Bør navnet Jehova stå i Det Nye Testamente?

HAR det nogen betydning hvorvidt Guds navn forekommer i Bibelen eller ej? Det mener Gud åbenbart. Hans navn, skrevet med fire hebraiske bogstaver kaldet tetragrammet, forekommer næsten 7000 gange i den hebraiske grundtekst til det der almindeligvis kaldes Det Gamle Testamente.a

Bibelforskere er godt klar over at Guds personlige navn forekommer i Det Gamle Testamente, eller De Hebraiske Skrifter. Men mange mener ikke at det stod i de originale græske håndskrifter til det der ofte kaldes Det Nye Testamente.

Men hvad skal en bibeloversætter så gøre når en af skribenterne til Det Nye Testamente citerer et stykke fra Det Gamle Testamente hvori tetragrammet forekommer? I disse tilfælde bruger de fleste oversættere ordet „Herre“ frem for at bruge Guds navn. Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter følger ikke denne udbredte praksis. Den bruger navnet Jehova 237 gange i De Kristne Græske Skrifter, eller Det Nye Testamente.

Hvilke problemstillinger står bibeloversættere over for når de skal beslutte om de vil bruge Guds navn i Det Nye Testamente? Hvilket grundlag er der for at bruge Guds navn i denne del af De Hellige Skrifter? Og hvilken betydning har brugen af Guds navn i Bibelen for dig?

Et oversætterproblem

De håndskrifter til Det Nye Testamente som vi har til rådighed i dag, er ikke originalerne. De originale håndskrifter skrevet af Mattæus, Johannes, Paulus og andre blev brugt flittigt og er uden tvivl hurtigt blevet slidt op. Der blev derfor lavet afskrifter, og når de var slidt op, lavede man nye. Af de tusinder af afskrifter af Det Nye Testamente som findes i dag, er de fleste blevet udfærdiget mindst to hundrede år efter at originalerne blev skrevet. Det lader til at de som afskrev håndskrifterne på dette tidspunkt, enten erstattede tetragrammet med Kyʹrios, som er det græske ord for „Herre“, eller afskrev fra håndskrifter hvor dette allerede var gjort.b

På baggrund af denne viden må en oversætter vurdere om det med rimelighed kan dokumenteres at tetragrammet rent faktisk forekom i de originale græske håndskrifter. Findes der en sådan dokumentation? Overvej følgende argumenter:

• Når Jesus citerede eller læste op fra Det Gamle Testamente, brugte han Guds navn. (5 Mosebog 6:13, 16; 8:3; Salme 110:1; Esajas 61:1, 2; Mattæus 4:4, 7, 10; 22:44; Lukas 4:16-21) På Jesu og hans disciples tid stod tetragrammet i afskrifter af den hebraiske tekst, eller Det Gamle Testamente, som det gør den dag i dag. Men i århundreder troede bibelforskerne ikke at tetragrammet blev brugt hverken i Septuaginta-oversættelsen, den første oversættelse af Det Gamle Testamente til græsk, eller i afskrifter af Det Nye Testamente. I midten af det 20. århundrede gjorde man imidlertid nogle bemærkelsesværdige opdagelser — man fandt nogle meget gamle fragmenter af Septuaginta som stammede fra Jesu tid. På disse fragmenter forekommer Guds personlige navn skrevet med hebraiske skrifttegn.

• Jesus brugte Guds navn og gjorde det kendt for andre. (Johannes 17:6, 11, 12, 26) Jesus sagde ligeud: „Jeg er kommet i min Faders navn.“ Han understregede også at de ting han gjorde, gjorde han „i [sin] Faders navn“. Faktisk betyder navnet Jesus „Jehova er frelse“. — Johannes 5:43; 10:25.

• Guds navn forekommer i sin forkortede form i De Græske Skrifter. I Åbenbaringen 19:1, 3, 4, 6 indgår Guds navn i udtrykket „Halleluja“. Dette udtryk betyder ordret „Lovsyng Jah!“ Jah er en kortform af navnet Jehova.

• Gamle jødiske skrifter viser at kristne jøder brugte Guds navn i deres skrifter. Tosefta, en skreven samling af mundtlige love, fuldført omkring år 300 efter vor tidsregning, siger om kristne håndskrifter der blev brændt på sabbatten: „Evangelisternes bøger og minims bøger [minim menes at være jødiske kristne] redder de ikke fra ilden. Dem lader de brænde på stedet, . . . dem og de henvisninger til Guds navn som de indeholder.“ I den samme lovsamling citeres galilæeren Rabbi José, som levede i begyndelse af det andet århundrede, for at sige at på andre ugedage „skærer man de henvisninger til Guds navn som findes i dem [de kristne skrifter], ud og gemmer dem, og resten brændes“. Så der findes altså klare vidnesbyrd om at de jøder som levede i det andet århundrede, mente at kristne brugte Jehovas navn i deres skrifter.

Hvordan har oversættere grebet problemet an?

Er Ny Verden-Oversættelsen den eneste bibeloversættelse hvor Guds navn er genindsat i De Græske Skrifter? Nej. Mange bibeloversættere har på grund af ovennævnte vidnesbyrd konkluderet at Guds navn bør stå i deres oversættelse af Det Nye Testamente.

For eksempel bruger mange udgaver af Det Nye Testamente på afrikanske, amerikanske, asiatiske og polynesiske sprog navnet flittigt. (Se oversigten på side 21). Nogle af disse oversættelser er af nyere dato, eksempelvis Bibelen på rotumansk (1999), der bruger navnet Jihova 51 gange i 48 vers i Det Nye Testamente, og en oversættelse på sproget batak-toba (1989) fra Indonesien, som bruger navnet Jahowa 110 gange i Det Nye Testamente. Navnet er også blevet brugt i franske, spanske og tyske oversættelser. For eksempel oversatte Pablo Besson Det Nye Testamente til spansk i begyndelsen af det 20. århundrede. Hans oversættelse bruger Jehová i Judas 14, og i næsten 100 fodnoter angives Guds navn som en mulig oversættelse.

Nedenfor ses nogle eksempler på engelske oversættelser der bruger Guds navn i Det Nye Testamente:

• A Literal Translation of the New Testament . . . From the Text of the Vatican Manuscript af Herman Heinfetter (1863)

• The Emphatic Diaglott af Benjamin Wilson (1864)

• The Epistles of Paul in Modern English af George Barker Stevens (1898)

• St. Paul’s Epistle to the Romans af W.G. Rutherford (1900)

• The Christian’s Bible — New Testament af George N. LeFevre (1928)

• The New Testament Letters af J.W.C. Wand, biskop i London (1946)

For nylig havde 2004-udgaven af den kendte oversættelse New Living Translation følgende kommentar i forordet under overskriften „Gengivelsen af guddommelige navne“: „Vi har for det meste gengivet tetragrammet (JHWH) med ’HERREN’ skrevet med kapitæler, som det er almindeligt i engelske oversættelser. Dette vil adskille det fra navnet ’Adhonajʹ, som vi gengiver med ’Herre’.“ I en kommentar til Det Nye Testamente står der: „Det græske ord kyʹrios er konsekvent oversat med ’Herre’, undtagen de steder hvor Det Nye Testamente tydeligt citerer fra Det Gamle Testamente; her er det oversat med ’HERRE’ skrevet med kapitæler. (Kursiveret af os). Oversætterne bag denne Bibel anerkender altså at tetragrammet (JHWH) bør være repræsenteret i disse citater i Det Nye Testamente.

Det er værd at lægge mærke til følgende kommentar i The Anchor Bible Dictionary i afsnittet „Tetragrammet i Det Nye Testamente“: „Der findes vidnesbyrd om at tetragrammet, Guds navn, Jahve, forekom nogle eller alle de steder i NT [Det Nye Testamente] hvor man citerede fra GT [Det Gamle Testamente] da de originale håndskrifter til NT blev skrevet.“ Og professor George Howard siger: „Eftersom tetragrammet stadig stod i de afskrifter af den græske Bibel [Septuaginta] som udgjorde oldkirkens skrifter, er det rimeligt at antage at de mænd der skrev NT, bevarede tetragrammet i den bibelske tekst når de citerede fra Skriften.“

To overbevisende argumenter

Det er altså tydeligt at Ny Verden-Oversættelsen ikke er den første Bibel der har brugt Guds navn i Det Nye Testamente. Ligesom en dommer der skal fælde dom i en sag uden nulevende øjenvidner, undersøgte komitéen bag Ny Verden-Oversættelsen nøje alle de relevante vidnesbyrd. Og på baggrund af kendsgerningerne besluttede man at bruge Jehovas navn i oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter. Her følger to overbevisende argumenter for dette.

(1) Oversætterne mente at eftersom De Kristne Græske Skrifter var en inspireret tilføjelse til De Hebraiske Skrifter, virkede det inkonsekvent at Guds navn pludselig forsvandt fra teksten.

Hvorfor er det en rimelig konklusion? Omkring midten af det første århundrede sagde disciplen Jakob til de ældste i Jerusalem: „Simeon har i detaljer berettet om hvordan Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk for sit navn.“ (Apostelgerninger 15:14) Synes du det lyder logisk at Jakob ville komme med sådan en udtalelse hvis ingen i det første århundrede kendte eller brugte Guds navn?

(2) Da man fandt eksemplarer af Septuaginta-oversættelsen som brugte Guds navn i stedet for Kyʹrios (Herre), blev det klart for oversætterne at på Jesu tid indeholdt afskrifter af Den Hellige Skrift på græsk — og selvfølgelig også de hebraiske — Guds navn.

Det lader til at den gudvanærende tradition med at fjerne Guds navn fra de græske håndskrifter først opstod senere. Hvad mener du? Ville Jesus og hans apostle have fremmet en sådan tradition? — Mattæus 15:6-9.

’Påkald Jehovas navn’

I virkeligheden fungerer Bibelen selv som en afgørende „øjenvidneberetning“ der klart viser at de første kristne rent faktisk brugte Guds navn i deres skrifter, især når de citerede passager fra Det Gamle Testamente som indeholder navnet. Det er altså med god grund at man i Ny Verden-Oversættelsen har genindsat Guds navn, Jehova, i De Kristne Græske Skrifter.

Hvordan berører disse oplysninger dig? Med et citat fra De Hebraiske Skrifter mindede apostelen Paulus de kristne i Rom om at „enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst“. Derefter spurgte han: „Men hvordan kan man påkalde ham som man ikke har fået tro på? Og hvordan kan man få tro på ham som man ikke har hørt om?“ (Romerne 10:13, 14; Joel 2:32) Bibeloversættelser der bruger Guds navn hvor der er grundlag for det, hjælper læseren til at nærme sig Gud. (Jakob 4:8) Det er i virkeligheden en stor forret at vi har fået lov til at kende Guds personlige navn, Jehova, og påkalde det.