De mange forsøg på at fjerne fattigdommen

DE DER er rige, har allerede fjernet fattigdommen — for deres eget vedkommende. Men ethvert forsøg på at fjerne fattigdommen for hele menneskeheden er slået fejl. Hvordan kan det være? Fordi de der er rige, generelt ikke ønsker at nogen eller noget skal gribe ind i deres privilegier. For længe siden skrev kong Salomon af Israel: „Se! de undertryktes tårer, men ingen trøstede dem; nej, det var deres undertrykkere der havde magten.“ — Prædikeren 4:1.

Kunne de der har magt og indflydelse, forandre samfundet i en sådan grad at al fattigdom i verden blev fjernet? Salomon skrev under inspiration fra Gud: „Se! alt var tomhed og jag efter vind. Det der er gjort kroget, kan ikke rettes ud.“ (Prædikeren 1:14, 15) Et overblik over det man i nyere tid har gjort for at komme fattigdommen til livs, illustrerer hvor svært det er at rette op på det der er „kroget“.

Teorier om velstand for alle

I det 19. århundrede, da nogle få lande i kraft af deres handel og industri opnåede en velstand som aldrig før, var der indflydelsesrige mennesker som alvorligt overvejede hvad der kunne gøres ved fattigdommen. Kunne jordens ressourcer fordeles mere ligeligt?

Nogle mente at man ved socialisme eller kommunisme kunne opnå et klasseløst verdenssamfund hvor al rigdom var retfærdigt fordelt. Det vakte selvfølgelig en del bekymring blandt de rige. Men mottoet: „Lad hver enkelt yde efter evne og nyde efter behov,“ vandt stor anerkendelse. Mange håbede at alle nationer efterhånden ville indføre socialismen så hele verden kunne blive et idealsamfund. Nogle af de rige lande antog socialismen i en vis udstrækning og oprettede en velfærdsstat, hvor der blev sørget for alle borgere „fra vugge til grav“. Det kan siges at i disse befolkninger er i hvert fald den livstruende fattigdom blevet afskaffet.

Socialismen har imidlertid aldrig formået at skabe et uselvisk samfund. Håbet om at alle borgere ville arbejde for det fælles vel snarere end for sig selv, er ikke blevet indfriet. Nogle afviser at skulle sørge for dem der er ringere stillet, og peger på at når man er gavmild mod de fattige, opmuntrer man dem ikke til at arbejde. Under alle omstændigheder er det som Bibelen siger: „Der er intet menneske som er retfærdigt på jorden, som altid gør det gode og ikke synder. . . . Gud har frembragt menneskene retskafne, men de har fundet på så mange planer.“ — Prædikeren 7:20, 29.

En anden teori er den man har kaldt den amerikanske drøm — drømmen om et sted hvor enhver som er villig til at arbejde, kan blive rig. Mange lande har antaget den politik der synes at have gjort USA til et rigt land — demokrati, fri konkurrence og fri handel. Men det er ikke alle lande der kan kopiere „den amerikanske drøm“, for rigdommen i Nordamerika skyldes ikke kun et politisk system. De store naturrigdomme og den lette adgang til internationale handelsruter har spillet en stor rolle. Man må også huske at et økonomisk system som er baseret på konkurrence, ikke kun frembringer vindere, men også tabere. Men kunne man så overtale de velstående lande til at hjælpe dem der stadig er fattige?

Marshallplanen — vejen frem?

Da den anden verdenskrig var forbi, lå Europa i ruiner, og mange frygtede at komme til at sulte. USA’s regering var bekymret over kommunismens udbredelse i Europa. I fire år gav den amerikanske regering store beløb til genopbygning af industrien og landbruget i de lande som ville gå ind for USA’s politik. Dette europæiske genopbygningsprogram, kendt som Marshallplanen, blev regnet for at være en succes. Amerikas indflydelse i Europa voksede, og livstruende fattigdom blev en sjældenhed. Havde man fundet vejen til at gøre det af med al fattigdom?

Marshallplanens succes fik den amerikanske regering til at yde hjælp til fattige lande i hele verden. De fik støtte til udvikling af landbrug, sundhedsvæsen, undervisning og transport. USA har åbent erkendt at motivet til dette var at fremme egne interesser. Også andre lande har prøvet at øge deres indflydelse ved at give udviklingsstøtte. Men nu hvor der er gået over tres år, og man har brugt mange gange flere penge end dem der blev givet ud i forbindelse med Marshallplanen, har resultaterne været skuffende. Sandt nok har nogle lande der før var fattige, især i Østasien, opnået en umådelig velstand. Andre steder i verden har bistanden ganske vist betydet at færre børn dør og flere kommer i skole, men landene er stadig ekstremt fattige.

Hvorfor udviklingsbistanden har skuffet

Det har vist sig at være vanskeligere at hjælpe fattige lande ud af deres fattigdom end det var at hjælpe velstående lande på fode igen efter krigen. I Europa havde man i forvejen handel, industri og infrastruktur. Det var bare økonomien der skulle op at stå. Men i de fattige lande, hvor man har givet bistand til veje, skoler og hospitaler, er befolkningerne stadig ekstremt fattige. Hvorfor? Fordi disse lande mangler forretningsmuligheder, naturrigdomme og adgang til handelsruter.

Fattigdommens onde cirkel er kompliceret og svær at bryde. For eksempel kan sygdom være årsag til fattigdom, og fattigdom er årsag til sygdom. Børn der er underernærede, kan være så svækkede både fysisk og psykisk at de, når de bliver voksne, ikke kan tage sig af deres egne børn. Og når rige lande sender gratis mad fra deres overskudslagre til fattige lande som „hjælp“, bliver de lokale bønder og handelsmænd udkonkurreret, og fattigdommen stiger. Når der bliver sendt penge til de fattige landes regeringer, kan det sætte endnu en ond cirkel i gang: Pengene er lette at stjæle, hvilket kan føre til korruption, og korruption resulterer ofte i endnu større fattigdom. Sammenfattende kan det siges at udviklingsbistanden ikke løser fattigdommens problem fordi den ikke tager fat om den egentlige årsag.

Den egentlige årsag til fattigdom

Den ekstreme fattigdom er et resultat af at stater, regeringer og enkeltpersoner fremmer og beskytter deres egne interesser. En af grundene til at de rige landes regeringer ikke gør mere for at fjerne fattigdommen i verden, er at de er demokratisk valgt og skal gøre deres vælgere tilfredse. For eksempel forhindrer de import af landbrugsvarer fra de fattige lande for at beskytte deres egne landmænds interesser. Og de der har magten i de rige lande, understøtter deres egen landbrugsproduktion så den udkonkurrerer landbruget i de fattige lande.

Det er tydeligt at fattigdommens årsag — den tilbøjelighed som lande og enkeltpersoner har til at beskytte deres egne interesser — er menneskeskabt. Bibelskribenten Salomon udtrykte det på denne måde: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ — Prædikeren 8:9.

Er der da overhovedet noget håb om at fattigdommen kan blive fjernet? Findes der en regering der kan lave om på menneskets natur?

[Ramme på side 6]

En lov der gjorde noget ved fattigdommen

Jehova Gud gav Israels folk i fortiden en samling af love der, hvis de blev overholdt, ville forhindre fattigdom. Under denne lov fik hver slægt, undtagen præstestammen Levi, en jordlod. Slægtens jord var sikret fordi jorden ikke kunne sælges uigenkaldeligt. Hvert 50. år skulle al jord gives tilbage til ejermanden eller hans slægt. (3 Mosebog 25:10, 23) Hvis én på grund af sygdom, ulykke eller dovenskab havde været nødt til at sælge sin jord, skulle han have den tilbage kvit og frit i jubelåret. På den måde ville ingen familie blive fattig i flere generationer.

Guds lov indeholdt også en barmhjertig ordning der gav en mand mulighed for at sælge sig selv som træl hvis han var kommet i alvorlig nød. Han ville modtage pengene på forhånd sådan at han kunne betale hvad han skyldte. Hvis han ikke havde kunnet købe sig fri inden det syvende år, skulle han alligevel have sin frihed, og man skulle give ham såsæd og husdyr så han kunne begynde at drive landbrug igen. Og hvis en fattig israelit blev nødt til at låne penge, forbød Loven hans landsmænd at kræve renter af ham. Loven sagde også at man ikke måtte høste helt ud til kanten af sin mark, for at der kunne være noget tilbage til de fattige. På den måde var ingen israelitter henvist til at tigge. — 5 Mosebog 15:1-14; 3 Mosebog 23:22.

Historien viser imidlertid at der var nogle israelitter som blev fattige. Hvordan kunne det ske? Israel adlød ikke Jehovas lov. Derfor gik det som i så mange andre lande: Nogle israelitter blev rige jordbesiddere, mens andre var fattige og uden jord. Fattigdom blandt israelitterne skyldtes at nogle ignorerede Guds lov og lod deres egne interesser komme forud for andres. — Mattæus 22:37-40.