Taknemmelig for min kristne arv

FORTALT AF GWEN GOOCH

I skolen sang jeg en hymne med ordene ’den store Jehova er indsat som konge i sin herlighed’. Jeg spekulerede ofte på hvem denne Jehova var.

MINE bedsteforældre var gudfrygtige. I begyndelsen af dette århundrede tilsluttede de sig bibelstudenterne, som Jehovas Vidner blev kaldt dengang. Min far var en dygtig forretningsmand, men han gav ikke straks den kristne arv han var blevet tilbudt, videre til sine tre børn.

Det var først da far gav min bror, Douglas, min søster, Anne, og mig brochurerne Jehovas Skaberværk og Hvem er Gud?, at jeg lærte at den sande Guds navn er Jehova. (Salme 83:18) Hvor blev jeg glad! Men hvad var det der havde vakt fars interesse for åndelige emner?

I 1938 da far så at man i flere lande oprustede til krig, forstod han at mennesker bestemt ikke magtede at løse problemerne i verden. Min farmor gav ham bogen Fjender, som er udgivet af Jehovas Vidner. Ved at læse den lærte han at menneskehedens virkelige fjende er Satan Djævelen, og at kun Guds rige kan indføre fred på jorden.a — Daniel 2:44; 2 Korinther 4:4.

Mens krigen nærmede sig, begyndte vores familie at overvære møderne i Jehovas Vidners rigssal i Wood Green i den nordlige del af London. I juni 1939 tog vi til det nærliggende Alexandra Palace for at lytte til et offentligt foredrag som blev holdt af Joseph F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident. Foredraget, som hed „Herredømmet og Freden“, blev transmitteret fra Madison Square Garden i New York til London og andre større byer via radio. Foredraget gik så tydeligt igennem at da en larmende pøbelskare i New York skabte uro, så jeg mig om i den tro at det skete i den sal vi sad i.

Fars nidkærhed for sandheden

Far sørgede for at vi hver lørdag aften holdt et familiestudium hvor vi gennemgik det stof fra Vagttårnet som skulle drøftes ved mødet næste dag. Disse studier gjorde stort indtryk på mig. Den dag i dag kan jeg for eksempel tydeligt huske en artikel i Vagttårnet for 1. juli 1939 om Josua og slaget ved byen Aj. Jeg var så fængslet af beretningen at jeg i min egen bibel læste alle de skriftsteder der var henvist til. Jeg holdt meget af at fordybe mig i Bibelen — og det gør jeg stadig.

En hjælp til at få Bibelens lære indprentet i mit hjerte var at fortælle andre om det vi lærte. En dag gav far mig en grammofonplade med en bibelsk prædiken, en brochure vi brugte i bibelstudiearbejdet og adressen på en ældre dame. Derefter bad han mig om at besøge damen.

„Hvad skal jeg sige, og hvad skal jeg gøre?“ spurgte jeg.

„Du har det hele,“ svarede far. „Du skal bare spille pladen, læse spørgsmålene, bede den besøgte læse svarene og så slutte med at læse skriftstederne op.“

Jeg gjorde som han sagde, og lærte på den måde at lede et bibelstudium. Det at bruge Bibelen i forkyndelsen hjalp mig til bedre at forstå den.

De prøvende krigsår

I 1939 udbrød den anden verdenskrig. Det følgende år blev jeg døbt som symbol på min indvielse til at tjene Jehova. Jeg var kun 13 år og havde besluttet mig for at blive pioner, som heltidsforkynderne kaldes. Jeg gik ud af skolen i 1941, og ved stævnet i Leicester sluttede jeg mig til Douglas i heltidsforkyndelsen.

Året efter blev far fængslet fordi han nægtede at udføre militærtjeneste. I disse svære krigsår hjalp vi børn vores mor med at passe huset. Lige efter at far var blevet løsladt, blev Douglas indkaldt til militærtjeneste. En overskrift i en lokalavis lød: „Søn går i fars fodspor og vælger fængsling.“ Det resulterede i at der blev aflagt et godt vidnesbyrd, da det gav os lejlighed til at forklare hvorfor sande kristne nægter at slå deres medmennesker ihjel. — Johannes 13:35; 1 Johannes 3:10-12.

I disse krigsår kom mange heltidsforkyndere ofte i vores hjem, og deres opbyggende bibelske samtaler gjorde et varigt indtryk på mig. Blandt disse trofaste kristne brødre var John Barr og Albert Schroeder, som i dag er medlemmer af Jehovas Vidners Styrende Råd. Mine forældre var meget gæstfri, og de oplærte os til at være det samme. — Hebræerne 13:2.

Rede til at besvare spørgsmål

Kort tid efter at jeg var begyndt som pioner, kom jeg til Hildas dør mens jeg forkyndte fra hus til hus. Hun råbte vredt: „Min mand er ude at kæmpe til gavn for sådan nogle som jer. Hvorfor gør du ikke noget for at støtte krigsindsatsen?“

„Hvorfra ved du hvad jeg gør?“ spurgte jeg. „Ved du hvorfor jeg besøger dig?“

„Nej,“ indrømmede hun. „Du må nok hellere komme ind og fortælle mig det.“

Jeg fik lejlighed til at forklare at vi gav dem der led på grund af alt det frygtelige der fandt sted — ofte i Guds navn — et sandt håb. Hilda lyttede med værdsættelse og blev den første jeg oprettede bibelstudium hos. Hun har nu været en aktiv forkynder i over 55 år.

I slutningen af krigen fik jeg tildelt et nyt pionerdistrikt i Dorchester, en by i den sydvestlige del af England. Det var første gang at jeg skulle flytte væk fra min familie. Vores lille menighed mødtes i en restaurant i en bygning fra det 16. århundrede som blev kaldt „Det gamle tehus“. Hver gang vi skulle holde møde, måtte vi flytte om på bordene og stolene. Det var meget anderledes end den rigssal jeg var vant til at komme i, men den åndelige føde og indbyrdes kærlighed mellem brødrene og søstrene var den samme.

I mellemtiden var mine forældre flyttet til Tunbridge Wells, som ligger syd for London, og jeg flyttede hjem igen for at min far, Anne og jeg kunne være pionerer sammen. Der gik ikke lang tid før vores menighed voksede fra 12 til 70 forkyndere. Min familie og jeg blev derfor bedt om at flytte til Brighton nede på sydkysten, hvor der var behov for flere forkyndere. Mange tog nidkært del i forkyndelsen sammen med vores pionerfamilie, og vi erfarede hvordan Jehova rigt velsignede vores arbejde. Inden længe måtte menigheden deles i tre.

En uventet indbydelse

I sommeren 1950 var vores familie blandt de 850 delegerede fra England der overværede stævnet „Teokratiets vækst“ på Yankee Stadium i New York. Mange af de pionerer fra udlandet som havde planlagt at overvære stævnet, havde fået tilsendt en ansøgning om at komme på Vagttårnets Bibelskole Gilead, som lå i nærheden af South Lansing, New York. Det gjaldt blandt andet Douglas, Anne og mig. Jeg husker at jeg tænkte da jeg lagde min ansøgning i postkassen: ’Nu har jeg taget skridtet fuldt ud. Hvordan vil mit liv mon komme til at forme sig?’ Jeg havde dog den indstilling der udtrykkes i Esajas 6:8: „Her er jeg! Send mig.“ Jeg var jublende glad da jeg sammen med Douglas og Anne fik en indbydelse til at blive efter stævnet for at overvære Gileadskolens 16. klasse. Vi var alle udmærket klar over at vi kunne blive sendt ud som missionærer hvor som helst i verden.

Efter at have overværet stævnet sammen som familie var øjeblikket kommet til at vores forældre skulle rejse tilbage til England — alene. Vi tre børn vinkede farvel da de sejlede hjem på damperen Mauritania. Det var en bevæget afsked.

Missionærdistrikter

Gileadskolens 16. klasse bestod af 120 elever fra alle dele af verden, deriblandt nogle som havde været i nazisternes koncentrationslejre. Vores klasse fik undervisning i spansk, hvilket fik os til at tro at vi ville få tildelt distrikt i et spansktalende land i Sydamerika. Forestil jer vores overraskelse da vi ved afslutningshøjtideligheden fik at vide at Douglas skulle sendes til Japan og Anne og jeg til Syrien. Anne og jeg måtte derfor lære arabisk, hvilket vi også fik brug for da vores distriktstildeling blev ændret til Libanon. Mens vi ventede på at få vore visa, blev vi to gange om ugen undervist i arabisk af en af Selskabets sættere, George Shakashiri, som var med til at fremstille de arabiske udgaver af Vagttårnet.

Hvor var det spændende at få tildelt distrikt i et af de bibelske lande som vi havde læst om i klassen. Vi rejste sammen med Keith og Joyce Chew, Edna Stackhouse, Olive Turner, Doreen Warburton og Doris Wood. Vi udgjorde en lykkelig missionærfamilie. Hver dag kom en lokal forkynder til missionærhjemmet for at give os mere sprogundervisning. Vi øvede os blandt andet på korte præsentationer som vi gik ud og brugte i forkyndelsen.

De første to år tilbragte vi i Tripoli, hvor der allerede var blevet oprettet en menighed. Joyce, Edna, Olive, Doreen, Doris, Anne og jeg hjalp de lokale forkynderes koner og døtre til at tage del i møderne og den offentlige forkyndelse. Indtil da havde brødrene og søstrene fulgt lokal skik og undladt at sidde sammen ved møderne, og disse søstre forkyndte sjældent fra hus til hus. I forbindelse med vores forkyndelse havde vi brug for deres hjælp til at lære sproget, og vi opmuntrede dem til selv at deltage i forkyndelsen.

På et tidspunkt fik Anne og jeg til opgave at hjælpe den lille gruppe forkyndere der var i oldtidsbyen Sidon. Kort tid efter blev vi bedt om at vende tilbage til hovedstaden, Beirut. Sandhedens sæd var blevet spredt blandt de armensktalende i området, og vi lærte deres sprog for at hjælpe dem.

Ny distriktstildeling

Jeg havde mødt Wilfred Gooch før jeg forlod England. Han var en nidkær og omsorgsfuld broder som havde tjent på Betel i London. Wilf, som han blev kaldt blandt venner, var udgået fra Gileadskolens 15. klasse i 1950 under stævnet på Yankee Stadium. Hans missionærdistrikt var Nigeria, hvor han tjente på afdelingskontoret, og gennem nogen tid skrev vi sammen. I 1955 overværede vi begge stævnet „Det Triumferende Rige“ i London, og kort efter blev vi forlovet. Det følgende år blev vi gift i Ghana, og sammen tjente vi i hans missionærdistrikt i Lagos i Nigeria.

Efter at jeg var rejst fra Anne i Libanon, giftede hun sig med en god kristen broder som havde lært sandheden at kende i Jerusalem. Mine forældre kunne ikke være til stede ved vores bryllupper, da Douglas, Anne og jeg blev gift i forskellige dele af verden. Men de var tilfredse ved tanken om at vi alle tjente Jehova Gud med glæde.

Tjeneste i Nigeria

På afdelingskontoret i Lagos fik jeg til opgave at gøre rent, lave mad og vaske tøj for de otte medarbejdere i betelfamilien. Jeg følte det som om jeg ikke alene havde fået en mand, men også en hel familie.

Wilf og jeg lærte korte bibelske præsentationer på yoruba, og vore anstrengelser blev velsignet. En ung mand vi dengang fik kontakt med, har i dag en søn og en datter som er medlemmer af Nigerias store betelfamilie på cirka 400 medarbejdere.

I 1963 fik Wilf en indbydelse til at deltage i et særligt timåneders kursus i Brooklyn i New York. Derefter blev han overraskende nok sendt tilbage til England. Jeg befandt mig stadig i Nigeria og fik kun 14 dage til at pakke og møde Wilf i London. Det var med blandede følelser at jeg rejste, for jeg havde været meget glad for vores missionæropgave i Nigeria. Efter at have tjent 14 år i udlandet tog det nogen tid igen at vænne sig til livet i England. Vi var dog taknemmelige for at vi kunne være i nærheden af vores aldrende forældre og hjælpe med at tage os af dem.

Holdt oppe af håbet

Fra 1980 havde jeg den forret at ledsage Wilf når han besøgte mange forskellige lande som zonetilsynsmand. Jeg så især frem til at gense vennerne i Nigeria. Senere rejste vi også til Skandinavien, De Vestindiske Øer og Mellemøsten, deriblandt Libanon. Det gav mig en særlig glæde at genopleve lykkelige minder og at møde dem jeg havde kendt da de var teenagere, og som nu var blevet ældste.

Desværre døde min kære mand i foråret 1992. Han blev kun 69 år. Det var et særlig hårdt slag fordi det skete så pludseligt. Efter 35 års ægteskab har det taget tid at vænne sig til den nye situation. Men jeg har modtaget megen hjælp og kærlighed fra min verdensomspændende kristne familie. Jeg har desuden haft mange gode oplevelser som jeg kan tænke tilbage på.

Begge mine forældre har været gode eksempler med hensyn til at bevare deres uangribelighed. Mor døde i 1981, og far i 1986. Douglas og Anne fortsætter med at tjene Jehova trofast. Douglas og hans kone, Kam, var vendt hjem for at tage sig af far, og de bor stadig i London. Anne og hendes familie bor i USA. Vi er alle meget taknemmelige for vores kristne arv og det gudgivne håb vi har fået. Vi fortsætter med „at vente“, idet vi ser frem til den tid hvor de levende og deres kære som bliver oprejst, vil tjene sammen for evigt som medlemmer af Jehovas jordiske familie. — Klagesangene 3:24.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 23]

Med uret fra øverste venstre hjørne:

Den 13-årige Gwen demonstrerer et modelstudium i rigssalen i Enfield

Missionærfamilien i Tripoli, Libanon, i 1951

Gwen med sin nu afdøde mand, Wilf