De gjorde Jehovas vilje

En lille pige der talte med stort mod

OP GENNEM det 10. århundrede f.v.t. herskede der et spændt forhold mellem Israel og Aram. Det kom så ofte til kamp at da der en overgang var tre år uden krig, fortjente det særlig omtale. — 1 Kongebog 22:1.

På den tid udgjorde aramaiske røverbander en særlig trussel. Nogle af disse bander bestod af flere hundrede soldater, og de overfaldt og udplyndrede israelitterne. Mange blev bortført og gjort til slaver — selv børn.

På et røvertogt blev „en lille pige“ hensynsløst fjernet fra sin gudfrygtige familie. (2 Kongebog 5:2) Hun blev ført til Aram, hvor hun var tvunget til at bo blandt nogle som virkede fremmede og måske skræmmende på hende — et folk der tilbad solen, månen, stjernerne, træerne, planterne og endog stenene. Der var en verden til forskel mellem disse mennesker og hendes familie og venner, som tilbad den eneste sande Gud, Jehova. Men selv i denne svære situation var pigen bemærkelsesværdig modig i forbindelse med tilbedelsen af Jehova, og det resulterede i at hun forandrede livet for en fremtrædende embedsmand der tjente under kongen af Aram. Lad os se hvordan.

Mod til at tale om sin tro

Den lille piges navn nævnes ikke i den bibelske beretning. Hun kom i tjeneste hos Na’amans hustru. Na’aman var en dygtig kriger og hærfører under kong Ben-Hadad II’s befaling. (2 Kongebog 5:1) Han var højt agtet, men led af den modbydelige sygdom spedalskhed.

Måske har pigens respektfulde opførsel givet Na’amans hustru lyst til at betro sig til hende. Det er muligt at kvinden har spurgt pigen: ’Hvad gør man for spedalske i Israel?’ Uden at skamme sig har den israelitiske pige frimodigt svaret: „Hvis blot min herre var hos profeten i Samaria! Så ville han skaffe ham af med hans spedalskhed.“ — 2 Kongebog 5:3.

Pigens ord blev ikke afvist som barnlig snak. Tværtimod meddelte man kong Ben-Hadad hvad hun havde sagt. Han sendte da Na’aman og nogle andre ud på en cirka 150 kilometer lang rejse til Samaria for at finde profeten. — 2 Kongebog 5:4, 5.

Na’aman bliver helbredt

Na’aman og hans mænd drog til kong Joram af Israel med et introduktionsbrev fra Ben-Hadad og en stor pengegave. Den kalvedyrkende kong Joram viste selvsagt ikke den samme tro på Guds profet som tjenestepigen. Han mente at Na’aman søgte en anledning til strid. Da profeten Elisa hørte om Jorams bekymringer, sendte han med det samme bud til kongen, og bad ham sende Na’aman til sit hus. — 2 Kongebog 5:6-8.

Da Na’aman ankom til Elisas hus, sendte profeten et sendebud der sagde: „Gå hen og bad dig syv gange i Jordan, så vil dit kød heles igen på dig, og du skal være ren!“ (2 Kongebog 5:9, 10) Na’aman blev rasende. Han havde forventet en mirakuløs helbredelse med pomp og pragt. „Er Damaskus’ floder Abana og Parpar ikke bedre end alle Israels vande? Kunne jeg ikke bade mig i dem og blive ren?,“ spurgte han og drog forbitret bort. Men da Na’amans tjenestefolk ræsonnerede med ham, gav han sig til sidst. Og efter at Na’aman havde badet syv gange i Jordanfloden, „[heledes] hans kød . . . og blev som kødet på en lille dreng, og han blev ren“. — 2 Kongebog 5:11-14.

Da Na’aman kom tilbage til Elisa, sagde han: „Nu ved jeg at der ikke er nogen Gud på hele jorden uden i Israel,“ og han aflagde løfte om „ikke mere [at] bringe brændoffer eller slagtoffer til andre guder end Jehova“. — 2 Kongebog 5:15-17.

Hvad vi kan lære af beretningen

Na’aman var aldrig rejst til profeten Elisa hvis ikke den lille tjenestepige modigt havde givet udtryk for sin tro. Mange børn og unge følger i dag hendes eksempel. I skolen er de måske omgivet af elever der ikke er interesserede i at tjene Gud. Alligevel fortæller disse unge modigt andre hvad de tror. Nogle af dem begynder allerede at gøre det i en ret ung alder.

Lad os som eksempel tage Alexandra, en fireårig pige fra Australien. Da hun begyndte i skolen indgik hendes mor en aftale med læreren om at komme og fortælle om Jehovas Vidners tro. Men til moderens store overraskelse sagde læreren: „Jeg ved allerede en hel del om jeres tro og om hvad Alexandra vil og ikke vil være med til i skolen.“ Alexandras mor var overrasket, for der gik ikke andre børn af Jehovas vidner på den skole. „Alexandra har selv fortalt os det,“ forklarede læreren. Ja, denne lille pige havde allerede taktfuldt talt med sin lærer.

Når sådanne unge modigt giver udtryk for deres tro, handler de i harmoni med Salme 148:12, 13, hvor der står: „Unge mænd og også jomfruer, gamle mænd sammen med drenge. Lad dem lovsynge Jehovas navn, for hans navn alene er ophøjet. Hans værdighed er over jord og himmel.“