Jeg holder mit løfte om at tjene Gud

FORTALT AF FRANZ GUDLIKIES

Kun fire ud af mit kompagni på over hundrede soldater var stadig i live. Efter at have set døden i øjnene faldt jeg på knæ og lovede Gud: ’Hvis jeg overlever krigen, vil jeg tjene dig for altid.’

JEG aflagde dette løfte for 54 år siden, i april 1945, da jeg var soldat i den tyske hær. Det var kort før Anden Verdenskrigs afslutning, og den sovjetiske hær var ved at foretage et totalangreb på Berlin. Vores mænd befandt sig nær byen Seelaw ved floden Oder, mindre end 65 kilometer fra Berlin. Der blev vi nat og dag beskudt med svært artilleri, og det tyndede ud i mit kompagni.

Det var ved denne lejlighed at jeg, for første gang i mit liv, brød sammen og grådkvalt bad til Gud. Jeg genkaldte mig nogle ord fra Bibelen som min gudfrygtige mor ofte havde citeret: „Kald på mig på trængselens dag. Jeg skal redde dig, og du skal herliggøre mig.“ (Salme 50:15) Dér i skyttegraven hvor jeg frygtede for mit liv, aflagde jeg ovennævnte løfte til Gud. Hvordan lykkedes det mig at holde det? Og hvorfor var jeg blevet indrulleret i den tyske hær?

Opvækst i Litauen

I 1918, under Første Verdenskrig, erklærede Litauen sin uafhængighed og indførte demokratisk styre. Jeg blev født i 1925 i området Memel (Klaìpėda) ved Østersøen. Området var blevet indlemmet i Litauen året før jeg blev født.

Mine fem søstre og jeg havde en lykkelig barndom. Far var vores nære ven der altid foretog sig noget sammen med os børn. Vores forældre var medlemmer af den evangeliske kirke, men de gik ikke til gudstjeneste, da mor var skuffet over præstens hykleri. Men hun elskede Gud og hans ord, Bibelen, som hun ivrigt læste.

I 1939 indtog Tyskland den del af Litauen hvor vi boede. I begyndelsen af 1943 blev jeg så indkaldt til militærtjeneste i den tyske hær. Jeg blev såret i et af slagene, men da jeg var kommet mig efter kvæstelserne, blev jeg sendt tilbage til østfronten. På det tidspunkt var krigslykken vendt, og tyskerne var på tilbagetog fra den sovjetiske hær. Det var ved den lejlighed at jeg med nød og næppe undgik at blive dræbt, som beskrevet i indledningen.

Jeg holder mit løfte

Under krigen var mine forældre flyttet til Oschatz i Tyskland, lige sydøst for Leipzig. I efterkrigstiden var det vanskeligt at spore dem. Men hvor var vi lykkelige da vi endelig blev genforenet! Kort efter, i april 1947, gik jeg med min mor til et offentligt foredrag der blev holdt af Max Schubert, et af Jehovas vidner. Mor var sikker på at hun havde fundet den sande tro, og efter at have overværet nogle få møder følte jeg mig overbevist om det samme.

Kort tid efter faldt mor ned fra en stige og pådrog sig så alvorlige læsioner at hun døde få måneder senere. Da hun lå på hospitalet før hun døde, opmuntrede hun mig kærligt: „Jeg har ofte bedt til at mindst ét af mine børn måtte finde vejen til Gud. Nu kan jeg se at mine bønner er blevet besvaret, og jeg kan dø i fred.“ Jeg glæder mig meget til den dag hvor min mor bliver vækket af dødens søvn og får vished for at hendes bønner er gået i opfyldelse. — Johannes 5:28.

Den 8. august 1947, kun fire måneder efter at jeg havde hørt broder Schuberts foredrag, lod jeg mig døbe ved et stævne i Leipzig for at symbolisere min indvielse til Jehova Gud. Endelig tog jeg skridt til at indfri mit løfte til Gud. Jeg blev snart pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. På det tidspunkt boede der næsten 400 pionerer i det område der senere blev til Den Tyske Demokratiske Republik, eller Østtyskland.

Trosprøver

En nabo i Oschatz prøvede at gøre mig interesseret i marxisme og tilbød mig en statsstøttet universitetsuddannelse hvis jeg meldte mig ind i Tysklands socialistiske enhedsparti (SED). Jeg fulgte det eksempel Jesus satte da han afslog Satans tilbud. — Mattæus 4:8-10.

En dag i april 1949 kom der to politimænd til min arbejdsplads og bad mig om at følge med. De tog mig med til den sovjetiske efterretningstjenestes lokale kontor, hvor jeg blev beskyldt for at arbejde for kapitalister i Vesten. De sagde til mig at jeg kunne bevise at jeg var uskyldig ved at fortsætte mit hus-til-hus-arbejde, men rapportere til dem når nogen talte dårligt om Sovjetunionen eller SED, og fortælle dem hvem der overværede Jehovas Vidners møder. Da jeg nægtede at samarbejde, blev jeg låst inde i en celle. Senere blev jeg bragt for en militærdomstol. Min dom kom til at lyde på 15 års strafarbejde i Sibirien!

Jeg forholdt mig rolig, og det gjorde indtryk på militærfolkene. Så fortalte de mig at jeg kun behøvede at melde mig hos dem én gang om ugen indtil jeg var parat til at samarbejde med dem, men at dommen fortsat stod ved magt. Da jeg gerne ville have nogle råd fra mere modne brødre, rejste jeg til Magdeburg, hvor Vagttårnsselskabets afdelingskontor dengang lå. Rejsen var ikke nem, for jeg blev holdt under opsyn. Ernst Wauer, der dengang var i den juridiske afdeling i Magdeburg, sagde til mig: „Kæmp, og du vil vinde. Gå på kompromis, og du vil lide nederlag. Det var det vi lærte i koncentrationslejrene.“a Hans råd hjalp mig til at holde mit løfte om at tjene Gud.

Forbud og arrestation igen

I juli 1950 blev jeg anbefalet som rejsende tilsynsmand. Men den 30. august foretog politiet en razzia i vores ejendomme i Magdeburg, og vores forkyndelsesarbejde blev forbudt. Jeg fik derfor tildelt en anden opgave. Paul Hirschberger og jeg skulle arbejde sammen med omkring 50 menigheder og opholde os to til tre dage hvert sted for at hjælpe brødrene med at blive organiseret så de kunne fortsætte deres tjeneste under forbudet. I månederne der fulgte, lykkedes det mig seks gange at undgå at blive anholdt af politiet.

I en af menighederne havde der sneget sig en stikker ind som forrådte os til Stasi, det østtyske sikkerhedspoliti. I juli 1951 blev Paul og jeg så arresteret på åben gade af fem mænd der var klar til at skyde. Ved nærmere eftertanke kunne vi se at vi ikke havde fulgt vejledningen fra Jehovas organisation i den udstrækning vi burde. De ældre brødre havde rådet os til aldrig at rejse sammen. Overdreven selvsikkerhed havde ført til at vi nu mistede vores frihed. Desuden havde vi ikke i forvejen drøftet hvad vi ville sige hvis vi blev arresteret.

Da jeg sad alene i min celle, bad jeg grådkvalt Jehova om at hjælpe mig så jeg ikke kom til at forråde mine brødre eller gå på kompromis. Efter at jeg var faldet i søvn, blev jeg pludselig vækket af min ven Pauls stemme. Det værelse hvor han blev forhørt af Stasi, var lige oven over min celle. Eftersom det var en lummer aften, stod altandøren åben, og jeg kunne svagt høre alt hvad der blev sagt. Da jeg senere kom i forhør, gav jeg de samme svar, hvilket overraskede officererne. Min mors yndlingsskriftsted: „Kald på mig på trængselens dag. Jeg skal redde dig, og du skal herliggøre mig,“ blev ved med at dukke op i min erindring og var til stor opmuntring for mig. — Salme 50:15.

Efter at Paul og jeg var blevet forhørt, tilbragte vi fem måneder i arresten i Stasi-fængselet i Halle og senere i Magdeburg før vi kom for retten. Mens jeg var i Magdeburg, fik jeg af og til et glimt af vores afdelingskontor, der nu var lukket. Jeg ønskede at jeg kunne have arbejdet dér i stedet for at sidde i fængsel! I februar 1952 blev dommen over os afsagt: „Ti års fængsel og 20 års frakendelse af borgerlige rettigheder.“

Vi fastholder troen i fængselet

Jehovas vidner som var blevet idømt en straf på mere end ti år, skulle bære et særligt identifikationsmærke i en del af deres fængselstid. Vi fik syet et rødt bånd på det ene bukseben og jakkeærme. Der blev også sat en rød papskive på vores celledør for at advare vagterne om at vi var farlige kriminelle.

Myndighederne betragtede os faktisk som de værste af alle forbrydere. Vi måtte ikke være i besiddelse af en bibel, for, som en vagt forklarede: „Et Jehovas vidne med en bibel i hånden er som en kriminel med et skydevåben i hånden.“ For at samle brudstykker af Bibelen læste vi den russiske forfatter Leo Tolstojs værker, da han ofte citerede Bibelen i sine bøger. Vi lærte disse skriftsteder udenad.

Før min arrestation i 1951 var jeg blevet forlovet med Elsa Riemer. Hun besøgte mig så tit som muligt i fængselet og sendte mig en pakke med mad en gang om måneden. Hun gemte også åndelig føde i sine pakker. Engang stoppede hun artikler fra et Vagttårn ind i nogle pølser. Vagterne skar ofte pølser op for at checke om der var gemt noget inden i dem, men denne gang kom pakken lige inden fyraften, og den blev ikke checket.

På det tidspunkt delte Karl Heinz Kleber og jeg en lille celle med tre andre indsatte der ikke var Jehovas vidner. Hvordan skulle vi læse Vagttårnet uden at blive opdaget? Jo, vi lod som om vi læste en bog og skjulte artiklerne fra Vagttårnet i den. Vi gav også den værdifulde åndelige føde videre til vore trosfæller i fængselet.

Mens vi var fængslet, benyttede vi også lejligheden til at fortælle andre om Guds rige. Det glædede mig at se en af mine medfanger blive troende som følge af vores forkyndelse. — Mattæus 24:14.

Tilbage i heltidstjenesten

Den 1. april 1957, efter næsten seks år bag tremmer, blev jeg løsladt. Mindre end to uger efter giftede jeg mig med Elsa. Da Stasi hørte at jeg var blevet sat fri, søgte de et påskud til at få mig spærret inde igen. For at eliminere den risiko krydsede Elsa og jeg grænsen og bosatte os i Vestberlin.

Da vi kom til Vestberlin, forhørte Selskabet sig om hvilke planer vi havde. Vi fortalte at den ene af os ville begynde som pioner, mens den anden ville tage et arbejde.

„Hvad ville I synes om at blive pionerer begge to?“ blev vi spurgt.

„Hvis det er muligt,“ svarede vi, „vil vi gerne begynde med det samme.“

Vi modtog så en lille månedlig godtgørelse som en hjælp til at klare os og begyndte som specialpionerer i 1958. Det var en stor glæde for os at se hvordan mennesker vi studerede Bibelen med ændrede deres liv og blev tjenere for Jehova! De næste ti år i specialpionertjenesten lærte os at arbejde nært sammen som mand og kone. Elsa var altid ved min side — selv når jeg reparerede bilen. Vi læste, studerede og bad også sammen.

I 1969 blev vi sendt ud i rejsetjenesten, hvor vi skulle besøge en ny menighed hver uge for at betjene forkynderne. Josef Barth, en mand med stor erfaring i rejsetjenesten, gav mig dette råd: „Hvis du vil udføre din opgave på en god måde, skal du bare være en broder for dine brødre.“ Jeg prøvede at følge hans råd. Resultatet var at vi fik et meget varmt og venskabeligt forhold til vores medtroende, og det blev nemmere at give vejledning når der var brug for det.

I 1972 fik Elsa konstateret kræft og måtte opereres. Senere fik hun også gigt. Selv om hun var plaget af smerter, rejste hun stadig med mig til de forskellige menigheder hver uge, og hun fulgtes med søstrene i tjenesten i den udstrækning hun kunne.

Vi tilpasser os andre behov

I 1984 fik mine svigerforældre behov for konstant pleje, og vi forlod rejsetjenesten for at hjælpe med at passe dem indtil de døde fire år senere. (1 Timoteus 5:8) I 1989 blev Elsa meget alvorligt syg. Heldigvis er hun kommet sig noget, men det er blevet nødvendigt at jeg tager mig af alle de huslige pligter. Jeg har stadig meget at lære om hvordan man bedst tager sig af en der lider af kroniske smerter. På trods af de bekymringer og prøvelser vi har været ude for, har vi bevaret vores kærlighed til det åndelige.

Vi er taknemmelige for at vi stadig kan være på pionerlisten. Vi er dog kommet til at forstå at det vigtigste ikke er hvilken opgave vi har, eller hvor meget vi er i stand til at gøre, men at vi forbliver trofaste. Vi ønsker at tjene vores Gud, Jehova, ikke kun nogle få år, men for evigt. Vores erfaringer har givet os en uvurderlig oplæring som vi kan gøre brug af fremover. Og Jehova har givet os styrken til at kunne prise ham selv under de mest prøvende omstændigheder. — Filipperne 4:13.

[Fodnote]

[Illustration på side 23]

Jeg blev fængslet her i Magdeburg

[Kildeangivelse]

Gedenkstätte Moritzplatz Magdeburg für die Opfer politischer Gewalt; Foto: Fredi Fröschki, Magdeburg

[Illustration på side 23]

Da vi giftede os i 1957

[Illustration på side 23]

Elsa og mig i dag