Lys gør ende på en mørk tidsalder

DEN tid Jesus og hans apostle levede i, adskilte sig meget fra den periode De Hebraiske Skrifter omfatter. Bibellæsere som ikke er opmærksomme på dette, forestiller sig måske en social og religiøs kontinuitet mellem profeten Malakias’ og evangelieskribenten Mattæus’ tid, uden at tage de 400 år der er imellem dem i betragtning.

Malakias’ Bog, som i de fleste moderne bibler anbringes sidst i De Hebraiske Skrifter, slutter med at fortælle hvordan en rest af Israel var vendt tilbage til sit hjemland efter at være blevet udfriet fra fangenskabet under Babylon. (Jeremias 23:3) Oprigtige jøder blev tilskyndet til at vente på Guds domsdag, som ville betyde enden på al ondskab og begyndelsen på den messianske tidsalder. (Malakias 4:1, 2) I mellemtiden var det Persien der havde fået herredømmet i landet. Persiske tropper var stationeret i Juda for at sikre ro og orden og opretholde de kongelige edikter ved hjælp af militærmagt. — Jævnfør Ezra 4:23.

I de følgende fire århundreder var Bibelens lande imidlertid præget af ustabilitet. Åndeligt mørke og forvirring begyndte at vise sig. Det Nære Østen led under vold, terror, undertrykkelse, radikale religiøse idéer, spekulative ideologier og kultursammenstød.

Da Mattæusevangeliet, den første bog i De Kristne Græske Skrifter, blev skrevet, var verdens scene skiftet. De romerske legioner håndhævede Pax Romana (den romerske fred). Gudfrygtige mennesker så forventningsfuldt frem til at Messias ville komme og afskaffe lidelser, tyranni og fattigdom, og ’kaste lys over’ liv, fremgang og ro. (Jævnfør Lukas 1:67-79; 24:21; Andet Timoteusbrev 1:10.) Lad os se nærmere på hvilke dynamiske kræfter det var der omdannede det jødiske samfund i de århundreder der gik forud for Jesu fødsel.

Jøderne under persisk herredømme

Da jøderne efter Kyros’ proklamation blev udfriet fra babylonisk fangenskab i 537 f.v.t., forlod en gruppe bestående af jøder og ikkejøder Babylon. Denne sandhedssøgende rest vendte tilbage til et område med ødelagte byer og land der lå øde hen. Israels engang så vidtstrakte område var blevet reduceret af edomitter, fønikiere, samaritanere, arabiske stammer og andre. Det der var tilbage af Juda og Benjamin blev til provinsen Juda i det persiske satrapi Abar-Nahara (På den anden side af Floden). — Ezra 1:1-4; 2:64, 65.

Ifølge opslagsværket The Cambridge History of Judaism kom Juda under det persiske styre ind i „en periode med ekspansion og befolkningstilvækst“. Om Jerusalem står der: „Bønder og pilgrimme bragte gaver, templet og byen fik velstand, og denne rigdom tiltrak udenlandske købmænd og håndværkere.“ Selv om perserne var meget tolerante hvad jødernes lokalstyre og religion angik, var skatterne høje og måtte kun betales i ædle metaller. — Jævnfør Nehemias 5:1-5, 15; 9:36, 37; 13:15, 16, 20.

Det persiske imperiums sidste år var kendetegnet af uroligheder og af satrapernes oprør. Mange jøder var indblandet i en opstand der blev anstiftet langs Middelhavskysten, og disse jøder blev deporteret til Hyrkanien ved Det Kaspiske Hav. Men generelt blev Juda tilsyneladende ikke berørt af Persiens straffeforanstaltninger.

Den græske periode

I 332 f.v.t. kastede Alexander den Store sig som en leopard over Mellemøsten, men inden da var efterspørgselen efter græske importvarer allerede stor. (Daniel 7:6) Han indså at græsk kultur spillede en stor politisk rolle og begyndte med velberåd hu at hellenisere sit voksende imperium. Græsk blev et internationalt sprog. I Alexanders korte regeringstid øgedes interessen for sofisteri, sport og æstetik. Med tiden blev endda den jødiske religion gennemsyret af hellenismen.

Efter Alexanders død i år 323 f.v.t. var hans efterfølgere i Syrien og Ægypten de første til at udfylde rollerne som „Nordens konge“ og „Sydens konge“ i Daniels profeti. (Daniel 11:1-19) Arbejdet med at oversætte De Hebraiske Skrifter til koinégræsk eller fællesgræsk blev påbegyndt under den ægyptiske „Sydens konge“, Ptolemaios II Filadelfos (285-246 f.v.t.). Oversættelsen blev kaldt Septuaginta. Mange vers fra dette værk blev citeret i De Kristne Græske Skrifter. Det græske sprog viste sig at være velegnet til at bibringe en åndeligt forvirret og formørket verden en større forståelse af Skriften.

Da Antiochos IV Epifanes blev konge over Syrien og hersker over Palæstina (175-164 f.v.t.), var jødedommen praktisk taget udryddet som følge af forfølgelse fra myndighedernes side. Under trussel om død blev jøder tvunget til at fornægte Jehova Gud og til udelukkende at ofre til de græske guder. I december år 168 f.v.t. blev et hedensk alter bygget over Jehovas store alter i Jerusalems tempel, hvorpå man ofrede til den olympiske gud Zeus. Dybt rystet sluttede nogle af landets heltemodige mænd sig sammen under ledelse af Judas Makkabæer og førte en bitter krig indtil de havde indtaget Jerusalem. Templet blev genindviet, og nøjagtig tre år efter at det var blevet vanhelliget, blev de daglige ofre genoptaget.

I resten af perioden under det græske herredømme søgte jøderne aggressivt at udvide deres territorium til landets oprindelige grænser. De brugte deres nye militære overlegenhed på en ugudelig måde ved at true deres hedenske naboer med døden hvis ikke de omvendte sig til jødedommen. Det var dog stadig græsk politik der styrede byerne.

I denne periode var kandidaterne til ypperstepræsteembedet ofte korrupte og engagerede i onde planer, snigmord og politiske intriger. Jo mere ugudeligheden bredte sig blandt jøderne, desto mere populær blev græsk idræt. Hvor overraskende var det ikke at se de unge præster forsømme deres pligter for at kunne deltage i sportslegene! Jødiske atleter gennemgik endog smertefulde operationer for at blive uomskårne så de kunne undgå at blive bragt i forlegenhed når de nøgne konkurrerede med hedningerne. — Jævnfør Første Korintherbrev 7:18.

Religiøse forandringer

I de første år efter landflygtigheden formåede de trofaste jøder at holde hedenske forestillinger og teorier væk fra den sande tilbedelse, som er åbenbaret i De Hebraiske Skrifter. Esters Bog, som er skrevet efter mere end 60 års nær kontakt med perserne, indeholder ikke en eneste antydning af zarathustrisme. Man finder heller ingen påvirkning fra denne persiske religion hverken hos Ezra, Nehemias eller Malakias, hvis bøger alle er skrevet i begyndelsen af den persiske æra (537-443 f.v.t.).

Forskere mener imidlertid at mange jøder i slutningen af den persiske periode begyndte at antage nogle af de religiøse forestillinger som tilbederne af Ahura Mazda, persernes øverste gud, havde. Det fremgår af datidens overtro og af essæernes lære. Almindelige hebraiske ord for sjakaler, andre ørkendyr og natfugle blev i jødernes fantasi forbundet med onde ånder og spøgelser der stammede fra babyloniske og persiske folkesagn.

Jøderne begyndte nu at betragte de hedenske idéer i et andet lys. Deres opfattelse af himmelen, helvede, sjælen, Ordet (Logos) og visdom ændrede sig. Og hvis det var rigtigt at Gud befandt sig så langt borte at han ikke længere kommunikerede med menneskene, havde han brug for nogle der kunne optræde som forbindelsesled. Grækerne kaldte disse forbindelsesled eller skytsånder for daimones. Eftersom jøderne godtog tanken om at disse daimones (dæmoner) kunne være både gode og onde, blev de et let offer for dæmonernes indflydelse.

Den lokale tilbedelsesordning undergik imidlertid store forandringer. Synagoger blev oprettet som tilbedelsessteder og undervisningscentre for de jødiske menigheder. Nøjagtig hvornår, hvor og hvordan synagogerne opstod, vides ikke. Men da de blev benyttet af jøder der boede i fremmede lande og som derfor ikke havde noget tempel, ser det ud til at være sket under eller efter landflygtigheden. Interessant nok blev disse synagoger meget velegnede som steder hvor Jesus og hans disciple ’vidt og bredt kunne forkynde Guds dyder, han som havde kaldt folk ud af mørket ind til sit vidunderlige lys’. — 1 Peter 2:9.

Religiøse grupper inden for jødedommen

I det andet århundrede f.v.t. begyndte der at opstå mange forskellige sekter. De var ikke separate religiøse organisationer, men snarere små sammenslutninger af jødiske præster, filosoffer og politiske aktivister som ønskede at få indflydelse og magt over nationen, alt sammen under dække af jødedommen.

De politisk interesserede saddukæere bestod hovedsagelig af velhavende aristokrater som siden den hasmonæiske opstand i midten af det andet århundrede f.v.t. var kendt for at være dygtige diplomater. De fleste var præster, men nogle var forretningsmænd eller jordbesiddere. I tiden omkring Jesu fødsel foretrak saddukæerne et Palæstina under romersk herredømme, som de mente var mere stabilt og bedre i stand til at bevare status quo i landet. (Jævnfør Johannes 11:47, 48.) Et mindretal (herodianerne) mente at et styre under Herodes-familien bedre ville kunne tilgodese de nationale interesser. Saddukæerne ønskede under ingen omstændigheder at nationen skulle ledes af jødiske fanatikere, eller at andre end præsterne skulle tage vare på templet. Saddukæernes lære var præget af en konservatisme som hovedsagelig var baseret på deres fortolkning af Moses’ skrifter, og som afspejlede deres modsætningsforhold til farisæernes magtfulde sekt. (Apostelgerninger 23:6-8) Saddukæerne betragtede profetierne fra De Hebraiske Skrifter som spekulation og hævdede at hverken de historiske bøger, de poetiske bøger eller ordsprogsbøgerne var inspirerede. De var derfor uden betydning.

Farisæernes sekt opstod under det græske verdensrige som en kraftig reaktion på den antijødiske hellenisme. På Jesu tid havde farisæerne imidlertid udviklet sig til strenge, traditionsbundne, legalistiske og selvretfærdige proselytmagere og lærere, som søgte at få magt over nationen ved hjælp af synagogedirektiver. De fleste tilhørte middelklassen og så ned på den almindelige befolkning. Jesus betragtede de fleste farisæere som selviske, ubarmhjertige og pengekære hyklere. (Mattæus, kapitel 23) De anerkendte alle de hebraiske skrifter sådan som de selv fortolkede dem, men de lagde lige så meget eller større vægt på de mundtlige traditioner. De sagde at deres traditioner var „et gærde omkring Loven“, men i stedet gjorde deres overleveringer Guds ord ugyldigt og skabte forvirring blandt folket. — Mattæus 23:2-4; Markus 7:1, 9-13.

Essæerne var mystikere som tilsyneladende boede i små isolerede samfund. De betragtede sig selv som Israels sande rest der i renhed ventede på den lovede Messias. De førte en tilbagetrukken tilværelse i from askese, og meget af deres lære afspejlede persiske og græske forestillinger.

Patriotiske og fanatiske zeloter fra forskellige religiøse grupperinger betragtede morderisk alle som søgte at hindre oprettelsen af en uafhængig jødisk stat, som fjender. De er blevet sammenlignet med hasmonæerne, og de tiltrak hovedsagelig idealistiske og eventyrlystne unge mænd. Eftersom de anvendte guerillametoder som gjorde landeveje og torvepladser usikre at færdes på, blev de betragtet som banditter eller frihedskæmpere, og bidrog således til hverdagens problemer.

Græsk filosofi øvede stor indflydelse på de aleksandrinske jøder i Ægypten, og bredte sig derfra til Palæstina og til jøderne i diasporaen. De jødiske teoretikere som skrev apokryferne og pseudepigraferne, opfattede blot Moses’ skrifter som vage og udtryksløse allegorier.

Da romerne kom til magten havde helleniseringen skabt varige sociale, politiske og filosofiske omvæltninger i Palæstina. Jødernes bibelske religion var blevet erstattet med jødedommen, som var et sammensurium af babyloniske, persiske og græske forestillinger, iblandet en vis portion bibelske sandheder. Alt i alt udgjorde saddukæerne, farisæerne og essæerne imidlertid mindre end 7 procent af befolkningen. Midt i denne malstrøm af stridende kræfter var de jødiske folkeskarer „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. — Mattæus 9:36.

Det var i denne mørke tidsalder at Jesus trådte frem. Hans kærlige indbydelse gav trøst og forhåbning: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke.“ (Mattæus 11:28) Han sagde opmuntrende: „Jeg er verdens lys.“ (Johannes 8:12) Ja, hvor glædeligt har det ikke været at lytte til hans hjertevarmende udtalelse: „Den der følger mig vil afgjort ikke vandre i mørket, men vil eje livets lys.“ — Johannes 8:12.

[Illustration på side 26]

Jesus viste at de jødiske religiøse ledere befandt sig i åndeligt mørke

[Illustration på side 28]

Mønt med formodet billede af Antiochos IV (Epifanes)

[Kildeangivelse]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.