Jeg gav afkald på meget, men fik endnu mere

FORTALT AF JULIUS OWO BELLO

I 32 år var jeg aladura.a Jeg mente at troshelbredelse og bøn kunne løse ethvert problem og kurere enhver sygdom. Derfor købte jeg aldrig medicin, ikke så meget som en hovedpinepille. I alle disse år var der ikke én i min familie der kom på sygehuset. Hvis nogle af mine børn blev syge, satte jeg mig og bad for dem døgnet rundt indtil de blev raske. Og jeg mente faktisk at Gud lyttede til mine bønner og velsignede mig.

JEG HØRTE til Egbe Jolly, den fornemste klub i vores by, Akure, i det vestlige Nigeria. Byens rigeste og mest ansete folk var mine venner. Selveste deji’en, Akures konge, kom ofte og besøgte mig i mit hjem.

Jeg var også polygamist, for jeg havde seks hustruer og mange medhustruer. Min forretning blomstrede. Alting lykkedes for mig. Men ligesom den rejsende købmand i Jesu lignelse om perlen af stor værdi, fandt jeg noget der var så dyrebart at jeg gav afkald på fem af mine hustruer, alle medhustruerne, kirken, klubben og hele min verdslige prestige. — Mattæus 13:45, 46.

Hvordan jeg blev aladura

Første gang jeg hørte om aladura’erne, var i 1936, da jeg var 13 år. En af mine kammerater ved navn Gabriel sagde til mig: „Hvis du tager hen i Kristi Apostolske Kirke, kan du høre Gud selv tale.“

„Hvordan taler Gud?“ spurgte jeg ham.

„Hvis du kommer med derhen, skal du få det at se,“ svarede han.

Jeg ville jo gerne høre Gud tale, så jeg gik med Gabriel hen i kirken samme aften. Det var et lille hus som var helt fyldt. Menigheden begyndte at messe: „Kom, alle folk! Jesus er her!“

Mens de stod og messede, var der en der begyndte at råbe: „Stig ned, o helligånd!“ En anden begyndte at ringe med en klokke, og hele menigheden blev tavs. Så hørte man en kvinde udtale en rivende strøm af ord på et fremmed sprog. Pludselig råbte hun: „Hør Guds ord! Dette er hvad Gud har sagt: ’Bed til at jægerne ikke slår mennesker ihjel!’“ Alle var ellevilde af begejstring.

Jeg troede faktisk at Gud havde talt gennem hende, så året efter blev jeg døbt som medlem af Kristi Apostolske Kirke.

Min første forbindelse med Jehovas Vidner

Engang i 1951 tog jeg imod et eksemplar af bladet Vagttårnet, som jeg fik af et Jehovas vidne ved navn Adedeji Boboye. Bladet interesserede mig, så jeg tegnede et abonnement og læste det regelmæssigt. I 1952 tog jeg med til et firedages områdestævne som Jehovas Vidner holdt i Ado Ekiti.

Det jeg så ved stævnet, gjorde indtryk på mig. Jeg tænkte alvorligt over at blive et af Jehovas vidner, men afviste alligevel tanken. Mit problem var at jeg på det tidspunkt havde tre hustruer og en medhustru. Jeg kunne ikke forestille mig hvordan jeg skulle kunne nøjes med én hustru.

Da jeg kom hjem til Akure, bad jeg Adedeji om ikke at besøge mig mere, og jeg lod være med at forny mit abonnement på Vagttårnet. Jeg blev mere aktiv i min kirke. Jeg tænkte som så at Gud trods alt havde velsignet mig siden jeg havde meldt mig ind i Kristi Apostolske Kirke. Jeg havde fået tre koner og mange børn. Jeg havde bygget mit eget hus. Jeg havde aldrig været på sygehuset. Siden Gud åbenbart lyttede til mine bønner, hvorfor da gå over til en anden tro?

Større prestige — og større skuffelse

Jeg begyndte at give mange penge til kirken. Inden længe blev jeg udnævnt til ældste, og det gav mig lejlighed til at se hvordan tingene foregik i kirken. Det gjorde mig urolig. Præsten og „profeterne“ elskede penge; deres grådighed var afskyelig.

Det oplevede jeg for eksempel i marts 1967. Det år fik jeg tre børn med tre forskellige hustruer. Det var skik og brug i kirken at man afholdt en navngivningsceremoni. Før ceremonien tog jeg nogle gaver — fisk, limonade og nogle flasker sodavand — med hen til præsten.

Den dag præsten skulle holde gudstjenesten, sagde han fra prædikestolen: „De rige i denne kirke har forbavset mig. De vil gerne have en navngivningsceremoni, men det eneste jeg får, er sodavand og fisk. Intet kød! Ikke så meget som en ged! Hvad har de tænkt sig? Kain bragte Gud et offer af store yams, men Gud tog ikke imod dette offer fordi der ikke var blod i. Gud vil have ofre med blod. Abel ofrede et dyr, og det blev modtaget.“ Da jeg hørte det, rejste jeg mig og stormede ud. Men alligevel blev jeg ved med at komme i kirken. Dog brugte jeg mere tid på at komme i min klub. Det skete også at jeg kom til møder i rigssalen, og nu fornyede jeg mit abonnement på Vagttårnet. Imidlertid var jeg ikke parat til at blive et af Jehovas vidner endnu.

Beslutningen om at tjene Jehova

Vendepunktet kom i 1968. En dag begyndte jeg at læse en artikel i Vagttårnet som beskrev den brutale forfølgelse Jehovas vidner blev udsat for i Malawi. Jeg læste om en 15-årig pige der blev bundet til et træ og voldtaget seks gange fordi hun ikke ville give slip på sin tro. Jeg blev dybt rystet, bladet faldt ud af mine hænder, og jeg kunne ikke få det ud af tankerne. Jeg var helt klar over at ingen pige i min kirke havde så stærk en tro. Samme aften tog jeg bladet op igen og læste siden endnu en gang.

Jeg tog fat på et seriøst studium af Bibelen. Jo mere jeg lærte, jo mere indså jeg hvor meget kirken havde ført os bag lyset. Ligesom præsterne i gammel tid havde præsterne i vores kirke øvet „skamløshed“. (Hoseas 6:9) Det var den slags falske profeter Jesus advarede imod! (Mattæus 24:24) Nu troede jeg ikke længere på deres syner og kraftige gerninger. Jeg besluttede mig til at bryde fri af falsk religion og hjælpe andre til at gøre det samme.

Man prøver at beholde mig i kirken

Da kirkens ældste indså at jeg var besluttet på at forlade kirken, sendte de en delegation ud for at tale med mig. De havde jo ikke lyst til at gå glip af så stor en indtægtskilde. Nu kom de for at tilbyde at gøre mig til Baba Egbe, det vil sige værge for en af menighederne under Kristi Apostolske Kirke i Akure.

Jeg afviste dem og fortalte også hvorfor. „Kirken har løjet for os,“ sagde jeg. „Man har fortalt os at alle gode mennesker kommer i himmelen. Men nu har jeg læst i Bibelen, og jeg er overbevist om at kun 144.000 mennesker kommer i himmelen. Alle andre retsindige mennesker kommer til at leve i et paradis på jorden.“ — Mattæus 5:5; Åbenbaringen 14:1, 3.

Præsten for kirken prøvede at vende mine hustruer imod mig. Han gav dem besked på at forhindre Jehovas vidner i at komme til vort hjem. En af mine hustruer kom gift i min mad. To af dem fortalte at de havde fået et syn henne i kirken. Det gik ud på at jeg ville dø hvis jeg forlod kirken. Til trods for det fortsatte jeg med at forkynde for mine hustruer, og jeg opfordrede dem til at komme til møder sammen med mig. „Der kan I finde jer en anden ægtemand,“ sagde jeg. Men ingen af dem viste nogen interesse, og de fortsatte med at gøre hvad de kunne for at tage modet fra mig.

Da jeg så en dag kom hjem fra en rejse til en naboby — det var den 2. februar 1970 — var huset tomt. Alle mine hustruer var løbet bort og havde taget børnene med.

Jeg holder mig til én hustru

’Nu kan jeg få min ægteskabelige situation bragt i orden,’ tænkte jeg. Jeg indbød min første hustru, Janet, til at komme hjem til mig. Det sagde hun ja til. Men hendes familie satte sig stærkt imod. Da mine andre hustruer hørte at jeg havde bedt Janet om at komme hjem, tog de hen til hendes fars hus for at prygle hende. Så indkaldte hendes familie mig til et møde.

Der var omkring 80 mennesker til stede ved mødet. Janets onkel, som var familiens overhoved, sagde: „Hvis du gerne vil gifte dig med vores datter igen, skal du også tage de andre kvinder tilbage. Men hvis du vil praktisere din nye tro og kun have én hustru, må du finde dig en anden. Hvis du tager Janet tilbage, vil dine andre hustruer slå hende ihjel, og vi vil ikke have at vores datter skal dø.“

Efter megen diskussion indså familien at jeg var fast besluttet på kun at have én hustru. Endelig gav de efter. Onklen sagde: „Vi vil ikke tage din hustru fra dig. Du kan tage hende med hjem.“

Den 21. maj 1970 blev Janet og jeg lovformeligt gift. Ni dage senere blev jeg døbt som et af Jehovas vidner. I december samme år blev også Janet døbt.

Jehovas velsignelse

I den kirke jeg før havde tilhørt, havde man profeteret at vi ville dø hvis vi blev Jehovas vidner. Det er snart 30 år siden. Og hvis jeg dør nu, vil det da være fordi jeg er blevet et af Jehovas vidner? Hvis min hustru dør, kan nogen da sige at det er fordi hun er blevet et af Jehovas vidner?

Jeg har kæmpet for at lære mine 17 børn at følge sandhedens vej. Mange af dem var voksne da jeg blev et af Jehovas vidner, men alligevel opfordrede jeg dem til at studere Bibelen og tog dem med til møder og stævner. Det er en glæde for mig at fem af dem nu tjener Jehova. En af dem er ældste sammen med mig i menigheden. En anden er menighedstjener i en nærliggende menighed. To af mine børn er pionerer.

Når jeg nu ser tilbage, er jeg dybt taknemmelig for at Jehova i sin ufortjente godhed har hjulpet mig til at blive en tjener for ham. Jeg har erkendt sandheden i Jesu ord: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham.“ — Johannes 6:44.

[Fodnote]