Hvem var makkabæerne?

FOR mange er makkabæertiden ligesom en „sort boks“ med informationer om tiden mellem fuldførelsen af de sidste bøger i De Hebraiske Skrifter og Jesu komme. Ligesom man kan få bestemte informationer ved at undersøge den sorte boks efter et flystyrt, kan man få nogle nyttige oplysninger ved at se nærmere på makkabæertiden — en overgangstid for den jødiske nation hvori den undergik en del forandringer.

Hvem var makkabæerne? Hvilken indflydelse havde de på jødedommen før den forudsagte Messias’ komme? — Daniel 9:25, 26.

Hellenismens tidevandsbølge

Alexander den Store erobrede områderne der strakte sig fra Grækenland til Indien (336-323 f.v.t.). Inden for dette udstrakte rige udbredtes det græske sprog og den græske, eller hellenistiske, kultur. Alexanders officerer og menige soldater giftede sig med lokale kvinder, hvorved græsk og orientalsk kultur blev blandet. Efter Alexanders død blev hans rige delt mellem hans generaler. I begyndelsen af det 2. århundrede før vor tidsregning fravristede Antiochos III, som tilhørte det græske seleukidiske dynasti i Syrien, de græske ptolemæere i Ægypten herredømmet over Israel. Hvilken indflydelse fik det hellenistiske styre på jøderne i Israel?

En historiker skriver: „Da jøderne ikke kunne undgå kontakt med deres helleniserede naboer, og endnu mindre med deres egne landsmænd uden for landets grænser, var det umuligt for dem at undgå at blive påvirket af græsk kultur og tankegang. . . . Blot at leve i den hellenistiske tid betød påvirkning af græsk kultur.“ Jøder antog græske navne, til tider også græske skikke og græsk klædedragt. Assimilationens underfundige magt var begyndt at gøre sin indflydelse gældende.

Præsterne fordærves

Blandt jøderne var det præsterne der var mest modtagelige for den hellenistiske indflydelse. For mange af dem betød dét at acceptere hellenismen at lade jødedommen følge med tiden. En af disse jøder var Jason (på hebraisk Josua), der var broder til ypperstepræsten Onias III. På et tidspunkt da Onias var bortrejst og befandt sig i Antiochia, søgte Jason at bestikke den græske regering til at udnævne ham til ypperstepræst i stedet for Onias. Den græske konge af seleukideslægten, Antiochos Epifanes (175-164 f.v.t.), tog beredvilligt imod dette tilbud. De græske herskere havde ikke tidligere grebet ind i de jødiske ypperstepræsters arvefølge, men Antiochos havde brug for midler til at finansiere sine felttog. Han var også interesseret i at have en jødisk leder som ville gå mere aktivt ind for at fremme helleniseringen. På Jasons anmodning gav Antiochos Jerusalem status som en græsk by (polis), og Jason byggede et gymnasion, et sportsanlæg, hvor unge jøder og selv præster deltog i legene.

Forræderi avlede forræderi. Tre år senere tilbød Menelaos, som muligvis ikke var af præsteslægt, Antiochos en større sum for at opnå ypperstepræsteembedet, og Jason flygtede. For at betale Antiochos tog Menelaos store beløb af tempelkassen, men da Onias III, som opholdt sig i landflygtighed i Antiochia, protesterede imod dette, sørgede Menelaos for at han blev myrdet.

Da der gik rygter om at Antiochos var død, vendte Jason tilbage til Jerusalem med tusind mand for at fratage Menelaos embedet som ypperstepræst. Men Antiochos var ikke død. Da han fik underretning om Jasons aktion og om uroligheder blandt jøderne, som trodsede hans helleniseringspolitik, tog han kraftige modforholdsregler.

Antiochos griber ind

Moshe Pearlman skriver i sin bog The Maccabees: „Skønt de historiske kilder ikke udtrykkeligt siger det, ser det ud til at Antiochos var kommet til den slutning at det havde været et politisk fejlgreb at give jøderne religiøs frihed. I hans øjne var det seneste oprør i Jerusalem ikke udsprunget af rent religiøse motiver, men af en udbredt pro-ægyptisk stemning i Judæa, en politisk stillingtagen, som havde givet sig udslag i denne farlige situation fordi jøderne, som de eneste af alle hans undersåtter, havde søgt og i vidt omfang fået lov til, at skille sig ud religiøst. Han besluttede at sætte en stopper for dette.“

Den israelske diplomat og politiker Abba Eban giver en kort beskrivelse af de efterfølgende begivenheder: „I årene 168 og 167 [f.v.t.] blev der i hurtig rækkefølge foranstaltet en massakre på jøder; templet blev plyndret, og udøvelse af den jødiske religion forbudt. Omskærelse straffedes med døden, ligeså overholdelse af sabbatten. Den sidste og største forhånelse kom i december 167 da der på Antiochos’ befaling blev rejst et alter for Zeus i templet og det blev forlangt at jøderne skulle bringe svinekød — naturligvis urent efter jødisk lov — som et offer til grækernes gud.“ Alt imens fortsatte Menelaos og andre helleniserede jøder med at udføre deres pligter i et nu besmittet tempel.

Samtidig med at mange jøder accepterede hellenismen, opfordrede en ny gruppe, som kaldte sig selv chassidim (hasidim), eller chassidæere (hasidæere), de fromme, til at man holdt sig strengt til Moseloven. Frastødt af de helleniserede præster stillede det jævne folk sig mere og mere på chassidæernes side. Mange jøder i hele landet døde som martyrer når de ikke ville følge hedenske skikke eller ofre til hedenske guder. Makkabæerbøgerne, som hører til Bibelens apokryfe skrifter, har flere beretninger om mænd, kvinder og børn der foretrak at dø frem for at gå på kompromis.

Makkabæerne skrider til handling

Antiochos’ voldsomme fremfærd fik mange jøder til at kæmpe for deres tro. I Modeïn, en lille by nordvest for Jerusalem i nærheden af den nutidige by Lod, blev en præst ved navn Mattatias kaldt til byens midte. Da Mattatias nød anseelse i den lokale befolkning, prøvede kongens udsendinge at få ham til at deltage i en hedensk ofring for at redde sit eget liv og sætte et eksempel for den øvrige befolkning. Da Mattatias nægtede, trådte en anden jøde frem og erklærede sig rede til at ofre. Fyldt af harme greb Mattatias et sværd og dræbte jøden. Lammede af den ældre mands voldsomme udfald varede det lidt før soldaterne reagerede. I løbet af få sekunder havde Mattatias også dræbt den græske embedsmand. Før de græske soldater nåede at forsvare sig, havde Mattatias’ fem sønner og byens borgere overmandet dem.

Derpå råbte Mattatias: ’Enhver som er nidkær for Loven, skal følge mig.’ For at undgå repressalier flygtede han og hans sønner til bjergene. Da rygtet bredte sig om hvad der var sket, sluttede mange jøder, også chassidæere, sig til dem.

Mattatias udnævnte sin søn Judas til at lede kamphandlingerne. Måske på grund af sin styrke og sit kampmod blev han kaldt Makkabæer, der betyder „hammer“. Mattatias og hans sønner hørte til en familie der blev kaldt hasmonæerne, et navn der er dannet efter byen Hesjmon eller efter en forfader af dette navn. (Josua 15:27) Men da Judas Makkabæer blev den mest fremtrædende skikkelse under oprøret, blev familien kendt under navnet makkabæerne.

Templet vindes tilbage

I løbet af oprørets første år var det muligt for Mattatias og hans sønner at organisere en lille hær. Ved mere end én lejlighed havde græske hærafdelinger angrebet grupper af chassidæiske frihedskæmpere på sabbatten. Men selv om de kunne forsvare sig, ville de ikke overtræde sabbatslovene, og resultatet blev en massenedslagtning. Mattatias, der nu blev betragtet som deres religiøse leder, traf den afgørelse at det var tilladt jøderne at forsvare sig på sabbatten. Denne afgørelse gav ikke alene oprøret nyt liv, men kom også til at danne forbillede i jødedommen ved at det blev tilladt religiøse ledere at tilpasse jødisk lov efter skiftende omstændigheder. Denne udvikling kom senere til udtryk i Talmud i sætningen: „Lad dem vanhellige én sabbat, så de kan hellige mange sabbatter.“ — Joma 85b.

Efter sin gamle fars død blev Judas Makkabæer oprørets ubestridte leder. Da han erkendte at han ikke formåede at sejre over fjenden på åben mark, fandt han på nye metoder, meget lig vore dages guerillakrig. Han slog Antiochos’ styrker på steder hvor de ikke kunne forsvare sig på den sædvanlige måde. I det ene slag efter det andet lykkedes det således Judas at sejre over hærafdelinger der var betydeligt større end hans egne.

Indre stridigheder i det seleukidiske rige og Roms tiltagende magt bevirkede at de seleukidiske herskere ikke ofrede megen opmærksomhed på at tage antijødiske forholdsregler. Dette åbnede vejen for at Judas kunne føre kampen helt frem til Jerusalems porte. I december 165 f.v.t. (eller måske 164 f.v.t.) erobrede han og hans soldater templet, der blev renset og genindviet nøjagtig tre år efter at det var blevet vanhelliget. Jøderne mindes denne begivenhed hvert år ved indvielseshøjtiden, chanukka-festen.

Politik frem for fromhed

Formålet med oprøret var nu nået. Forbudene mod udøvelsen af den jødiske religion var blevet fjernet, tilbedelsen i templet var blevet genoprettet, og man kunne atter bringe ofre. Tilfredse med dette resultat forlod chassidæerne Judas Makkabæers hær og vendte tilbage til deres hjem. Men Judas havde andre planer. Han havde en veltrænet hær, så hvorfor ikke bruge den til at oprette en uafhængig jødisk stat? De religiøse motiver der havde startet oprøret, var nu blevet erstattet af politiske. Så kampen fortsatte.

I sin søgen efter støtte til kampen mod det seleukidiske overherredømme sluttede Judas Makkabæer en pagt med Rom. Han blev dræbt i kamp i år 160 f.v.t., men hans brødre fortsatte kampen. Judas’ broder Jonatan manøvrerede tingene på en sådan måde at den seleukidiske regering gik ind på at udnævne ham til ypperstepræst og øverste civile myndighed i Judæa; han var dog stadig underlagt deres overherredømme. Da Jonatan blev ført bag lyset, taget til fange og dræbt som følge af et syrisk komplot, overtog hans broder Simon — den sidste af de makkabæiske brødre — førerskabet. Under Simons ledelse blev de sidste spor af det seleukidiske overherredømme fjernet (i 141 f.v.t.). Han fornyede forbundet med Rom, og det jødiske folk anerkendte ham både som ypperstepræst og øverste politiske leder. Der var således etableret et uafhængigt hasmonæisk dynasti i makkabæernes slægt.

Makkabæerne genoprettede tilbedelsen i templet før Messias’ komme. (Jævnfør Johannes 1:41, 42; 2:13-17.) Men ligesom tilliden til præsteskabet var blevet brudt som følge af helleniserede præsters indflydelse, rokkedes den yderligere under hasmonæerne. Det bragte ikke det jødiske folk nogen sand velsignelse at blive styret af politiske præster i stedet for af en konge af den trofaste Davids slægt. — 2 Samuel 7:16; Salme 89:3, 4, 35, 36.

[Illustration på side 21]

Mattatias, Judas Makkabæers far, råbte: ’Enhver som er nidkær for Loven, skal følge mig’

[Kildeangivelse]

Mattatias’ opråb til jødiske flygtninge/The Doré Bible Illustrations/Dover Publications