når jeg ser tilbage er jeg forbløffet over alle de vidunderlige ting Jehova har udrettet på jorden. I 1931 var vi kun nogle få stykker der begyndte at forkynde i Ilesha i Nigeria. Nu er der 36 menigheder i byen. Da de første missionærer fra Vagttårnets Bibelskole Gilead ankom i 1947, var der cirka 4000 som forkyndte i hele Nigeria. Dette tal er i dag vokset til over 180.000. Vi havde aldrig troet, endsige drømt om, at vi skulle opleve så stor en vækst. Jeg er Jehova meget taknemmelig fordi jeg har haft en andel i dette skønne arbejde. Lad mig fortælle lidt om hvordan arbejdet er skredet frem.

MIN far rejste fra by til by og handlede med våben og krudt, og han var derfor sjældent hjemme. Så vidt jeg ved havde han syv koner, men ikke alle boede hos ham. Min far overtog min mor som en del af arven fra sin afdøde bror. Hun blev hans anden hustru, og jeg boede hos hende.

En dag kom far hjem efter at have besøgt sin første kone, der boede i en nabolandsby. Under sit besøg havde han opdaget at min halvbror gik i skole. Min halvbror var ti år ligesom jeg. Far besluttede derfor at jeg også skulle gå i skole. Han gav mig lidt penge til en lærebog og en tavle. Det var i 1924.

En bibelstudiegruppe bliver oprettet

Lige siden jeg var helt lille har jeg haft kærlighed til Guds ord, Bibelen. Jeg elskede bibeltimerne i skolen og blev altid rost af mine søndagsskolelærere. I 1930 greb jeg derfor chancen for at høre et foredrag af en besøgende bibelstudent. Han var en af de første der forkyndte i Ilesha. Efter foredraget gav han mig et eksemplar af bogen Guds Harpe på yoruba.

Jeg gik hver uge i søndagsskole og begyndte nu at tage Guds Harpe med derhen. Jeg brugte den som en hjælp til at gendrive nogle af de læresætninger som vi blev undervist i. Det førte til diskussioner, og jeg blev ofte advaret af kirkelederne mod at følge denne ’nye tro’.

Året efter slentrede jeg en dag en tur ned ad vejen, og dér stødte jeg på en gruppe mennesker som stod og lyttede til en mand der holdt et foredrag. Taleren var J. I. Owenpa, der var bibelstudent. Han var blevet sendt dertil af William R. Brown (ofte kaldt Bibel-Brown), som boede i Lagos og derfra førte tilsyn med forkyndelsen af Riget.a Jeg fandt ud af at der var blevet oprettet en lille bibelstudiegruppe i Ilesha og at de studerede Guds Harpe. Jeg sluttede mig til denne gruppe.

Jeg var gruppens yngste medlem — blot 16 år og skoleelev. Under normale omstændigheder ville jeg have været meget genert og endda bange for at være i selskab med mænd i 30-årsalderen og derover. Men de var meget glade for at have mig iblandt sig, og de opmuntrede mig til at fortsætte. De var som fædre for mig.

Modstand fra præster

Snart begyndte nogle præster ihærdigt at modstå os. Katolikker, anglikanere og andre som hidtil ikke havde kunnet enes, gjorde nu fælles front mod os. De sammensvor sig med de lokale høvdinger i et forsøg på at tage modet fra os. De fik politiet til at konfiskere vore bøger med den begrundelse at de var samfundsskadelige. Politiets distriktschef greb ind og gjorde dem opmærksomme på at de ikke havde nogen ret til at tage vore bøger, og to uger senere fik vi dem tilbage igen.

Efter dette blev vi kaldt til et møde med oba’en, eller overhøvdingen, og andre indflydelsesrige personer i byen. På det tidspunkt var vi omkring 30 i vores gruppe. Hensigten med mødet var at få os til at holde op med at læse de „farlige“ bøger. De spurgte om vi var fremmede, men da de havde set lidt nærmere på os, sagde de: „Det er jo vore egne sønner, selv om der er nogle fremmede iblandt dem.“ De ønskede ikke at vi skulle fortsætte med at studere disse bøger fra en fordærvet religion.

Vi tog ikke til genmæle, for vi havde besluttet os til ikke at tage os af hvad disse prominente personer sagde. De fleste af os var ovenud lykkelige for det vi havde lært og var fast besluttede på at fortsætte med at studere. Nogle få lod sig imidlertid skræmme og trak sig tilbage fra gruppen, men vi andre fortsatte med at samles i et tømrerværksted. Vi havde ikke nogen egentlig leder af gruppen. Møderne blev indledt med bøn, hvorefter vi læste paragrafferne i bogen på skift. Efter en times tid bad vi så en bøn igen og gik hjem. Men nogle udspionerede os, og høvdingerne og de religiøse ledere fortsatte med at indkalde os til møder hver fjortende dag for at advare os imod at læse Bibelstudenternes publikationer.

I mellemtiden brugte vi vores begrænsede viden til at hjælpe andre, og mange sympatiserede med os. Én efter én sluttede folk sig til os. Vi var overmåde lykkelige, men vi vidste stadig ikke meget om den tro vi havde sluttet os til.

I begyndelsen af 1932 kom en broder fra Lagos for at hjælpe os med at organisere tingene, og i april samme år fik vi besøg af Bibel-Brown. Da broder Brown så at vi var en gruppe på omkring 30, spurgte han hvor langt vi var nået med vores læsning. Vi fortalte ham alt hvad vi vidste. Han sagde at vi var klar til at lade os døbe.

Eftersom det var i tørketiden måtte vi tage hen til en flod der lå 14 kilometer fra Ilesha, og her blev cirka 30 døbt. Fra da af betragtede vi os selv som forkyndere af Riget og begyndte at gå fra hus til hus. Vi havde ikke tidligere troet at vi skulle forkynde på denne måde, men nu var vi ivrige efter at fortælle andre hvad vi vidste. Vi måtte forberede os godt for at kunne bruge Bibelen til at gendrive de falske læresætninger vi blev konfronteret med. Ved vore møder drøftede vi derfor ofte disse læresætninger og hjalp hinanden med at finde argumenter ud fra den kundskab vi havde.

Vor forkyndervirksomhed

Vi dækkede hele byområdet med vores forkyndelse. Folk gjorde nar af os og råbte efter os, men det tog vi os ikke af. Vi var kun lykkelige for at have sandheden, selv om vi stadig havde meget at lære.

Vi gik fra hus til hus hver søndag. Folk stillede spørgsmål, og vi prøvede at besvare dem. Søndag aften holdt vi et offentligt foredrag. Vi havde ikke nogen rigssal, så vi holdt møderne i det fri. Vi inviterede folk til foredraget og gav dem mulighed for at stille spørgsmål bagefter. Nogle gange forkyndte vi i kirkerne.

Vi rejste også til områder hvor folk aldrig havde hørt om Jehovas Vidner. For det meste cyklede vi rundt, men somme tider lejede vi en bus. Når vi kom til en landsby blæste vi højt i et horn. Så kunne hele landsbyen høre os. Folk ilede til for at finde ud af hvad der var på færde, hvorefter vi forkyndte for dem. Når vi var færdige med at tale, var folk nærmest ved at komme op at slås for at få fat i noget af vores læsestof. Vi spredte virkelig mange publikationer på disse forkynderture.

Med spændt forventning så vi frem til Guds riges komme. Jeg husker at da vi modtog ’Årbogen’ for 1935 lagde en broder straks mærke til at der var dagstekster for hver eneste dag hele året igennem. Han spurgte: „Vil det sige at der skal gå endnu et helt år før Harmagedon kommer?“

Hertil svarede vores bogstudieleder: „Broder, tror du vi vil holde op med at læse ’Årbogen’ fordi Harmagedon kommer i morgen?“ Da broderen svarede nej, spurgte bogstudielederen: „Hvorfor så bekymre sig om det?“ Vi var, og er stadig, stærkt optaget af Jehovas dag.

Krigsårene

Under den anden verdenskrig var der importforbud mod vore bøger. Uforvarende kom en broder i Ilesha til at præsentere bogen Rigdom for en politibetjent. Betjenten spurgte: „Hvem ejer denne bog?“ Broderen svarede at det gjorde han. Betjenten sagde at det var en forbudt bog, hvorefter han tog ham med på stationen og spærrede ham inde.

Jeg tog hen på politistationen for at undersøge sagen, og fik broderen løsladt mod kaution. Derefter ringede jeg til broder Brown i Lagos for at fortælle ham hvad der var sket. Jeg spurgte også om der var nogen lov der forbød udbredelsen af vore bøger. Broder Brown fortalte mig at det kun var forbudt at indføre vore bøger, ikke at udbrede dem. Tre dage senere sendte broder Brown en broder fra Lagos for at se hvad der foregik. Denne broder foreslog at vi alle tog ud i forkyndelsen med blade og bøger den næste dag.

Vi delte os op og gik i forskellige retninger. Efter en times tid hørte jeg at de fleste af brødrene var blevet arresteret. Den besøgende broder og jeg tog derfor hen på politistationen. Politiet nægtede at lytte til vore forklaringer om at bøgerne ikke var forbudte.

De 33 arresterede brødre blev sendt til øvrighedsdomstolen i Ife, og jeg fulgte med. Folk fra byen der så os blive ført væk, råbte: „Nu bliver vi fri for disse mennesker. Her kommer de ikke igen.“

Anklagen blev forelagt dommeren, der var nigerianer. Alle bøger og blade blev vist frem. Han spurgte politimesteren hvem der havde bemyndiget ham til at arrestere alle disse mennesker. Politimesteren svarede at han havde handlet efter ordre fra distriktschefen. Dommeren bad politimesteren og fire af vore repræsentanter, deriblandt mig, om at følge med ind på sit kontor.

Han spurgte hvem hr. Brown var. Vi sagde at han var Vagttårnsselskabets repræsentant i Lagos. Dommeren fortalte os at han havde modtaget et telegram fra hr. Brown angående os. Han hævede sagen samme dag og sagde at brødrene kunne blive løsladt mod kaution. Den følgende dag frifandt og løslod han brødrene, og politiet blev bedt om at returnere bøgerne.

Syngende vendte vi tilbage til Ilesha. Igen begyndte folk at råbe, men denne gang lød det: „De er kommet igen!“

Jehovas norm for ægteskab

I 1947 ankom de tre første gileadmissionærer til Nigeria. En af disse brødre, Tony Attwood, er her stadig og tjener på Betel i Nigeria. Fra 1947 gennemgik organisationen store forandringer i Nigeria. En af disse var vort syn på polygami.

I februar 1941 blev jeg gift med Olabisi Fashugba, og jeg vidste at det ifølge Bibelen ikke ville være rigtigt at tage flere hustruer. Men indtil missionærerne kom i 1947 havde polygami været almindeligt udbredt i menighederne. Man havde fortalt de polygame brødre at det blot var i deres uvidenhed de havde giftet sig med mere end én kone. Så hvis de havde to, tre, fire eller fem koner kunne de beholde dem, blot måtte de ikke tage flere. Det var vejledningen dengang.

Mange var meget ivrige efter at slutte sig til os, især Kerub- og Serafsamfundet i Ilesha. De sagde at Jehovas Vidner var de eneste der underviste i sandheden. De gik ind for vores tro og ønskede at omdanne deres kirker til rigssale. Vi arbejdede ihærdigt på at få dette arrangeret. Vi havde endda centre hvor vi underviste deres ældste.

Men så kom der en ny vejledning om polygami. Ved et kredsstævne i 1947 holdt en af missionærerne et foredrag om god adfærd og gode vaner. Han citerede Første Korintherbrev 6:9, 10, hvor der siges at uretfærdige ikke skal arve Guds rige. Han tilføjede: „Og polygamister skal heller ikke arve Guds rige!“ Nogle af tilhørerne råbte: „Nå, så polygamister skal ikke arve Guds rige!“ Der opstod splittelser. Det var ligesom en krig. Mange nyinteresserede brød forbindelsen og sagde: „Vi takker Gud for at vi ikke er nået særlig langt.“

Flertallet af brødrene, derimod, tog vejledningen til sig. De gav deres koner penge og sagde: ’Du er jo ung, så se dig om efter en anden mand. Jeg begik en fejl ved at gifte mig med dig. Nu kan jeg kun være én kvindes mand.’

Men der skulle snart vise sig et andet problem. Efter at nogle havde besluttet at beholde én hustru og skille sig af med de øvrige, fortrød de og ville tage en af de andre hustruer tilbage i stedet for hende de ellers havde beholdt. Så begyndte vanskelighederne forfra.

Fra hovedkontoret i Brooklyn kom der yderligere vejledning, bygget over Malakias 2:14, som omtaler „din ungdoms hustru“. Ifølge vejledningen skulle mændene beholde den første hustru de havde giftet sig med, og dermed var problemet omsider løst.

Tjenesteforrettigheder

I 1947 begyndte Selskabet at styrke menighederne og at organisere dem i kredse. De ønskede at udnævne modne og erfarne brødre til ’vennetjenere’, nu kaldet kredstilsynsmænd. Broder Brown spurgte om jeg ville tage imod en sådan udnævnelse. Jeg sagde at jeg havde ladet mig døbe for at gøre Jehovas vilje, og tilføjede: „Du har jo selv døbt mig. Hvis der åbnes mulighed for at jeg kan tjene Jehova i endnu højere grad, tror du så jeg vil undlade at gøre det?“

I oktober samme år blev syv af os inviteret til Lagos, hvor vi fik oplæring inden vi blev sendt ud i kredstjenesten. Dengang var kredsene meget store. Hele landet var kun delt op i syv kredse, og menighederne var få.

Det var anstrengende at virke som vennetjener. Vi gik mange kilometer hver dag, ofte gennem fugtige tropeskove. Hver uge besøgte vi en ny landsby. Af og til følte jeg det som om mine ben ikke ville mere, og at jeg var lige ved at dø. Men det gav også stor glæde, især at se det store antal interesserede der tog imod sandheden. På blot syv år firdobledes forkyndertallet i landet!

Jeg var i kredstjenesten indtil 1955, hvor dårligt helbred tvang mig tilbage til Ilesha. Her blev jeg udnævnt til bytilsynsmand. Jeg fik mulighed for at bruge mere tid på at hjælpe min familie åndeligt, nu hvor jeg var hjemme igen. I dag tjener alle mine seks børn trofast Jehova.

Sand kærlighed svigter aldrig

Når jeg tænker tilbage på alle disse år, fyldes mit hjerte med taknemmelighed. Der har ganske vist været skuffelser, bekymringer og sygdom, men der har også været mange glæder. Selv om vores kundskab og forståelse er blevet større med tiden, har jeg personligt erfaret betydningen af Første Korintherbrev 13:8, som siger: „Kærligheden svigter aldrig.“ Hvis vi elsker Jehova og urokkeligt forbliver i hans tjeneste, vil han hjælpe os gennem vanskelighederne og rigt velsigne os.

Sandhedens lys er blevet klarere og klarere. Da vi begyndte i sandheden troede vi at Harmagedon var lige om hjørnet. Derfor havde vi travlt og gjorde alt hvad vi kunne. Vi har imidlertid høstet stor gavn af denne indstilling. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig salmistens ord: „Jeg vil lovsynge Jehova i hele mit liv. Jeg vil synge og spille for min Gud, så længe jeg er til.“ — Salme 146:2.

[Fodnote]

a Broder Brown blev kaldt Bibel-Brown fordi han altid henviste til Bibelen som den øverste autoritet. — Se artiklen „En sand evangelieforkynders høst“ i Vagttårnet for 1. september 1992, side 32.

[Illustration på side 23]

Samuel Ladesuyi og Milton Henschel i 1955

[Illustration på side 24]

Samuel og hans hustru, Olabisi

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del