På tærskelen til større aktivitet
„DER var ingen konkurrenceånd. Alle ønskede at hjælpe hinanden til at gennemføre kurset,“ siger Richard og Lusia om deres klassekammerater i den 105. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead. „Vi er alle meget forskellige, men i vores øjne er hver enkelt elev noget særligt.“ Det er en anden elev, Lowell, enig med dem i, og han tilføjer: „Vores forskelligheder har knyttet os tættere sammen.“
Gileadklassen, som havde afslutning den 12. september 1998, var sammensat af mange forskellige brødre og søstre. Nogle af eleverne havde været pionerer i områder hvor der var stort behov for forkyndere; andre havde tjent trofast nærmere deres hjem. Nogle få, som Mats og Rose-Marie, havde slidt i mange timer for at forbedre deres engelsk inden de kom på skolen. Mange af eleverne havde ønsket sig at blive missionærer siden barndommen. Et ægtepar havde ansøgt 12 gange. De blev derfor meget glade da de modtog en indbydelse til at overvære den 105. klasse.
De 20 uger som dette intensive kursus varer, fløj af sted. Inden eleverne vidste af det, havde de afleveret deres sidste skriftlige prøve og været oppe til den sidste mundtlige prøve. Afslutningsdagen var nu oprundet.
Albert Schroeder, der er medlem af Det Styrende Råd, var ordstyrer. Han mindede eleverne om at de „stod på tærskelen til større aktivitet i bibelundervisningsarbejdet“, og at de nu fulgte de over 7000 der havde gennemgået Gileadskolen før dem. Han bemærkede at eleverne i sommerens løb havde haft en enestående mulighed for at være sammen med erfarne missionærer der havde besøgt hovedkontoret i forbindelse med de internationale stævner.
Broder Schroeder introducerede dernæst Max Larson fra Betel-driftsudvalget. Han talte over emnet „Oplæring der fører til evigt liv“. Broder Larson citerede Ordsprogene 1:5, hvor der står: „Den vise hører efter og modtager mere belæring, og forstandig er den der skaffer sig kyndig vejledning.“ Man må være lærvillig for at blive en dygtig missionær. Dygtige mænd stilles for konger. (Ordsprogene 22:29) Efter at have modtaget oplæring i fem måneder var eleverne godt udrustede til at repræsentere de største konger, Jehova Gud og Jesus Kristus.
David Olson fra Tjenesteafdelingen talte dernæst over emnet „Vær med til at glæde Jehovas hjerte“. Han spurgte: „Hvordan kan ufuldkomne mennesker glæde Guds hjerte?“ Svaret er: Ved at tjene ham trofast, loyalt og med glæde. Jehova ønsker at hans folk skal tjene ham med glæde. Når vi gør Guds vilje med glæde, fryder vi hans hjerte. (Ordsprogene 27:11) Broder Olson læste et brev højt fra et missionærpar der var udgået fra Gileadskolens 104. klasse. Er de glade for at tjene i deres nye distrikt? De skriver: „Vi er omkring 140 forkyndere [i menigheden], og der kommer i gennemsnit 250-300 til møderne. Det bedste er forkyndelsen. Vi leder hver fire bibelstudier, og nogle kommer allerede til møderne.“
Lyman Swingle fra Det Styrende Råd talte over emnet „En tid til at tænke over de velsignelser I har fået del i“. Undervisningen på Gileadskolen har resulteret i mange velsignelser. Den har hjulpet eleverne til at vokse i kundskab, få større værdsættelse af Jehovas organisation og opdyrke vigtige egenskaber, som for eksempel ydmyghed. „Man lærer ydmyghed af at komme her og bruge tid på at lytte til vejledning,“ sagde broder Swingle og tilføjede: „Når I tager herfra, er I langt bedre udrustede til at ophøje Jehova.“
„Jeres glæde er stor — så hvorfor være bekymrede?“ var titlen på det indlæg Daniel Sydlik fra Det Styrende Råd holdt. Når der opstår problemer, så søg vejledning i Bibelen, lød hans opfordring. Ved at henvise til udvalgte vers fra Mattæus, kapitel 6, viste broder Sydlik hvordan det kan gøres i praksis. Hvis vi mangler tro, vil vi begynde at bekymre os om materielle ting, som for eksempel mad og tøj. Men Jehova ved hvad vi har brug for. (Mattæus 6:25, 30) Bekymringer vil kun fylde hverdagen med flere problemer. (Mattæus 6:34) På den anden side er det nødvendigt med planlægning. (Jævnfør Lukas 14:28.) „Jesus siger ikke at vi skal lade være med at lægge forstandige planer for fremtiden, men at vi skal undgå at bekymre os unødigt om den,“ forklarede broder Sydlik. „At gøre noget aktivt er den bedste kur mod bekymring. Når vi bliver bekymrede, er det godt at give sig til at tale om sandheden.“
Afskedsråd fra lærerne
Dernæst fulgte tre indlæg af tre af Gileadskolens lærere. Karl Adams var den første der fik ordet, og han talte over emnet „Hvad vil du give Jehova til gengæld?“ Hans indlæg var bygget over Salme 116, som Jesus muligvis sang aftenen før sin død. (Mattæus 26:30, fodnote) Hvilke tanker har Jesus mon gjort sig da han sang: „Hvad skal jeg give Jehova til gengæld for alle hans velgerninger mod mig“? (Salme 116:12) Han kan måske have tænkt på det fuldkomne legeme Jehova havde beredt til ham. (Hebræerne 10:5) Dagen efter skulle han bringe dette legeme som et offer, hvilket viste dybden af hans kærlighed. Eleverne i den 105. klasse havde i de sidste fem måneder smagt Jehovas godhed. Nu kunne de vise deres kærlighed til Jehova ved at yde en ihærdig indsats i deres missionærdistrikter.
Mark Noumair var den anden gileadlærer der fik ordet, og han gav eleverne dette råd: „Fortsæt med at gøre det der er ret.“ Efter at Josef var blevet solgt som træl i Ægypten, udholdt han en uretfærdig behandling i 13 år. Holdt han op med at tjene Gud fordi andre handlede forkert? Nej, han fortsatte med at gøre det der var ret. Da Guds tid var inde, blev Josef udfriet fra sine trængsler. Pludselig ændrede hans forhold sig, og fra at være indespærret i et fængsel kom han nu til at bo i et palads. (1 Mosebog, kapitlerne 37-50) Læreren spurgte eleverne: Hvis jeres forventninger til missionærdistriktet ikke bliver opfyldt, vil I så rejse hjem? Vil I give efter for fortvivlelse? Eller vil I holde ud, ligesom Josef?
Til sidst ledede Gileadskolens registrator, Wallace Liverance, en livlig drøftelse med elever fra klassen over temaet „Forkynd Kongen og hans Rige“. Nogle af eleverne fortalte oplevelser fra forkyndelsen på gadearbejde, i butikker og fra hus til hus. Andre fortalte hvordan de havde forkyndt for fremmedsprogede. Andre igen viste hvordan man kunne forkynde for folk med forskellig religiøs baggrund. Alle eleverne var ivrige efter at have en fuld andel i forkyndelsen i deres missionærdistrikt.
Glade, erfarne missionærer
Det næste programafsnit hed „De glædelige resultater man opnår i missionærtjenesten“. Det blev holdt af Robert Wallen og bestod af interview med fire brødre fra hovedkontoret der for nylig havde nydt opbyggende samvær med erfarne missionærer. Disse missionærer havde åbent fortalt at det ikke havde været nemt for dem at lære et nyt sprog, at tilpasse sig en anden kultur og at vænne sig til et andet klima. Derudover havde de kæmpet med hjemve. Indimellem havde de også været syge. Men trods alt dette havde missionærerne bevaret en positiv indstilling, og deres udholdenhed var blevet belønnet. Nogle havde hjulpet i snesevis til at lære Jehova at kende. Andre havde på forskellige måder bidraget til den samlede vækst i antallet af forkyndere i deres lande.
Den sidste taler var Carey Barber fra Det Styrende Råd. Han gengav højdepunkter fra programmet ved områdestævnet „Guds vej — den bedste livsform“. „Hvilken virkning havde områdestævneprogrammet på jeres forhold til Jehova?“ spurgte han tilhørerne. Taleren stillede de glædelige fremtidsudsigter ved at følge Guds vej op som en modsætning til det katastrofale endeligt der møder dem der følger den vej verden afstikker. Med henvisning til Moses’ overtrædelse ved Meriba advarede han: „Selv efter at et menneske har tjent trofast i mange år, tager Jehova ikke let på overtrædelser af hans retfærdige love, heller ikke hvis det drejer sig om mindre overtrædelser.“ (4 Mosebog 20:2-13) Alle Guds tjenere bør bevare et fast greb om deres dyrebare tjenesteprivilegier.
Tiden var nu kommet hvor eleverne skulle modtage deres diplomer. På klassens vegne læste en elev et brev højt hvori de takkede for den oplæring de havde modtaget. Efter en afsluttende sang og en inderlig bøn var afslutningsprogrammet slut. Men for de nye missionærer i den 105. klasse var det kun begyndelsen — de stod nu „på tærskelen til større aktivitet“.
[Ramme på side 23]
Portræt af klassen
Lande repræsenteret: 9
Lande udsendt til: 17
Antal elever: 48
Antal ægtepar: 24
Gennemsnitsalder: 33
Gennemsnitligt antal år i sandheden: 16
Gennemsnitligt antal år i heltidstjenesten: 12
[Ramme på side 24]
De valgte heltidstjenesten
„Da jeg var yngre, havde jeg ingen planer om at blive pioner,“ siger Ben, en af eleverne fra den 105. klasse. „Jeg mente at det kun var dem med særlige færdigheder og ideelle omstændigheder der kunne være pionerer,“ tilføjer han. „Men jeg lærte at blive glad for forkyndelsen. En dag gik det så op for mig at det at være pioner ganske enkelt betyder at man yder en større indsats i forkyndelsen. Først da indså jeg at jeg kunne blive pioner.“
„Heltidsforkyndere var meget respekterede i vores hjem,“ fortæller Lusia. Hun mindes den spænding alle i menigheden følte hver gang der kom missionærer på besøg. „Da jeg voksede op, var det derfor naturligt for mig at vælge heltidstjenesten,“ siger hun.
Theodis’ mor døde da han var 15 år. „Menigheden var en stor støtte for mig i denne tid,“ siger han, „og jeg spurgte derfor mig selv hvad jeg kunne gøre for at vise min værdsættelse.“ Det fik ham til at melde sig som pioner og nu som missionær.
[Illustration på side 25]
Vagttårnets Bibelskole Gilead, 105. klasse
Fra venstre til højre, begyndende med forreste række.
(1) M. Sampson; I. Brown; G. Heggli; E. Abuyen; M. Desbois; P. Pourthié (2) G. Kassam; R. Lindberg; A. Dapuzzo; C. Taylor; K. LeFevre; S. Walker (3) L. Baker; M. Pellas; E. Woggon; C. Böhne; J. Asplund; J. Haile (4) T. Pourthié; J. Whittaker; L. Palmer; S. Norton; M. Gering; W. Haile (5) J. Walker; A. Böhne; C. Groenveld; M. Washington; D. Whittaker; J. Abuyen (6) W. Gering; K. Washington; M. Pellas; R. Desbois; T. Heggli; Å. Asplund (7) B. Woggon; R. LeFevre; L. Taylor; T. Brown; R. Groenveld; R. Palmer (8) P. Norton; T. Sampson; C. Baker; M. Lindberg; M. Kassam; M. Dapuzzo.