Et solidt grundlag for optimisme

HISTORIKEREN og sociologen H. G. Wells, som blev født i 1866, øvede stor indflydelse på det 20. århundredes tænkemåde. I sine bøger gjorde han rede for sin overbevisning om at tusindårsriget ville være forbundet med videnskabens fremmarch. Værket Collier’s Encyclopedia nævner Wells’ „grænseløse optimisme“ mens han uophørligt arbejdede på at begrunde sit synspunkt. Men det gør også opmærksom på at hans optimisme blev knust da Anden Verdenskrig brød ud.

Da Wells måtte erkende at „videnskaben kunne stå i det ondes tjeneste såvel som i det godes, mistede han troen og sank ned i pessimisme,“ fortæller Chambers’s Biographical Dictionary. Hvorfor?

Wells’ overbevisning og optimisme var udelukkende baseret på menneskelige bestræbelser. Da han opdagede at menneskeheden ikke var i stand til at nå hans Utopia, havde han ikke noget andet at hælde sit hoved til. Desperation førte hurtigt til pessimisme.

Mange erfarer det samme i dag, og af samme grund. De er fyldt med optimisme i deres unge dage, men udvikler sig til pessimister og sortseere efterhånden som de bliver ældre. Nogle unge opgiver endda at leve en såkaldt normal tilværelse og hengiver sig til stofmisbrug, promiskuitet og andre nedbrydende livsformer. Hvad er løsningen? Overvej følgende eksempler fra Bibelens tid, og se hvilket grundlag der var og er for at være optimist — i fortiden, i nutiden og i fremtiden.

Abrahams optimisme blev belønnet

I 1943 f.v.t. drog Abraham fra Karan, krydsede Eufratfloden og gik ind i Kana’ans land. Abraham er blevet kaldt „fader til alle som tror“, og han satte et virkelig godt eksempel. — Romerne 4:11.

Abraham blev ledsaget af den forældreløse Lot, søn af Abrahams broder, og Lots familie. Senere, da der kom hungersnød i landet, rejste de to familier til Ægypten, og med tiden vendte de sammen tilbage. På det tidspunkt havde de begge samlet sig mange værdier foruden får og kvæg. Da der opstod skænderier mellem deres hyrder, sagde Abraham: „Lad der dog ikke fortsat være strid mellem mig og dig og mellem mine hyrder og dine hyrder; vi mænd er jo brødre. Er hele landet ikke til rådighed for dig? Skil dig nu fra mig. Hvis du går til venstre, så vil jeg gå til højre; men hvis du går til højre, så vil jeg gå til venstre.“ — 1 Mosebog 13:8, 9.

Da Abraham var den ældste, kunne han have afgjort sagen til sin egen fordel, og Lot kunne af respekt for sin onkel have accepteret hans valg. I stedet „løftede Lot sine øjne og så hele Jordanegnen, at hele stedet var vandrigt (det var før Jehova ødelagde Sodoma og Gomorra) som Jehovas have, som Ægyptens land, indtil Zoar. Så valgte Lot sig hele Jordanegnen.“ Lot havde al mulig grund til at være tilfreds med dette valg. Men hvad med Abraham? — 1 Mosebog 13:10, 11.

Var det dumdristigt gjort af Abraham? Satte han sin families velfærd på spil? Nej, Abraham blev rigt belønnet for sin positive indstilling og gavmilde holdning. Jehova sagde til ham: „Løft nu dine øjne og se fra det sted hvor du står, mod nord og mod syd og mod øst og mod vest, for hele det land som du ser, dig og dit afkom giver jeg det for stedse.“ — 1 Mosebog 13:14, 15.

Abrahams optimisme var baseret på et fornuftigt grundlag. Den byggede på Guds løfte om at han ville gøre Abraham til en stor nation så „alle jordens slægter [skulle] velsigne sig [ved ham]“. (1 Mosebog 12:2-4, 7) Vi har også grund til at være tillidsfulde da vi ved „at Gud lader alle sine gerninger samvirke til bedste for dem som elsker Gud“. — Romerne 8:28.

To optimistiske spejdere

Mere end 400 år senere stod Israels nation klar til at gå ind i Kana’an, ’et land der flød med mælk og honning’. (2 Mosebog 3:8; 5 Mosebog 6:3) Moses gav 12 høvdinger til opgave at ’udforske landet og bringe bud tilbage om den vej de skulle følge derop og de byer de ville komme til’. (5 Mosebog 1:22; 4 Mosebog 13:2) Alle de 12 spejdere var enige i deres beskrivelse af landets velstand, men 10 af dem gav en pessimistisk rapport der indgød frygt i folkets hjerter. — 4 Mosebog 13:31-33.

Josua og Kaleb kom derimod med et optimistisk budskab og gjorde alt hvad de kunne, for at dæmpe folkets angst. Deres holdning og deres rapport viste at de havde fuld tillid til at Jehova kunne opfylde sit løfte om at bringe dem tilbage til det forjættede land. Men til ingen nytte. I stedet ’talte hele forsamlingen om at stene dem’. — 4 Mosebog 13:30; 14:6-10.

Moses tilskyndede israelitterne til at stole på Jehova, men de ville ikke lytte. Fordi de fastholdt deres pessimistiske indstilling, kom hele nationen til at vandre omkring i ørkenen i 40 år. Af de 12 spejdere var det kun Josua og Kaleb der høstede belønningen for deres optimisme. Hvad var problemet? Mangel på tro, idet israelitterne stolede på deres egen forstand. — 4 Mosebog 14:26-30; Hebræerne 3:7-12.

Jonas’ vaklen

Jonas levede i det niende århundrede før vor tidsregning. Bibelen viser at han var en af Jehovas trofaste profeter. Han profeterede for tistammeriget, Israel, på et tidspunkt under Jeroboam II’s regeringstid. Alligevel nægtede han at tage imod den bemyndigelse han fik af Jehova, til at gå til Nineve og advare byens befolkning. Historikeren Josefus siger at Jonas „foretrak at stikke af“ og tage til Joppe i stedet for. Dér gik han om bord på et skib som sejlede til Tarsis, formentlig vore dages Spanien. (Jonas 1:1-3) Grunden til at Jonas havde så pessimistisk et syn på denne opgave, er forklaret i Jonas 4:2.

Til sidst indvilligede Jonas i at udføre sin opgave, men han blev vred da Nineves indbyggere ændrede sind. Jehova gav ham en lektion i medfølelse ved at lade den flaskegræskarplante Jonas havde søgt ly under, visne og dø. (Jonas 4:1-8) Jonas sørgede over plantens død, men det ville have været mere korrekt af ham at sørge over de 120.000 mennesker i Nineve „som ikke [kendte] forskel på højre og venstre“. — Jonas 4:11.

Hvad kan vi lære af Jonas’ erfaring? At hellig tjeneste ikke giver rum for pessimisme. Hvis vi giver agt på Jehovas ledelse og handler i fuld tillid til ham, vil tingene lykkes for os. — Ordsprogene 3:5, 6.

Optimisme under genvordigheder

„Bliv ikke optændt af vrede over de onde,“ siger kong David. „Misund ikke dem der handler uret.“ (Salme 37:1) Det er i sandhed vise råd eftersom vi i dag er omgivet af ondskab og uretfærdighed på alle sider. — Prædikeren 8:11.

Selv om vi ikke ligefrem misunder dem der handler uret, bliver vi nemt frustrerede når vi ser uskyldige blive udsat for de ondes overgreb, eller når vi selv bliver uretfærdigt behandlet. Den slags oplevelser kan endda få os til at udvikle en fortvivlet eller pessimistisk holdning. Hvad kan vi gøre når vi får det sådan? For det første kan vi minde os selv om at de onde ikke i længden skal regne med at slippe for gengældelse. I Salme 37:2 får vi følgende forsikring: „For som græsset vil de hurtigt visne, ja, som det nye, grønne græs vil de sygne hen.“

Derudover kan vi fortsætte med at gøre det der er godt, bevare en optimistisk indstilling og vente på Jehova. „Vend dig bort fra det onde og gør det gode, og bliv boende til fjerne tider,“ fortsætter salmisten. „For Jehova elsker ret, og han forlader ikke sine loyale.“ — Salme 37:27, 28.

Ægte optimisme sejrer!

Hvad så med fremtiden? Åbenbaringens Bog fortæller os om „det der snart skal ske“. Den viser for eksempel at en rytter på en ildrød hest, som skildrer krig, vil „tage freden bort fra jorden“. — Åbenbaringen 1:1; 6:4.

I England havde man under Første Verdenskrig en udbredt og optimistisk opfattelse af at den ville blive den sidste store krig. Den britiske statsmand David Lloyd George var mere realistisk. Han sagde i 1916: „Denne krig føres, ligesom den næste, for at gøre ende på krig.“ (Kursiveret af os.) Han fik ret. Anden Verdenskrig fremskyndede blot produktionen af endnu mere djævelske masseødelæggelsesvåben. Og mere end 50 år efter er håbet om afskaffelse af al krig stadig ikke i sigte.

Åbenbaringens Bog beretter om flere ryttere, ryttere der symboliserer hungersnød, pest og død. (Åbenbaringen 6:5-8) Disse ryttere skildrer andre aspekter af tidernes tegn. — Mattæus 24:3-8.

Giver disse ryttere os grund til pessimisme? Slet ikke. Synet beskriver nemlig også „en hvid hest; og han som sad på den havde en bue; og en krone blev givet ham, og han red ud sejrende og for at fuldende sin sejr“. (Åbenbaringen 6:2) Som himmelsk konge rider Jesus Kristus ud for at fjerne al ondskab og indføre verdensomspændende fred og harmoni.a

Som fremtidig konge i Guds rige lærte Jesus mens han gik på jorden, sine disciple at bede om at dette rige måtte komme. Du har måske også lært Fadervor, eller mønsterbønnen, udenad. I denne bøn beder vi om at Guds rige må komme, og om at hans vilje må ske her på jorden som den sker i himmelen. — Mattæus 6:9-13.

Frem for at lappe på den nuværende tingenes ordning vil Jehova, gennem sin messianske konge, Jesus Kristus, fjerne den fuldstændigt. Om det han vil sætte i stedet, siger Jehova: „Jeg skaber nye himle og en ny jord; og det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet.“ Under det himmelske riges regering vil jorden blive omdannet til et fredeligt og lykkeligt hjem for menneskeheden, hvor det at leve og arbejde for altid vil være en glæde. „I skal glæde jer og juble evigt over det jeg skaber,“ siger Jehova. „Mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud.“ (Esajas 65:17-22) Hvis du baserer dit håb for fremtiden på dette sikre løfte, har du al god grund til at være optimist — nu og for evigt!

[Fodnote]

[Illustration på side 4]

H. G. Wells

[Kildeangivelse]

Corbis-Bettmann