Guds ord udretter „mirakler“
FORTALT AF THÉRÈSE HÉON
En dag i 1965 gik jeg ind i et handelsfirma og tilbød Vagttårnet og Vågn op! til sælgerne. Da jeg vendte mig for at gå, lød der et brag. En kugle havde ramt lige ved mine fødder. „Det er den måde Jehovas vidner skal behandles på,“ lød det hånligt fra en af sælgerne.
DENNE oplevelse forskrækkede mig — men ikke så meget at jeg ville opgive heltidstjenesten. Jeg var så glad for det jeg havde lært ud fra Bibelen, at intet kunne få mig til at opgive denne tjeneste. Lad mig forklare hvorfor.
I juli 1918 blev jeg født, og efter at jeg var kommet til verden, slog mine forældre sig ned i Cap-de-la-Madeleine, en lille by i Quebec i Canada, der er kendt som Miraklernes Sted. Her valfartede besøgende til helligdommen for Jomfru Maria. De påståede mirakler Jomfru Maria skulle have udført, kan ikke bevises, hvorimod Guds ord har udrettet mirakler i manges tilværelse efterhånden som byen er vokset og har fået over 30.000 indbyggere.
Da jeg var omkring 20 år, lagde min far mærke til min interesse for religiøse anliggender og gav mig sin bibel. Jeg blev chokeret da jeg læste den tydelige fordømmelse af billeddyrkelse i Anden Mosebog, kapitel 20. Øjeblikkelig mistede jeg tilliden til den katolske kirkes lære og holdt op med at overvære messen. Jeg ønskede ikke at tilbede statuer. Jeg kan stadig høre min far sige: „Thérèse, skal du ikke med i kirke?“ „Nej, jeg læser i Bibelen,“ svarede jeg.
Bibellæsning fortsatte med at være en del af mit liv, selv efter jeg blev gift i september 1938. Eftersom min mand, Rosaire, ofte arbejdede om natten, gjorde jeg det til en vane at læse i Bibelen når han var på arbejde. Jeg kom snart til den slutning at Gud måtte have et folk, og jeg begyndte at lede efter det.
Min søgen efter Guds folk
På grund af det jeg som barn havde lært i kirken, var jeg bange for at falde i søvn om aftenen af frygt for at vågne op i helvede. For at bekæmpe denne frygt plejede jeg at sige til mig selv at en kærlig Gud aldrig ville lade noget så grufuldt ske. Jeg fortsatte fortrøstningsfuldt med at læse i Bibelen og søge efter sandheden. Ja, jeg var som den etiopiske eunuk der læste uden at forstå. — Apostelgerninger 8:26-39.
Min bror André og hans kone, som boede i en lejlighed på etagen under os, begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner omkring 1957. Jeg sagde til min svigerinde at hun skulle banke i loftet når Jehovas vidner forkyndte i opgangen, for så vidste jeg hvornår jeg ikke skulle lukke op. Men en dag glemte hun at advare mig.
Altså åbnede jeg døren, og udenfor stod Kay Munday, en pioner, som heltidsforkyndere hos Jehovas Vidner bliver kaldt. Hun forklarede mig at Gud har et personligt navn, Jehova. Da hun var gået, kontrollerede jeg at det hun havde sagt, fandt støtte i Bibelen (Douay-oversættelsen). Det gjorde det, og jeg blev meget glad. — 2 Mosebog 6:3; Mattæus 6:9, 10; Johannes 17:6.
Da Kay besøgte mig igen, drøftede vi den katolske treenighedslære, der går ud på at Gud er tre personer i én Gud. Senere læste jeg omhyggeligt i min egen bibel for at overbevise mig selv om at den ikke indeholdt treenighedslæren. (Apostelgerninger 17:11) Mit studium bekræftede at Jesus er underlagt Gud. Han blev skabt. Han havde en begyndelse, i modsætning til Jehova. (Salme 90:1, 2; Johannes 14:28; Kolossenserne 1:15-17; Åbenbaringen 3:14) Jeg var tilfreds med det jeg lærte, og glad for at fortsætte med at drøfte bibelske emner.
En dag i 1958 — under en snestorm i november måned — inviterede Kay mig til et kredsstævne der blev holdt samme aften i en lejet sal. Jeg tog med, og nød programmet. Bagefter kom en forkynder hen til mig, og i samtalens løb spurgte jeg: „Skal en sand kristen forkynde fra hus til hus?“
„Ja,“ svarede han, „den gode nyhed skal forkyndes, og Bibelen viser at en vigtig forkyndermetode er at besøge folk i deres hjem.“ — Apostelgerninger 20:20.
Det svar glædede mig usigelig meget. Det overbeviste mig om at jeg havde fundet Guds folk. Hvis han havde sagt: „Nej, det er ikke nødvendigt,“ ville jeg have betvivlet at jeg havde fundet sandheden, da jeg godt vidste hvad Bibelen siger om forkyndelse fra hus til hus. Fra da af gjorde jeg hurtigt åndelige fremskridt.
Efter kredsstævnet begyndte jeg at overvære Jehovas Vidners møder i nabobyen Trois-Rivières. Kay og hendes makker, Florence Bowman, var de eneste Jehovas vidner i Cap-de-la-Madeleine. En dag sagde jeg: „Jeg tager med jer ud at forkynde i morgen.“ Det blev de glade for at høre.
Forkyndelse i min hjemby
Jeg troede at alle ville lytte til Bibelens budskab, men det gik hurtigt op for mig at det ikke var tilfældet. Da Kay og Florence fik tildelt et andet distrikt, var jeg den eneste i byen til at gå fra hus til hus og forkynde sandheden fra Bibelen. Ufortrødent fortsatte jeg med at forkynde alene i cirka to år, indtil min dåb den 8. juni 1963. Samme dag meldte jeg mig som feriepioner, en betegnelse for det man i dag kalder hjælpepioner.
Jeg fortsatte som feriepioner i et år. Derefter lovede Delvina Saint-Laurent at hun ville komme til Cap-de-la-Madeleine og følges med mig i forkyndelsen en gang om ugen hvis jeg blev almindelig pioner. Jeg udfyldte derfor en ansøgning. Men til min store bedrøvelse døde Delvina fjorten dage før jeg skulle begynde i heltidstjenesten. Hvad skulle jeg nu gøre? Ja, ansøgningen var jo afleveret, og jeg havde ikke lyst til at trække den tilbage. I oktober 1964 begyndte jeg derfor som almindelig pioner. I de næste fire år gik jeg alene fra hus til hus.
De nidkære katolikker i Cap-de-la-Madeleine var ofte fjendtligsindede. Nogle tilkaldte politiet for at hindre mig i at forkynde. Og som nævnt i indledningen var der en sælger som prøvede at skræmme mig ved at skyde efter mine fødder, hvilket skabte vældigt røre i byen. Den lokale tv-station kaldte det ’et korstog mod Jehovas Vidner’. Hændelsen bevirkede at der blev aflagt et gunstigt vidnesbyrd. Ti år senere blev en slægtning til den sælger der skød efter mig, for øvrigt et af Jehovas vidner.
Guds ord udretter ’mirakler’
I årenes løb har jeg set hvordan Cap-de-la-Madeleines massive modstand mod sandheden fra Bibelen langsomt er løbet ud i sandet. Omkring 1968 flyttede der andre Jehovas vidner til byen, og lokalbefolkningen begyndte at vise interesse for Bibelen. I begyndelsen af 70’erne oplevede vi faktisk en eksplosion i antallet af bibelstudier. På et tidspunkt måtte jeg bede andre forkyndere om at overtage flere af de bibelstudier jeg ledte, så jeg fortsat kunne deltage i hus-til-hus-forkyndelsen.
En dag tog en ung kvinde imod bibelstudiebogen Sandheden der fører til evigt liv. Hendes samlever, André, deltog også i samtalen. Han var kriminel og lignede en bølle. En bibelsk drøftelse med André vakte hans interesse, og et bibelstudium blev påbegyndt. Snart begyndte han at fortælle sine venner om det han lærte.
På et tidspunkt studerede jeg Bibelen med fire forbrydere, hvoraf den ene ikke sagde ret meget, men lyttede opmærksomt. Han hed Pierre. En nat, omkring klokken to, blev min mand og jeg vækket af en banken på døren. Forestil jer engang: Udenfor stod fire forbrydere der ville stille mig nogle spørgsmål. Heldigvis beklagede Rosaire sig aldrig over sådanne utidige besøg.
Til at begynde med overværede alle fire mænd møderne. Men det var kun André og Pierre der holdt ved. De bragte deres liv i harmoni med Guds normer og blev døbt. De har nu begge i over 20 år trofast tjent Jehova. Da de begyndte at studere, var de kendt for deres kriminelle forehavender og var i politiets søgelys. Nogle gange kom politiet og spurgte efter dem under et menighedsmøde eller efter et bibelstudium. Jeg er glad for at jeg har forkyndt for „alle slags mennesker“, og derved oplevet hvordan Guds ord kan medføre forandringer der i sandhed synes mirakuløse. — 1 Timoteus 2:4.
Hvis jeg ved begyndelsen af min tjeneste havde fået at vide at der ville komme en rigssal i Cap-de-la-Madeleine, og at den ville blive fyldt med Jehovas folk, ville jeg ikke have troet på det. Til min store glæde er den lille menighed i nabobyen Trois-Rivières vokset til seks fremgangsrige menigheder der mødes i tre rigssale, deriblandt den i Cap-de-la-Madeleine.
Personligt har jeg haft den glæde at hjælpe cirka 30 frem til indvielse og dåb. Nu er jeg blevet 78 år, og jeg er lykkelig for at jeg indviede mit liv til Jehova. Jeg må dog indrømme at jeg indimellem har følt mig nedtrykt. Som en hjælp til at klare disse perioder åbner jeg altid min bibel og læser nogle opmuntrende passager. Der går aldrig en dag uden at jeg læser i Guds ord. Jeg synes især at Johannes 15:7 er opmuntrende. Der står: „Hvis I forbliver i samhørighed med mig, og mine udtalelser forbliver i jer, kan I bede om hvad I vil, og det vil ske for jer.“
Jeg håber at jeg får lov til at gense Rosaire i den nye verden, som er nært forestående. (2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:3, 4) Lige inden sin død i 1975 gjorde han gode fremskridt med henblik på at blive døbt. Jeg er besluttet på at fortsætte i heltidstjenesten og glæde mig i Jehovas gerning.