Kan man stole på sin samvittighed?

ET KOMPAS er som regel et pålideligt instrument. Nålen, der påvirkes af jordens magnetfelt, peger altid mod nord. I mangel af kendingsmærker til at vise vej kan rejsende derfor sætte deres lid til at kompasset viser den rigtige retning. Men hvad sker der hvis man anbringer en magnetisk genstand i nærheden af kompasset? Så vil nålen pege mod magneten i stedet for mod nord, og kompasset vil ikke længere være en sikker vejleder.

Noget lignende kan ske med menneskets samvittighed. Skaberen har givet os samvittigheden for at den skulle være en sikker vejleder. Da vi er skabt i Guds billede, burde samvittigheden altid lede os i den rigtige retning når vi skal træffe afgørelser. Den skulle motivere os til at genspejle Guds moralnormer. (1 Mosebog 1:27) Det gør den også i mange tilfælde. Den kristne apostel Paulus skrev for eksempel at selv nogle der ikke har Guds åbenbarede lov, „af natur gør det loven siger“. Hvorfor? Fordi „deres samvittighed vidner med“. — Romerne 2:14, 15.

Samvittigheden reagerer dog ikke altid som den burde. På grund af den menneskelige ufuldkommenhed er vi tilbøjelige til at gøre ting som vi ved er forkerte. Paulus skrev: „Jeg glæder mig jo over Guds lov, ifølge det menneske jeg er i det indre, men i mine lemmer ser jeg en anden lov, der fører krig imod mit sinds lov og tager mig til fange under syndens lov som er i mine lemmer.“ (Romerne 7:22, 23) Hvis vi gentagne gange giver efter for forkerte tilbøjeligheder, vil vores samvittighed efterhånden blive så sløvet at den til sidst holder op med at fortælle os at det vi gør, er forkert.

Men trods vores ufuldkommenhed er det muligt at rette vores samvittighed ind efter Guds normer. Og det er meget vigtigt at vi gør det. En ren, veloplært samvittighed fører ikke alene til et nært og personligt forhold til Gud, men er også en forudsætning for at vi kan opnå frelse. (Hebræerne 10:22; 1 Peter 1:15, 16) En god samvittighed vil desuden hjælpe os til at træffe kloge beslutninger, med fred og lykke til følge. Om den der har en sådan samvittighed, siger salmisten: „Hans Guds lov er i hans hjerte; hans skridt vakler ikke.“ — Salme 37:31.

Hvordan man opøver sin samvittighed

At opøve sin samvittighed indbefatter mere end at man blot lærer en masse love udenad og nøje følger dem. Det var det farisæerne på Jesu tid gjorde. Disse religiøse ledere kendte Loven og havde indført en mængde detaljerede traditioner som de hævdede ville hjælpe folk til at undgå at overtræde Loven. De var derfor ikke sene til at protestere da Jesu disciple på en sabbat plukkede aks og spiste kernerne. De gjorde også indsigelse da Jesus helbredte en mand der havde en vissen hånd. (Mattæus 12:1, 2, 9, 10) Begge disse handlinger var ifølge farisæernes overleveringer en overtrædelse af det fjerde bud. — 2 Mosebog 20:8-11.

Farisæerne granskede ganske vist Loven. Men var deres samvittighed i harmoni med Guds normer? Bestemt ikke. Straks efter at de småligt havde kritiseret det de mente var en chokerende overtrædelse af sabbatsloven, lagde de råd op imod Jesus „for at de kunne få ham ryddet af vejen“. (Mattæus 12:14) Tænk engang! Disse selvretfærdige religiøse ledere var forargede over at nogen kunne finde på at plukke aks og spise kernerne og at helbrede på sabbatten, men de havde ingen skrupler ved at planlægge at slå Jesus ihjel.

De øverste præster havde samme fordrejede tankegang. Disse fordærvede mænd følte ikke spor samvittighedsnag ved at tilbyde Judas 30 sølvstykker fra tempelkassen for at forråde Jesus. Men da Judas uventet leverede pengene tilbage ved at kaste dem ind i templet, blev de øverste præsters samvittighed stillet over for et juridisk dilemma. De sagde: „Det er ikke tilladt at lægge dem [mønterne] i tempelkassen, da det er betaling for blod.“ (Mattæus 27:3-6) De øverste præster var åbenbart bekymrede over at pengene nu var blevet urene. (Jævnfør Femte Mosebog 23:18.) Alligevel så de ikke noget forkert i at give Judas penge for at forråde Guds søn.

Vi må tillægge os Guds tankegang

At opøve samvittigheden indbefatter, som det fremgår af de ovenstående eksempler, mere end at man kan en mængde regler udenad. Det er naturligvis vigtigt at kende Guds love og at adlyde dem for at opnå frelse. (Salme 19:7-11) Men derudover må vi opdyrke en hjerteindstilling der er i harmoni med Guds tankegang. Så vil vi erfare sandheden i Jehovas profeti gennem Esajas der lyder: „Dine øjne skal komme til at se din store Lærer. Og dine ører vil høre et ord bag dig sige: ’Dette er vejen. Gå på den!’ — hvis I skulle gå til højre eller hvis I skulle gå til venstre.“ — Esajas 30:20, 21; 48:17.

Det betyder naturligvis ikke at en bogstavelig stemme vil fortælle os hvad vi skal gøre når vi skal træffe en vigtig afgørelse. Men når vores tankegang er i samklang med Guds, vil vores opøvede samvittighed kunne hjælpe os til at træffe afgørelser der glæder ham. — Ordsprogene 27:11.

Tænk på Josef, som levede i det 18. århundrede før vor tidsregning. Da Potifars hustru prøvede at få ham til at begå utugt med hende, afslog han det med ordene: „Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?“ (1 Mosebog 39:9) På Josefs tid fandtes der ingen skreven lov fra Gud som forbød ægteskabsbrud. Desuden befandt Josef sig i Ægypten, langt fra familiens indflydelse og patriarkalske regler. Hvad var det da der fik ham til at modstå fristelsen? Det var, kort sagt, hans oplærte samvittighed. Josef havde antaget Guds syn på ægteskabet, nemlig at en mand og hans hustru skulle være „et kød“. (1 Mosebog 2:24) Han forstod at det ville være forkert at tage en anden mands hustru. Josefs tankegang var i harmoni med Guds. At begå ægteskabsbrud ville krænke hans moralske sans.

I dag er det kun få der er som Josef. Umoraliteten griber mere og mere om sig, og mange føler sig ikke forpligtede til at bevare sig moralsk rene — hverken over for Skaberen, sig selv eller deres ægtefælle. Situationen er meget lig den der beskrives i Jeremias’ Bog: „Der var ingen som angrede sin ondskab og sagde: ’Hvad har jeg gjort?’ Enhver går tilbage til den vante kurs, ligesom en hest der styrter frem i kampen.“ (Jeremias 8:6) Vi har derfor mere end nogen sinde behov for at tillægge os Guds tankegang. Som en hjælp til at gøre det har han tilvejebragt en storslået foranstaltning.

En hjælp til at opøve samvittigheden

Bibelen er „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning“. (2 Timoteus 3:16, 17) Et studium af Bibelen vil hjælpe os til at opøve det den kalder vores „opfattelsesevne“, så vi kan skelne mellem ret og uret. (Hebræerne 5:14) Det vil sætte os i stand til at opdyrke kærlighed til det Gud elsker, og at hade det han hader. — Salme 97:10; 139:21.

Vort formål med at studere Bibelen bør være at tilegne os selve sandhedens ånd og væsen og ikke blot en forstandsmæssig viden. I Vagttårnet for 1. december 1976 stod der: „Under vort studium af Bibelen bør vi søge at fatte rækkevidden af Guds kærlighed og retfærdighed og indplante disse egenskaber dybt i vort hjerte så de bliver lige så selvfølgelige for os som det at spise og at trække vejret. Vi bør bestræbe os for at få en stærkere følelse af vort moralske ansvar ved at tilegne os en klar forståelse af hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Desuden må vi sørge for at vi i vor samvittighed føler os stærkt forpligtede over for den fuldkomne Dommer og Lovgiver. (Es. 33:22) Mens vi tilegner os kundskab om Gud, bør vi altså søge at ligne ham på alle livets områder.“

Hvordan vi får „Kristi sind“

Et studium af Bibelen vil også hjælpe os til at få „Kristi sind“, det vil sige den samme lydige og ydmyge indstilling som Jesus havde. (1 Korinther 2:16) For ham var det at gøre sin Faders vilje en glæde og ikke noget han gjorde rent mekanisk uden at tænke over det. Hans indstilling blev i profetiske vendinger beskrevet af salmisten David, der skrev: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“a — Salme 40:8.

Hvis vi skal skærpe vores samvittighed, må vi tilegne os „Kristi sind“. Da Jesus var på jorden som et fuldkomment menneske, afspejlede han sin Faders egenskaber og personlighed i så stor udstrækning som det var ham muligt inden for de begrænsninger han var underlagt som menneske. Han kunne derfor sige: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ (Johannes 14:9) I alle de situationer han stod over for mens han var på jorden, gjorde han altid det hans Fader ville have han skulle gøre. Når vi læser om Jesu liv, får vi således et indtryk af hvordan Jehova Gud selv er.

Vi læser at Jehova er „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed“. (2 Mosebog 34:6) Jesus viste gang på gang at han ejede disse egenskaber, ved den måde han behandlede sine apostle på. Da de gentagne gange havde skændtes om hvem der var størst, belærte Jesus dem tålmodigt i ord og handling om at „enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener, og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være jeres træl“. (Mattæus 20:26, 27) Det er blot ét eksempel der viser at vi kan tillægge os Guds tankegang ved at betragte Jesu liv.

Jo mere vi lærer om Jesus, jo bedre vil vi være i stand til at efterligne vores himmelske Fader, Jehova. (Efeserne 5:1, 2) En samvittighed der er rettet ind efter Guds tankegang, vil lede os i den rigtige retning. Jehovas løfte til dem der stoler på ham, lyder: „Jeg giver dig indsigt og lærer dig den vej du skal gå. Jeg vil råde dig, med mit øje hvilende på dig.“ — Salme 32:8.

Hvordan vi får gavn af en oplært samvittighed

Moses, der var klar over hvor egensindige ufuldkomne mennesker kan være, gav israelitterne følgende advarsel: „Ret jeres hjerte mod alle de ord som jeg har advaret jer med i dag, så I kan give jeres sønner påbud om at tage vare på at følge alle denne lovs ord.“ (5 Mosebog 32:46) Vi må også skrive Guds lov på vort hjerte. Gør vi det, vil vores samvittighed kunne lede vore skridt og hjælpe os til at træffe de rette afgørelser.

Der er virkelig grund til at være opmærksom på sin samvittighed. Et bibelsk ordsprog siger: „Der er en vej der synes ret for en mand — dens ende er dog dødens veje.“ (Ordsprogene 14:12) Hvorfor er det sådan? Bibelen svarer: „Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og desperat. Hvem kender det?“ (Jeremias 17:9) Derfor har vi alle brug for at følge formaningen i Ordsprogene 3:5, 6: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“

[Fodnote]

[Illustration på side 7]

Ligesom et kompas kan en bibeloplært samvittighed lede én i den rigtige retning

[Kildeangivelse]

Kompas: Med tilladelse fra Peabody Essex Museum, Salem, Mass.