Spørgsmål fra læserne
I Filipperbrevet 2:9 sagde Paulus om Jesus: ’Gud ophøjede ham til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn.’ Hvilket nyt navn er der tale om? Og hvordan kan Jesu navn være over ethvert andet navn, når Jesus er underordnet Jehova?
I Filipperbrevet 2:8, 9 står der: „Og yderligere, da han [Jesus] af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl. Netop derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn.“
Man kan ikke af disse vers udlede at Jesus må være den samme som Jehova ud fra den begrundelse at Jehova har et navn der ubetinget er over ethvert andet navn. Sammenhængen i Filipperbrevet, kapitel 2, viser at Jesus modtog sit ophøjede navn efter sin opstandelse. Før den tid havde han ikke dette navn. Jehova har derimod altid været den Højeste, og hans stilling er aldrig blevet ændret. Den omstændighed at Jesus modtog et navn der var højere end det han havde inden han blev sendt til jorden, viser at han ikke er den samme som Jehova. Når Paulus taler om at Jesus fik et navn som er over ethvert andet navn, betyder det at Jesus nu har det højeste navn blandt alle Guds skabninger.
Hvad er Jesu ophøjede navn? Esajas 9:6 giver os svaret. Dette vers indeholder følgende profetiske beskrivelse af Jesus, den kommende Messias: „Det fyrstelige herredømme skal hvile på hans skulder. Og hans navn skal være Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste.“ Jesu „navn“ fortæller her noget om hans høje stilling og myndighed, og det er også sådan vi forstår „navnet som er over ethvert andet navn“ i Filipperbrevet 2:9. Det befales at hvert knæ skal bøje sig for Jesus i anerkendelse af den høje myndighed Jehova har givet ham — en myndighed der overgår den enhver anden skabning har fået. Ordet „andet“ i denne oversættelse står ikke direkte i den græske grundtekst, men det er underforstået. Jesu „navn“ er ikke over hans eget navn, men over enhver anden skabnings navn.
Vi er lykkelige for, i fællesskab med andre trofaste mennesker og alle de trofaste engle, at bøje knæ i anerkendelse af Jesu navn. Det gør vi ved at underordne os Jesus i den ophøjede og magtfulde stilling han har modtaget af Jehova, „til ære for Gud, Faderen“. — Filipperne 2:11; Mattæus 28:18.