Holdt oppe under frygtelige prøvelser

FORTALT AF ÉVA JOSEFSSON

Vi var en lille gruppe der mødtes i Újpest i Budapest til en kort samling inden vi skulle ud i forkyndelsen. Året var 1939, kort før den anden verdenskrigs udbrud, og Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde var forbudt i Ungarn. I denne periode blev de der offentligt underviste i Bibelen, jævnlig arresteret.

DA DET var første gang jeg skulle med ud i forkyndelsen, må jeg have set bleg og en smule bekymret ud, for en ældre kristen broder kom hen til mig og sagde: „Éva, du behøver aldrig at være bange. At tjene Jehova er den største ære et menneske kan få.“ Disse betænksomme og styrkende ord var med til at holde mig oppe under mange af de frygtelige prøvelser jeg senere kom ud for.

En jødisk baggrund

Jeg var det ældste barn i en jødisk familie med fem børn. Mor var ikke tilfreds med jødedommen, og hun begyndte at undersøge andre religioner. Det var i den forbindelse at hun mødte Erzsébeth Slézinger, en anden jødisk kvinde som også søgte efter sandheden fra Bibelen. Erzsébeth sørgede for at mor kom i kontakt med Jehovas vidner, og som følge heraf blev jeg også meget interesseret i Bibelen. Kort efter begyndte jeg at fortælle andre om det jeg havde lært.

Da jeg blev 18 i sommeren 1941, symboliserede jeg min indvielse til Jehova Gud ved at lade mig døbe i Donaufloden. Mor blev døbt ved samme lejlighed, men far tog ikke vores nyfundne kristne tro til sig. Kort efter min dåb planlagde jeg at begynde i pionertjenesten som heltidsforkynder. Jeg havde brug for en cykel, og for at skaffe penge til den begyndte jeg at arbejde på laboratoriet i en stor tekstilfabrik.

Mine prøvelser begynder

Nazisterne havde overtaget magten i Ungarn, og den fabrik som jeg arbejdede på, havde fået en tysk ledelse. En dag blev alle arbejderne bedt om at give møde for de tilsynsførende og aflægge troskabsed over for nazisterne. Vi fik at vide at det ville få alvorlige konsekvenser hvis vi nægtede det. Under ceremonien, hvor man skulle sige Heil Hitler, blev jeg respektfuldt stående, men udførte ikke den påkrævede gestus. Samme dag blev jeg kaldt ind på kontoret, fik min løn og blev fyret. Da det var knapt med arbejde, spekulerede jeg på hvordan det ville gå med mine planer om at begynde som pioner. Men næste dag blev jeg ansat et nyt sted til en højere løn.

Nu kunne jeg realisere mit ønske om at blive pioner. Jeg havde flere pionermakkere, og min seneste var Juliska Asztalos. Vi benyttede kun Bibelen i forkyndelsen da vi ikke havde nogen publikationer at tilbyde. Når vi mødte en der viste interesse, kom vi tilbage og lånte vedkommende nogle publikationer.

Juliska og jeg måtte gentagne gange flytte til et andet distrikt. Hver gang fordi præsten havde fået nys om at vi besøgte ’hans får’ og derfor bekendtgjorde i kirken at hvis de tilstedeværende fik besøg af Jehovas Vidner, skulle de rapportere det til ham eller til politiet. Når venlige mennesker fortalte os om det, flyttede vi til et andet distrikt.

En dag besøgte Juliska og jeg en ung mand der virkede interesseret. Vi aftalte at komme igen for at låne ham noget læsestof. Men da vi kom, var politiet der. Vi blev arresteret og ført til politistationen i Dunavecse. Den unge mand var blevet brugt som lokkemad for at fange os. På politistationen så vi en præst og vidste straks at han også var indblandet.

Min værste prøvelse

Der på politistationen blev alt mit hår barberet af, og jeg måtte stå nøgen foran ti eller tolv politibetjente. Derefter begyndte forhøret; de ønskede at vide hvem vores leder i Ungarn var. Jeg forklarede at vi ikke havde nogen anden leder end Jesus Kristus. De reagerede ved nådeløst at slå mig med deres stave, men jeg forrådte ikke mine kristne brødre.

De bandt mine fødder sammen, tog mine hænder op over mit hoved og bandt også dem sammen. Derefter voldtog alle betjentene mig på nær én. De bandt mig så stramt at jeg stadig havde mærker på håndleddene tre år efter. Jeg var så mishandlet at de gemte mig i kælderen i to uger indtil de værste sår var nogenlunde helet.

En periode med lindring

Jeg blev senere ført til Nagykanizsa-lejren, hvor der var mange Jehovas vidner. De næste to år var relativt lykkelige til trods for at jeg var fængslet. Vi holdt alle vore møder i hemmelighed og fungerede mere eller mindre som en menighed. Vi havde også mange muligheder for at forkynde uformelt. Det var i dette fængsel at jeg mødte Olga Slézinger, en kødelig søster til Erzsébeth Slézinger, den kvinde som først havde fortalt min mor og mig om sandheden fra Bibelen.

I 1944 havde nazisterne besluttet at likvidere de ungarske jøder, ligesom de systematisk havde dræbt jøder i andre besatte områder. En dag kom de og hentede Olga og mig. Vi blev alle stuvet sammen i kreaturvogne, og efter en meget streng rejse gennem Tjekkoslovakiet nåede vi vort bestemmelsessted i det sydlige Polen — dødslejren Auschwitz.

Opholdet i Auschwitz

Jeg følte mig tryg sammen med Olga. Hun kunne være humoristisk i prøvende situationer. Da vi ankom til Auschwitz, blev vi ført hen til den berygtede doktor Mengele. Han havde til opgave at vurdere de nyankomne, hvem der var i stand til at arbejde, og hvem der ikke var. De sidstnævnte blev sendt til gaskamrene. Da det blev vores tur, spurgte han Olga: „Hvor gammel er du?“

Frimodigt og med et humoristisk glimt i øjet svarede hun: „Tyve“. I virkeligheden var hun dobbelt så gammel. Mengele lo dog blot og lod hende gå til højre så hun fik lov til at leve.

Alle fanger i Auschwitz havde et symbol syet på deres fangedragt — jøder havde en davidsstjerne, og Jehovas vidner en lilla trekant. Da de ville sy en davidsstjerne på vores tøj, forklarede vi at vi var Jehovas vidner og derfor ønskede en lilla trekant. Det var ikke fordi vi skammede os over vores jødiske arv, men nu var vi Jehovas vidner. De prøvede at tvinge os til at acceptere det jødiske symbol ved at sparke og slå os. Men vi stod fast indtil de accepterede os som Jehovas vidner.

Langt om længe mødte jeg min søster Elvira, der var tre år yngre end mig. Alle syv i vores familie var blevet ført til Auschwitz. Kun Elvira og jeg var blevet fundet egnede til at arbejde. Min far, mor og mine tre andre søskende døde i gaskamrene. Elvira var ikke på det tidspunkt et Jehovas vidne, og vi opholdt os ikke i den samme del af lejren. Hun overlevede, immigrerede til USA og blev et Jehovas vidne i Pittsburgh i Pennsylvania. Hun døde i 1973.

Overlever ophold i andre lejre

I vinteren 1944/45 besluttede tyskerne at evakuere Auschwitz fordi de russiske tropper nærmede sig. Vi blev derfor ført til koncentrationslejren i Bergen-Belsen i Nordtyskland. Kort efter vores ankomst blev Olga og jeg sendt til byen Braunschweig. Her var det meningen at vi skulle hjælpe med at rydde op efter de allierede styrkers intense bombninger. Olga og jeg talte det igennem. Da vi ikke var helt sikre på om vi ville bevare vores neutralitet ved at påtage os dette arbejde, besluttede vi begge at nægte det.

Vores beslutning vakte megen røre. Vi blev slået med læderpiske og derefter stillet foran en eksekutionspeloton. Vi fik ét minut til at ombestemme os. Hvis vi ikke gjorde det, sagde de, ville vi blive skudt. Vi svarede at vi ikke havde brug for betænkningstid, da vi stod fast på vores beslutning. Lejrkommandanten var imidlertid ikke til stede, og da han var den eneste som havde myndighed til at give eksekutionsordren, blev vores henrettelse udsat.

I mellemtiden blev vi tvunget til at stå på gårdspladsen hele dagen. To bevæbnede soldater, der blev afløst hver anden time, bevogtede os. Vi fik ingen mad, og vi led frygteligt under kulden da det var februar måned. Det stod på i en uge, men kommandanten dukkede ikke op. Vi blev derfor sat på en lastbil og, til vores overraskelse, ført tilbage til Bergen-Belsen.

På det tidspunkt var Olga og jeg i en frygtelig tilstand. Jeg havde mistet det meste af mit hår og havde høj feber. Kun ved en kraftanstrengelse lykkedes det mig at arbejde en lille smule. Den tynde kålsuppe og det lille stykke brød som udgjorde vores daglige ration, hjalp ikke meget. Men vi var nødt til at arbejde hvis ikke vi ville henrettes. De tyske søstre som jeg arbejdede sammen med i køkkenet, sørgede for at jeg indimellem kunne hvile mig. Når vagterne kom på inspektion, advarede søstrene mig så jeg kunne stå ved køkkenbordet og lade som om jeg arbejdede flittigt.

En dag havde Olga simpelt hen ikke kræfter til at gå på arbejde, og siden da så vi hende ikke mere. Jeg havde mistet en tapper veninde og ledsager, en som havde været til stor hjælp i de svære måneder i lejrene. Som en salvet discipel af Jesus Kristus må hun straks have modtaget sin himmelske belønning. — Åbenbaringen 14:13.

Løsladelse og tilværelsen derefter

Da krigen sluttede i maj 1945 og befrielsen kom, var jeg så svag at jeg ikke kunne glæde mig over at undertrykkernes åg endelig var blevet knust. Jeg var også for svag til at tage med de konvojer der førte de befriede til lande som var villige til at modtage dem. I stedet blev jeg tre måneder på et hospital for at komme til hægterne. Derefter blev jeg sendt til Sverige, som blev mit nye hjem. Jeg fik straks kontakt med mine kristne brødre og søstre, og med tiden begyndte jeg at deltage i forkyndelsen, som for mig er en dyrebar skat.

I 1949 giftede jeg mig med Lennart Josefsson, der i en årrække havde tjent som en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd. Han havde også været fængslet under den anden verdenskrig fordi han ikke ville gå på kompromis med hensyn til sin tro. Den 1. september 1949 begyndte vi begge i pionertjenesten og fik distrikt i byen Borås. I de første år dér ledte vi hver uge ti bibelstudier med interesserede. Vi havde den glæde at se menigheden i Borås blive til tre menigheder i løbet af ni år, og i dag er der fem.

Jeg var ikke pioner så længe, for i 1950 fik vi en datter og to år senere en søn. Jeg havde den glædelige forret at lære mine børn den dyrebare sandhed som den kære ungarske broder havde lært mig da jeg kun var 16: „At tjene Jehova er den største ære et menneske kan få.“

Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg erklære mig enig i de ord disciplen Jakob skrev da han mindede os om Jobs udholdenhed: „Jehova er meget medfølende og barmhjertig.“ (Jakob 5:11) Jeg har været igennem frygtelige prøvelser, men er blevet rigt velsignet med to børn og deres ægtefæller samt seks børnebørn, der alle tjener Jehova. Derudover har jeg mange åndelige børn og børnebørn, hvoraf nogle tjener som pionerer og missionærer. Mit store håb er nu at møde de af mine kære som er sovet ind i døden, og omfavne dem når de bliver oprejst fra mindegravene. — Johannes 5:28, 29.

[Illustration på side 31]

I forkyndelsen i Sverige efter den anden verdenskrig

[Illustration på side 31]

Min mand og mig