Lær af Guds ord
Hvorfor har Gud en organisation?
Denne artikel rejser nogle spørgsmål som du måske har tænkt over, og viser hvor du kan finde svarene i din egen bibel. Jehovas Vidner vil meget gerne drøfte disse svar med dig.
1. Hvorfor organiserede Gud israelitterne?
Gud organiserede nogle af patriarken Abrahams efterkommere i en nation og gav dem en lovsamling. Han kaldte nationen for Israel og gav den ansvaret for at beskytte den sande tilbedelse og hans ord, De Hellige Skrifter. (Salme 147:19, 20) Dette har været til gavn for mennesker af alle nationaliteter. — Læs Første Mosebog 22:18.
Gud udvalgte israelitterne til at være hans vidner. Når de adlød ham, havde de gavn af hans love. (5 Mosebog 4:6) Ved at undersøge Israels historie kan vi få mere at vide om den sande Gud. — Læs Esajas 43:10, 12.
2. Hvorfor er sande kristne organiseret?
Med tiden mistede Israel Jehovas godkendelse, og i stedet blev det den kristne menighed der fik hans godkendelse. (Mattæus 21:43; 23:37, 38) I fortiden var israelitterne vidner for Jehova, og det samme er sande kristne i dag. — Læs Apostelgerninger 15:14, 17.
Jesus organiserede sine disciple for at de kunne vidne om Jehova og gøre disciple af alle nationerne. (Mattæus 10:7, 11; 24:14; 28:19, 20) Dette arbejde er ved at nå sit klimaks. For første gang har Jehova forenet millioner af mennesker fra alle nationer i sand tilbedelse. (Åbenbaringen 7:9, 10) De er også samlet i en organisation så de kan opmuntre og støtte hinanden. Overalt i verden følger de alle det samme program for bibelundervisning ved deres møder. — Læs Hebræerbrevet 10:24, 25.
3. Hvordan opstod Jehovas Vidner i nyere tid?
Jehovas Vidners organisation som den kendes i dag, opstod i 1870’erne. En lille gruppe bibellæsere begyndte at afdække bibelske sandheder der havde været glemt i årevis. De vidste at den kristne menighed var blevet organiseret af Jesus til at forkynde, og de begyndte derfor en verdensomspændende forkyndelseskampagne. I 1931 antog de navnet Jehovas Vidner. — Læs Apostelgerninger 1:8; 2:1, 4; 5:42.
4. Hvordan er Jehovas Vidner organiseret i dag?
I det første århundrede blev de kristne menigheder i mange lande ledet af et centralt styrende råd der anerkendte Jesus som menighedens hoved. (Apostelgerninger 16:4, 5) Jehovas Vidner i dag anerkender ligeledes Jesus som deres Fører. (Mattæus 23:9, 10) De bliver også ledet af et styrende råd af erfarne ældste som giver bibelsk opmuntring og vejledning til de mere end 100.000 menigheder. I hver menighed tjener mænd der har de rette kvalifikationer, som ældste, eller tilsynsmænd. Disse mænd tager sig kærligt af Guds hjord. — Læs Første Petersbrev 5:2, 3.
Jehovas Vidner er organiseret for at kunne forkynde den gode nyhed og gøre disciple. For at hjælpe folk overalt oversætter, trykker og distribuerer de bibelstudiemateriale på over 500 sprog. Ligesom apostlene forkynder de fra hus til hus. (Apostelgerninger 20:20) De tilbyder at studere Bibelen personligt med dem der ønsker at finde sandheden. Jehovas folk udgør en organisation af lykkelige mennesker fordi de er optaget af at gøre det Gud ønsker, og at hjælpe andre. — Læs Salme 33:12; Apostelgerninger 20:35.
Flere oplysninger findes i kapitel 19 i denne bog, Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, udgivet af Jehovas Vidner.