De har lyst til at gøre Guds vilje
ALLE kristne kan lære af det Jesus bad til sin Fader om da han sagde: „Lad ikke min men din vilje ske.“ (Lukas 22:42) I dag viser millioner af Guds tjenere at de på lignende måde ydmygt ønsker at underlægge sig Jehova. Blandt dem er de 52 elever i den 120. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead. Ved afslutningshøjtideligheden den 11. marts 2006 glædede eleverne sig over udsigten til at gøre Guds vilje i forskellige lande trods de store udfordringer der venter dem.
Hvad er det der får disse elever til at lade sig lede af Jehovas vilje? Chris og Leslie, et ægtepar der har fået til opgave at tjene som missionærer i Bolivia, siger: „Eftersom vi har sagt nej til os selv, ønsker vi at stille os til rådighed og at udføre en hvilken som helst opgave inden for Jehovas organisation.“ (Markus 8:34) Jason og Chere, der er blevet bedt om at tage til Albanien, tilføjer: „Der har været udfordringer forbundet med alle de forskellige opgaver vi har haft inden for Jehovas organisation. Men Jehova har aldrig svigtet os.“
Opfordring til at underlægge sig Jehovas vilje
George Smith, der arbejder i illustrationsafdelingen på Betel, indledte programmet med bøn. Stephen Lett, et medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd og ordstyrer for programmet, bød alle tilstedeværende velkommen. Gæster fra 23 lande var rejst til Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, New York, for at overvære den glædelige begivenhed. Broder Lett sagde til eleverne i klassen at de snart ville udrette „noget mægtigt“. Han henledte opmærksomheden på de „fæstningsværker“ — for eksempel falske dogmer — som disse nye missionærer vil kunne nedrive ved hjælp af Skrifterne. (2 Korinther 10:4, 5) Han sluttede med at sige: „I vil finde stor glæde ved at blive brugt af Jehova til at nedrive ’fæstningsværker’ hos retsindige mennesker i jeres distrikt.“
Harold Jackson, der tjener på Jehovas Vidners hovedkontor, talte over temaet: „Noget I altid må huske.“ Han sagde at de nye missionærer altid må huske ’først at søge riget og Guds retfærdighed’. (Mattæus 6:33) De må også huske at „kærligheden opbygger“, og at den er nøglen til at tingene vil lykkes. (1 Korinther 8:1) Han tilføjede: „Lad kærlighed være drivkraften i dit forhold til andre.“
Den næste taler, Geoffrey Jackson, der er medlem af Det Styrende Råd, og som var missionær fra 1979 til 2003, stillede eleverne spørgsmålet: „Hvad er dit ansvar?“ Han understregede vigtigheden af at have et ligevægtigt syn på sig selv og tjenesten. Som kristne har vi ansvar for flittigt at plante og vande sandhedens sædekorn. Men ansvaret for den åndelige vækst er Jehovas, da det er „Gud, som får det til at gro“. (1 Korinther 3:6-9) Broder Jackson sagde videre: „Jehova holder dig personligt ansvarlig for at forblive åndeligt stærk. Men dit største ansvar er at elske Jehova og de mennesker du kommer til at betjene.“
Gileadlæreren Lawrence Bowen talte over temaet: „Du må vide hvordan du bør færdes.“ Han mindede eleverne om at Jehova mirakuløst ledede og beskyttede israelitterne i ørkenen. (2 Mosebog 13:21, 22) Jehova leder og beskytter også os i dag, blandt andet gennem menigheden af salvede kristne, „en sandhedens søjle og støtte“. (1 Timoteus 3:14, 15) De nye missionærer må forsvare sandheden, som kan lede og beskytte ydmyge mennesker.
Wallace Liverance, der også underviser på Gileadskolen, tilskyndede missionærerne til at huske Guds ord som er „bag“ dem. Guds ord er bag os i den forstand at Bibelen blev skrevet for mange hundrede år siden. Som en hyrde der vandrer bag en flok får og giver dem anvisninger så de går i den rigtige retning, vandrer Jehova bag sit folk og vejleder dem gennem „den trofaste og kloge træl“. (Esajas 30:21; Mattæus 24:45-47) På Gileadskolen har missionærerne fået større værdsættelse af trælleskaren. Det er også „trællen“ der har sørget for Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter. Foredragsholderens tilskyndende ord til missionærerne lød: „Brug dette kostbare forråd af oplysninger i din undervisning.“ — Mattæus 13:52.
Gør Jehovas vilje i forkyndelsen
I indlægget „Ivrig efter at forkynde den gode nyhed“ fortalte gileadlæreren Mark Noumair om nogle af de oplevelser eleverne har haft i forkyndelsen mens de har været på Gileadskolen. (Romerne 1:15) Det fremgik tydeligt ud fra de interviews der var med nogle af eleverne, at de ivrigt havde forkyndt ved enhver lejlighed.
Eleverne lyttede også til et opmuntrende interview som Kenneth Flodin havde med tre rejsende tilsynsmænd der tjener i USA. Richard Keller og Alejandro Lacayo, som tidligere har tjent i Syd- og Mellemamerika, fortalte hvordan de havde overvundet forskellige vanskeligheder og om nogle af de velsignelser de havde fået mens de tjente som missionærer. Moacir Felisbino fortalte om den oplæring han havde fået ved at arbejde nært sammen med missionærer i Brasilien, hvor han voksede op.
Tre erfarne missionærer, Robert Jones, Woodworth Mills og Christopher Slay, blev interviewet af David Schafer. Disse tre brødre fortalte hvordan de havde lært at stole helt på Jehova når de kom ud for genvordigheder. Brødrene forsikrede eleverne om at den oplæring de havde modtaget fra Jehovas organisation, havde været en god forberedelse til det der ventede dem i deres missionærdistrikt. Broder Mills opsummerede det på denne måde: „Det var ikke den rent boglige del af det vi lærte på Gileadskolen, der hjalp mig mest. Det var det jeg lærte om ydmyghed og kærlighed.“
Guy Pierce, som er medlem af Det Styrende Råd, holdt hovedtalen med temaet „Jehova svigter aldrig“. Adam svigtede, men skyldtes det en fejl fra Guds side? Havde Gud skabt Adam med mangler, som nogle hævder? Nej, for „den sande Gud har frembragt menneskene retskafne“. (Prædikeren 7:29) At Jesus bevarede sin uangribelighed selv under den sværeste prøvelse mens han var på jorden, beviser at „Adam ikke havde nogen undskyldning eller grund til at svigte,“ sagde broder Pierce. Den lydighedsprøve som Adam kom ud for i Edens Have, var ikke nær så vanskelig som den prøve Jesus kom ud for og bestod. Alligevel svigtede Adam. Det vil Jehova imidlertid aldrig gøre. Han kommer ikke til kort, men gennemfører altid sin vilje. (Esajas 55:11) Til de nye missionærer sagde broder Pierce: „I har den forret at ære Jehova ved jeres selvopofrende indstilling. Måtte Jehova være med hver enkelt af jer hvor som helst I kommer til at tjene som missionærer.“
Ordstyreren, broder Lett, overbragte hilsener fra flere af Jehovas Vidners afdelingskontorer, og derefter fik eleverne deres diplomer og distriktstildeling. Vernon Wisegarver, som har været et medlem af betelfamilien i mange år, ledede forsamlingen i en afsluttende bøn.
Afslutningsprogrammet hjalp de 6872 der var til stede, til med fornyet iver at gøre Guds vilje. (Salme 40:8) To af klassens elever, Andrew og Anna, sagde: „Vi har indviet vores liv til Jehova. Vi har lovet Jehova at vi vil gøre hvad som helst han ønsker. Jehova har nu bedt os om at rejse til Cameroun i Afrika.“ De, og alle de andre i klassen, er ivrige efter at begynde en tilværelse der er både meningsfuld og tilfredsstillende. Ja, de har lyst til at gøre Guds vilje.
[Ramme på side 17]
PORTRÆT AF KLASSEN
Lande repræsenteret: 6
Lande udsendt til: 20
Antal elever: 52
Gennemsnitsalder: 35,7
Gennemsnitligt antal år i sandheden: 18,3
Gennemsnitligt antal år i heltidstjenesten: 14,5
[Illustration på side 18]
Vagttårnets Bibelskole Gilead, 120. klasse
Fra venstre til højre, begyndende med forreste række.
(1) S. Wright; B. Suárez; B. Croisant; L. Davenport. (2) A. Johnson; C. Ali; K. Cady; P. Guerrero; A. Ases. (3) L. Ortiz; K. Lyall; M. Uzeta; R. Perez; K. Backus; C. Caterina. (4) B. Palmer; D. Loving; J. Macdonough; D. Bostock; L. Benetatos. (5) M. Jasicki; E. Sarafianos; C. Stelter; R. Vaira; J. Woon; K. Prentice. (6) H. Davenport; H. Croisant; M. Perez; E. Vaira; A. Suárez; I. Caterina; C. Wright. (7) K. Cady; J. Macdonough; M. Ortiz; J. Woon; J. Ali; M. Ases. (8) G. Sarafianos; D. Lyall; C. Uzeta; P. Stelter; G. Prentice; A. Johnson; C. Benetatos. (9) J. Palmer; W. Jasicki; J. Backus; S. Bostock; J.M. Guerrero; S. Loving.