Kirke og stat i Byzans

KRISTENDOMMENS grundlægger lod ingen i tvivl om den skarpe adskillelse der skulle være mellem hans disciple og den menneskehedens verden der har fjernet sig fra Gud. Jesus sagde til sine disciple: „Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ (Johannes 15:19) Til Pilatus, der repræsenterede den politiske magt på den tid, sagde Jesus: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ — Johannes 18:36.

For at udføre det hverv de havde fået betroet, at forkynde „til jordens fjerneste egne“, måtte kristne undgå at lade verdslige anliggender aflede deres opmærksomhed. (Apostelgerninger 1:8) Ligesom Jesus undgik de første kristne at tage del i politik. (Johannes 6:15) Det er bemærkelsesværdigt at ingen kristne tog imod offentlige embeder eller lod sig indsætte på administrative poster. Men med tiden skete der en ændring.

„EN DEL AF VERDEN“

Nogen tid efter at de sidste af apostlene var døde, begyndte religiøse ledere at ændre deres syn på sig selv i forhold til verden. De forestillede sig et „rige“ der ikke blot var i verden, men også var en del af den. Det vil være lærerigt at se nærmere på hvordan religion og politik greb ind i hinanden i Det Byzantinske Rige — også kaldet Det Østromerske Rige, hvis hovedstad var Byzans (nu Istanbul).

I et samfund hvor religionen traditionelt blev tillagt stor betydning, besad den byzantinske kirke, med sit centrum i Byzans, en anselig magt. Kirkehistorikeren Panayotis Christou bemærkede engang: „Byzantinerne betragtede deres jordiske imperium som et billede på Guds rige.“ Men den opfattelse delte den kejserlige myndighed ikke altid. Følgen var at forholdet mellem kirke og stat til tider var temmelig konfliktfyldt. The Oxford Dictionary of Byzantium siger: „Biskopperne af Konstantinopel [eller Byzans] lagde en vidt forskellig adfærd for dagen — nogle viste fejhed og underdanighed over for en magtfuld hersker . . ., andre havde et frugtbart samarbejde med tronen . . ., og atter andre ydede kejseren stærk modstand.“

Patriarken af Konstantinopel, overhovedet for Østkirken, blev en meget indflydelsesrig person. Det var ham der kronede kejseren, og det forventedes at kejseren til gengæld var en trofast forsvarer af den ortodokse lære. Patriarken var også meget velhavende, da det var ham der kontrollerede kirkens store rigdomme. Hans magt skyldtes både den myndighed han havde over de utallige munke, og den indflydelse han øvede på lægfolket.

Det var ikke ualmindeligt at patriarken satte sig op imod kejseren. Han kunne true med ekskommunikation — og gennemtvinge sin vilje i Guds navn — eller benytte andre metoder til at tage magten fra kejseren.

Den borgerlige forvaltning uden for hovedstaden blev efterhånden svækket. Det førte til at biskopperne ofte blev de mest magtfulde mænd i byerne, på linje med statholderne, som de selv var med til at vælge. Biskopperne blandede sig i retssager og forretningsanliggender hvor kirken var involveret — og nogle gange også hvor den ikke var. Det bidrog yderligere til biskoppernes magt at der var i tusindvis af præster og munke, som alle var underlagt de lokale biskopper.

POLITIK OG SIMONI

Som foranstående viser, blev præsteembedet knyttet nært sammen med politik. Det store antal præster og deres religiøse aktiviteter krævede enorme summer. De fleste højtstående gejstlige levede et liv i luksus, for efterhånden som kirken havde fået magt og rigdom, var den apostolske fattigdom og fromhed forsvundet. Nogle præster og biskopper købte sig til deres embede. Simoni var almindelig hele vejen op ad hierarkiets rangstige. Gejstlige som hver især havde grupper af rige mænd bag sig, kappedes om kejserens gunst for at få kirkelige embeder.

Bestikkelse blev også brugt som et middel til at påvirke de øverste religiøse ledere. Da kejserinde Zoë (ca. 978-1050 e.v.t.) havde fået sin ægtemand, Romanos III, dræbt og ønskede at blive gift med sin elsker, Michael IV, som stræbte efter at blive kejser, kaldte hun i hast patriark Alexios til paladset. Først dér hørte patriarken om Romanos’ død og fik at vide at han var blevet tilkaldt for at forestå vielsen. At kirken samme aften fejrede langfredag, gjorde det ikke nemmere for Alexios. Alligevel tog han imod de rundhåndede gaver kejserinden tilbød ham, og imødekom hendes anmodning.

UNDERORDNET KEJSEREN

Op gennem Det Byzantinske Riges historie benyttede kejseren sig i visse perioder af den ret han i praksis havde til at foretage udnævnelser og suverænt bestemme hvem der skulle være patriark af Konstantinopel. I sådanne perioder kunne ingen blive patriark imod kejserens vilje endsige forblive i dette embede ret længe.

Kejser Andronikos II (1260-1332) skønnede at det var nødvendigt at skifte patriarken ud hele ni gange. I de fleste tilfælde var målet at udnævne den kandidat der var mest eftergivende. Ifølge bogen The Byzantines aflagde en bestemt patriark endog et skriftligt løfte over for kejseren om „at gøre alt hvad han bad om, uanset hvor retsstridigt det var, og at afholde sig fra at gøre noget som helst der mishagede ham“. Kejsere prøvede to gange at gennemtvinge deres vilje over for kirken ved at vie en prins af kejserfamilien til patriark. Kejser Romanos I ophøjede således sin 16-årige søn, Theofylakt, til patriark.

Hvis en patriark ikke behagede kejseren, kunne kejseren tvinge ham til at give afkald på sit embede, eller han kunne få en synode til at afsætte ham. Bogen Byzantium siger: „I Det Byzantinske Riges historie kom de verdslige myndigheder og endog kejserens direkte indgriben til at spille en større og større rolle i valget af biskopper.“

Med patriarken ved sin side præsiderede kejseren også ved kirkemøder. Han ledede drøftelser, formulerede trossætninger og debatterede med biskopper såvel som med kættere, over for hvem han havde det ultimative argument — døden på marterpælen. Kejseren stadfæstede også de love der blev vedtaget i kirkerådet, og sørgede for at de blev sat i kraft. De der modstod ham, anklagede han ikke blot for majestætsfornærmelse, men også for at være fjender af troen og af Gud. En patriark i det sjette århundrede sagde: „Der må intet gøres i kirken som er i modstrid med kejserens vilje og krav.“ Og biskopperne omkring hoffet — sleske, underdanige mænd der let lod sig påvirke af gunstbevisninger og veltalenhed — protesterede som regel lige så lidt som deres foresatte.

Da patriark Ignatios (ca. 799-878 e.v.t.) for eksempel nægtede førsteminister Bardas at deltage i nadveren, gik ministeren til modangreb. Bardas anklagede Ignatios for at planlægge et komplot mod staten og fik ham derefter arresteret og landsforvist. Ministeren valgte en lægmand ved navn Fotios til at erstatte ham. I løbet af seks dage kravlede Fotios op ad alle trinnene på den kirkelige rangstige og blev til slut udnævnt som patriark. Men havde Fotios de kvalifikationer som dette gejstlige embede krævede? Han er blevet beskrevet som en mand „med en voldsom ærgerrighed, et enormt hovmod og uovertrufne politiske evner“.

RELIGIØST DOGME I VERDSLIG POLITIK

Stridigheder mellem ortodoksi og kætteri dækkede ofte over modstridende politiske holdninger, og mange kejsere lod sig lede af politiske faktorer snarere end af et ønske om at opstille nye dogmer. Generelt forbeholdt kejseren sig retten til at diktere læresætninger og til at kræve at kirken villigt underordnede sig hans vilje.

For eksempel prøvede kejser Herakleios (575-641 e.v.t.) ihærdigt at fjerne et skisma om Kristi natur som truede med at splitte hans svækkede og skrøbelige rige. I et forsøg på at finde en kompromisløsning opstillede han et nyt dogme der blev kaldt monoteletisme.a Og for at sikre sig den fortsatte støtte fra sit riges sydlige provinser valgte Herakleios en ny patriark af Alexandria, Kyros af Fasis, som tilsluttede sig det dogme kejseren havde opstillet. Kejseren udnævnte ikke blot Kyros til patriark, men også til præfekt over Ægypten, med myndighed over landets lokale ledere. Ved hjælp af en kortvarig forfølgelse lykkedes det Kyros at få størstedelen af den ægyptiske kirkes samtykke.

EN BITTER HØST

Er det ikke tydeligt at disse begivenheder er i modstrid med Jesu bøn om at hans disciple ikke skulle være „en del af verden“? — Johannes 17:14-16.

Både i byzantinsk tid og senere har såkaldt kristne ledere betalt en høj pris for deres engagement i verdens politiske og militære foretagender. Hvad har du fået ud af denne kortfattede historiske gennemgang? Vandt den byzantinske kirkes ledere Guds og Jesu Kristi gunst? — Jakob 4:4.

Den sande kristne menighed er ikke blevet ledet af sådanne ærgerrige religiøse ledere og deres politiske elskere. Denne vanhellige blanding af religion og politik har givet et helt forkert billede af den rene tro som Jesus underviste i. Lad os tage ved lære af historien og undgå at blive „en del af verden“.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 10]

„SOM EN GUD DER SPANKULERER HEN OVER HIMMELEN“

De begivenheder der fandt sted i forbindelse med patriark Michael Kerullarios (ca. 1000-1059), er et typisk eksempel på den rolle kirkens overhoved kunne spille i forhold til staten, og den ærgerrighed han kunne udvise. Da Kerullarios havde nået patriarkatet, stræbte han endnu højere. Han er blevet beskrevet som arrogant, overmodig og stejl — „i sin fremtræden var han som en gud der spankulerer hen over himmelen“.

Ønsket om at ophøje sig selv fik Kerullarios til at fremkalde skismaet med paven i Rom i 1054, og han tvang kejseren til at acceptere splittelsen. Tilfreds med denne sejr sørgede Kerullarios for at Michael VI kom på tronen, og hjalp ham med at få styrket sin magt. Et år senere tvang han Michael VI til at træde tilbage og indsatte i stedet Isaak Komnenos (ca. 1005-1061).

Konflikten mellem patriarkatet og kejserriget eskalerede. Kerullarios — der var sikker på folkets støtte — truede med vold, forlangte brug af vold og anvendte vold. En historieskriver fra den tid har berettet: „[Kerullarios] forudsagde kejserens fald i et jævnt, vulgært sprog, idet han sagde: ’Jeg ophøjede dig, du tåbe; men jeg vil også knuse dig.’“ Sådan gik det dog ikke, for Isaak Komnenos fik Kerullarios arresteret, fængslet og forvist til øen Imbros.

Sådanne eksempler viser hvor mange problemer patriarken af Konstantinopel kunne forårsage, og hvor dristigt han kunne modstå kejseren. Den regerende kejser stod ofte over for sådanne mænd — dygtige politikere der kunne trodse såvel tronen som hæren.

[Kort/illustration på side 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det Byzantinske Riges største udbredelse

Ravenna

Rom

MAKEDONIEN

Konstantinopel

Sortehavet

Nikæa

Efesus

Antiochia

Jerusalem

Alexandria

Middelhavet

[Kildeangivelse]

Kort: Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustrationer på side 10, 11]

Komnenos

Romanos III (til venstre)

Michael IV

Kejserinde Zoë

Romanos I (til venstre)

[Kildeangivelser]

Komnenos, Romanos III og Michael IV: Med tilladelse af Classical Numismatic Group, Inc.; Kejserinde Zoë: Hagia Sophia; Romanos I: Foto med tilladelse af Harlan J. Berk, Ltd.

[Illustration på side 12]

Fotios

[Illustration på side 12]

Herakleios med sin søn

[Kildeangivelser]

Herakleios med sin søn: Foto med tilladelse af Harlan J. Berk, Ltd.; de illustrerede mønstre, side 8-12, er hentet fra bogen L’Art Byzantin III Ravenne Et Pompose