Nødhjælpsarbejde midt i ruinerne
DET er bestemt rosværdigt når nogen forsøger at yde nødhjælp efter en katastrofe. Mange nødhjælpsprogrammer har sørget for at huse er blevet genopbygget, at familier er blevet genforenet og, ikke mindst, at menneskeliv er blevet reddet.
Når katastrofen rammer, gør Jehovas vidner taknemmeligt brug af de foranstaltninger der træffes ved hjælp af verdslige nødhjælpsprogrammer. Samtidig har de en bibelsk forpligtelse til at „gøre det der er godt . . . især mod dem der er beslægtede med [dem] i troen“. (Galaterne 6:10) Ja, Jehovas vidner føler sig beslægtede med hinanden; vi er som en familie. Det er også grunden til at vi kalder hinanden brødre og søstre. — Jævnfør Markus 3:31-35; Filemon 1, 2.
Når en katastrofe rammer, gør de lokale ældste blandt Jehovas vidner derfor en særlig indsats for at finde frem til menighedens medlemmer og bedømme deres behov, hvorefter de søger at yde den fornødne hjælp. Lad os betragte hvordan dette fandt sted i Accra (Ghana), San Angelo (USA) og i Kobe (Japan).
Accra: „En miniatureudgave af Noas dage“
Det begyndte at regne omkring klokken elleve om aftenen, og det regnede uafbrudt i timevis. „Det var så voldsomt at hele min familie lå vågen,“ fortæller John Twumasi, et af Jehovas vidner i Accra. Daily Graphic kaldte det „en miniatureudgave af Noas dage“. „Vi forsøgte at flytte nogle ejendele ovenpå,“ fortsætter John, „men da vi åbnede døren til trappen, strømmede vandet ind.“
Myndighederne udsendte et evakueringsvarsel, men mange tøvede i frygt for at et tomt hus, selv et der var fyldt med vand, ville lokke tyve til. Nogle kunne ikke komme af sted selv om de gerne ville. „Min mor og jeg kunne ikke åbne døren,“ siger en pige ved navn Paulina. „Vandet blev ved med at stige, så vi stod på nogle trætønder og holdt fast i et tagspær. Klokken fem om morgenen kom vore naboer omsider og reddede os.“
Så hurtigt som muligt gik Jehovas vidner i gang med arbejdet. En kristen søster ved navn Beatrice fortæller: „De ældste i menigheden ledte efter os og fandt os i en medkristens hus, hvor vi havde søgt tilflugt. Blot tre dage efter oversvømmelserne kom de sammen med nogle af menighedens yngre medlemmer og hjalp os med at fjerne mudder fra huset, både indvendig og udvendig. Vagttårnets Selskab skaffede rensemidler, desinfektionsmidler, maling, madrasser, tæpper, stof og børnetøj. Brødrene sendte os mad til flere dage. Jeg var dybt rørt.“
John Twumasi, der er citeret tidligere, siger: „Jeg fortalte de andre lejere i ejendommen at Vagttårnsselskabet havde sendt rensemidler og desinfektionsmidler nok til at rense hele ejendommen. Omkring 40 af lejerne hjalp med rengøringen. Jeg gav nogle af rensemidlerne til mine naboer, hvoraf den ene er præst i den lokale kirke. Mine arbejdskammerater havde fejlagtigt troet at Jehovas vidner kun viser kærlighed over for deres trosfæller.“
De kristne brødre og søstre satte stor pris på den kærlige hjælp der blev ydet. Broder Twumasi slutter: „Skønt det jeg mistede i oversvømmelsen, havde større økonomisk værdi end nødhjælpen, føler min familie og jeg at vi har modtaget langt mere end vi har mistet, takket være Selskabets hjertevarmende gestus.“
San Angelo: „Det lød som verdens ende“
De tornadoer der hærgede San Angelo den 28. maj 1995, rev træer op med rode, knækkede elmaster og spredte strømførende ledninger ud over vejene. Vindstyrken nåede op på 160 kilometer i timen og anrettede skader på offentlige bygninger. Mere end 20.000 hjem var uden elektricitet. Så kom haglene. Det nationale meteorologiske institut rapporterede om „hagl i golfkuglestørrelse“, senere om „hagl i softballstørrelse“ (cirka 10 centimeter i diameter), og på et tidspunkt også om „hagl i grapefrugtstørrelse“. Larmen var øredøvende. Som en af de bosiddende sagde: „Det lød som verdens ende.“
En ildevarslende stilhed efterfulgte uvejret. Langsomt kom folk ud fra deres hærgede hjem for at besigtige skaderne. De tilbageblevne træer havde mistet bladene. Husene der stod tilbage, så ud som var de blevet flået. Nogle steder dækkede haglene jorden i driver på op til en meter. Tusinder af vinduer fra huse og biler var blevet knust af stormen, så glasskår og hagl glimtede side om side på jorden. En kvinde fortæller: „Da jeg kom hjem, sad jeg bare i bilen i indkørselen og græd. Skaderne var så store at jeg følte mig helt fortabt.“
Hospitaler og nødhjælpsprogrammer sørgede hurtigt for byggematerialer, økonomisk hjælp, lægebehandling og rådgivning. Det var rosværdigt at mange som selv var blevet ofre for stormen, gjorde hvad de kunne for at hjælpe andre.
Også Jehovas Vidners menigheder gik i aktion. Aubrey Conner, der er ældste i San Angelo, fortæller: „Så snart uvejret var ovre, ringede vi for at spørge til de andre. Vi hjalp hinanden og vore ikketroende naboer med at tildække vinduerne, lægge plastic på tagene og sikre hjemmene bedst muligt mod vejrliget. Derefter skrev vi et notat om hver person i menigheden hvis hjem var beskadiget. Omkring hundrede huse skulle repareres, og det rakte de materialer vi havde fået, ikke til. Vi købte derfor flere materialer og organiserede arbejdet. Cirka 1000 forkyndere meldte sig til at hjælpe, omkring 250 hver weekend. Nogle havde rejst 740 kilometer for at komme hertil. Alle arbejdede utrætteligt, ofte i næsten 40 graders varme. Selv en 70-årig søster arbejdede med. Det gjorde hun også den weekend hvor hendes eget hus skulle repareres, og da var hun oppe på taget for at hjælpe med reparationerne.
Vi hørte ofte kommentarer fra folk der så på: ’Ville det ikke være skønt hvis de andre trossamfund gjorde det samme for deres medlemmer?’ Vore naboer var imponerede over at 10 til 12 frivillige (inklusive søstre) dukkede op tidligt fredag morgen ved en medforkynders hus i den hensigt at reparere eller endda helt genopbygge taget uden beregning. I de fleste tilfælde blev arbejdet gjort færdigt på én weekend. Nogle gange var et verdsligt firma godt i gang med at lægge tag på et hus ved siden af når vores hold ankom. Men før de var færdige med taget på deres hus, havde vi revet det gamle tag af vores, lagt nyt på og fået ryddet op i haven. Af og til standsede de op for at betragte os i aktion.“
Broder Conner slutter: „Vi kommer alle til at savne de oplevelser vi havde sammen. Vi lærte hinanden at kende fra en helt ny side. Vi viste en broderkærlighed som aldrig før, og vi fik selv broderkærlighed til gengæld. Dette er blot en forsmag på hvordan det vil være i Guds nye verden, hvor brødre og søstre med glæde vil hjælpe hinanden.“ — 2 Peter 3:13.
Kobe: „En ruin af træ, puds og døde“
Indbyggerne i Kobe skulle egentlig have været forberedt eftersom de hvert år den 1. september har en katastrofeberedskabsdag. Skolebørnene er da med i jordskælvsøvelser, og militæret afholder øvelser med helikopterredningsaktioner. Den dag bruger brandvæsenet deres jordskælvssimulatorer, maskiner hvori frivillige kan opøve deres evner til at overleve i en stor kasse. Kassen, der er på størrelse med et værelse, ryster og skælver som under et jordskælv. Da det virkelige jordskælv indtraf den 17. januar 1995, syntes alle forberedelser imidlertid at have været nytteløse. Titusinder af tage styrtede sammen — noget der aldrig skete i simulatorerne. Tog væltede om på siden; motorvejssektioner faldt fra hinanden; hovedhaner til gas og vand sprængtes, og huse kollapsede som var de af pap. I tidsskriftet Time blev det beskrevet som „en ruin af træ, puds og døde“.
Derefter opstod ildebrandene. Bygninger brændte ned mens frustrerede brandmænd sad fast i kilometerlange trafikpropper. De der nåede frem til brandene, erfarede ofte at de ikke kunne hente vand fra byens beskadigede vandsystem. „Den første dag var der total panik,“ siger en embedsmand. „Det er første gang i mit liv at jeg har følt mig så magtesløs, for jeg vidste at mange mennesker var spærret inde i brændende huse og at jeg intet kunne gøre.“
Cirka 5000 mistede livet, og omkring 50.000 bygninger lå i ruiner. Kobe havde kun en tredjedel af den mængde fødevarer der var behov for. I deres søgen efter vand opsamlede nogle den snavsede væske under de brudte vandledninger. Mange af de hjemløse søgte ly i hjælpecentre, men nogle af stederne var fødevarerne rationeret til så lidt som én risbolle om dagen pr. person. Utilfredsheden bredte sig snart. „Myndighederne har ikke gjort noget som helst,“ klagede en mand. „Hvis vi fortsat sætter vores lid til dem, kommer vi til at dø af sult.“
Jehovas Vidners menigheder i Kobe og nærliggende områder fik hurtigt organiseret hjælpearbejdet. En helikopterpilot som fik førstehåndskendskab til det, siger: „Jeg var på katastrofeområdet på dagen for jordskælvet og en uge frem. Da jeg ankom til et hjælpecenter, var alt kaos. Der blev overhovedet ikke udført noget nødhjælpsarbejde. Jehovas vidner var de eneste som skyndte sig til ulykkesområdet og gik systematisk til værks.“
Der var meget at gøre. Ti rigssale var ubrugelige, og mere end 430 forkyndere stod uden tag over hovedet. I yderligere 1206 beboede huse var der behov for udbedring af skader. Desuden havde familierne til 15 forkyndere som var døde under jordskælvet, et stort behov for personlig krisehjælp.
Omkring 1000 forkyndere fra andre dele af landet stillede sig frivilligt til rådighed i genopbygningsarbejdet. En broder fortæller: „Når vi arbejdede på huse som tilhørte nogle vi studerede Bibelen med, men som endnu ikke var døbt, blev vi altid spurgt: ’Hvor meget skal vi betale for alt dette?’ Da vi fortalte dem at arbejdet blev støttet af menigheden, takkede de os og sagde: ’Det vi har lært, ser vi nu i praksis.’“
Mange var imponerede over forkyndernes hurtige og omfattende reaktion på katastrofen. „Det gjorde et dybt indtryk på mig,“ siger den tidligere citerede pilot. „I kalder hinanden ’brødre’ og ’søstre’. Jeg har set hvordan I hjælper hinanden; I er virkelig en familie.“
Forkynderne selv lærte også noget værdifuldt af jordskælvet. En søster indrømmer: „Jeg har altid ment at jo større en organisation er, jo sværere har den ved at vise personlig omsorg.“ Men den venlige hjælp hun modtog, gav hende et nyt syn på sagen. „Nu ved jeg at Jehova ikke blot tager sig af os som organisation, men også som enkeltpersoner.“ Den varige lindring for katastrofens eftervirkninger ligger dog stadig ude i fremtiden.
Varig lindring
Jehovas vidner ser frem til den tid hvor menneskelivet og tilværelsen i øvrigt ikke længere vil blive ramt af katastrofer. I Guds nye verden vil menneskene lære at samarbejde med jordens økosystem. Når vi får lagt selviskheden bag os, vil vi ikke være lige så sårbare over for naturens luner.
Jehova Gud, Skaberen af naturkræfterne, vil endda sørge for at menneskene og de jordiske skabninger aldrig igen vil blive truet af naturens kræfter. Jorden vil i sandhed være et paradis. (Esajas 65:17, 21, 23; Lukas 23:43) Profetien i Åbenbaringen 21:4 vil få en storslået opfyldelse: „Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“
[Illustration på side 5]
Beatrice Jones (til venstre) viser hvordan hun og andre dannede en kæde for at komme igennem vandmængderne
[Illustration på side 6]
Nødhjælpsarbejde efter tornadoerne