Lad os aldrig unddrage os så vi går til grunde!
„Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde.“ — HEBRÆERNE 10:39.
1. Hvilke omstændigheder førte til at Peter gav efter for frygt?
APOSTLENE må være blevet chokerede da deres elskede Herre, Jesus, fortalte dem at de alle ville spredes og forlade ham. Hvordan kunne det gå til — netop nu hvor han havde allermest brug for dem? Peter bedyrede: „Selv om alle de andre bringes til snublen og fald, så vil jeg dog ikke.“ Peter var en modig mand. Men da Jesus blev forrådt og arresteret, spredtes apostlene, og også Peter flygtede. Da Jesus senere blev forhørt i ypperstepræsten Kajfas’ hus, ventede Peter bekymret i gården. Efterhånden som den kolde nat gik, blev Peter sikkert bange for at Jesus og alle der fulgtes med ham, ville blive henrettet. Da nogle af de andre i gården genkendte ham som en af Jesu nære medarbejdere, blev han grebet af panik. Tre gange benægtede han at han havde forbindelse med Jesus — ja, han benægtede endda at han kendte ham! — Markus 14:27-31, 66-72.
2. (a) Hvorfor hørte Peter ikke til „dem som unddrager sig“, selv om han fornægtede Jesus? (b) Hvad må vi være fast besluttede på?
2 Det var et sørgeligt øjeblik i Peters liv, en episode han uden tvivl fortrød resten af sine dage. Men betød hans opførsel den nat at han var en kujon? Betød hans opførsel at han var en af dem der med apostelen Paulus’ ord ’unddrog sig så de gik til grunde’? (Hebræerne 10:39) Nej, de fleste af os vil sikkert mene at Paulus’ ord ikke gælder Peter. Hvorfor ikke? Fordi Peters frygt var noget midlertidigt, et enkeltstående svigt i et liv der ellers bar præg af et stort mod og en stærk tro. På samme måde har de fleste af os nogle øjeblikke vi tænker tilbage på med en vis skamfølelse, øjeblikke hvor vi pludselig blev bange og ikke turde forsvare sandheden så frimodigt som vi gerne ville. (Jævnfør Romerbrevet 7:21-23.) Vi kan være forvissede om at sådanne fejlgreb ikke betyder at vi hører til dem som unddrager sig så de går til grunde. Alligevel må vi være fast besluttede på at vi aldrig vil være blandt dem der unddrager sig. Hvorfor? Og hvordan kan vi undgå det?
Hvad det vil sige at unddrage sig så man går til grunde
3. Hvordan gav profeterne Elias og Jonas efter for frygt?
3 Da Paulus skrev om „dem som unddrager sig“, sigtede han ikke til nogle der mister modet et øjeblik. Paulus var ganske givet godt klar over at Peter havde fornægtet Jesus, og vidste at noget lignende var sket for andre. Elias, en frimodig og åbenhjertig profet, gav på et tidspunkt efter for frygt og flygtede for livet fordi den onde dronning Jesabel havde truet med at slå ham ihjel. (1 Kongebog 19:1-4) Profeten Jonas fik et mere alvorligt anfald af frygt. Jehova gav ham den opgave at rejse til byen Nineve, der var berygtet for sine voldelige og ugudelige indbyggere. Jonas gik omgående om bord på en båd der skulle til Tarsis — 3500 kilometer i den modsatte retning! (Jonas 1:1-3) Men hverken disse trofaste profeter eller apostelen Peter kan med rette beskrives som nogle der unddrog sig. Hvorfor ikke?
4, 5. (a) Hvordan hjælper sammenhængen os til at forstå hvad Paulus mente med udtrykket „går til grunde“ i Hebræerbrevet 10:39? (b) Hvad mente Paulus da han sagde: „Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde“?
4 Læg mærke til hvordan Paulus’ sætning fortsætter: „Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde.“ Hvad mente han med „går til grunde“? Det græske ord han brugte, kan sigte til evig tilintetgørelse. Denne definition passer med sammenhængen. Paulus havde kort forinden skrevet disse advarende ord: „Hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod.“ — Hebræerne 10:26, 27.
5 Da Paulus skrev til sine trosfæller: „Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde,“ mente han derfor at han og hans trofaste kristne læsere var besluttede på aldrig at forlade Jehova og holde op med at tjene ham. Det kunne kun føre til evig tilintetgørelse. Judas Iskariot unddrog sig så han gik til grunde, og det samme gælder andre fjender af sandheden som med vilje har modarbejdet Jehovas ånd. (Johannes 17:12; 2 Thessaloniker 2:3) De er blandt „de feje“ som lider evig tilintetgørelse i den symbolske ildsø. (Åbenbaringen 21:8) Vi ønsker bestemt ikke at høre til blandt dem!
6. Hvad ser Satan Djævelen helst at vi gør?
6 Satan Djævelen ønsker at vi skal unddrage os så vi går til grunde. Som den mester i „listige anslag“ han er, ved han at denne dødsensfarlige kurs ofte begynder i det små. (Efeserne 6:11) Hvis han ikke kan nå sit mål gennem direkte forfølgelse, forsøger han at underminere de sande kristnes tro på en mere snigende måde. Han vil gerne se Jehovas frimodige, nidkære vidner bragt til tavshed. Lad os undersøge hvilke metoder han anvendte over for de kristne hebræere som Paulus skrev til.
Hvordan kristne blev presset til at unddrage sig
7. (a) Hvilken baggrund havde menigheden i Jerusalem? (b) Hvordan var de åndelige omstændigheder hos nogle af Paulus’ læsere?
7 Meget tyder på at Paulus skrev sit brev til hebræerne omkring år 61 e.v.t. Menigheden i Jerusalem havde haft en omtumlet historie. Efter Jesu død opstod der en bølge af voldelig forfølgelse som tvang mange af byens kristne til at flygte. Derefter fulgte der en fredelig periode hvor antallet af kristne steg. (Apostelgerninger 8:4; 9:31) I årenes løb kom der andre perioder med forfølgelse og problemer. Det ser ud til at menigheden igen nød en vis fred da Paulus skrev sit brev til hebræerne. Alligevel blev dens medlemmer udsat for pres. Der var gået næsten tredive år siden Jesus havde forudsagt Jerusalems ødelæggelse. Nogle følte sikkert at afslutningen trak urimeligt længe ud og måske slet ikke ville komme i deres levetid. Andre, især de der var nye i troen, var endnu ikke blevet prøvet af alvorlig forfølgelse og kendte ikke så meget til behovet for udholdenhed under prøve. (Hebræerne 12:4) Der er ingen tvivl om at Satan forsøgte at udnytte disse omstændigheder. Hvilke „listige anslag“ benyttede han sig af?
8. Hvilken holdning havde mange jøder til den nye, kristne menighed?
8 Det jødiske samfund i Jerusalem og Judæa betragtede den nydannede kristne menighed med foragt. Når vi ser på indholdet af Paulus’ brev, får vi en idé om hvordan de arrogante jødiske religiøse ledere og deres tilhængere har spottet de kristne. De har måske sagt: ’Vi har det store tempel i Jerusalem der har stået i århundreder! Vi har en respekteret ypperstepræst som gør tjeneste dér sammen med sine underpræster. Der bringes ofre hver dag. Vi har Loven, der blev givet gennem engle til Moses og trådte i kraft under mange tegn på Sinaj Bjerg. Denne nye sekt — de kristne der har skilt sig ud fra jødedommen — har intet af dette!’ Ramte disse hånende ord et ømt punkt? Angrebene foruroligede åbenbart nogle kristne hebræere. Paulus’ brev kom dem til hjælp i rette tid.
Hvorfor de aldrig burde unddrage sig så de gik til grunde
9. (a) Hvilket tema gennemtrænger hele Hebræerbrevet? (b) I hvilken forstand tjente de kristne i et bedre tempel end det der stod i Jerusalem?
9 Paulus gav sine brødre og søstre i Judæa to grunde til at de aldrig burde unddrage sig så de gik til grunde. Lad os se nærmere på dem. Den første grund — at den kristne tilbedelsesordning står over alle andre — præger hele Hebræerbrevet. Gennem hele sit brev udviklede Paulus dette tema. Templet i Jerusalem var blot en kopi af en langt større virkelighed, nemlig Jehovas åndelige tempel, en bygning der „ikke er gjort med hænder“. (Hebræerne 9:11) De kristne havde den forret at tjene i denne åndelige tilbedelsesordning. De tjente under en bedre pagt, den lovede nye pagt, som havde en mellemmand der stod over Moses, nemlig Jesus Kristus. — Jeremias 31:31-34.
10, 11. (a) Hvorfor gjorde Jesu afstamning ham ikke uegnet til at tjene som ypperstepræst i det åndelige tempel? (b) I hvilke henseender var Jesus en bedre ypperstepræst end den ypperstepræst der tjente i templet i Jerusalem?
10 De kristne havde også en langt bedre ypperstepræst, Jesus Kristus. Han stammede ganske vist ikke fra Aron, men han var ypperstepræst „på Melkizedeks måde“. (Salme 110:4) Melkizedek, hvis afstamning ikke oplyses, var både konge og ypperstepræst i fortidens Salem. Han var derfor et passende, profetisk billede på Jesus, hvis præsteværdighed ikke beror på afstamning gennem ufuldkomne mennesker, men på noget langt større: Jehova Guds ed. Ligesom Melkizedek tjener Jesus ikke blot som ypperstepræst, men også som konge, en konge der aldrig vil dø. — Hebræerne 7:11-21.
11 En anden forskel var at Jesus i modsætning til ypperstepræsten i Jerusalems tempel ikke behøvede at bringe ofre år efter år. Hans offer var hans eget fuldkomne liv, som han ofrede én gang for alle. (Hebræerne 7:27) Alle de ofre der blev bragt i templet, var kun skygger, billeder på det offer Jesus bragte. Hans fuldkomne offer betød at alle med en levende tro kunne opnå sand tilgivelse for deres synder. Det er også opmuntrende at læse Paulus’ ord om at denne ypperstepræst er den samme uforanderlige Jesus som de kristne i Jerusalem havde kendt. Han var ydmyg, venlig og i stand til at „føle med vore svagheder“. (Hebræerne 4:15; 13:8) Disse salvede kristne kunne se frem til at tjene som Kristi underpræster! Hvordan kunne de overhovedet tænke på at vende tilbage til „de svage og fattige“ ting i den fordærvede jødedom? — Galaterne 4:9.
12, 13. (a) Hvilken anden grund til aldrig at unddrage sig nævnte Paulus? (b) Hvorfor kunne den udholdenhed de kristne hebræere tidligere havde vist, opmuntre dem til aldrig at unddrage sig så de gik til grunde?
12 Som om dette ikke var nok, gav Paulus hebræerne endnu en grund til aldrig at unddrage sig så de gik til grunde: den udholdenhed de selv tidligere havde vist. Han skrev: „Bliv imidlertid ved med at huske de første dage i hvilke I, efter at være blevet oplyst, udholdt megen kamp under lidelser.“ Paulus mindede dem om at de ved skældsord og trængsler havde været „udstillet som i et teater“. Nogle af dem var blevet fængslet; andre havde følt med og støttet dem der var i fængsel. Jo, de havde vist en eksemplarisk tro og udholdenhed. (Hebræerne 10:32-34, fodnoten) Men hvorfor skrev Paulus at de skulle ’blive ved med at huske’ disse smertelige oplevelser? Kunne det ikke gøre dem modløse?
13 Nej, tværtimod. Hvis hebræerne ’blev ved med at huske de første dage’, ville det minde dem om hvordan Jehova havde holdt dem oppe under prøvelser. Med hans hjælp havde de allerede modstået mange af Satans angreb. Paulus skrev: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ (Hebræerne 6:10) Jehova huskede alle de gerninger de havde gjort i trofasthed; han gemte dem i sin hukommelse, der har ubegrænset kapacitet. Dette minder os om Jesu tilskyndelse til at samle os skatte i himmelen. Ingen tyv kan stjæle disse skatte; møl eller rust kan heller ikke fortære dem. (Mattæus 6:19-21) Disse skatte kan faktisk kun udslettes hvis en kristen ved at unddrage sig går til grunde. I så fald er alle de skatte han måtte have oplagret i himmelen, gået tabt. Jo, det var en god grund Paulus gav de kristne hebræere til aldrig at unddrage sig! Hvorfor lade værdien af alle de år hvor de havde udført en trofast tjeneste, gå til spilde? Det ville være rigtigt og langt bedre at blive ved med at holde ud.
Hvorfor vi aldrig bør unddrage os så vi går til grunde
14. Hvilke udfordringer står vi over for, i lighed med det første århundredes kristne?
14 I dag har sande kristne lige så gode grunde til ikke at unddrage sig. Lad os først og fremmest huske på hvilken velsignelse det er at have andel i den rene tilbedelsesform som Jehova har skænket os. Ligesom de kristne i det første århundrede lever vi på en tid hvor medlemmerne af de mere populære trossamfund spotter og håner os mens de stolt henviser til deres imponerende religiøse bygninger og deres ældgamle traditioner. Men Jehova forsikrer os om at han godkender vores form for tilbedelse. Vi nyder faktisk velsignelser i dag som de kristne i det første århundrede ikke opnåede. Hvilke velsignelser? De levede jo trods alt på det tidspunkt da det åndelige tempel blev til. Kristus blev dette tempels ypperstepræst ved sin dåb i år 29. Nogle af dem havde set Guds søn gøre mirakler. Selv efter hans død skete der mirakler. Men som forudsagt ophørte disse gaver med tiden. — 1 Korinther 13:8.
15. Hvilken profeti opfyldes i vor tid, og hvad betyder det for os?
15 Vi lever imidlertid i en periode hvor den store tempelprofeti fra Ezekiel, kapitel 40-48, får en betydningsfuld opfyldelse.a Vi har for eksempel set genoprettelsen af Guds rene tilbedelsesordning. Dette åndelige tempel er blevet renset for alle former for religiøst fordærv og afgudsdyrkelse. (Ezekiel 43:9; Malakias 3:1-5) Tænk på hvilke fordele denne renselse har medført for os.
16. Hvilken sørgelig udvikling blev det første århundredes kristne vidne til?
16 I det første århundrede syntes fremtidsudsigterne mørke for den organiserede kristne menighed. Jesus havde forudsagt at det ville være som om en nysået hvedemark blev tilsået med ukrudtsfrø så hvede og ukrudt næsten ikke kunne skelnes fra hinanden. (Mattæus 13:24-30) Sådan gik det også. Ved slutningen af det første århundrede, da den aldrende apostel Johannes virkede som et sidste bolværk mod fordærvet, var frafaldet allerede udbredt. (2 Thessaloniker 2:6; 1 Johannes 2:18) Ikke længe efter apostlenes død opstod der et særskilt præsteskab som undertrykte hjorden og tillige bar en særlig klædedragt. Frafaldet bredte sig som koldbrand. Det var sørgeligt for de sande kristne at betragte! De så hvordan den nydannede ordning for den rene tilbedelse blev trængt til side af en fordærvet tilbedelsesordning. Dette skete mindre end hundrede år efter at Kristus havde oprettet menigheden.
17. Hvad har det betydet at den nutidige kristne menighed har eksisteret længere end den kristne menighed i det første århundrede?
17 Lad os nu betragte en modsætning. I dag har den rene tilbedelse allerede eksisteret længere end den gjorde dengang apostlene levede og udførte deres tjeneste. Lige fra det første nummer af dette blad udkom i 1879, har Jehova velsignet os med en stadig renere form for tilbedelse. I 1918 gik Jehova og Kristus Jesus ind i det åndelige tempel for at rense det. (Malakias 3:1-5) Siden 1919 er Jehova Guds tilbedelsesordning gradvis blevet lutret. Vi har fået en klarere forståelse af Bibelens profetier og principper. (Ordsprogene 4:18) Hvem skyldes det? Det er ikke ufuldkomne menneskers fortjeneste. Kun Jehova, der har indsat sin søn som menighedens hoved, kan beskytte sit folk mod fordærv i disse fordærvede tider. Lad os derfor aldrig glemme at takke Jehova for at han lader os tage del i den sande tilbedelse i dag. Og lad os være fast besluttede på at vi aldrig vil unddrage os så vi går til grunde!
18. Hvilken grund har vi til aldrig at unddrage os så vi går til grunde?
18 Ligesom de kristne hebræere har vi endnu en grund til ikke at være feje og unddrage os — nemlig den udholdenhed vi tidligere har vist. Uanset om vi er begyndt at tjene Jehova for nylig eller har tjent ham trofast i årtier, har vi gjort kristne gerninger. Mange af os har udholdt forfølgelse, for eksempel fængslinger, forbud og brutalitet, eller vi har mistet vore ejendele. Mange flere har været udsat for modstand fra familien, hån, latterliggørelse og ligegyldighed. Vi har alle holdt ud og er fortsat med at tjene Jehova trofast trods de udfordringer og prøvelser livet har påført os. Derved har vi vist en udholdenhed som Jehova ikke vil glemme; vi har samlet os skatte i himmelen. Derfor er det bestemt ikke tiden til at vende tilbage til den fordærvede gamle ordning som vi tidligere har forladt. Hvorfor lade alt vort flittige arbejde være forgæves? Dette gælder især i dag, hvor der kun er „en ganske kort tid“ tilbage inden afslutningen kommer. — Hebræerne 10:37.
19. Hvad kommer den næste artikel ind på?
19 Lad os være besluttede på at vi ikke vil høre til dem som ’unddrager sig så de går til grunde’! Lad os i stedet høre til dem som „har tro“. (Hebræerne 10:39) Hvordan kan vi sikre os at vi hører til den sidstnævnte gruppe, og hvordan kan vi hjælpe vore trosfæller til at gøre det samme? Det kommer den følgende artikel ind på.
[Fodnote]
Husker du dette?
□ Hvad vil det sige at unddrage sig så man går til grunde?
□ Hvilket pres blev de kristne hebræere, som Paulus skrev til, udsat for?
□ Hvilke grunde til ikke at unddrage sig gav Paulus hebræerne?
□ Hvilke grunde har vi til at være besluttede på at vi aldrig vil unddrage os så vi går til grunde?
[Illustrationer på side 15]
Peters anfald af menneskefrygt betød ikke at han ’hørte til dem der unddrager sig så de går til grunde’