Alting er muligt for Jehova

ARBEJDEDE FRA MORGEN TIL AFTEN

Jeg blev født i 1937 i nærheden af byen Tokmak i Kirgisistan. Jeg er kirgiser, og i min familie taler vi kirgisisk. Mine forældre var landarbejdere i en kolkhos, et kollektivt landbrug, og knoklede fra tidlig morgen til sen aften. På den tid fik landarbejdere regelmæssigt udleveret fødevarer, men de fik kun udbetalt en lille løn en gang om året. Min mor var hårdt presset fordi hun også skulle tage sig af min lillesøster og mig. Efter blot fem års skolegang begyndte jeg også at arbejde på fuld tid i kolkhosen.

I det område jeg boede i, var der stor fattigdom, og det var meget hårdt for folk bare at skaffe til dagen og vejen. Som ung tænkte jeg ikke ret meget over hvad meningen med livet var, eller hvordan fremtiden ville blive. Dengang havde jeg ingen forestilling om at sandheden om Jehova Gud og hans hensigt senere skulle forandre mit liv. Lad mig fortælle om hvordan den gode nyhed kom til Kirgisistan. Det hele begyndte i den nordlige del af landet, i den region jeg kommer fra.

SANDHEDEN KOMMER TIL KIRGISISTAN

Sandheden om Jehova Gud slog rod i landet i 1950’erne. Den var oppe imod en ideologi der havde et stærkt greb i befolkningen, for det der nu hedder Kirgisistan, var dengang en del af det kommunistiske Sovjetunionen. I hele Sovjetunionen forholdt Jehovas Vidner sig neutrale i politiske anliggender og blev derfor betragtet som fjender af staten og forfulgt. (Joh. 18:36) Men ingen ideologi kan forhindre Guds ord i at nå oprigtige menneskers hjerter. En af de vigtigste erfaringer jeg har gjort mig i mit lange liv, er at ‘alle ting er mulige’ for Jehova. – Mark. 10:27.

Faktisk førte forfølgelsen af Jehovas Vidner til at sandheden kom til Kirgisistan. Hvordan det? Folk der blev betragtet som fjender af staten, blev sendt til Sibirien, og fordi der var Jehovas Vidner blandt dem, var der mange der lærte sandheden at kende mens de var i eksil. En del af de folk der blev frigivet, tog til Kirgisistan. Som eksempel kunne nævnes Emil Jantsen, der blev født i Kirgisistan i 1919. Han blev sendt i en arbejdslejr, hvor han mødte Jehovas Vidner og tog imod sandheden. Da han vendte hjem i 1956, slog han sig ned i nærheden af byen Sokuluk, der ligger i den region jeg kommer fra. I 1958 blev den første menighed i Kirgisistan oprettet i denne by.

Omkring et års tid senere flyttede en bror ved navn Viktor Vinter til Sokuluk. Denne trofaste bror kom gentagne gange ud for hårde prøver. To gange afsonede han tre års fængsel på grund af sin neutralitet, derefter sad han i fængsel i ti år, og til sidst var han fem år i eksil. Forfølgelsen af Guds folk kunne imidlertid ikke forhindre udbredelsen af sandheden.

SANDHEDEN KOMMER TIL MIN HJEMEGN

I 1963 var der omkring 160 Jehovas Vidner i Kirgisistan, hvoraf mange oprindeligt kom fra Tyskland, Ukraine og Rusland. Eduard Varter, en tysk bror der var blevet døbt i Litauen i 1924, var en af dem. I 1940’erne havde nazisterne sendt ham i koncentrationslejr, og nogle år senere havde kommunisterne i Sovjetunionen sendt ham i eksil. Denne loyale tjener for Jehova flyttede i 1961 til byen Kant, der ligger meget tæt på min hjemby.

En trofast søster ved navn Elizaveta Fot boede også i Kant. Hun arbejdede som syerske. Fordi hun var meget dygtig til sit fag, bestilte læger, lærere og andre fine mennesker tøj hos hende. En af hendes kunder var en kvinde ved navn Aksamaj Sultanalijeva, hvis mand var embedsmand og arbejdede for den offentlige anklager. Aksamaj købte tøj hos Elizaveta, men stillede også en masse spørgsmål om meningen med livet og de dødes tilstand. Elizaveta besvarede hendes spørgsmål direkte fra Bibelen, og Aksamaj endte med at blive en ivrig forkynder af den gode nyhed.

Omkring den tid blev Nikolaj Tjimpojesj fra Moldova udnævnt som kredstilsynsmand, hvilket han var i næsten 30 år. Ud over at besøge menighederne var det også ham der sørgede for at vores publikationer blev duplikeret og distribueret. Det var noget myndighederne lagde mærke til. Han fik derfor dette råd af Eduard Varter: “Når de udspørger dig, skal du bare fortælle dem lige ud at vi får vores litteratur fra hovedkontoret i Brooklyn. Se KGB-agenten lige i øjnene. Du har intet at frygte.” – Matt. 10:19.

Kort tid efter denne samtale blev Nikolaj bedt om at møde op hos KGB i Kant. Han har senere fortalt hvad der skete: “Agenten spurgte mig hvor vi fik vores litteratur fra. Jeg svarede at vi fik det fra Brooklyn. Det vidste han ikke hvad han skulle sige til, så han lod mig bare gå, og jeg blev aldrig indkaldt igen.” Sådanne frygtløse forkyndere blev ved med diskret at sprede den gode nyhed i det nordlige Kirgisistan. I begyndelsen af 1980’erne nåede sandheden om Jehova endelig frem til min familie.

MIN KONE HØRER OM SANDHEDEN

Min kone, Majrambubu, kommer fra Naryn-regionen. En dag i august 1974 var hun på besøg hos min søster, og der mødte vi hinanden for første gang. Jeg faldt straks for Majrambubu, og vi blev gift samme dag!

I januar 1981, da Majrambubu var med bussen på vej til et lokalt marked, overhørte hun den samtale jeg nævnte i indledningen. Hun ville gerne høre mere, så hun bad om kvindens navn og adresse. Kvinden sagde at hendes navn var Apun, men eftersom Jehovas Vidners aktiviteter var under forbud, var hun meget forsigtig og fik i stedet vores adresse. Da min kone kom hjem den dag, var hun helt oppe i skyerne.

“Jeg har hørt noget helt fantastisk!” udbrød Majrambubu. “En kvinde fortalte mig at snart vil mennesker ikke længere dø. Og de vilde dyr vil blive tamme!” I mine ører lød det alt for godt til at være sandt. “Lad os nu lige se hvad hun har at sige når hun kommer,” sagde jeg.

Tre måneder senere kom Apun og besøgte os. Vi begyndte at få regelmæssige besøg og mødte på den måde nogle af de første kirgisiske Jehovas Vidner. Disse søstre lærte os de vidunderlige sandheder om Jehova og hans hensigt med mennesker. De underviste os ud fra bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis,a og eftersom der kun fandtes ét trykt eksemplar af bogen i Tokmak, afskrev vi den i hånden så vi havde vores egen.

En af de første ting vi lærte om, var profetien i 1 Mosebog 3:15. Denne profeti vil blive opfyldt gennem Jesus Kristus, kongen i Guds rige. Det er en vigtig sandhed som alle må høre! Vi har virkelig god grund til at deltage i forkyndelsen. (Matt. 24:14) Der gik ikke længe før sandheden fra Bibelen begyndte at forandre vores liv.

MØDER OG DÅB UNDER FORBUDDET

På et tidspunkt blev min kone og jeg inviteret med til et bryllup hos nogle Jehovas Vidner i Tokmak. Vi lagde med det samme mærke til at noget var helt anderledes. Der blev ikke serveret alkohol, og festen foregik på en værdig måde. Det var noget af en kontrast til de andre bryllupper vi havde været til, hvor gæsterne ofte drak sig fulde, opførte sig dårligt og havde et beskidt sprog.

Vi overværede også nogle møder i menigheden i Tokmak. De blev holdt i skoven når vejret tillod det. Brødrene og søstrene var klar over at politiet holdt øje med dem, så der var altid en bror der holdt vagt under møderne. Om vinteren holdt vi dog møderne i et hus. Det skete et par gange at politiet kom og forlangte at få at vide hvad vi lavede. Vi var også nødt til at være forsigtige da Majrambubu og jeg skulle døbes i Tju-floden i juli 1982. (Matt. 10:16) Brødrene ankom i små grupper og samledes i skoven, hvor vi sang en af Rigets sange og lyttede til dåbsforedraget.

VI UDVIDER VORES TJENESTE

I 1987 spurgte en bror mig om jeg kunne besøge en der var interesseret i sandheden, som boede i byen Balyktjy. Det var en togrejse på fire timer. Da vi havde været i Balyktjy for at forkynde nogle gange, kunne vi se at interessen var stor der. Her havde vi en oplagt mulighed for at udvide vores tjeneste.

Majrambubu og jeg tog ofte turen til Balyktjy, og vi blev der som regel i weekenden, hvor vi gik i forkyndelsen og holdt møder. Efterspørgslen på vores publikationer steg voldsomt. Vi havde litteraturen med fra Tokmak i en mesjok, en sæk man brugte til at transportere kartofler i. To hele sække med litteratur om måneden kunne knap dække behovet. I toget på vej til og fra Balyktjy udnyttede vi muligheden for at forkynde for passagererne.

I 1995 blev der oprettet en menighed i Balyktjy – otte år efter at vi havde besøgt byen første gang. Vores mange rejser frem og tilbage mellem Tokmak og Balyktjy var en stor udgift, og vi var bestemt ikke velhavende, så hvordan kunne det lade sig gøre? En af vores brødre gav os jævnligt et beløb til at dække udgifterne. Jehova kunne se at vi virkelig ønskede at udvide vores tjeneste, og ‘åbnede himlens sluser’ for os. (Mal. 3:10) Ja, alting er muligt for Jehova!

ET TRAVLT LIV MED FAMILIE OG TJENESTE

I 1992 blev jeg som den første kirgiser udnævnt som ældste. I vores menighed i Tokmak åbnede der sig nye muligheder for tjeneste. Vi oprettede mange bibelstudier med unge kirgisere der gik på de forskellige uddannelsesinstitutioner. En af de unge mænd vi studerede med, tjener nu i Afdelingskontorets Udvalg, og to andre er specialpionerer. Vi gjorde også en indsats for at hjælpe dem der kom til vores møder. I begyndelsen af 1990’erne havde vi kun vores publikationer og møder på russisk. Men flere og flere af dem der kom i menigheden, havde kirgisisk som modersmål. Så jeg tolkede møderne, hvilket hjalp dem til bedre at forstå sandheden.

Min kone og jeg havde også travlt med at tage os af vores voksende familie. Vi sørgede for at tage vores børn med i forkyndelsen og til møderne, og Gulsajra, en af vores døtre, syntes allerede som 12-årig at det var spændende at snakke med folk på gaden om Bibelen. Børnene kunne godt lide at lære skriftsteder udenad. Både vores børn og senere vores børnebørn nød at tage del i menighedens aktiviteter. I dag har vi 9 børn og 11 børnebørn, og 16 af dem tjener Jehova eller kommer til møderne med deres forældre.

NYE FORHOLD

Hvis de ihærdige brødre og søstre der påbegyndte forkyndelsen i vores område i 1950’erne, kunne se hvor meget der er sket siden dengang, ville de blive helt forbløffede. For eksempel har vi siden 1990’erne haft mere frihed til at forkynde den gode nyhed og forsamles i store grupper.

I 1991 var min kone og jeg til vores første store stævne. Det var i Kasakhstan i byen Alma Ata, der nu hedder Almaty. Og i 1993 var der for første gang stævne her i Kirgisistan, på Spartak Stadion i hovedstaden, Bisjkek. Brødrene brugte en hel uge på at gøre stadionet rent inden stævnet. Bestyreren blev så imponeret at han lod os bruge stadionet gratis.

Endnu en milepæl blev nået da vi i 1994 fik den første publikation på kirgisisk. Nu bliver vores litteratur oversat på fast basis af et oversætterhold på afdelingskontoret i Bisjkek. I 1998 blev Jehovas Vidner juridisk anerkendt i Kirgisistan. Vores arbejde har haft fremgang, og i dag er vi over 5.000 forkyndere i landet. Der er 83 menigheder og 25 grupper, som holder møder på engelsk, kinesisk, kirgisisk, russisk, russisk tegnsprog, tyrkisk, usbekisk og uygurisk. Brødre og søstre med vidt forskellig baggrund tjener sammen i enhed. Det er Jehova der har gjort alle disse utrolige forandringer mulige.

Mit liv er virkelig blevet forandret af at kende Jehova. Jeg voksede op i en fattig bondefamilie og fik kun fem års skolegang. Alligevel har Jehova kunnet bruge mig som ældste og til at lede bibelstudier med personer der havde høje uddannelser. Gennem mit liv har jeg gang på gang oplevet at Jehova kan få alt til at ske. Det motiverer mig til at fortælle andre om ham for hvem ‘alle ting er mulige’. – Matt. 19:26.