Aristarkus — en loyal ven

ARISTARKUS var en af Paulus’ mange betroede medarbejdere. Hvad kommer du til at tænke på når du hører hans navn? Ingenting? Ved du hvilken andel han havde i den kristne menigheds historie? Aristarkus er måske ikke den bibelske person vi er bedst kendt med, men ikke desto mindre optræder han i adskillige beretninger i De Kristne Græske Skrifter.

Hvem var Aristarkus? Hvordan var hans forhold til Paulus? Hvorfor kan det siges at Aristarkus var en loyal ven? Og hvad kan vi lære af hans eksempel?

Første gang Aristarkus omtales i Apostelgerninger, er under dramatiske omstændigheder, nemlig da byen Efesus er blevet bragt i oprør af en ophidset menneskemængde. (Apostelgerninger 19:23-41) Demetrius og andre sølvsmede i Efesus skaffede sig en god fortjeneste ved at lave Artemistempler af sølv. På grund af Paulus’ forkyndelse i byen ophørte et anseligt antal mennesker med den urene tilbedelse af denne falske gudinde, og det fik Demetrius til at hidse de øvrige kunsthåndværkere op imod apostelen. Han sagde til dem at Paulus’ forkyndelse ikke alene var en trussel mod deres levebrød, men også mod tilbedelsen af gudinden Artemis.

Da den ophidsede menneskemængde ikke kunne finde Paulus, blev hans to ledsagere, Aristarkus og Gajus, med magt slæbt ind i et teater. Eftersom deres liv var i stor fare, bønfaldt Paulus’ venner ham om „ikke at vove sig ind i teatret“.

Forestil dig selv i denne situation. En hysterisk folkehob havde i omkring to timer råbt: „Stor er efesernes Artemis!“ At vide at man var fuldstændig prisgivet en fanatisk menneskemængde uden at kunne tale til sit eget forsvar, må have været en skrækindjagende oplevelse for Aristarkus og Gajus. Måske har de spekuleret på om de ville slippe levende derfra. Det gjorde de lykkeligvis. Den indlevelse der kendetegner Lukas’ beretning, har fået nogle bibelforskere til at mene at han gjorde brug af øjenvidneskildringer, måske fra Aristarkus og Gajus selv.

Til sidst fik byskriveren pøbelen beroliget. Det må have været en umådelig lettelse for Aristarkus og Gajus at han objektivt anerkendte deres uskyld, og at pøbelen omkring dem derpå blev spredt.

Hvordan ville du have haft det efter en sådan oplevelse? Ville du have tænkt at det ikke var noget for dig at tjene som missionær sammen med Paulus, at det var for farligt, og at du ville være bedre stillet hvis du valgte at leve et mere stille liv? Det gjorde Aristarkus ikke. Eftersom han var fra Thessalonika, var han sandsynligvis fuldt ud klar over farerne ved at forkynde den gode nyhed. Da Paulus blot nogle få år forinden havde forkyndt i denne by, fandt der også optøjer sted dér. (Apostelgerninger 17:1-9; 20:4) Aristarkus svigtede imidlertid ikke Paulus.

Fra Grækenland til Jerusalem

Nogle måneder efter sølvsmedenes optøjer var Paulus i Grækenland, og da han her stod over for at skulle sejle til Syrien på vej til Jerusalem, ’planlagde jøderne et anslag imod ham’. (Apostelgerninger 20:2, 3) Hvem finder vi sammen med Paulus i denne farefulde situation? Aristarkus!

På grund af denne nye trussel måtte Paulus, Aristarkus og deres rejseledsagere ændre planer. Først rejste de gennem Makedonien og derfra i etaper langs Lilleasiens kyst før de til sidst sejlede fra Patara til Fønikien. (Apostelgerninger 20:4, 5, 13-15; 21:1-3) Formålet med denne rejse var øjensynlig at aflevere et bidrag fra de kristne i Makedonien og Achaia til deres nødlidende brødre i Jerusalem. (Apostelgerninger 24:17; Romerne 15:25, 26) Mange var med i rejseselskabet, måske fordi ansvaret for denne opgave var blevet overdraget dem af forskellige menigheder. En sådan stor gruppe ville uden tvivl også være mere beskyttet.

Det var en stor forret for Aristarkus at rejse sammen med Paulus fra Grækenland til Jerusalem. Deres næste rejse bragte dem imidlertid fra Judæa og helt til Rom.

Rejsen til Rom

Denne gang var situationen en helt anden. Paulus havde været holdt i forvaring i to år i Cæsarea, havde appelleret til kejseren og skulle nu sendes til Rom i lænker. (Apostelgerninger 24:27; 25:11, 12) Prøv at forestille dig hvordan Paulus’ medarbejdere må have følt det. Turen fra Cæsarea til Rom ville blive lang og psykisk anstrengende, og de kendte ikke udfaldet. Hvem kunne tage med for at yde Paulus hjælp og støtte? To mænd blev valgt eller meldte sig frivilligt — Aristarkus og Lukas, forfatteren til bogen Apostelgerninger. — Apostelgerninger 27:1, 2.

Hvordan bar Lukas og Aristarkus sig ad med at komme om bord på det samme skib på den første etape af turen til Rom? Historikeren Giuseppe Ricciotti siger: „Disse to kom om bord som privatpassagerer . . . eller, hvad der er mere sandsynligt, ved hjælp af en velvillig centurion der lod som om de var Paulus’ slaver, da loven tillod en romersk statsborger at blive assisteret af et par slaver.“ Hvor må deres tilstedeværelse og opmuntring have styrket Paulus!

Lukas og Aristarkus viste deres kærlighed til Paulus selv om det kunne blive på bekostning af deres eget liv. Faktisk oplevede de en livstruende situation da de sammen med fangen Paulus led skibbrud på øen Malta. — Apostelgerninger 27:13–28:1.

Paulus’ „medfange“

Da Paulus i år 60-61 skrev sine breve fra Rom til kolossenserne og til Filemon, var Aristarkus og Lukas stadig ved hans side. Paulus omtaler Aristarkus og Epafras som sine ’medfanger’. (Kolossenserne 4:10, 14; Filemon 23, 24) Det tyder derfor på at Aristarkus i nogen tid sad fængslet sammen med Paulus.

Paulus var fange i Rom i mindst to år, men fik lov til under bevogtning at bo i sit eget lejede hus, hvor han kunne forkynde den gode nyhed for dem der besøgte ham. (Apostelgerninger 28:16, 30) Aristarkus, Epafras, Lukas og andre gjorde da tjeneste for Paulus idet de hjalp og støttede ham.

„En styrkende hjælp“

Hvilket billede tegner der sig af Aristarkus efter at vi har betragtet ham i de forskellige inspirerede bibelske beretninger hvori han optræder? Forfatteren W. D. Thomas skriver at Aristarkus „skiller sig ud som en mand der kunne udholde modstand med troen og en usvækket beslutning om at tjene i behold. Han fremstår som en mand der elskede Gud, ikke kun når tiden var gunstig og solen skinnede fra en skyfri himmel, men også når han kom i modvind og blev udsat for spot.“

Paulus siger at Aristarkus og andre var „en styrkende hjælp“ (græsk, parēgoriʹa) for ham, en kilde til trøst. (Kolossenserne 4:10, 11) Ved at trøste og opmuntre Paulus viste Aristarkus sig som en sand ven i nøden. At nyde apostelens selskab og venskab over en periode på adskillige år må have været yderst tilfredsstillende og åndeligt berigende.

Selv om vi måske ikke kommer ud for de samme dramatiske hændelser, må vi alle i den kristne menighed i dag vise en lignende loyalitet mod Kristi åndelige brødre og Jehovas organisation. (Jævnfør Mattæus 25:34-40.) Før eller senere kan nogle af de brødre og søstre vi kender, blive udsat for modgang eller lidelser, måske på grund af dødsfald, sygdom eller andre trængsler. Vi kan finde glæde ved at holde os nær til dem og yde dem hjælp, trøst og opmuntring. Derved viser vi at vi er loyale venner. — Jævnfør Ordsprogene 17:17; Apostelgerninger 20:35.