Endnu flere bliver nået med den gode nyhed
MANGE i det land hvor jeg bor, kender kun Jehovas vidner fra nyhedsmedierne. De bør jo kontaktes, tænkte jeg, så de kan få at vide hvem Jehovas vidner i virkeligheden er, og hvad de står for. Men hvad kunne jeg gøre for at hjælpe? Min mand er ældste i den kristne menighed, og han gav mig nogle gode råd og forslag.
Vi fandt en god idé i artiklen „Blade der giver praktiske råd“ i Vågn op! for 8. januar 1995. Artiklen fortæller om et Jehovas vidnes fremgangsmåde: „Hun har gjort sig det til en vane at indsamle ældre numre af Vågn op! som har ophobet sig hjemme hos andre forkyndere. Derefter besøger hun instanser med de blade hvis emner hun formoder kan have deres særlige interesse.“
Med min mands hjælp fik jeg snart indsamlet i hundredvis af eksemplarer af bladene. Blandt disse kunne jeg udvælge forskellige emner som passede til de personer jeg ville kontakte.
Ud fra telefonbogen og offentlige optegnelser samlede jeg en liste over hospitaler, kollegier og plejehjem. Jeg lavede også en liste over skoleinspektører og skolevejledere, læger og embedsmænd inden for fængsels- og retsvæsenet samt indehavere af begravelsesforretninger. På listen var også ledere af institutioner for alkoholikere og narkomaner, miljøforeninger samt foreninger for handicappede og krigsofre og forskere i ernæringsspørgsmål. Jeg overså heller ikke ledere på det sociale område, inden for familievejledning og bistandshjælp.
Hvad skulle jeg sige?
Som det allerførste sørgede jeg for klart at præsentere mig. Derefter nævnte jeg at mit besøg kun ville vare et par minutter.
Når jeg stod ansigt til ansigt med den ansvarshavende, sagde jeg: „Jeg er et af Jehovas vidner, men jeg er ikke kommet for at få en samtale om religion, hvilket måske ville være upassende i arbejdstiden.“ Det lettede som regel på stemningen. Derefter tilpassede jeg mig situationen og sagde for eksempel: „Der er egentlig to grunde til at jeg er her. Først vil jeg gerne udtrykke min værdsættelse af det arbejde der bliver udført her. Det skal jo ikke tages for givet at nogle bruger deres tid og energi til gavn for offentligheden. Det er bestemt rosværdigt.“ Denne indledning overraskede mange.
På dette tidspunkt spekulerede vedkommende sikkert over hvad den anden grund til mit besøg var. Jeg fortsatte: „Den anden grund til mit besøg er at jeg fra bladet Vågn op!, som udgives internationalt, har valgt nogle artikler ud som især omhandler det arbejde I er beskæftiget med, og de problemer der kan være forbundet med det. Jeg er overbevist om at De kunne tænke Dem at vide hvordan et internationalt blad betragter disse problemer. Det ville glæde mig at kunne efterlade disse blade hos Dem.“ Ofte fik jeg at vide at de værdsatte mit besøg.
Overraskende og lønnende resultater
Når jeg brugte denne fremgangsmåde, fik jeg som regel en venlig modtagelse; kun 1 ud af 17 afviste mig. Jeg havde adskillige overraskende og berigende oplevelser.
For eksempel lykkedes det mig efter fire forsøg og tålmodig venten at mødes med en skoleinspektør. Han var en meget travl mand, men var venlig og talte med mig i nogen tid. Da jeg skulle til at gå, sagde han: „Jeg sætter virkelig pris på Deres bestræbelser, og jeg skal nok sætte mig grundigt ind i publikationerne.“
Ved en anden lejlighed opsøgte jeg dommeren ved en domstol, en midaldrende mand. Da jeg kom ind på hans kontor, kiggede han irriteret op fra sine papirer.
„Der er kun kontortid tirsdag formiddag, og da vil jeg være til rådighed,“ sagde han studst.
„Undskyld at jeg kommer på et ubelejligt tidspunkt,“ svarede jeg hurtigt og tilføjede: „Jeg vil selvfølgelig gerne komme igen en anden gang. Men mit besøg er faktisk mere af personlig karakter.“
Nu var han blevet nysgerrig. Han spurgte i en langt venligere tone hvad jeg ville. Jeg gentog at jeg gerne ville vende tilbage om tirsdagen.
„Sæt Dem endelig ned,“ insisterede han til min store overraskelse. „Hvad har De på hjerte?“
Herefter fulgte en livlig samtale, og han undskyldte at han i begyndelsen havde været så uvenlig på grund af sin travlhed.
„Ved De hvad jeg godt kan lide ved Jehovas vidner?“ spurgte dommeren efter nogen tid. „De har nogle velfunderede principper som de ikke afviger fra. Hitler forsøgte alt, men Jehovas vidner ville ikke være med i krigen.“
Da jeg sammen med en anden søster kom ind på et kontor, genkendte sekretærerne os. Chefsekretæren sagde køligt: „Vores overordnede tager aldrig imod organisationer.“
„Han tager imod os,“ svarede jeg roligt, „for vi er Jehovas vidner. Vi er her ikke for at ansøge om noget, og vores besøg kommer til at vare under tre minutter.“ I mit hjerte bad jeg inderligt: „Åh, Jehova, lad det gå godt!“
Sekretæren svarede tilknappet: „All right, så lad mig da forsøge.“ Hun gik. Efter cirka to minutter, der for mig føltes som en evighed, dukkede hun op igen sammen med chefen. Uden et ord viste han vej til sit kontor gennem to andre rum.
I løbet af samtalen blev han mere og mere venlig. Da vi tilbød ham de særlige numre af Vågn op!, tog han villigt imod dem. Vi takkede Jehova for denne lejlighed til at aflægge et godt vidnesbyrd om hensigten med vort arbejde.
Når jeg ser tilbage på de mange skønne oplevelser jeg har haft, kan jeg bedre følge tanken i det apostelen Peter sagde: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:34, 35) Det er Guds vilje at folk af enhver slags, af ethvert sprog eller enhver social status får mulighed for at lære om hans hensigt med menneskeheden og jorden. — Indsendt.