Darius — en konge med retfærdighedssans
EN BERØMT konge sagde engang pralende om de byggeprojekter han havde udført: „Ved opførelsen af murene omkring Babylon omgav jeg den med en stærk mur på østsiden. Jeg gravede en voldgrav . . . Med asfalt og sten byggede jeg en vældig mur, der som et bjerg ikke kunne fjernes.“ Kong Nebukadnezar af Babylon havde gennemført et omfattende byggeprogram og ydet en energisk indsats for at befæste hovedstaden i sit rige. Men det viste sig at byen Babylon ikke var så uindtagelig som han havde forestillet sig.
Det fik man bevis for den 5. oktober 539 f.v.t. Sammen med den mediske hær indtog perserkongen Kyros II Babylon og dræbte dens kaldæiske hersker Belsazzar. Hvem ville nu blive den første hersker over denne nyerobrede by? Guds profet Daniel, som befandt sig i byen da den faldt, skrev: „Mederen Darius modtog riget i en alder af omkring toogtres år.“ — Daniel 5:30, 31.
Hvem var Darius? Hvordan var han som hersker? Og hvordan behandlede han profeten Daniel, som havde levet i landflygtighed i Babylon i over 70 år?
En ikke særlig bevidnet konge
Der findes kun få historiske oplysninger om mederen Darius. Mederne har ikke efterladt sig skriftlige vidnesbyrd af betydning. Hertil kommer at de hundredtusinder af kileskrifttavler der er udgravet i Mellemøsten, giver et meget ufuldstændigt og usammenhængende billede af de historiske begivenheder. De få ikkebibelske skrifter der ellers findes, er skrevet et, to eller flere hundrede år efter at begivenhederne i forbindelse med Darius havde fundet sted.
Vidnesbyrd tyder dog på at det lykkedes perserkongen Kyros II at vinde mederne for sig efter at han havde indtaget deres hovedstad, Ekbatana. Mederne og perserne kæmpede derefter i forening under hans førerskab. Om deres forhold siger forfatteren Robert Collins i sin bog The Medes and Persians: „I fredstid var mederne ligestillede med perserne. De beklædte ofte høje embeder i regeringen og blev udnævnt til lederposter i den persiske hær. Udlændinge omtalte dem som mederne og perserne og skelnede ikke mellem de besejrede og sejrherren.“ Medien blev således forenet med Persien, hvorved det medo-persiske rige opstod. — Daniel 5:28; 8:3, 4, 20.
Mederne spillede en vigtig rolle i forbindelse med indtagelsen af Babylon. Bibelen oplyser at „Ahasverus’ søn Darius . . ., han som var af medisk æt“, var den første konge over det medo-persiske rige som kom til at herske over Babylon. (Daniel 9:1) Han havde kongelig myndighed til at udstede forordninger „i overensstemmelse med medernes og persernes lov, der ikke kan kaldes tilbage“. (Daniel 6:8) Bibelens oplysninger om Darius giver os både et indtryk af hans personlighed og en sandsynlig grund til at han ikke omtales i verdslige historiske kilder.
Daniel begunstiges
Kort efter at Darius havde overtaget magten i Babylon, indsatte han ifølge Bibelen „et hundrede og tyve satrapper . . . til at stå for hele riget, og over dem tre højere embedsmænd, af hvem Daniel var den ene“. (Daniel 6:1, 2) Daniels høje stilling skabte imidlertid utilfredshed blandt de andre embedsmænd. Deres uvilje mod ham skyldtes sandsynligvis hans uangribelighed, der uden tvivl har virket som en hæmsko for korruption. Embedsmændene har sikkert også ligget under for misundelse eftersom kongen agtede Daniel højt og tænkte på at gøre ham til førsteminister.
I håb om at sætte en stopper for denne situation planlagde de to andre „højere embedsmænd“ og satrapperne at lægge en fælde for Daniel. De henvendte sig til kongen og forelagde ham en skrivelse der indeholdt en forordning om at man i 30 dage ikke måtte ’rette en bøn til nogen anden gud eller noget andet menneske’ end Darius. Straffen for at overtræde dette skulle være at man blev kastet i løvekulen. De fik Darius til at tro at en sådan forordning ville blive støttet af alle regeringsembedsmænd af betydning, og forslaget var tilsyneladende et udtryk for deres loyalitet mod kongen. — Daniel 6:1-3, 6-8.
Darius undertegnede skrivelsen og blev snart konfronteret med følgerne. Daniel blev den første der overtrådte bestemmelsen eftersom han fortsatte med at bede til Jehova Gud. (Jævnfør Apostelgerninger 5:29.) Den trofaste Daniel blev derfor kastet i løvekulen til trods for at kongen oprigtigt forsøgte at finde ud af hvordan man kunne omgå den uforanderlige lov. Darius gav udtryk for tillid til at Daniels Gud havde magt til at bevare profeten i live. — Daniel 6:9-17.
Efter en søvnløs nat tilbragt i faste skyndte Darius sig ud til løvekulen. Til sin store glæde fandt han Daniel i live og uskadt. Som retfærdig gengældelse lod kongen straks Daniels anklagere og deres familier kaste i løvekulen. Han lod desuden kundgøre ’at man overalt under hans riges herredømme skulle skælve og frygte for Daniels Gud’. — Daniel 6:18-27.
Darius havde tydeligvis stor respekt for Daniels Gud og religion og var meget opsat på at gøre skaden god igen. Men ved at henrette Daniels anklagere havde han uden tvivl pådraget sig de øvrige embedsmænds fjendskab. Darius’ befaling om at alle i riget skulle „frygte for Daniels Gud“, kan heller ikke have undgået at skabe dyb utilfredshed og vrede blandt de mægtige babyloniske præster. Eftersom skriverne sikkert har ladet sig påvirke af disse faktorer, ville det ikke være mærkeligt om de verdslige beretninger blev ændret for at slette oplysningerne om Darius. I denne korte beretning i Daniels Bog skildres Darius ikke desto mindre som en upartisk og retfærdig hersker.