Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w95 1/12 s. 4-7
  • Når traditioner strider imod sandheden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Når traditioner strider imod sandheden
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1995
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvordan sandhedens vand forurenes
  • Kristenheden forværrer forureningen
  • Virkningerne af åndelig forurening
  • Efterprøv traditionerne
  • Bibelen, traditionen og gudsdyrkelsen
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1963
  • Strider traditioner altid imod sandheden?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1995
  • Overlevering
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
  • Religiøse traditioner og Bibelen
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1995
w95 1/12 s. 4-7

Når traditioner strider imod sandheden

PAS PÅ — IKKE DRIKKEVAND. Måske har du set sådanne advarsler. Mange steder er folk varsomme med hensyn til at drikke vandet, fordi de er klar over at vandforsyningen kan være forurenet af det som er blevet kaldt et „heksebryg“ af giftstoffer. Forureningen resulterer i at vand, i stedet for at være en „livets opretholder og beskytter“, kan være „hjemsted for sygdomsfremkaldende organismer og . . . kemiske forureningsstoffer“. — Undersøgelsesrapporten Water Pollution.

Hvordan sandhedens vand forurenes

Traditioner der strider imod sandheden er som en forurenet vandforsyning. Intetanende lader man sig måske lede af traditioner — beretninger, meninger og trosopfattelser eller skikke som er blevet overleveret fra generation til generation og som kan være blevet forgiftet af et „heksebryg“ af falske, vildledende idéer og teorier. Ligesom forurenet vand kan disse volde én umådelig skade, nemlig åndelig skade.

Selv om man mener at ens religiøse tro er grundlagt på Bibelen, bør man tage sig tid til at underkaste den en grundig undersøgelse. Da Martin Luther holdt sig til de gængse opfattelser i datiden og fordømte Kopernikus, troede han at han havde Bibelens støtte. Men Luther havde undladt at følge det eksempel indbyggerne i fortidens Berøa havde sat. De var ’ædelsindede og undersøgte daglig Skrifterne om disse ting forholdt sig således’. — Apostelgerninger 17:10, 11.

Tænk på den skade som de religiøse traditioner voldte nogle af jøderne på Jesu tid. De var overbeviste om at deres traditioner var i overensstemmelse med sandheden. Da de anklagede Jesu disciple for at tilsidesætte overleveringerne, gendrev Jesus beskyldningen ved at stille spørgsmålet: „Hvordan kan det være at I overtræder Guds bud på grund af jeres overlevering?“ (Mattæus 15:1-3) Hvad var der galt? Jesus pegede på problemet da han citerede profeten Esajas’ ord: „Det er forgæves de bliver ved med at dyrke [Gud], når den lære de fører er menneskebud.“ — Mattæus 15:9; Esajas 29:13.

Ja, de erstattede den sande lære fra Gud med idéer der stammede fra mennesker, eller, hvad der var endnu værre, fra dæmonerne. Insight on the Scriptures forklarer: „En mand kunne erklære at dét han ejede, eller en del af det, var viet til Gud ved at sige: ’Måtte det være korban,’ eller: ’Det er korban,’ og farisæerne på den tid mente at når først en mand havde fremsat en sådan erklæring, kunne han ikke bruge dét han ejede til at understøtte sine forældre med, uanset hvor meget de trængte til hjælp. Selv kunne han dog bruge af det lige til sin død hvis han ville.“ (Bind 1, side 506) Menneskelig visdom som havde forurenet sandhedens vand, havde en dårlig virkning på jødernes åndelige sundhed. De fleste forkastede endda deres længe ventede Messias.

Kristenheden forværrer forureningen

Den åndelige sundhed blev også truet efter Jesu død. Mange som hævdede at være hans disciple betragtede de mundtlige overleveringer som en autoritet også i nye lærespørgsmål. Ifølge McClintock og Strongs Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature troede nogle såkaldte kristne at disse overleveringer var „retningslinjer som de første kristne kirker havde modtaget direkte fra apostlene, og at de var blevet videregivet fra aposteltiden og bevaret uforfalsket indtil deres egen tid“. — Kursiveret af os.

I virkeligheden var mange af disse overleveringer urene og fejlagtige idéer. Som Cyclopedia forklarer var disse nye tanker „ikke alene i modstrid med andre overleveringer, men også med de skrifter fra apostlenes hånd som var tilgængelige“. Dette var ikke helt uventet. Apostelen Paulus havde advaret de kristne: „Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.“ — Kolossenserne 2:8.

I dag er mange religiøse traditioner ligeledes ’i modstrid med apostlenes skrifter’. Kristenheden har forgiftet sandhedens vand med utallige dæmoninspirerede idéer, såsom treenighedslæren, helvedeslæren, læren om sjælens udødelighed, samt nationalisme og afgudsdyrkelse.a (1 Timoteus 4:1-3) Historien indeholder mange vidnesbyrd om de åndelige sygdomme som har ramt dem der er blevet ofre for dæmoniske lærdomme — lærdomme som har vundet almindelig udbredelse inden for kristenheden. — Jævnfør Esajas 1:4-7.

Faktisk er denne forurening af sandheden foregået lige siden menneskehedens begyndelse. Satan benytter samme fremgangsmåde som i Eden. Han fordærver menneskers sind med løgn og bedrag. (Johannes 8:44; 2 Korinther 11:3) Efterhånden som menneskeheden bredte sig ud over hele jorden efter vandfloden på Noas tid, blev alle verdens kulturer ofre for en bevidst forurening af det menneskelige kundskabsforråd, i form af dæmoninspireret filosofi og indflydelse.

Virkningerne af åndelig forurening

Hvilken skade kan åndelig besmittelse forårsage? Man kan sammenligne det med de virkninger forurenet vand har på vort fysiske helbred. En autoritet på området har sagt: „Næsten 200 millioner mennesker lider af schistosomiasis (bilharziose, eller sneglefeber, som fremkalder blodmangel, utilpashed, et generelt dårligt helbred og i værste fald døden), hvilket skyldes forurenet vand på huden. Fem hundrede millioner lider af trakom, en sygdom som overføres med snavset vaskevand og som er en af hovedårsagerne til blindhed . . . Næsten to milliarder har ikke adgang til rent drikkevand.“ (Our Country, the Planet) I åndelig forstand er millioner blevet svækket, forblindet og endda slået ihjel fordi de har fulgt traditioner der har været besmittet med dæmoners lære. — 1 Korinther 10:20, 21; 2 Korinther 4:3, 4.

Mange er for eksempel forvirrede og blinde hvad angår forholdet mellem Jesus Kristus og hans Fader, Jehova Gud. Det blev almindeligt blandt nogle som hævdede at være kristne at udelade Guds hellige navn, Jehova, i De Kristne Græske Skrifter. George Howard skriver i The Journal of Biblical Literature: „Denne fjernelse af tetragrammet skabte efter vores opfattelse forvirring i tankegangen hos de første hedningekristne med hensyn til forholdet mellem ’Herren Gud’ og ’Herren Kristus’.“

Tænk også på hvor megen forvirring, overtro og frygt den ubibelske lære om sjælens udødelighed har været årsag til. (Jævnfør Prædikeren 9:5; Ezekiel 18:4.) Mange er i trældom under forfædredyrkelse og lever i konstant frygt for at de døde vil volde dem ondt. Denne opfattelse har endda fået nogle til at tage livet af sig selv og andre.

Mange japanere tror at de afdødes ånder vil blive genforenet i et liv efter døden. Forældre som begår selvmord finder det derfor ofte bedst også at dræbe deres børn. Opslagsværket An English Dictionary of Japanese Ways of Thinking giver følgende forklaring: „I Japan er selvmord ikke altid en handling der fordømmes, men det bliver ofte betragtet som en acceptabel måde hvorpå man kan sige undskyld for en alvorlig fejl man har begået . . . Endog selvmord begået af en hel familie bliver mødt med forståelse.“

Efterprøv traditionerne

Hvad bør vi hver især gøre i betragtning af de farer der er forbundet med blindt at følge traditionelle opfattelser og skikke? Hen imod slutningen af det første århundrede gav apostelen Johannes dette råd til sine medkristne: „I elskede, tro ikke enhver inspireret udtalelse, men prøv de inspirerede udtalelser [ligesom man ville prøve eller analysere vand for at se om det er rent] for at se om de er af Gud, for mange falske profeter er draget ud i verden.“ (1 Johannes 4:1; se også Første Thessalonikerbrev 5:21.) Hvordan kan man vide om en tradition er skadelig eller ej? Det kan man ved at sammenligne den med en autoritet eller standard for hvad der er ret og rigtigt, eller ’rent’.

Bibelen er en sådan autoritet. Jesus Kristus har sagt: „Hellige dem ved hjælp af sandheden; dit ord er sandhed.“ (Johannes 17:17) Og: „Den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:23) Ved at anvende Guds inspirerede ord får man fat i sandhedens rene vand i stedet for den menneskelige og dæmoniske filosofis forurenede vand. — Johannes 8:31, 32; 2 Timoteus 3:16.

Husk at selv meget små mængder giftstof kan få alvorlige følger. I visse tilfælde går der år før virkningerne viser sig. „Snavset vand er blevet verdens største dræber. Det er skyld i mindst femogtyve tusind dødsfald om dagen,“ siger Shridath Ramphal, tidligere formand for IUCN (en international FN-forening til bevarelse af natur og naturrigdomme). Endnu farligere er traditioner eller overleveringer som er åndeligt forurenede.

Har du mod til at frigøre dig fra traditionelle opfattelser som du måske har haft i mange år, hvis det viser sig at de strider imod sandheden? Lyt til advarslerne. Beskyt dig selv og din familie ved at forvisse dig om at de traditioner I følger er i harmoni med Guds rene sandhedsord. — Salme 19:8-11; Ordsprogene 14:15; Apostelgerninger 17:11.

[Fodnote]

a Bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne redegør for hvorfor disse lærepunkter ikke er bibelske. Bogen er udgivet af Vagttårnets Selskab.

[Illustration på side 7]

Guds sandhedsord er som en flod med klart, rent vand

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del