Hvorfor befalede Gud at hans tjenere kun måtte gifte sig med deres trosfæller?

▪ Guds lov til Israel indeholdt denne befaling i forbindelse med de omkringboende nationer: „Du må ikke besvogre dig med dem. Din datter må du ikke give til hans søn, og hans datter må du ikke tage til din søn.“ (5 Mosebog 7:3, 4) Hvorfor fik israelitterne dette forbud?

For det første vidste Jehova at Satan ønskede at fordærve hele folket som nation betragtet ved at få det til at dyrke falske guder. Det var derfor Gud gav følgende advarsel til folket: „For [en ikkeisraelit] vil vende din søn bort fra mig, og de vil tjene andre guder.“ Der stod meget på spil. Hvis nationen Israel begyndte at dyrke andre guder, ville de miste Guds godkendelse og beskyttelse, og dermed ville de blive et nemt bytte for deres fjender. Hvordan skulle nationen så kunne frembringe den lovede Messias? Det er tydeligt at Satan havde grund til at lokke israelitterne til at gifte sig med ikketroende.

For det andet må man huske at Gud havde omsorg for hver enkelt blandt sit folk. Han vidste at den enkeltes lykke og velbefindende afhang af at vedkommende havde et nært forhold til Gud. Var det velbegrundet at Jehova var bekymret for den farlige indflydelse ikketroende kunne have? Tænk engang på kong Salomons eksempel. Han kendte Jehovas advarsel mod at tage sig ikketroende hustruer: „De vil . . . bøje jeres hjerte så I følger deres guder.“ På grund af hans enestående visdom troede han måske at han var hævet over Guds vejledning, og at den ikke gjaldt ham. Han ignorerede den. Med hvilket resultat? „Hans hustruer bøjede efterhånden hans hjerte.“ Hvor tragisk! Salomon mistede Guds godkendelse, og folket blev delt fordi han ikke var trofast. — 1 Kongebog 11:2-4, 9-13.

Nogle vil måske indvende at der var undtagelser. For eksempel giftede israelitten Malon sig med moabitterinden Rut, og hun blev med tiden troende. Men det var risikabelt at gifte sig med moabitiske kvinder. Malon blev ikke rost for at han havde giftet sig med en moabit; han døde ung, sikkert inden Rut begyndte at tjene Jehova. Malons bror, Kiljon, giftede sig med moabitterinden Orpa, som holdt fast ved „sine guder“. Boaz, derimod, giftede sig med Rut noget tid efter at hun var blevet troende. Senere omtalte jøderne hende endda som en „fuldkommen proselyt“. Ægteskabet mellem Rut og Boaz var til velsignelse for dem begge. — Rut 1:4, 5, 15-17; 4:13-17.

Er det da fornuftigt at slutte at eksemplet med Malon og Rut taler imod Jehovas råd om kun at gifte sig med en trosfælle? Ville det ikke være det samme som at sige at fordi en hasardspiller har fået jackpot, så må hasardspil være en acceptabel måde at forsørge sig selv på?

Bibelen tilskynder kristne i dag til kun at gifte sig „i Herren“. Desuden advarer den imod at lade sig „spænde i ulige åg med ikketroende“. Sådanne gode råd er rettet til sande kristne der gerne vil giftes. Til dem der allerede er gift med en ikketroende, giver Bibelen vejledning om hvordan man får det bedste ud af en vanskelig situation. (1 Korinther 7:12-16, 39; 2 Korinther 6:14) Denne vejledning viser at Jehova Gud, ægteskabets Indstifter, ønsker at vi som hans tjenere skal være lykkelige — uanset om man er gift eller ugift.