Er faste et krav fra Gud?

I DEN lov Gud gav gennem Moses, blev det kun krævet at man fastede ved én bestemt lejlighed, nemlig på den årlige forsoningsdag. Loven krævede at israelitterne på denne dag ’spægede deres sjæle’, og man mener at dette betød at de fastede. (3 Mosebog 16:29-31; 23:27; Salme 35:13) Denne faste var imidlertid ikke blot formalisme. Når israelitterne fejrede forsoningsdagen, henledte det deres opmærksomhed på at de var syndere og havde brug for at blive løskøbt. De fastede også på denne dag for at tilkendegive over for Gud at de angrede deres synder.

Dette var den eneste obligatoriske faste under Moseloven, men israelitterne fastede også ved andre lejligheder. (2 Mosebog 34:28; 1 Samuel 7:6; 2 Krønikebog 20:3; Ezra 8:21; Ester 4:3, 16) Det kunne dreje sig om frivillige fasteperioder der viste at man havde ændret sind. Jehova gav Judas vildfarne indbyggere følgende opfordring: „Vend om til mig af hele jeres hjerte og med faste og med gråd og med klage.“ Det skulle ikke være for et syns skyld, for Gud sagde videre: „Sønderriv jeres hjerte, ikke jeres klæder.“ — Joel 2:12-15.

Efterhånden blev det sådan at mange kun fastede for at tage sig godt ud i andres øjne. Jehova afskyede en sådan hyklerisk form for faste og spurgte derfor israelitterne: „Skulle den faste jeg foretrækker, være som denne, en dag da mennesket spæger sin sjæl? Da han bøjer sit hoved som et siv og breder sæk og aske ud som leje? Kalder du dét en faste og en dag der er velbehagelig for Jehova?“ (Esajas 58:5) I stedet for at skilte med at de fastede, blev de egensindige israelitter bedt om at gøre gerninger der svarede til sindsændringen.

Nogle af de fasteperioder jøderne overholdt, havde på ingen måde Guds godkendelse. På et tidspunkt overholdt Judas folk for eksempel fire årlige fasteperioder for at mindes de ulykkelige begivenheder i forbindelse med Jerusalems belejring og ødelæggelse i det syvende århundrede før vor tidsregning. (2 Kongebog 25:1-4, 8, 9, 22-26; Zakarias 8:19) Efter at jøderne var undsluppet fangenskabet i Babylon, sagde Jehova gennem profeten Zakarias: „Når I fastede . . ., og det i halvfjerds år, var det så i virkeligheden mig I fastede for?“ Gud fandt ikke behag i at jøderne fastede på denne måde, for de fastede og sørgede over de domme der var kommet fra Jehova selv. De fastede på grund af den ulykke der var overgået dem, ikke på grund af deres egen urette adfærd der havde ført til denne ulykke. Efter at de var vendt tilbage til deres land, var det tiden at glæde sig, ikke at begræde fortiden. — Zakarias 7:5.

Er faste noget for kristne?

Jesus Kristus befalede aldrig sine disciple at faste. Når han og hans disciple fastede på forsoningsdagen, var det fordi de var underlagt Moseloven. Desuden valgte nogle af hans disciple frivilligt at faste ved andre lejligheder, eftersom Jesus ikke sagde at de helt skulle undgå at faste. (Apostelgerninger 13:2, 3; 14:23) Men de skulle ikke ’lave deres ansigt til så mennesker kunne se på dem at de fastede’. (Mattæus 6:16) En sådan ydre form for fromhed vil måske få andre til at beundre dem der faster, og bifalde det de gør. Men Gud bryder sig ikke om at man på den måde gør sig bemærket. — Mattæus 6:17, 18.

Jesus sagde at hans disciple ville faste ved hans død. Men han indstiftede ikke dermed en rituel faste. Han beskrev blot den reaktion deres dybe sorg ville medføre. Når han var blevet oprejst, ville han være hos dem igen, og de ville ikke længere have grund til at faste. — Lukas 5:34, 35.

Moseloven ophørte da „Messias [blev] frembåret som offer én gang for alle for at bære manges synder“. (Hebræerne 9:24-28) Med Lovens ophør ophørte også budet om at faste på forsoningsdagen. Dermed blev den eneste obligatoriske faste der er omtalt i Bibelen, afskaffet.

Kristenhedens faste

Men hvorfor overholder nogle i kristenheden det man kalder fasten? Både i den katolske kirke og i de protestantiske kirker har man en periode der kaldes fasten, selv om der er forskel på hvordan de enkelte trossamfund overholder den. Nogle spiser blot et enkelt måltid om dagen i de 40 dage op til påsken. Andre faster kun fuldstændigt askeonsdag og langfredag. Nogle mener at man skal afholde sig fra kød, fisk, æg og mælkeprodukter i fasten.

Fasten har efter sigende sin oprindelse i Jesu fyrre dage lange faste efter hans dåb. Indførte han her et ritual som hans disciple skulle følge år efter år? Nej, for Bibelen omtaler ikke noget sted at de første kristne fulgte en sådan skik. Man begyndte først at holde fasten i det fjerde århundrede efter Kristus. Som det er tilfældet med så mange andre af kristenhedens læresætninger, blev også denne skik overtaget fra hedenskabet.

Hvis fasten er en efterligning af Jesu faste i ørkenen efter at han var blevet døbt, hvorfor holder man den da i ugerne forud for påsken, det tidspunkt hvor han blev oprejst? Jesus fastede ikke i dagene forud for sin død. Evangelieberetningerne fortæller at han og hans disciple få dage før hans død besøgte nogle venner i Betania og spiste sammen med dem. Han spiste desuden påskemåltidet aftenen før sin død. — Mattæus 26:6, 7; Lukas 22:15; Johannes 12:2.

Vi kan imidlertid godt drage lære af at Jesus fastede efter sin dåb. Han stod umiddelbart over for at skulle påbegynde en vigtig tjeneste der havde at gøre med hævdelsen af Jehovas suverænitet og hele menneskeslægtens fremtid. Det var en tid hvor Jesus havde brug for at meditere og søge Jehovas hjælp og ledelse i bøn. Det var derfor på sin plads at Jesus fastede i denne periode. Det viser at det kan være gavnligt at faste hvis det gøres med det rette motiv og ved en passende lejlighed. — Jævnfør Kolossenserbrevet 2:20-23.

Hvornår det kan være på sin plads at faste

Lad os se på hvornår det kunne være på sin plads at en tjener for Gud fastede. Hvis man har begået en synd, har man måske ikke lyst til at spise i et stykke tid. Man gør det naturligvis ikke for at gøre indtryk på andre eller i forbitrelse over den tugt man modtager. Og det ville heller ikke i sig selv resultere i at man atter fik et godt forhold til Gud. Men den der ændrer sind, vil føle sig dybt ulykkelig over at han har såret Jehova og måske venner og familie. De kvaler man gennemgår, og ens inderlige bønner om tilgivelse kan gøre at man ikke har lyst til at spise.

Kong David af Israel oplevede noget lignende. Da det så ud til at han ville miste den søn han havde fået med Batseba, koncentrerede han sig om at bede Jehova om at vise ham barmhjertighed hvad angik barnet. Mens han således helt og fuldt helligede sig bønnen, fastede han. Der kan også opstå visse pressede situationer i dag hvor det måske ikke synes passende at indtage føde. — 2 Samuel 12:15-17.

Der kan også være tider hvor en kristen ønsker at koncentrere sig om et vigtigt åndeligt anliggende der kræver et omhyggeligt studium af Bibelen og bibelske publikationer. Det kan være nødvendigt at man en tid grunder over det man læser. Nogle vil måske vælge ikke at lade sig distrahere af måltider under et sådant indgående studium. — Jævnfør Jeremias 36:8-10.

I Bibelen findes der eksempler på at Guds tjenere fastede når der skulle træffes alvorlige afgørelser. På Nehemias’ tid skulle jøderne aflægge en ed over for Jehova, og de ville blive ramt af en forbandelse hvis de brød den. De måtte love at sende deres fremmede hustruer bort og holde sig adskilt fra de omboende folkeslag. Før de aflagde denne ed og mens de bekendte deres synder, fastede hele folket. (Nehemias 9:1, 38; 10:29, 30) Når en kristen skal træffe nogle vigtige afgørelser, kan det være at han i en kort periode vælger at lade være med at spise.

I den første kristne menighed skete det nogle gange at ældsterådene fastede før de traf visse beslutninger. I dag vil ældste i menigheden der skal træffe vanskelige afgørelser, for eksempel i forbindelse med en udvalgssag, måske undlade at spise noget mens de overvejer sagen.

Om man vælger at faste i bestemte situationer, er en personlig afgørelse. Man skal ikke dømme hinanden i dette spørgsmål. Vi vil ikke ønske at ’se retfærdige ud for mennesker’; vi vil heller ikke tillægge mad så stor betydning at det får indflydelse på hvordan vi varetager alvorlige forpligtelser. (Mattæus 23:28; Lukas 12:22, 23) Bibelen viser at Gud hverken stiller krav om at vi faster eller forbyder at vi gør det.

[Illustration på side 7]

Ved du hvorfor Jesus fastede i 40 dage efter sin dåb?