Vil uretfærdighed nogen sinde blive afskaffet?

„Jeg tror [stadig] på det gode i menneskets indre. Det er mig fuldstændig umuligt at opbygge noget på et grundlag af død, elendighed og forvirring.“ — Anne Frank.

ANNE FRANK, en jødisk pige på 15 år, skrev disse hjertegribende ord i sin dagbog kort før hun døde. Hun og hendes familie havde i over to år holdt sig skjult i et loftsrum i Amsterdam. Annes håb om en bedre verden bristede da en stikker røbede deres skjulested til nazisterne. Året efter, i 1945, døde Anne af tyfus i kz-lejren Bergen-Belsen. Seks millioner andre jøder døde i koncentrationslejre.

Hitlers djævelske plan om at udrydde et helt folk er måske det værste tilfælde af racediskrimination i dette århundrede, men det er ikke det eneste. I 1994 blev over en halv million tutsier i Rwanda nedslagtet blot fordi de tilhørte den „forkerte“ stamme. Og under den første verdenskrig blev omkring en million armeniere dræbt som følge af en etnisk udrensning.

Uretfærdighedens hæslige ansigt

Uretfærdighed fører ikke kun til folkedrab. En femtedel af menneskeheden lever i knugende fattigdom på grund af social uretfærdighed. Menneskerettighedsorganisationen Anti-Slavery International skønner at der i hele verden desuden er over 200.000.000 der lever som slaver. Meget tyder på at der er flere slaver i dag end på noget andet tidspunkt i historien. De sælges måske ikke på offentlige auktioner, men deres arbejdsforhold er ofte værre end de var for de fleste slaver før i tiden.

Uretfærdighed begået i lovens navn har berøvet millioner deres fundamentale rettigheder. Amnesty International skriver i sin årsrapport for 1996: „Hver dag, overalt i verden, sker der forfærdende brud på menneskerettighederne. . . . De mest sårbare er de fattige og ugunstigt stillede, især kvinder, børn, gamle og flygtninge.“ Rapporten tilføjer: „I nogle lande er samfundsstrukturen praktisk talt brudt sammen, hvilket betyder at der ikke længere er noget retssystem der kan beskytte de svage mod de stærke.“

I 1996 blev titusinder i over 100 lande tilbageholdt og tortureret. I de senere år er hundredtusinder forsvundet, øjensynlig bortført enten af sikkerhedsstyrker eller af terroristgrupper. Mange af dem menes at være blevet dræbt.

Krige er altid uretfærdige, men i endnu højere grad i dag. Moderne krigsførelse går hårdt ud over civilbefolkningen, deriblandt kvinder og børn. Og det skyldes ikke udelukkende bombning af byer. Kvinder og piger bliver rutinemæssigt voldtaget som led i militæroperationer, og mange oprørsgrupper bortfører børn for at lære dem at dræbe. Om denne udvikling siges der følgende i FN-rapporten „Impact of Armed Conflict on Children“ (Væbnede konflikters virkning på børn): „Et stadig stigende antal mennesker i verden er blevet drevet ud i et moralsk tomrum.“

Dette moralske tomrum har tydeligvis skabt en verden der er gennemsyret af uretfærdighed — blandt andet i form af racediskrimination, sociale uligheder eller krænkelse af menneskerettighederne. Det er selvfølgelig ikke noget nyt. For over 2500 år siden sagde en hebraisk profet beklagende: „Loven er svag og til ingen nytte, og der øves aldrig ret. De onde får bugt med de retfærdige, og derfor bøjes retten.“ (Habakkuk 1:4, Today’s English Version) Der har altid været uretfærdighed, men det 20. århundrede må betegnes som den tidsalder hvor uretfærdigheden har nået nye højder.

Konsekvensen af uretfærdighed

Uretfærdighed betyder noget når man selv bliver udsat for den. Uretfærdighed betyder noget fordi den berøver størstedelen af menneskeheden lykken. Uretfærdighed er desuden ofte årsag til blodige konflikter, som igen bærer ved til uretfærdighedens bål.

Retfærdighed er uløseligt forbundet med fred og lykke. Uretfærdighed, derimod, knuser håb og optimisme. Som Anne Frank sørgeligt nok måtte erkende, er det umuligt at opbygge noget på et grundlag af død, elendighed og forvirring. Vi længes alle ligesom hun efter noget bedre.

Dette ønske har fået retskafne mennesker til at forsøge at indføre et vist mål af retfærdighed i samfundet. I Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, som De Forenede Nationers Generalforsamling vedtog i 1948, hedder det således: „Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.“

Det er smukke ord, men der er stadig langt igen før menneskene kan nå dette prisværdige mål — et retfærdigt samfund baseret på lige ret for alle, og hvor alle behandler deres næste som en broder. Indledningen til Verdenserklæringen peger på at gennemførelsen af dette mål ville danne „grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden“.

Er uretfærdigheden så integreret i samfundet at den aldrig vil blive afskaffet? Eller vil der på en eller anden måde blive lagt et solidt grundlag for frihed, retfærdighed og fred? Hvem kan i givet fald gøre det så det bliver til gavn for hele menneskeheden?

[Kildeangivelse på side 3]

UPI/Corbis-Bettmann