Jehova har været med mig
FORTALT AF MAX HENNING
Året var 1933 og Adolf Hitler var lige kommet til magten i Tyskland. Det fik imidlertid ikke de omkring 500 Jehovas vidner der var i Berlin, til at vakle. Mange unge blev pionerer, eller heltidsforkyndere, og nogle tog endda imod distriktstildelinger i andre europæiske lande. Min ven Werner Flatten og jeg blev ved med at sige til hinanden: „Hvad venter vi på? Vi spilder jo bare tiden! Hvad hindrer os i at blive pionerer?“
OTTE dage efter jeg blev født — det var i 1909 — kom jeg i kærlige plejeforældres varetægt. I 1918 blev vores familie ramt af en stor sorg da min lille plejesøster pludselig døde. Kort efter fik vi besøg af Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner hed dengang, og mine plejeforældre tog ivrigt imod sandheden fra Bibelen. De lærte også mig at værdsætte åndelige anliggender.
Jeg koncentrerede mig om min skolegang og blev derefter uddannet som blikkenslager. Men hvad vigtigere var, jeg tog et klart standpunkt for sandheden. Den 5. maj 1933 begyndte Werner og jeg som pionerer. Somme tider cyklede vi til en by der lå omkring 100 kilometer fra Berlin, hvor vi tilbragte to uger med at forkynde. Så tog vi hjem til Berlin for at ordne forskellige gøremål, og rejste derefter tilbage til vort distrikt hvor vi var i yderligere to uger.
Vi ansøgte om at tjene i et andet land, og i december 1933 fik vi tildelt distrikt i det der dengang var Jugoslavien. Men inden vi nåede at rejse, blev vores distriktstildeling ændret til Utrecht i Holland. Kort efter blev jeg døbt. Dengang lagde man mindre vægt på dåben; forkyndelsen var det vigtigste. Fra da af fik tillid til Jehova stor betydning i mit liv. Jeg fandt megen trøst i salmistens ord: „Se! Gud er min hjælper; Jehova er blandt dem der støtter min sjæl.“ — Salme 54:4.
Pionertjenesten i Holland
Kort efter vor ankomst til Holland fik vi tildelt distrikt i Rotterdam. Både faderen og en søn i den familie vi boede hos, var pionerer. Få måneder senere købte man et stort hus der skulle bruges som pionerhjem. Det lå i Leersum, en by i nærheden af Utrecht, og Werner og jeg flyttede dertil.
Mens vi boede dér cyklede vi ud til de nærliggende distrikter og kørte i en syvpersoners bil til de distrikter der lå længere væk. På det tidspunkt var der kun hundrede forkyndere i Holland. I dag, 60 år senere, er der i det område hvor vi forkyndte mens vi boede på pionerhjemmet, over 4000 forkyndere fordelt på cirka 50 menigheder!
Vi sled i det, idet vi anvendte op til 14 timer i forkyndelsen hver dag, men vi var lykkelige. En af vore målsætninger var at sprede så meget læsestof som muligt. Vi kunne ofte sprede over et hundrede brochurer om dagen til interesserede. Dengang var det endnu ikke blevet almindeligt at gå på genbesøg eller at lede bibelstudier.
En dag forkyndte min makker og jeg i byen Vreeswijk. Mens han forkyndte for en mand ved porten til en militærforlægning, brugte jeg tiden på at læse i min bibel. Den var fyldt med røde og blå understregninger. Efter at vi var gået, advarede en tømrer der havde arbejdet på et tag i nærheden, manden ved porten om at jeg sikkert var spion. Samme dag blev jeg arresteret mens jeg forkyndte for en butiksindehaver, og min bibel blev konfiskeret.
Jeg kom for en domstol. Anklagen lød på at stregerne i min bibel var et forsøg på at lave en tegning af militærforlægningen. Jeg blev kendt skyldig, og dommeren idømte mig to års fængsel. Sagen blev imidlertid appelleret, og jeg blev frikendt. Det var jeg meget taknemmelig for, men min glæde var endnu større da jeg fik min bibel med alle dens notater tilbage!
I sommeren 1936 forkyndte jeg sammen med Richard Brauning, en af pionererne som jeg boede sammen med, i den nordlige del af landet. Den første måned brugte vi 240 timer i forkyndelsen og spredte en hel del bøger og blade. Vi boede i telt og klarede os helt på egen hånd med vask, madlavning, og så videre.
Senere blev jeg overført til båden Lightbearer, der blev et kendt syn i den nordlige del af Holland. Fem pionerer boede på båden, og med den som base kunne vi nå ud til mange isolerede distrikter.
Yderligere forrettigheder
I 1938 blev jeg udnævnt til zonetjener, som kredstilsynsmænd for Jehovas Vidner blev kaldt dengang. Jeg forlod derfor Lightbearer for at besøge menigheder og isolerede forkyndere i tre sydlige provinser.
Cyklen var vores eneste transportmiddel. Ofte tog det en hel dag at cykle fra den ene menighed eller gruppe af interesserede til den næste. Blandt de byer jeg besøgte var Breda, hvor jeg bor nu. På det tidspunkt fandtes der ingen menighed, eftersom der kun var to Jehovas vidner i byen — et ældre ægtepar.
Da jeg engang besøgte brødrene i Limburg, fik jeg lejlighed til at forkynde for en minearbejder ved navn Johan Pieper, som stillede mig mange spørgsmål. Han tog et fast standpunkt for sandheden og blev en modig forkynder. Fire år senere blev han sat i koncentrationslejr, hvor han opholdt sig i tre og et halvt år. Da han kom ud, begyndte han nidkært at forkynde igen, og i dag virker han trofast som ældste. Den lille menighed på 12 forkyndere i Limburg er nu vokset til 17 menigheder med omkring 1550 forkyndere!
Under naziregimet
I maj 1940 blev Holland invaderet af tyskerne. Jeg fik til opgave at tjene på Selskabets afdelingskontor i Amsterdam. Vi måtte udføre vort arbejde med stor forsigtighed, og det hjalp os til at forstå betydningen af det bibelske ordsprog: „En ven . . . er en broder som er født med henblik på trængselen.“ (Ordsprogene 17:17) Den vidunderlige enhed der rådede blandt brødrene i denne vanskelige periode, havde en positiv indvirkning på min åndelige vækst og udrustede mig til de sværere tider der lå forude.
Mit arbejde bestod i at sørge for at litteraturen blev sendt ud til menighederne, hvilket almindeligvis foregik ved hjælp af kurerer. Gestapo var konstant på udkig efter unge mænd som kunne udføre tvangsarbejde i Tyskland, og derfor brugte vi vore kristne søstre som kurerer. På et tidspunkt blev Wilhelmina Bakker, altid kaldt Nonnie, sendt til os fra Haag, og jeg førte hende hen til stedet hvor vores koordinator, Arthur Winkler, skjulte sig. I et forsøg på at vække mindst mulig opsigt klædte jeg mig som en hollandsk bonde med træsko og det hele, og tog derefter sporvognen sammen med Nonnie. Senere har hun fortalt mig at hun havde svært ved at holde latteren tilbage, for hun havde syntes at jeg i høj grad så opsigtsvækkende ud.
Det var blevet røbet for fjenden hvor vi opbevarede vores litteratur og papir. Den 21. oktober 1941 foretog Gestapo en razzia, og Winkler og Nonnie blev arresteret. På vej til fængselet hørte de tilfældigt to gestapoagenter tale om hvordan de havde jagtet „en lille mørkhåret fyr“ som de havde tabt sporet af i de overfyldte gader. Heraf fremgik det tydeligt at det var mig de talte om, og Winkler sørgede for at brødrene fik dette at vide, hvorefter jeg øjeblikkelig blev sendt til Haag.
I mellemtiden var Nonnie blevet løsladt fra fængselet. Hun rejste tilbage til Haag for at virke som pioner, og det var dér jeg traf hende igen. Da menighedstjeneren i Rotterdam blev arresteret, blev jeg imidlertid sendt dertil for at overtage hans plads. Senere blev menighedstjeneren i Gouda-menigheden også arresteret, hvorefter jeg blev bedt om at erstatte ham. Til sidst, den 29. marts 1943, blev jeg selv pågrebet. Gestapo foretog pludselig en ransagning mens jeg var ved at efterse vores lager af bibelsk læsestof.
Ud over de bøger og blade der lå spredt ud over bordet, var der en navneliste på kristne brødre og søstre. Den var dog skrevet i kodeform. Jeg bad inderligt Jehova vise mig en udvej, så jeg kunne beskytte de forkyndere der stadig var på fri fod. Det lykkedes mig at lægge hånden oven på navnelisten og krølle den sammen uden at det blev opdaget. Jeg bad derefter om lov til at gå på toilettet, hvor jeg rev listen i småstykker og skyllede den ud i klosettet.
I sådanne vanskelige situationer lærte jeg at hente styrke i Jehovas handlemåde med sit folk i fortiden og i hans løfter om udfrielse. En inspireret forsikring jeg ofte er kommet i tanker om, er denne: „Hvis ikke Jehova havde været for os, dengang mennesker rejste sig mod os, da ville de have slugt os levende.“ — Salme 124:2, 3.
Fængsler og koncentrationslejre
Jeg blev ført til fængselet i Rotterdam, hvor jeg heldigvis havde min bibel hos mig. Jeg havde også bogen Frelse, uddrag af bogen Børn, og masser af tid til at læse det alt sammen. Et halvt år efter blev jeg alvorligt syg og måtte indlægges på hospitalet. Før jeg forlod fængselet gemte jeg litteraturen under min madras. Jeg fik senere at vide at en anden forkynder, Piet Broertjes, blev flyttet til min celle og havde fundet den. Litteraturen blev således fortsat brugt til at styrke andre i troen.
Da jeg blev rask, blev jeg overført til et fængsel i Haag. Dér mødte jeg Leo C. van der Tas, en jurastuderende som var i fængsel fordi han havde gjort modstand mod den tyske besættelsesmagt. Han havde aldrig hørt om Jehovas Vidner, og jeg fik lejlighed til at forkynde for ham. Nogle gange vækkede han mig midt om natten og stillede mig spørgsmål. Han nærede en åbenlys beundring for Vidnerne, især efter at han havde fået at vide at vi kunne blive løsladt hvis blot vi skrev under på at vi ville afsværge vor tro. Efter krigen blev Leo sagfører, og han førte adskillige retssager for Vagttårnsselskabet angående religionsfrihed.
Den 29. april 1944 blev jeg sat på et tog og påbegyndte en frygtelig, 18 dage lang, rejse til Tyskland. Den 18. maj lukkede portene til koncentrationslejren Buchenwald sig bag mig. De forhold vi måtte leve under indtil vi blev befriet af de allierede styrker cirka et år efter, var rædselsvækkende. Tusinder døde, mange lige for øjnene af os. Eftersom jeg nægtede at arbejde på en nærliggende fabrik hvor der blev produceret krigsmateriel, blev jeg sat til at udføre kloakarbejde.
En dag blev fabrikken bombet. Mange søgte desperat sikkerhed i barakkerne, mens andre løb ind i skoven. Vildfarende bomber ramte barakkerne, og brandbomber satte ild til skoven. Det var et frygteligt syn! Mange blev brændt levende. Selv havde jeg fundet et sikkert sted, men da ilden stilnede af og jeg bevægede mig tilbage til lejren, så jeg de mange døde.
I dag er de fleste bekendt med de grusomheder der foregik under nazisternes Holocaust. Jeg er Jehova taknemmelig for at han har givet mig psykisk styrke, så alle de rædsler jeg har oplevet, ikke har behersket mine tanker gennem årene. Når jeg tænker tilbage på min tid i fangenskab, er det først og fremmest glæde jeg føler fordi jeg bevarede min uangribelighed over for Jehova, til pris for hans navn. — Salme 124:6-8.
Efterkrigstiden
Efter at jeg var blevet befriet og var vendt tilbage til Amsterdam, meddelte jeg straks afdelingskontoret at jeg var villig til at blive sendt hen hvor der var behov. Jeg var spændt på at høre hvad der var sket mens jeg havde været væk. Nonnie arbejdede der allerede. I krigens sidste år var hun kurer og bragte bibelsk læsestof ud til menighederne. Hun var ikke blevet arresteret igen, men undslap ofte kun med nød og næppe.
Jeg var pioner en kort tid i Haarlem, men i 1946 blev jeg bedt om at arbejde i forsendelsesafdelingen på afdelingskontoret i Amsterdam. I slutningen af 1948 blev Nonnie og jeg gift, hvorefter vi rejste fra Betel for at tjene som pionerer. Vi fik tildelt distrikt i Assen. Det var her Richard Brauning og jeg tolv år tidligere havde tilbragt sommeren sammen i forkyndelsen og boet i telt. Jeg fik at vide at Richard var blevet skudt på vej til en koncentrationslejr.
Min tid i fangenskab havde tydeligvis svækket mit helbred. Seks år efter min udfrielse fra Buchenwald blev jeg syg og måtte holde sengen i fire måneder. Nogle år senere, i 1957, måtte jeg døje med tuberkulose et helt år. Min krop var tappet for energi, men min pionerånd var usvækket. Mens jeg lå syg benyttede jeg enhver lejlighed til at forkynde. At sygdom ikke har forvandlet mig til en uvirksom og svagelig mand, tror jeg skyldes denne pionerånd. Nonnie og jeg er besluttede på at forblive i heltidstjenesten så længe helbredet tillader det.
Da jeg var kommet til hægterne igen, fik vi tildelt distrikt i Breda. Det var 21 år siden jeg havde besøgt byen første gang som zonetjener. Da vi kom i 1959, var der en lille menighed med kun 34 forkyndere. I dag, 37 år efter, er der seks menigheder med over 500 forkyndere, som mødes i tre rigssale! Både i vores menighed og ved stævnerne møder vi mange der har opnået kundskab om Bibelens sandheder som et resultat af vore bestræbelser. Vi føler ofte som apostelen Johannes, der skrev: „Jeg har ingen større grund til taknemmelighed end dette, at jeg hører at mine børn fortsat vandrer i sandheden.“ — 3 Johannes 4.
Nu er vi blevet gamle. Jeg er 86 og Nonnie er 78, men jeg må sige at pionertjenesten er en sund beskæftigelse. Siden jeg kom til Breda har jeg fået bugt med de fleste af de helbredsproblemer jeg pådrog mig under mit fangenskab. Jeg har desuden nydt mange produktive år i tjenesten for Jehova.
Vi er begge glade for at kunne se tilbage på mange års resultatrig tjeneste. Hver dag beder vi Jehova om at give os ånd og styrke til at fortsætte i tjenesten for ham så længe vi lever. Tillidsfuldt siger vi som salmisten: „Se! Gud er min hjælper; Jehova er blandt dem der støtter min sjæl.“ — Salme 54:4.
[Illustration på side 23]
Rejseteltet som vi brugte i 1930’erne mens vi var pionerer
[Illustration på side 23]
Båden vi benyttede for at komme ud til isolerede distrikter
[Illustration på side 23]
Et interview under et stævneprogram i 1957
[Illustration på side 24]
Min kone og mig i dag