Ammonitterne — et folk der gengældte venlighed med fjendtlighed

NAVNET på byen Amman, hovedstaden i Det Hashmitiske Kongerige Jordan, er afledt af navnet på et folk som ikke findes mere. De blev kaldt ammonitterne. Hvem var de, og hvad kan vi lære af deres undergang?

Ammonitterne var efterkommere af den retfærdige Lot. (1 Mosebog 19:35-38) Eftersom Lot var Abrahams nevø, var ammonitterne beslægtede med israelitterne. Men desværre begyndte disse efterkommere af Lot at tilbede falske guder. Alligevel fortsatte Jehova Gud med at interessere sig for dem. Da nationen Israel nærmede sig det forjættede land, sagde Gud advarende: „Du må ikke forulempe [ammonitterne] eller indlade dig i strid med dem, for jeg vil ikke give dig noget af Ammons sønners land i eje, eftersom jeg har givet det i eje til Lots sønner.“ — 5 Mosebog 2:19.

Værdsatte ammonitterne denne venlighed? Nej, tværtimod. De nægtede at anerkende at Jehova havde givet dem noget. De gengældte Guds venlige interesse for dem med stor fjendtlighed mod Guds folk, israelitterne. Til trods for at israelitterne fulgte Jehovas befaling og undlod at optræde aggressivt over for ammonitterne, følte de og deres moabitiske brødre sig truet. Ammonitterne foretog rigtignok ikke noget militært angreb, men de lejede profeten Bileam til at forbande Israel. — 4 Mosebog 22:1-6; 5 Mosebog 23:3-6.

I den forbindelse skete der noget mærkeligt. Bibelen fortæller at Bileam ikke var i stand til at udtale sin forbandelse. Han kunne kun velsigne Israel, idet han sagde: „De der velsigner dig, er velsignede, og de der forbander dig, er forbandede.“ (4 Mosebog 24:9) Alle de involverede parter, deriblandt ammonitterne, burde have lært en magtfuld lektion af dette, nemlig at når Guds folk var involveret, var Gud parat til at gribe ind til gavn for det.

Men ammonitterne fortsatte med at søge efter muligheder for at bekæmpe Israel. I dommertiden sluttede ammonitterne forbund med moabitterne og amalekitterne og foretog et fremstød mod det forjættede land, og de nåede helt frem til Jeriko, som de indtog. Men sejren var kortvarig. Den israelitiske dommer Ehud trængte nemlig fjenderne tilbage. (Dommerne 3:12-15, 27-30) Herefter herskede der en usikker våbenstilstand indtil dommeren Jeftas tid. På det tidspunkt var israelitterne begyndt at tjene hedningefolkenes guder, og Jehova tog derfor sin beskyttelse bort. I omkring 18 år „prisgav [Gud] dem til . . . Ammons sønner“. (Dommerne 10:6-9) Efter at israelitterne havde fjernet de fremmede guder og gjort Jefta til deres leder, tilføjede Jefta ammonitterne endnu et alvorligt nederlag. — Dommerne 10:16–11:33.

Dommertiden ophørte da Saul blev salvet som Israels første konge. Kort efter at Saul var begyndt at regere blussede ammonitternes fjendtlighed igen op. Kong Nahasj foretog et overraskelsesangreb på den israelitiske by Jabesj i Gilead. Da byens mænd forsøgte at slutte pagt med ammonitterkongen Nahasj, stillede han denne grusomme betingelse: „På denne betingelse slutter jeg pagt med jer: at hvert højre øje på jer bliver stukket ud.“ Historikeren Flavius Josefus hævder at dette krav var en slags forsvarsmanøvre fordi „de måske blev fuldstændig ukampdygtige når deres venstre øje var dækket af skjoldet“. Det egentlige formål med dette hjerteløse ultimatum var imidlertid at ydmyge israelitterne. — 1 Samuel 11:1, 2.

Igen havde ammonitterne gengældt Jehovas venlighed med fjendtlighed. Jehova sad ikke denne ondskabsfulde trussel overhørig. „Da Saul hørte [Nahasj’ betingelse], virkede Guds ånd på ham, og hans vrede blussede voldsomt op.“ Under Guds ånds ledelse mønstrede Saul en hær på 330.000 våbenføre mænd, som tilføjede ammonitterne så stort et nederlag at „der ikke var to af dem tilbage som var sammen“. — 1 Samuel 11:6, 11.

Ammonitternes selvoptagethed, deres skånselsløse adfærd og deres begærlighed, førte til sidst til at de blev fuldstændig udslettet. Som Jehovas profet Zefanias havde forudsagt, blev de „som Gomorra . . . en ødemark til fjerne tider . . . fordi de smædede og hoverede over Hærstyrkers Jehovas folk“. — Zefanias 2:9, 10.

Verdenslederne i dag burde fæste sig ved det der skete med ammonitterne. Gud har også vist nationerne et vist mål af venlighed ved at lade dem bo på sin fodskammel, Jorden. Men i stedet for at passe på Jorden, er de selviske nationer i gang med at ødelægge den og har endda truet med at tilintetgøre planeten i en atomkrig. I stedet for at vise Jehovas tjenere på Jorden venlighed, er nationerne ofte fjendtlige over for dem og udsætter dem for voldsom forfølgelse. Af det der skete med ammonitterne kan vi derfor lære at Jehova ikke tager let på at hans venlighed gengældes med fjendtlighed. Og til sin fastsatte tid vil han gribe ind, ligesom han gjorde i fortiden. — Jævnfør Salme 2:6-12.

[Illustration på side 9]

Ruiner fra romertiden i Amman, det sted hvor ammonitternes hovedstad, Rabba, lå

[Illustration på side 10]

Ammonitterne boede i dette område

[Kildeangivelse på side 8, 9, 10]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.