Har vi en skytsengel?
MANGE i dag er overbeviste om at de har en skytsengel. En kvinde i det vestlige Canada hævder faktisk at have en særlig evne til at kommunikere med engle. Hvis man giver hende sit fulde navn og 200 canadiske dollars, kan hun efter eget udsagn sætte én i forbindelse med ens personlige skytsengel. Først mediterer hun ved at fokusere på flammen fra et stearinlys. Dernæst får hun et syn hvori en engel giver hende et budskab som hun skal overbringe kunden. Med i prisen er en tegning som kvinden har lavet af skytsengelen.
Dette kan minde om en historie der fortælles om kong Ludvig IX af Frankrig. Efter sigende købte han nogle meget kostbare fjer der hævdedes at være faldet af ærkeengelen Mikaels vinger. Mens mange ville stille sig tvivlende over for denne historie, er de bemærkelsesværdigt nok villige til ukritisk at tro på den canadiske kvindes påstande.
Fascination af engle
I de senere år har der været en enorm interesse for engle. Gennem tv, film, bøger, blade og tidsskrifter hører vi om engle der trøster alvorligt syge, støtter sørgende efterladte, giver gode råd og redder folk fra døden. I USA følger cirka 20 millioner seere hver uge en tv-serie der skildrer hvordan engle griber ind i folks tilværelse. En boghandel har opregnet over 400 bøger der handler om engle.
En nyudgivet bog indeholder beretninger om hvordan skytsengle har reddet soldater på slagmarken. Af klæbemærkater på biler fremgår det at føreren bliver beskyttet af skytsengle. Organisationer, konferencer og seminarer fremmer engleforskning og hjælper efter sigende folk til at kommunikere med dem.
Eileen Freeman er forfatter til tre bøger om engle og forlægger for et tidsskrift der udelukkende handler om dem. Hun siger: „Jeg er overbevist om at der for hver engel i himmelen er en skytsengel på jorden — et væsen der ikke alene har til opgave at lovprise Gud i det himmelske, men også at tage sig af mennesker og andre livsformer på jorden. Ved undfangelsen tildeles vi alle en skytsengel som våger over os mens vi vokser i livmoderen, under fødselen og hele livet igennem i denne verden, indtil engelen fører os fra denne verdens trange kår til himmelsk herlighed.“ Eileen Freemans ord udtrykker meget godt hvad mange tror om skytsengle.
I disse stressede og problemfyldte tider finder mange trøst i troen på at vi alle har en personlig skytsengel, der beskytter os. Hvad siger Guds ord, Bibelen, herom? Bør vi forsøge at komme i kontakt med engle? Interesserer de sig for menneskers moralnormer og religiøse overbevisning? Hvilken hjælp kan vi forvente at få af dem? De spørgsmål vil blive besvaret i den følgende artikel.