Nyt fra Rigets arbejdsmark

En modstander lærer sandheden at kende

BORGERKRIGEN i Liberia har fået megen omtale i nyhedsmedierne. Titusinder mistede livet, og endnu flere blev fordrevet. Det har betydet mange lidelser, men alligevel fortsætter oprigtige mennesker med at tage imod sandheden, hvilket følgende oplevelse viser.

Fra James var ti år, havde han gået i en skole der blev drevet af en lutheransk kirke. Efter at han var blevet redaktør af et kirkeblad, brugte han sin stilling til at skrive artikler imod Jehovas Vidner til trods for at han aldrig havde mødt nogen af dem.

På et tidspunkt forlod han kirkebladet og fik succes som motelejer. En dag blev han besøgt af to velklædte søstre mens han sad i motellets reception. Da han så hvor pænt de var klædt, bød han dem indenfor. Men da de havde forklaret formålet med deres besøg, sagde han: „Jeg har ikke tid til at tale med jer.“ Forkynderne tilbød ham et abonnement på bladene Vagttårnet og Vågn op! — som han tog imod for at slippe af med dem. I et år kom bladene til hans bopæl, men han lagde dem i en plasticpose uden at pakke dem ud.

Da borgerkrigen rasede i landet, fyldte James en pose med penge og nogle værdigenstande så han kunne flygte ved det mindste tegn på angreb. En morgen eksploderede en granat uden for hans bagdør, og i panik greb han posen og løb for livet. James sluttede sig til de mange tusind civile der var på flugt, og måtte ligesom de passere gennem en række kontrolposter hvor uskyldige civile ofte blev berøvet hvad de ejede, og dræbt uden grund.

Ved den første kontrolpost stillede man James nogle få spørgsmål, hvorefter han blev bedt om at åbne sin pose. Han så ned i den og kunne ikke tro sine egne øjne. Til sin forfærdelse opdagede han at det ikke var posen med værdigenstandene han havde taget med sig. Han havde i sin forfjamskelse taget den pose der indeholdt alle de uåbnede forsendelser med Vagttårnet og Vågn op! Da soldaten så bladene og læste hans navn og adresse på mærkaterne, sagde han: „Nå, du er et af Jehovas vidner. Det er ikke jer vi er ude efter. Vi ved at I ikke lyver.“ Efter at soldaten havde taget nogle få blade op af posen, sagde han til James at han kunne gå videre.

Det samme gentog sig ved ni forskellige kontrolposter, idet alle officererne antog at James var et af Jehovas vidner, og lod ham passere uskadt. James var nu taknemmelig for at han ikke havde taget sine ejendele med. Ud fra det han havde set, ville det næsten med sikkerhed have ført til at soldaterne havde dræbt ham for at få hans ejendele.

Da han nåede frem til den sidste og mest frygtede kontrolpost, så han til sin skræk at der lå adskillige døde rundt omkring. Slået af rædsel påkaldte han Jehovas navn. I en bøn lovede han Gud at hvis han ville hjælpe ham gennem denne dødszone, ville han tjene ham resten af sit liv.

James viste sin pose frem til soldaterne, og endnu engang lød det: „Det er ikke dem vi er ude efter.“ Henvendt til ham sagde de: „En af dine brødre bor længere nede ad bakken her. Gå hen og bliv hos ham.“ På dette tidspunkt havde James fået et helt andet syn på Jehovas vidner. Han opsøgte straks broderen, og der blev påbegyndt et bibelstudium over bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden.a

Et par dage senere tvang et angreb ham til at flygte fra området. Denne gang løb James ind i bushen — med et fast greb om ’Paradisbogen’ og intet andet. I elleve måneder var han isoleret fra forkynderne, og i den tid læste han bogen igennem fem gange. Da han til sidst kunne vende tilbage til byen, fortsatte han sit bibelstudium med forkynderne og gjorde hurtigt fremskridt. Kort tid efter blev han døbt, og han tjener nu trofast sammen med sine åndelige brødre.

[Fodnote]