Nyt fra Rigets arbejdsmark
„Dit folk møder villigt frem“
DEN mægtige aramaiske hærfører Na’aman lider af spedalskhed. Det er en frygtelig sygdom, som kan føre til vansiring af legemet og medføre døden hvis ikke den bliver behandlet. Hvad skal Na’aman gøre? I Na’amans husstand er der en lille pige som er blevet ’taget til fange fra Israels land’. Hun fortæller frimodigt om profeten Elisa og siger at han kan helbrede Na’aman. — 2 Kongebog 5:1-3.
Hendes modige standpunkt resulterer i at Na’aman opsøger Elisa og bliver helbredt. Na’aman bliver desuden en af Jehovas tilbedere. Denne hændelse, som er nedskrevet i Bibelen, fandt sted i det tiende århundrede før vor tidsregning. (2 Kongebog 5:4-15) I dag viser mange børn et lignende mod og taler frimodigt med andre for at fremme Rigets interesser. Det bekræfter følgende oplevelse fra Mocambique.
Nuno på seks år er en udøbt forkynder af den gode nyhed. Allerede før Nuno blev forkynder, plejede han at samle børnene i sit kvarter, bede en bøn og lære dem om Bibelen ved hjælp af publikationen Min bibelhistoriebog.
Det sker ofte at Nuno vågner tidligt om lørdagen og minder sin familie om hvad de skal, med ordene: „I dag skal vi ud at forkynde.“ Hans nidkærhed for tjenesten kommer også til udtryk på andre måder. Når Nuno følges med sine forældre på gadearbejde i Maputo, går han ofte selv hen til folk. Engang spurgte en forretningsmand ham: „Hvorfor sælger du disse blade?“ Nuno svarede: „Jeg sælger dem ikke, men jeg tager gerne imod bidrag der kan være med til at støtte forkyndelsesarbejdet.“ Forretningsmanden sagde: „Jeg er ellers ikke interesseret, men jeg er imponeret over din indstilling og dine evner, så jeg vil godt give et bidrag til dette arbejde.“
Ved en anden lejlighed henvendte Nuno sig til en mand på gaden og tilbød ham bogen Hvordan får vi virkelig fred og sikkerhed? Manden spurgte: „Går du ikke på skolen derhenne?“ „Jo, det gør jeg,“ svarede Nuno, „men i dag fortæller jeg folk om et vigtigt budskab ud fra denne bog, der viser at man kan opnå liv i den nye verden som Gud vil skabe. Det er det man kan se på billedet her i bogen.“ Nuno vidste ikke at manden var en af lærerne på skolen. Læreren tog ikke alene imod bogen, men han får nu også bladene Vagttårnet og Vågn op! regelmæssigt af Nuno.
Når nogle spørger Nuno hvorfor han kan lide at forkynde, svarer han: „Jeg har lyst til at tale med folk og lære dem om Jehova og hans søn, Jesus Kristus.“ Han tilføjer: „Og hvis ikke de vil lytte, er der ingen grund til at blive ked af det.“
Tusinder af børn og unge i hele verden „møder villigt frem“ ligesom Nuno for at forkynde den gode nyhed om Guds rige. (Salme 110:3) Men det skyldes for en stor del at forældrene lærer deres børn om Jehova fra de er helt små. Når forældre sætter et godt eksempel i forkyndelsen og nidkært søger Rigets interesser, vil de blive rigt belønnet.