Over 40 år under kommunistisk forbud
FORTALT AF MIKHAIL VASILEVITJ SAVITSKIJ
I Vagttårnet for 1. april 1956 stod der at der i dagene den 1., 7. og 8. april 1951 blev foretaget „en gennemgribende udrensning“ blandt Jehovas vidner. „Det var dage, som Jehovas vidner i Rusland aldrig vil glemme,“ forklarede Vagttårnet. „I løbet af disse tre dage blev alle de Jehovas vidner, man kunne finde i det vestlige Ukraine, Hviderusland, Bessarabien, Moldau, Letland, Litauen og Estland — over syv tusinde mænd og kvinder . . . læsset på vogne, kørt til jernbanestationerne og dér stuvet i kreaturvogne og sendt langt bort.“
DEN 8. april 1951 blev min kone, min søn på otte måneder, mine forældre, min lillebror og mange andre Jehovas vidner fjernet fra deres hjem i og uden for byen Ternopol i Ukraine. Efter at de var blevet læsset på kreaturvogne, kørte de i omkring to uger. Til sidst blev de sat af i den sibiriske tajga (nåleskovsbæltet syd for Arktis) vest for Bajkalsøen.
Hvorfor blev jeg ikke berørt af denne udrensning? Før jeg fortæller hvor jeg opholdt mig på det tidspunkt, og hvad der senere skete med os alle sammen, vil jeg gerne forklare hvordan det gik til at jeg blev et af Jehovas vidner.
Bibelens budskab når os
I september 1947 da jeg ikke var mere end 15 år, bankede to Jehovas vidner på hos os i den lille landsby Slaviatin, der ligger omkring 50 kilometer fra Ternopol. Mens min mor og jeg sad og lyttede til disse unge kvinder — den ene af dem hed Maria — blev jeg klar over at det ikke bare drejede sig om en religion som alle andre. De begrundede deres tro og gav os et klart svar på vores bibelske spørgsmål.
Jeg troede på at Bibelen var Guds ord, men jeg var skuffet over præsterne. Min morfar sagde altid: „Præsterne skræmmer folk med deres snak om helvedes pinsler, men de er ikke selv bange for noget. De snyder og bedrager de fattige.“ Jeg kan huske volden og ildspåsættelserne som de polske indbyggere i vores landsby blev udsat for i begyndelsen af den anden verdenskrig. Chokerende nok var det den græsk-katolske præst der stod bag disse overgreb. Bagefter så jeg mange af de nedslagtede ofre, og jeg var opsat på at finde ud af hvad baggrunden var for en sådan grusomhed.
Under mit bibelstudium med Jehovas vidner lærte jeg Bibelens grundsandheder at kende, og så begyndte jeg at forstå hvad der lå bag. Jeg fandt ud af at der ikke findes noget brændende helvede, og at Satan Djævelen benytter falsk religion som et redskab til at fremme krig og blodsudgydelse. Under mit personlige studium standsede jeg af og til op for i en dybtfølt bøn at takke Jehova for alt det jeg lærte. Jeg begyndte at fortælle min bror Stakh om disse bibelske sandheder, og til min store glæde tog han dem til sig.
Jeg praktiserer hvad jeg har lært
Jeg erkendte behovet for at forandre mig og holdt straks op med at ryge. Jeg forstod også at det var nødvendigt regelmæssigt at komme sammen med andre for at studere Bibelen mere systematisk, og med det formål gik jeg cirka 10 kilometer gennem skovene til et hemmeligt sted hvor der blev holdt møder. Af og til var det kun nogle få kvinder der kunne komme til møde, og så blev jeg bedt om at lede mødet selv om jeg ikke var døbt endnu.
Det var farligt at være i besiddelse af bibelske publikationer. Hvis det blev opdaget, kunne det betyde en fængselsstraf på op til 25 år. Alligevel ville jeg gerne have mit eget bibliotek. En af vore naboer havde tidligere haft bibelstudium med Jehovas vidner, men var holdt op igen på grund af frygt og havde gravet publikationerne ned i sin have. Jeg takkede Jehova da denne mand gik med til at grave alle sine bøger og blade op igen og overlade dem til mig. Jeg gemte dette læsestof i min fars bistader, hvor der ikke var store chancer for at andre ville lede.
Jeg indviede mig til Jehova i juli 1949 og lod mig derefter døbe som symbol på min indvielse. Det var den lykkeligste dag i mit liv. Den broder der forrettede denne hemmelige dåb, understregede at det ikke er nemt at være en sand kristen, og at der lå mange trængsler forude. Det varede ikke længe før jeg erfarede at han havde ret. Men mit liv som et døbt Jehovas vidne fik en glædelig begyndelse. To måneder efter min dåb giftede jeg mig med Maria, den ene af de søstre der havde fortalt min mor og mig om sandheden.
Min første prøvelse kom pludseligt
Den 16. april 1950 mens jeg var på vej hjem fra den lille by Podgaitsi, blev jeg pludselig standset af nogle soldater. De fandt nogle bibelske publikationer som jeg havde taget med til vores studiegruppe, og jeg blev arresteret. Under de første dages forvaring blev jeg slået med en kæp, og jeg fik hverken lov til at spise eller sove. Jeg fik også ordre til at udføre hundrede dybe knæbøjninger med hænderne på hovedet, men jeg var så udmattet at jeg ikke kunne gennemføre det. Bagefter blev jeg smidt ned i en kold og fugtig kælder i 24 timer.
Formålet med denne mishandling var at nedbryde min modstandskraft og gøre det lettere at få oplysninger ud af mig. „Hvor fik du disse publikationer, og hvor skulle du aflevere dem?“ spurgte soldaterne. Jeg nægtede at afsløre noget som helst. Så oplæste de en del af den lov som jeg kunne anklages for at have overtrådt. Der stod at opbevaring eller udbredelse af antisovjetiske publikationer kunne straffes med henrettelse eller 25 års fængsel.
„Hvilken straf vil du helst have?“ spurgte de mig.
„Ingen af dem,“ svarede jeg, „men jeg stoler på Jehova, og med hans hjælp er jeg villig til at gennemgå alt hvad han tillader.“
Til min store overraskelse slap de mig fri efter syv dage. Den oplevelse har hjulpet mig til at forstå sandheden i Jehovas løfte: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ — Hebræerne 13:5.
Jeg var meget syg da jeg nåede hjem, men far tog mig med til en læge, og jeg blev hurtigt rask igen. Selv om far ikke havde samme religiøse overbevisning som resten af familien, støttede han os i vores tilbedelse af Gud.
Fængslet og forvist
Nogle måneder senere blev jeg indkaldt til tjeneste i den sovjetiske hær. Jeg forklarede at jeg af samvittighedsgrunde ikke ville udføre militærtjeneste. (Esajas 2:4) Af den grund blev jeg i februar 1951 idømt en straf på fire års fængsel, som jeg blev sendt til Ternopol for at afsone. Senere blev jeg overflyttet til et fængsel i Lviv, en større by der lå omkring 120 kilometer fra Ternopol. Under mit fængselsophold dér fandt jeg ud af at mange Jehovas vidner var blevet deporteret til Sibirien.
I sommeren 1951 blev nogle af os sendt til Fjernøsten, endnu længere østpå end Sibirien. Vi rejste i en hel måned — hen ved 11.000 kilometer — og krydsede 11 tidszoner. Kun én gang, efter mere end to ugers togrejse, standsede vi et sted hvor vi fik lov til at tage et bad. Det var ved en stor offentlig badeanstalt i byen Novosibirsk i Sibirien.
Midt i en stor gruppe fanger hørte jeg ved den lejlighed en mand sige: „Er der nogen her der er i familie med Jonadab?“ Betegnelsen „Jonadab“ blev på det tidspunkt brugt om dem der havde håb om et evigt liv på jorden. (2 Kongebog 10:15-17; Salme 37:11, 29) Straks var der adskillige fanger der fortalte at de var Jehovas vidner. Det var en stor glæde for os at hilse på hinanden.
Åndelige aktiviteter i fængselet
Under opholdet i Novosibirsk blev vi enige om et kodeord hvormed vi kunne give os til kende for hinanden efter at vi var nået frem til vores bestemmelsessted. Vi endte alle i den samme fangelejr ved Det Japanske Hav, ikke så langt fra Vladivostok. Dér arrangerede vi regelmæssige møder hvor vi studerede Bibelen. Det styrkede mig meget rent åndeligt at være sammen med disse modne ældre brødre, som var blevet idømt lange fængselsstraffe. De skiftedes til at lede vores møder, hvor de gjorde brug af skriftsteder og relevante hovedpunkter som de kunne huske fra artikler i bladet Vagttårnet.
Ved møderne blev der stillet spørgsmål, og brødrene svarede. Mange af os skar små stykker papir af tomme cementsække og gjorde notater om kommentarerne på dem. Vi gemte notaterne og bandt dem sammen så de kunne bruges som vort personlige bibliotek. Efter et par måneder blev de der var idømt lange straffe, sendt til fangelejre der lå højt mod nord i Sibirien. Jeg og to andre yngre brødre blev overflyttet til Nakhodka, en by i nærheden som lå mindre end 650 kilometer fra Japan. Der tilbragte jeg to år i fængsel.
En gang imellem fik vi fat i et nummer af Vagttårnet. Det gav os åndelig føde til flere måneder. Med tiden fik vi også breve. Det første brev jeg fik fra min familie (som nu var forvist), gav mig tårer i øjnene. Brevet fortalte, som beskrevet i det nummer af Vagttårnet der blev citeret i indledningen, hvordan man var trængt ind i Jehovas vidners hjem og kun havde givet familierne to timer til at forlade deres bopæl.
Genforenet med min familie
Jeg blev løsladt i 1952 efter at have afsonet to år af min straf på fire års fængsel. Jeg sluttede mig til min familie, som var blevet deporteret til den lille landsby Gadalej, der ligger i nærheden af byen Tulun i Sibirien. Det var vidunderligt at være sammen igen. Min søn Ivan var nu næsten tre år, og min datter Anna knap to. Min frihed var imidlertid kun relativ. Mit pas blev konfiskeret af de lokale myndigheder, og jeg blev holdt under nøje observation. Jeg skulle holde mig inden for en radius af tre kilometer fra vores hjem. Senere fik jeg lov til at ride ind til markedet i Tulun. Idet jeg udviste stor forsigtighed, mødtes jeg dér med andre Jehovas vidner.
Vi havde nu to piger, Anna og Nadja, og to drenge, Ivan og Kolja. I 1958 fik vi endnu en søn, Volodja, og få år efter, i 1961, fik vi også en datter til, som vi gav navnet Galja.
Jeg blev ofte tilbageholdt og forhørt af KGB (Komiteen for Statens Sikkerhed). Formålet var ikke kun at få mig til at give dem oplysninger om menigheden, men også at skabe mistanke om at jeg samarbejdede med dem. De tog mig med på en fin restaurant og forsøgte at fotografere mig mens jeg smilede og tilsyneladende havde det hyggeligt sammen med dem. Men jeg opdagede hvad de var ude på, og gjorde mig en bevidst anstrengelse for hele tiden at se misfornøjet ud. Hver gang jeg var blevet tilbageholdt, fortalte jeg brødrene hvad der var foregået, og de betvivlede derfor aldrig min loyalitet.
Kontakt med fangelejrene
I årenes løb blev i hundredvis af brødre sendt til fangelejre. I hele den periode havde vi regelmæssig kontakt med vore fængslede brødre, og vi forsynede dem med bibelsk læsestof. Hvordan kunne det lade sig gøre? Når brødre eller søstre som havde været i fangelejr, blev sat på fri fod, fortalte de os hvilke muligheder der var for hemmeligt at få smuglet publikationer ind i lejren trods de strenge kontrolforanstaltninger. I hen ved ti år lykkedes det os at forsyne brødrene i disse lejre med blade og bøger som vi fik fra Polen og andre lande.
Mange kristne søstre brugte et utal af timer på det langsommelige arbejde med at fremstille kopier af publikationerne med så lille skrift at et helt blad kunne skjules i en tændstikæske. I 1991 da forbudet var blevet ophævet og vi begyndte at modtage bladene i smukt firfarvetryk, sagde en af disse søstre: „Nu bliver vores arbejde helt glemt.“ Hun tog fejl. Mennesker kan glemme, men Jehova vil aldrig glemme det arbejde sådanne trofaste kristne har udført. — Hebræerne 6:10.
Flytning og tragedie
I slutningen af 1967 blev der foretaget en ransagning af min brors hus i Irkutsk. Man fandt både film og kopier af bibelske publikationer, og han blev idømt en straf på tre års fængsel. I vores hus fandt man derimod intet. Ikke desto mindre var myndighederne overbeviste om at vi også var involveret, så vores familie var nødt til at forlade området. Vi flyttede omkring 5000 kilometer mod vest til byen Nevinnomyssk i Kaukasus hvor vi fik travlt med at aflægge uformelle vidnesbyrd.
Den første dag i skoleferien i juni 1969 blev vi ramt af en tragedie. I et forsøg på at hente en bold i nærheden af en transformator til højspænding fik vores 12-årige søn, Kolja, et alvorligt elektrisk stød. Han blev forbrændt på mere end 70 procent af kroppen. På hospitalet spurgte han mig: „Kan vi godt tage sammen af sted til øen igen?“ (Han talte om en ø som vi havde været meget glade for at besøge.) „Ja, Kolja,“ svarede jeg, „vi tager af sted til den ø igen. Når Jesus Kristus oprejser dig til livet, tager vi helt sikkert til den ø igen.“ Halvt bevidstløs blev han ved med at synge en af Rigets sange som han holdt meget af, en sang han var glad for at spille på sin trompet i menighedens orkester. Tre dage senere døde han i sikker forvisning om at få en opstandelse.
Året efter blev vores 20-årige søn, Ivan, indkaldt til militærtjeneste. Da han nægtede at udføre denne tjeneste, blev han arresteret og fængslet i tre år. I 1971 blev jeg indkaldt, og igen blev jeg truet med fængsel fordi jeg nægtede. Min sag trak ud i flere måneder. I mellemtiden blev min kone syg af kræft og fik behov for megen pleje. Af den grund opgav man sagen mod mig. Maria døde i 1972. Hun havde været mig en trofast livsledsager og forblev loyal mod Jehova til det sidste.
Familien spredes
I 1973 giftede jeg mig med Nina. Hendes far havde i 1960 smidt hende ud hjemmefra fordi hun var blevet et Jehovas vidne. Hun var en nidkær tjener for Jehova og var blandt de søstre som havde deltaget i det hårde arbejde med at kopiere bladene til brødrene der var i fangelejr. Mine børn kom også til at elske hende.
Myndighederne var foruroligede over vores aktivitet i Nevinnomyssk og pressede os til at flytte. I 1975 flyttede min kone, mine døtre og jeg derfor til Georgien i den sydlige del af Kaukasus. Samtidig flyttede mine sønner Ivan og Volodja til Dsjambul ved Kasakhstans sydlige grænse.
I Georgien var Jehovas Vidners arbejde først ved at komme i gang. Vi aflagde uformelle vidnesbyrd i og uden for Gagra og Sukhumi ved Sortehavets kyst, og da der var gået et år, blev ti nye vidner døbt i en flod i bjergene. Det varede ikke længe før myndighederne insisterede på at vi flyttede fra området, og vi tog til den østlige del af Georgien. Der øgede vi vores bestræbelser for at finde de symbolske får, og Jehova velsignede os.
Vi mødtes i små grupper. Eftersom vi ikke kendte noget til georgisk og en del georgiere ikke kunne tale særlig godt russisk, havde vi et sprogproblem. I begyndelsen studerede vi kun Bibelen med russere. Det varede dog ikke længe før der kom gang i forkyndelsen og undervisningen på georgisk, og i dag er der tusinder af forkyndere i Georgien.
I 1979 sagde min arbejdsgiver, som var under pres fra KGB, at jeg ikke længere var velkommen i hans område. Samme år blev min datter Nadja involveret i en trafikulykke, og både hun og hendes lille datter blev dræbt. Året inden havde jeg mistet min mor, som døde trofast mod Jehova i byen Nevinnomyssk. Min far og min lillebror var nu alene, og vi besluttede at rejse tilbage til dem.
Velsignet for vores udholdenhed
I Nevinnomyssk fortsatte vi med at fremstille bibelske publikationer under jorden. Engang i midten af 1980’erne da jeg var blevet tilkaldt af myndighederne, lo man da jeg fortalte at jeg havde drømt at jeg skjulte vores blade. Da jeg var ved at gå, sagde den ene af dem: „Vi håber ikke at du får flere drømme om hvordan du skjuler jeres publikationer.“ Til slut sagde han: „Snart vil jeres bøger og blade stå på hylderne i jeres reoler, og du vil kunne gå til møde med din kone, arm i arm og med Bibelen i hånden.“
I 1989 mistede vi til vores store sorg min datter Anna, som døde af et aneurisme i hjernen. Hun blev kun 38 år. I august samme år rejste forkynderne i Nevinnomyssk til Warszawa i et lejet tog for at overvære et internationalt stævne. Der var 60.366 til stede ved dette stævne, deriblandt tusinder fra Sovjetunionen. Vi troede vi drømte. Mindre end to år efter, den 27. marts 1991, fik jeg den forret at være en af de fem ældre sovjetiske menighedsældste som i Moskva underskrev det historiske dokument der gav trossamfundet Jehovas Vidner juridisk anerkendelse i Sovjetunionen.
Jeg glæder mig over at de af mine børn der stadig lever, trofast tjener Jehova. Jeg ser frem til Guds nye verden, hvor jeg igen vil kunne få Anna, Nadja, Nadjas datter og Kolja at se. Når Kolja får en opstandelse, vil jeg indfri mit løfte om at tage ham med til den ø som vi sammen glædede os over at besøge for mange år siden.
Det har været en stor forret at se den hurtige udbredelse som sandheden fra Bibelen har fået i dette vidtstrakte land. Jeg glæder mig over min lod i livet og takker Jehova for at jeg har fået lov til at blive et af hans vidner. Jeg har fået bevis for sandheden i det der siges i Salme 34:8: „Smag og se at Jehova er god; lykkelig er den mand som søger tilflugt hos ham.“
[Illustration på side 25]
Det år jeg sluttede mig til familien i Tulun
[Illustrationer på side 26]
Herover: Min far og mine børn uden for vores hus i Tulun, Sibirien
Øverst til højre: Min datter Nadja og hendes datter, som begge blev dræbt ved en bilulykke
Til højre: Et familieportræt fra 1968