De romerske veje — et monument blandt oldtidens bygningsværker

HVILKET romersk bygningsværk er efter din mening det mest bemærkelsesværdige? Er det Colosseum, som man kan se ruinerne af i Rom? Hvis det romerske bygningsværk der har eksisteret længst, eller som har haft størst indflydelse på historien, skal tages med i overvejelserne, kommer man ikke uden om de romerske veje.

De romerske hovedveje blev ikke kun benyttet af de romerske hære og til transport af handelsvarer. Epigrafikeren Romolo A. Staccioli siger at der langs disse veje „udbredtes idéer, kunstneriske strømninger, filosofiske tanker og religiøse læresætninger“, deriblandt kristendommens lære.

Allerede da de blev anlagt, blev de romerske veje betragtet som monumenter. I løbet af en periode på flere hundrede år byggede romerne et effektivt vejnet som til sidst havde en samlet længde på mere end 80.000 kilometer i et område som i dag er fordelt på mere end 30 lande.

Den første vigtige via publica — eller hovedvej, som vi ville kalde den i dag — var Via Appia, også kaldet vejenes dronning. Den forbandt Rom med Brundisium (i dag Brindisi), havnebyen som var udfaldsport mod Østen. Denne vej fik navn efter Appius Claudius Caecus, den romerske censor som påbegyndte anlæggelsen af den cirka 312 f.v.t. Fra Rom udgik også Via Salaria og Via Flaminia, som begge gik i østlig retning mod Adriaterhavet og åbnede vejen til Balkan og områderne omkring Rhinen og Donau. Via Aurelia gik nordpå mod Gallien og Den Iberiske Halvø, og Via Ostiensis mod Ostia, Roms foretrukne havneby når det gjaldt rejser til og fra Afrika.

Roms største byggeprojekt

Veje havde også betydning for Rom før byens indbyggere begyndte at anlægge nye. Byen selv opstod hvor oldtidsveje mødtes ved det eneste vadested over den nederste del af Tiberen. Når romerne skulle forbedre de veje de fandt, kopierede de ifølge historiske kilder den fremgangsmåde som befolkningen i Karthago brugte ved anlæggelse af veje. Men romernes egentlige forgængere når det gjaldt vejbygning, var formentlig etruskerne. Resterne af deres veje kan stadig ses nogle steder. Før romertiden fandtes der desuden mange hyppigt anvendte stier i området. Måske har de været brugt når man skulle drive kvæg fra én græsgang til en anden. Vejene var imidlertid vanskeligt farbare eftersom de var mudrede i regntiden og støvede i den tørre del af sæsonen. Romerne anlagde ofte deres veje oven på sådanne gamle spor.

De romerske veje blev omhyggeligt planlagt og konstrueret på en måde som gjorde dem solide, brugbare og smukke. Man stræbte efter at gøre afstanden mellem de steder som en vej forbandt, kortest mulig. Det forklarer de mange lige strækninger som mange af disse veje har. Ofte måtte vejene imidlertid følge landskabets naturlige udformning. I bjergområder og andet terræn med store højdeforskelle lod de romerske ingeniører vejene gå halvvejs op på solsiden af bjerg- eller bakkeskråningerne. På den måde minimerede man de ulemper som dårlige vejrforhold kunne medføre for de rejsende.

Hvilken fremgangsmåde brugte romerne når de byggede veje? Det kunne variere lidt, men arkæologiske udgravninger har afsløret nogle grundlæggende faktorer som går igen.

Først planlagde områdets landinspektører vejens forløb. Så fulgte det opslidende gravearbejde, som blev udført af legionærer, arbejdere eller slaver. Man gravede to parallelle grøfter. Den mindste afstand imellem dem var cirka 2,4 meter, gennemsnitsafstanden var på 4 meter, og i svingene var vejene endnu bredere. Den færdige vej kunne nogle steder have en bredde på 10 meter, inklusive et fortov på begge sider. Derefter fjernede man jorden imellem de to grøfter så der opstod en hulning. Når man var nået ned til et fast underlag, fyldte man hullet op med tre eller fire lag forskelligt materiale. Det nederste lag kunne bestå af store sten eller murbrokker. Derefter kom et lag bestående af småsten eller flade sten, som måske blev holdt sammen af cement. Øverst lagde man et lag bestående af sammenpresset grus eller knuste sten.

Nogle af de romerske veje havde blot en sådan sammenpresset overflade bestående af knuste sten. Men det var de brolagte veje der gav anledning til den beundring som oldtidens romere blev genstand for. Overfladen på disse veje bestod af store stenplader udhugget af lokale klippeblokke. Pladerne var hvælvede med en svagt konveks overflade som betød at regnvandet løb fra den midterste, højestliggende del af vejen ud til afløbsrenderne i hver vejside. Denne konstruktion har været medvirkende til disse vejes lange holdbarhed som har betydet at nogle af dem er bevaret helt frem til vor tid.

Cirka 900 år efter at Via Appia var blevet anlagt, beskrev den byzantinske historiker Prokopios den som „imponerende“. Om de plader af sten som vejens overflade består af, skrev han: „Trods de mange år der er gået, og de mange vogne som dag efter dag er kørt hen over dem, er deres udseende og tilstand stadig uforandret, og de har ikke mistet deres jævne, glatte overflade.“

Hvordan kunne disse veje forcere naturlige forhindringer som for eksempel floder? Én af løsningerne på dette problem var broer, og nogle af dem eksisterer den dag i dag som et vidnesbyrd om de gamle romeres bemærkelsesværdige tekniske færdigheder. Tunnelerne i det romerske vejsystem er måske mindre velkendte, men bygningen af dem var, i betragtning af den teknik man havde til rådighed på den tid, en endnu større udfordring end vejbyggeriet. Et opslagsværk siger: „Ved hjælp af deres ingeniørkunst . . . opnåede [romerne] resultater som forblev uovertrufne i mange århundreder.“ Et eksempel på dette er tunnelen ved bjergpasset Gola del Furlo på Via Flaminia. Denne tunnel, som er 40 meter lang og 5 meter bred og høj, blev efter omhyggelig planlægning fra ingeniørernes side udhugget gennem massiv klippe i år 78 e.v.t. Det var en imponerende bedrift når man tænker på det værktøj man havde til rådighed på det tidspunkt. Anlæggelsen af et sådant vejsystem blev dengang betragtet som et af de største projekter mennesket havde kastet sig over.

De rejsende og udbredelsen af idéer

Vejene blev brugt af soldater, handlende, præster, turister og gladiatorer. Rejste man til fods, kunne man tilbagelægge 25-30 kilometer om dagen. De rejsende kunne få information om afstande ved at se på milestenene. Disse sten, der kunne have forskellig form, men som oftest var cylindriske, var anbragt med 1480 meters mellemrum, svarende til længden af en romersk mil. Undervejs var der desuden steder hvor de rejsende kunne holde hvil, udskifte deres heste, købe noget at spise og, i nogle tilfælde, også overnatte. Nogle af disse steder udviklede sig efterhånden til små byer.

Cirka 20 år før Kristi fødsel iværksatte kejser Augustus et program som skulle sikre at vejene blev vedligeholdt. Han udnævnte embedsmænd som skulle tage sig af en eller flere veje. Han fik rejst miliarium aureum, den gyldne mil, på Forum Romanum. Denne søjle med forgyldte bronzebogstaver var det ideelle endemål for alle romerske veje i Italien. Det var den der gav anledning til mundheldet: „Alle veje fører til Rom.“ Augustus sørgede også for at der blev udstillet kort som viste hele imperiets vejnet. Dette netværk levede åbenbart fuldt ud op til tidens standard, og det dækkede rigeligt det aktuelle behov.

Nogle af oldtidens rejsende brugte endda en skriftlig rejsefører, eller rejseplan, for at gøre rejsen mere bekvem. I en sådan guide var der oplysninger om afstandene imellem de forskellige steder hvor man kunne gøre holdt, og beskrivelser af de faciliteter og serviceydelser man kunne tilbyde det enkelte sted. Sådanne skriftlige rejseførere var imidlertid dyre og derfor ikke tilgængelige for alle.

Ikke desto mindre var der kristne forkyndere som planlagde og drog ud på mange og lange rejser. Apostelen Paulus valgte, ligesom sine samtidige, at rejse med skib når han skulle østpå, for at drage fordel af den fremherskende vindretning, som i Middelhavet er vestlig i sommermånederne. (Apostelgerninger 14:25, 26; 20:3; 21:1-3) Når han skulle vestpå, benyttede han ofte det romerske vejsystem og rejste over land. Paulus fulgte dette mønster da han arrangerede sin anden og sin tredje missionsrejse. (Apostelgerninger 15:36-41; 16:6-8; 17:1, 10; 18:22, 23; 19:1)a Omkring år 59 var Paulus på vej mod Rom ad Via Appia, og her mødte han sine trosfæller ved det travle Appii Forum, eller Appius’ Torv, 74 kilometer sydøst for Rom. Andre ventede på ham ved De Tre Kroer, 14 kilometer nærmere Rom. (Apostelgerninger 28:13-15) Omkring år 60 kunne Paulus sige at den gode nyhed var blevet forkyndt „i hele verden“ (den dakendte verden). (Kolossenserne 1:6, 23) Romernes vejsystem var med til at gøre dette muligt.

De romerske veje har vist sig at være et helt usædvanligt monument med en bemærkelsesværdig holdbarhed — og disse veje har været med til at lette udbredelsen af den gode nyhed om Guds rige. — Mattæus 24:14.

[Fodnote]

[Illustration på side 14]

En romersk milesten

[Illustration på side 15]

Via Appia i udkanten af Rom

[Illustration på side 15]

En vej i oldtidens Ostia i Italien

[Illustration på side 15]

Hjulspor frembragt af vogne i oldtiden, Østrig

[Illustration på side 15]

Et stykke af en romersk vej med milepæle, Jordan

[Illustration på side 16]

Ruiner af gravmonumenter på Via Appia uden for Rom

[Illustration på side 16]

Tunnelen ved bjergpasset Gola del Furlo på Via Flaminia i Marche-regionen

[Illustration på side 16, 17]

Tiberius’ bro på Via Aemilia ved Rimini, Italien

[Illustration på side 17]

Paulus mødte sine trosfæller ved det travle Appii Forum, eller Appius’ Torv

[Kildeangivelser på side 15]

Længst til venstre, Ostia: ©danilo donadoni/​Marka/​age fotostock; længst til højre, vej med milesten: Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.