„Lær os at bede“
„HERRE, lær os at bede.“ Denne anmodning blev fremsat af en af Jesu Kristi disciple. (Lukas 11:1) Vi ved ikke hvad disciplen hed, men det var tydeligvis en der havde dyb værdsættelse af bønnen. Sande tilbedere i dag har den samme indstilling. Gennem bønnen kan man nemlig opnå audiens hos den Højeste i universet. Tænk engang! Den „som hører bøn“ lytter personligt til vore tanker og bekymringer. (Salme 65:2) Og hvad vigtigere er — gennem bønnen kan vi takke og prise Gud. — Filipperne 4:6.
Men ordene „lær os at bede“ rejser også nogle vigtige spørgsmål. I hele verden findes der mange forskellige måder at henvende sig til Gud på, alt efter hvilken religion der er tale om. Findes der da en rigtig og en forkert måde at bede på? Lad os finde svaret ved først at se hvilke skikke mange følger når de beder. Vi vil koncentrere os om dem der følges i Latinamerika.
Religiøse billeder og „skytshelgener“
Folk i de latinamerikanske lande er generelt set meget religiøse. I Mexico er det for eksempel en udbredt skik at bede til „skytshelgener“. Det er endda sådan at de mexikanske byer hver især har deres egne „skytshelgener“ som de mindes på særlige årlige festdage. Mexicanske katolikker retter også deres bønner til mange forskellige religiøse billeder. Hvilken „helgen“ de beder til, afhænger af hvad deres anmodning går ud på. Hvis én gerne vil giftes, kan han tænde et lys for „Sankt“ Antonius. Den der skal ud på en biltur, henvender sig måske til „Sankt“ Kristoffer, der siges at beskytte rejsende, især bilister.
Hvor stammer sådanne skikke fra? Historien fortæller at da spanierne kom til Mexico, opdagede de at hovedparten af landets befolkning tilbad hedenske guder. I sin bog Los Aztecas, Hombre y Tribu (Aztekerne, mennesket og stammen) skriver Victor Wolfgang von Hagen: „Der fandtes personlige guder, og hver plante havde sin egen gud; hver handling havde sin gud eller gudinde, og der fandtes endda en gud for selvmord. Yacatecuhtli var forretningsmændenes guddom. I denne polyteistiske verden havde alle guderne klart definerede tilbøjeligheder og funktioner.“
Ligheden mellem disse guder og de katolske „helgener“ var så slående at da de spanske erobrere prøvede at gøre de indfødte til „kristne“, skiftede aztekerne blot deres afguder ud med kirkens „helgener“. En artikel i avisen The Wall Street Journal bekræfter at den form for katolicisme der udøves i visse dele af Mexico, har hedenske rødder. I artiklen nævnes det at flertallet af de 64 „helgener“ der tilbedes af befolkningen i et bestemt område, svarer til „specifikke mayaguder“.
New Catholic Encyclopedia forklarer at der „mellem helgenen og menneskene er skabt et nært og fortroligt bånd, . . . et bånd som på ingen måde svækker forholdet til Kristus og til Gud, men derimod beriger og styrker det“. Men hvordan kan et bånd der tydeligvis har hedensk oprindelse, styrke ens forhold til den sande Gud? Har bønner der rettes til sådanne „helgener“, virkelig Guds behag?
Rosenkransens oprindelse
En anden udbredt skik er brugen af rosenkransen. Ifølge Diccionario Enciclopédico Hispano-Americano (Spansk-amerikansk encyklopædi) er en rosenkrans „en snor med halvtreds eller et hundrede og halvtreds perler adskilt ti og ti med større [perler] og samlet i enderne med tre perler og et krucifiks.“
Som forklaring på hvordan rosenkransen bruges, oplyser en katolsk brochure: „Den Hellige Rosenkrans er en form for mundtlig og mental bøn om Mysterierne i forbindelse med vor løskøbelse. Den består af femten dekader. Hver dekade omfatter fremsigelse af Fadervor, ti gange Hil dig, Maria, og én Ære være Faderen. For hver dekade samler man sig om et Mysterium.“ Mysterierne er dogmer, eller læresætninger, som katolikkerne bør kende, og som i dette tilfælde drejer sig om Jesu Kristi liv, lidelser og død.
I The World Book Encyclopedia står der: „Tidlige former af rosenkransbønnen vandt indpas i kristendommen i middelalderen, men blev først udbredt i det 15. og 16. århundrede.“ Er det kun katolikkerne der bruger rosenkransen? Nej. Diccionario Enciclopédico Hispano-Americano siger: „Man bruger også rosenkranse i den muslimske, den lamaistiske og den buddhistiske tilbedelse.“ I Diccionario de Religiones (Religionsleksikonet) siges der endda: „Nogle skribenter hævder at muslimerne overtog deres rosenkrans fra buddhisterne, og at de kristne siden overtog den fra [muslimerne] i korstogsperioden.“
Nogle siger at rosenkransen blot skal hjælpe dem til at huske at gentage et vist antal bønner. Men hvordan ser Gud på brugen af rosenkransen?
Man behøver ikke at være i tvivl eller diskutere om sådanne skikke er passende eller har nogen værdi. Jesus gav et entydigt svar da hans disciple spurgte ham om han ville lære dem at bede. Vi kan lære meget af hans svar, et svar som måske vil overraske nogle læsere.
[Illustration på side 3]
Mange katolikker bruger rosenkrans. Hvor stammer den fra?