Nyt fra Rigets arbejdsmark

Teokratisk vækst i Namibia

FØRSTE gang den gode nyhed om Guds rige nåede til Namibia, var i slutningen af 1920’erne. Siden da har i hundredvis af oprigtige mennesker taget imod Guds frelsesbudskab. De følgende oplevelser viser hvordan Jehova indsamler disse kostbare mennesker i sin fold. — Haggaj 2:7.

◻ Paulus, en landmand i det nordøstlige Namibia, fik sin første kontakt med Jehovas vidner da han var på besøg i hovedstaden Windhoek. Paulus blev hurtigt overbevist om at han havde fundet sandheden. Han modtog bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Da han var på en tur til Rundu, den nærmeste by med en rigssal, fandt han nogle forkyndere og bad dem komme og besøge ham.

Afstanden var imidlertid for stor til at forkynderne kunne komme og holde et ugentligt bibelstudium med ham. Paulus begyndte derfor ufortrødent at studere Bibelen på egen hånd. Endvidere begyndte han ivrigt at fortælle om de ting han lærte. Med tiden blev der oprettet en bibelstudiegruppe. Da den lille gruppe gennem radioen hørte at Jehovas Vidner ville holde et stævne i Rundu, samlede de sammen til rejseudgifterne af deres sparsomme midler for at kunne overvære stævnet.

Det var en gribende oplevelse for dem at være sammen med Jehovas vidner for første gang. Der blev hurtigt truffet aftale om at nogle egnede brødre skulle besøge gruppen regelmæssigt. I dag er der seks forkyndere i den lille landsby hvor Paulus bor.

◻ Johannas interesse for Guds navn blev vakt da hun hørte nogle tale dårligt om Jehovas vidner. Hun fortæller: „Den allerførste gang jeg hørte navnet Jehova, prentede det sig uudsletteligt i mit sind, og jeg begyndte at spekulere over hvem han var. Jeg boede ude ved kysten, nær ved Walvis Bay, sammen med min mand. Engang vi var inde i byen, så jeg nogle forkyndere der tilbød Vagttårnet på gaden. Jeg modtog et eksemplar og bad om et bibelstudium, for jeg havde så mange spørgsmål. Jeg græd da de fortalte mig at de ikke havde mulighed for at komme, da deres bil var brudt sammen. Kort efter døde min mand, og jeg flyttede til Keetmanshoop. Her var der en specialpioner (heltidsforkynder), og jeg modtog bogen Sandheden der fører til evigt liv af ham. Lige fra begyndelsen fornemmede jeg at det var sandheden.

Efter nogen tid blev jeg indbudt til at deltage i forkyndelsesarbejdet, men jeg led af meget stor menneskefrygt. Når vi gik fra dør til dør, bønfaldt jeg Jehova om at lade mig dø så jeg blev fri for at forkynde. Første gang jeg var med på gadearbejde, gemte jeg mig i en smal gyde og håbede på at ingen ville få øje på mig. Efterhånden samlede jeg mod nok til at vise bladene til en forbipasserende, og først da lykkedes det mig at sige noget. Med Jehovas hjælp fik jeg den dag talt med mange mennesker om Bibelens håb.

Selv om jeg i dag, tolv år efter, materielt set er fattig, værdsætter jeg det privilegium at være i pionertjenesten, og jeg får stadig større og større glæde ved at gøre andre bekendt med sandheden om Riget.“