Spørgsmål fra læserne

Er der tale om en modsigelse når der i Ezekiel 18:20 står: „En søn skal ikke bære noget af faderens brøde“, hvorimod Anden Mosebog 20:5 siger at Jehova „for fædres misgerning bringer straf over sønner“?

Der er ikke tale om nogen modsigelse. Den ene udtalelse fokuserer på den enkeltes ansvar. Den anden er en erkendelse af at de fejl man begår, kan få konsekvenser for ens efterkommere.

Sammenhængen i kapitel 18 i Ezekiels Bog viser at kapitlet handler om ens personlige ansvar. „Den sjæl der synder, den skal dø,“ står der i vers fire. Og om den der er „retfærdig og har øvet ret og retfærdighed“, siges der: „Han skal visselig leve.“ (Ez. 18:5, 9) Når man har nået en alder hvor man kan kræves til ansvar for det man gør, vil man altså selv blive dømt ’efter sine veje’. — Ez. 18:30.

Dette princip kom til udtryk i levitten Koras tilfælde. Under israelitternes vandring i ørkenen blev Kora utilfreds med sine tjenesteprivilegier. I et forsøg på at sikre sig ret til præstegerningen gjorde Kora og nogle andre oprør mod Moses og Aron, som begge repræsenterede Jehova. Fordi de formasteligt rakte ud efter denne tjeneste — et privilegium de ikke havde ret til — slog Jehova både Kora og de andre oprørere ihjel. (4 Mos. 16:8-11, 31-33) Men Koras sønner deltog ikke i oprøret. Gud holdt dem ikke ansvarlige for deres fars synd. På grund af deres loyalitet over for Jehova skånede han deres liv. — 4 Mos. 26:10, 11.

Men hvad så med advarselen i Anden Mosebog 20:5, en del af De Ti Bud? Lad os igen se på sammenhængen. Jehova indgik Lovpagten med Israels nation. Efter at have lyttet til pagtens betingelser erklærede israelitterne offentligt: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“ (2 Mos. 19:5-8) Nationen som helhed indgik altså en særlig aftale med Jehova. Ordene i Anden Mosebog 20:5 var altså dybest set rettet til hele nationen.

Når israelitterne forblev trofaste over for Jehova, gavnede det dem som folk betragtet, og de kunne glæde sig over mange velsignelser. (3 Mos. 26:3-8) Men det modsatte gjaldt også. Når Israels nation forkastede Jehova og dyrkede falske guder, holdt han sin velsignelse og beskyttelse tilbage, og det førte til ulykke for hele folket. (Dom. 2:11-18) Nogle bevarede ganske vist deres integritet og holdt Guds bud trods den afgudsdyrkelse nationen som helhed praktiserede. (1 Kong. 19:14, 18) De trofaste blev sikkert udsat for trængsler som følge af nationens synder, men Jehova viste dem loyal hengivenhed.

Da israelitterne tilsidesatte Jehovas principper på så skamløs en måde at hans navn blev latterliggjort blandt nationerne, besluttede Jehova at straffe dem ved at tillade at de kom i landflygtighed i Babylon. Konsekvensen af dette var naturligvis at israelitterne blev straffet både som folk betragtet og som enkeltpersoner. (Jer. 52:3-11, 27) Bibelen viser at den skyld Israels nation kollektivt havde pådraget sig, var så stor at tre, fire eller muligvis endnu flere generationer blev berørt af deres forfædres ugerninger, sådan som Anden Mosebog 20:5 siger.

Guds ord indeholder også beretninger om hvordan enkeltfamilier blev berørt af forældres dårlige opførsel. Ypperstepræsten Eli krænkede Jehova ved at tillade at to „uslinge“, hans umoralske sønner, fik lov til at beholde deres præsteembede. (1 Sam. 2:12-16, 22-25) Eli ærede sine sønner mere end Jehova, og af den grund besluttede Jehova at Elis familie skulle afskæres fra at tjene som ypperstepræster, en beslutning der trådte i kraft på Elis tipoldebarn Ebjatars tid. (1 Sam. 2:29-36; 1 Kong. 2:27) Princippet i Anden Mosebog 20:5 fremgår også af Gehazis eksempel. For at få materielt udbytte af profeten Elisas helbredelse af Na’aman, en syrisk general, misbrugte Gehazi sin stilling som Elisas tjener. Gennem Elisa udtalte Jehova derfor følgende dom over ham: „Na’amans spedalskhed skal hænge ved dig og dit afkom til fjerne tider.“ (2 Kong. 5:20-27) Gehazis synd fik altså konsekvenser for hans efterkommere.

Som Skaber og Livgiver har Jehova naturligvis fuld ret til at afgøre hvilken straf der vil være retfærdig og passende. Ovennævnte eksempler viser at et menneskes synd kan få negative følger for dets børn og senere efterkommere. Bibelen siger imidlertid at Jehova ’hører de nødstedtes skrig’, og enkeltpersoner som oprigtigt vender sig til ham, kan få hans godkendelse og opnå et vist mål af lindring. — Job 34:28.

[Illustration på side 29]

Kora og de der gjorde oprør sammen med ham, blev krævet til ansvar for deres handlinger