Jehova har været loyal mod mig

FORTALT AF IOANNIS ANDRONIKOS

Det var i 1956. Jeg havde kun været gift i ni dage da jeg stod for en appeldomstol i Komotiní i Nordgrækenland og håbede at dommen på et års fængsel for at forkynde Guds rige ville blive underkendt. Men appeldomstolen knuste ethvert håb om det ved at idømme mig seks måneders fængsel. Det skulle vise sig at være begyndelsen til en lang række prøvelser. Men under alle forhold har Jehova vist sig loyal mod mig.

JEG er født den 1. oktober 1931 i Kavála, den makedoniske by der under navnet Neapolis blev besøgt af apostelen Paulus på hans anden missionsrejse. Min mor blev et af Jehovas vidner da jeg var fem, og til trods for at hun næsten ikke kunne læse og skrive, gjorde hun sit bedste for at indprente mig kærlighed til Gud og ærefrygt for ham. Far var stærkt konservativ og holdt stejlt fast ved den græsk-ortodokse kirkes lære. Han havde intet tilovers for Bibelens budskab og gjorde det vanskeligt for mor, ofte ved at udsætte hende for fysisk og verbal vold.

Jeg voksede således op i en delt husstand, som min far med tiden forlod. Lige fra min tidlige barndom tog mor mig og min lillesøster med til de kristne møder. Men da jeg fyldte 15, fik selvrådighed og ungdommens ønsker mig til at forlade Jehovas Vidner. Min trofaste mor gjorde sit bedste og udgød mange tårer i sine bestræbelser på at tale mig til fornuft.

På grund af fattigdom og udsvævelser blev jeg alvorligt syg og måtte holde sengen i over tre måneder. I den periode fornemmede den overordentlig ydmyge broder der havde hjulpet mor til at lære sandheden at kende, at jeg nærede oprigtig kærlighed til Gud. Han mente at jeg kunne hjælpes åndeligt på fode igen. Andre sagde til ham at det var tidsspilde at forsøge sig med mig, for jeg ville aldrig tage mig sammen. Men broderens tålmodighed og udholdenhed bar frugt. Som 21-årig symboliserede jeg den 15. august 1952 min indvielse til Jehova ved at lade mig døbe.

Nygift og sat i fængsel

Tre år efter lærte jeg Martha at kende. Hun var en åndeligsindet søster med meget gode egenskaber, og inden længe forlovede vi os. En dag overrumplede hun mig ved at sige: „Jeg har planlagt at forkynde fra dør til dør i dag. Vil du med?“ Indtil da havde jeg ikke været med i denne tjenestegren, men havde hovedsagelig forkyndt uformelt. Dengang var forkyndelsen forbudt i Grækenland, og vi måtte virke under jorden. Mange blev arresteret, stillet for retten og idømt lange fængselsstraffe. Men jeg kunne jo ikke sige nej til min forlovede.

Martha og jeg giftede os i 1956, og ni dage efter brylluppet dømte appeldomstolen i Komotiní mig som omtalt til seks måneders fængsel. Jeg kom i tanker om et spørgsmål jeg nogen tid forinden havde stillet en kristen søster der var veninde med min mor: „Hvordan kan jeg vise at jeg virkelig er et vidne for Jehova? Jeg har aldrig haft lejlighed til at bevise min tro.“ Da søsteren besøgte mig i fængselet, henviste hun til mit spørgsmål og sagde: „Nu kan du vise Jehova hvor højt du elsker ham. Stedet her er dit distrikt.“

Da jeg fandt ud af at min sagfører forsøgte at skaffe penge til at få mig løsladt mod kaution, sagde jeg til ham at jeg ville foretrække at afsone straffen. Til min store glæde havde to andre indsatte taget imod sandheden da jeg havde siddet inde i seks måneder. I de følgende år var jeg med i talrige retssager for den gode nyheds skyld.

Beslutninger som vi aldrig har fortrudt

I 1959, et par år efter min løsladelse, blev jeg som menighedstjener (præsiderende tilsynsmand) indbudt til at overvære Rigets Tjenesteskole, et kursus for tilsynsmænd. Samtidig fik jeg tilbud om fast ansættelse på et sygehus, en stilling der ville sikre min familie og mig økonomisk hele livet. Hvad skulle jeg vælge? Jeg havde haft tre måneders midlertidigt arbejde på sygehuset, og direktøren var meget glad for min arbejdskraft, men han ville end ikke give mig ulønnet ferie mens jeg overværede skolen. Efter at have overvejet sagen omhyggeligt under bøn besluttede jeg at søge Rigets interesser først og sige nej tak til stillingen. — Mattæus 6:33.

Omtrent samtidig besøgte områdetilsynsmanden og kredstilsynsmanden menigheden. Vi var nødt til at afholde møderne hemmeligt i private hjem på grund af hårdnakket modstand fra de græsk-ortodokse gejstlige og myndighederne. Efter et af møderne kom områdetilsynsmanden hen til mig og spurgte om jeg havde tænkt på at begynde i heltidstjenesten. Forslaget tiltalte mig, for lige siden jeg blev døbt, havde det været min drøm at blive heltidstjener. Jeg svarede: „Det vil jeg meget gerne.“ Men nu havde jeg både min kone og vores datter at forsørge. Hertil sagde broderen: „Stol på Jehova; så vil han hjælpe dig med at gennemføre dine planer.“ Det lykkedes min kone og mig at indrette os sådan at vi ikke forsømte nogen familieforpligtelser da jeg i december 1960 begyndte som specialpioner i det østlige Makedonien som én af kun fem specialpionerer i landet.

Da jeg havde været specialpioner i et år, indbød afdelingskontoret i Athen mig til at blive rejsende tilsynsmand. Jeg var lige vendt hjem fra en måneds undervisning i denne tjenestegren og var stadig i færd med at fortælle Martha hvad jeg havde oplevet, da direktøren for en stor manganmine kom på besøg. Han tilbød mig at blive bestyrer for raffineringsafdelingen på en femårig kontrakt inklusive fri bolig og bil. Jeg fik to dage til at svare. Igen bad jeg straks til Jehova: „Her er jeg! Send mig.“ (Esajas 6:8) Martha støttede uforbeholdent min beslutning. I tillid til Gud begyndte vi i rejsetjenesten, og i sin loyalitet sørgede Jehova for os til hver en tid.

Tjeneste i medgang og i modgang

Trods økonomiske problemer førte vi vores beslutning ud i livet, og Jehova gav os det vi behøvede. Til at begynde med kørte jeg på en lille motorcykel, i nogle tilfælde næsten 500 kilometer. Det var en besværlig rejseform, og jeg kom ud for enkelte uheld. En vinterdag på vej hjem fra en menighed krydsede jeg et vandløb der var gået over sine bredder. Motoren gik i stå, og jeg blev gennemblødt til knæene. Dernæst punkterede et dæk. En forbipasserende pumpede dækket op for mig, og så kunne jeg køre til den nærmeste landsby og lappe dækket. Klokken tre om natten nåede jeg langt om længe hjem, forfrossen og udmattet.

En anden gang, da jeg var på vej til en ny menighed, skred motorcyklen og væltede ned over mit ene knæ. Mine bukser blev flænget og vædet med blod. Jeg havde ingen bukser at skifte med, så den aften holdt jeg foredrag iført et par alt for store benklæder som jeg havde lånt af en broder. Men ingen vanskeligheder mindskede mit ønske om at tjene Jehova og mine elskede brødre.

Ved en anden ulykke brækkede jeg en arm og knækkede fortænderne. Samtidig blev jeg besøgt af min søster, der ikke var et af Jehovas vidner, og som boede i De Forenede Stater. Hun gav mig en økonomisk håndsrækning så jeg kunne købe en bil, som gjorde god gavn. Da brødrene på afdelingskontoret i Athen hørte om mit uheld, sendte de mig et opmuntrende brev. Deri citerede de blandt andet Romerbrevet 8:28, der i uddrag lyder: „Gud lader alle sine gerninger samvirke til bedste for dem som elsker Gud.“ Den ene gang efter den anden har jeg erfaret at denne forsikring er troværdig.

En behagelig overraskelse

I 1963 arbejdede jeg sammen med en specialpioner i en landsby hvor beboerne var afvisende. Vi besluttede at gennemgå hver sin side af en gade; og aldrig så snart havde jeg banket på en bestemt dør, før en kvinde trak mig indenfor og lukkede og låste efter mig. Jeg var desorienteret indtil hun kort efter også havde skyndt sig at kalde specialpioneren ind i huset. Derefter sagde hun nemlig: „Ssh! Rør jer ikke!“ Og lidt efter hørte vi vrede stemmer af landsbyboerne der ledte efter os. Da faren var drevet over, sagde damen til os: „Jeg gjorde det for at beskytte jer. Jeg agter jer højt, for jeg tror at I er de sande kristne.“ Vi takkede hende oprigtigt og tog afsked efter at have givet hende en god forsyning læsestof.

Fjorten år senere kom en kvinde hen til mig ved et områdestævne og spurgte: „Broder, kan du huske mig? Jeg er den kvinde der beskyttede jer da I forkyndte i vores landsby.“ Hun var udvandret til Tyskland, hvor hun havde studeret Bibelen og sluttet sig til Jehovas folk. Også hele hendes familie var blevet Jehovas vidner.

Gennem alle årene er vi blevet velsignet med mange „anbefalingsbreve“. (2 Korinther 3:1) Nogle af dem som vi har haft den forret at hjælpe til nøjagtig bibelkundskab, er i dag ældste, menighedstjenere eller pionerer. Det har været mig en stor glæde at se den lille håndfuld forkyndere i de kredse jeg betjente tidligt i tresserne, vokse til over 10.000 tilbedere af Jehova. Al æren tilkommer vor loyale Gud, som gør brug af os på den måde der behager ham.

„På sygelejet“

I rejsetjenesten var Martha en enestående, altid positiv ledsager. Hun blev imidlertid alvorligt syg i oktober 1976 og måtte gennemgå en smertefuld operation. Bagefter var hun lammet og lænket til en kørestol. Hvordan skulle vi klare udgifterne og den følelsesmæssige belastning? Vi stolede også i dette tilfælde på Jehova og mærkede hans kærlighed og gavmildhed. Da jeg rejste i Makedonien, boede Martha hos en af vore trosfæller i Athen mens hun fik behandlinger. Hun plejede at ringe til mig og opmuntre mig ved at sige: „Jeg har det godt. Fortsæt du bare; og når jeg kan komme omkring igen, følger jeg med dig i min kørestol.“ Og det gjorde hun. Vore kære brødre på Betel sendte os mange opmuntringsbreve. Martha blev gentagne gange mindet om ordene i Salme 41:3: „Jehova vil styrke ham på sygelejet; hele hans seng vil du forvandle under hans sygdom.“

Dette alvorlige handicap medførte at jeg i 1986 blev udnævnt til specialpioner i Kavála, hvor jeg bor i nærheden af vores elskede datter og hendes familie. I marts døde min kære Martha, trofast til det sidste. Når brødre og søstre spurgte hvordan hun havde det, svarede hun typisk: „Jeg har et nært forhold til Jehova, så jeg har det godt!“ Det skete ofte når vi forberedte os til møderne eller modtog fristende indbydelser til at virke i områder hvor ’høsten’ er stor, at Martha sagde: „Ioannis, lad os rejse hen hvor der er større behov.“ Hendes nidkærhed var altid usvækket.

For nogle år siden blev jeg selv ramt af alvorlig sygdom. I marts 1994 fik jeg konstateret en livstruende hjertelidelse der gjorde en operation påkrævet. Endnu en gang mærkede jeg Jehovas kærlige hånd støtte mig i en kritisk tid. Jeg glemmer aldrig den bøn en kredstilsynsmand bad ved min seng da jeg blev flyttet fra intensivafdelingen. Og jeg skal heller aldrig glemme hvordan jeg holdt mindehøjtid på stuen sammen med fire andre patienter der havde vist interesse for sandheden.

Jehova har været vor Hjælper

Tiden iler, og vore legemer forfalder, men åndeligt bliver vi fornyet ved at studere og forkynde. (2 Korinther 4:16) Det er nu 39 år siden jeg sagde: „Her er jeg! Send mig.“ Jeg har haft en tilfredsstillende, lykkelig og indholdsrig tilværelse. Ganske vist føler jeg til tider at „jeg er nødstedt og fattig“, men så kan jeg tillidsfuldt sige til Jehova: „Du er min hjælp og den der bringer mig i sikkerhed.“ (Salme 40:17) Ja, Jehova har været loyal imod mig.

[Illustration på side 25]

Martha og mig i 1956

[Illustration på side 26]

Kaválas havn

[Illustration på side 26]

Martha og mig i 1997