Jehovas velsignelser overgik alle mine forventninger

Da jeg endelig overvandt mine betænkeligheder og meldte mig som pioner, blev det begyndelsen til et liv der overgik alle mine forventninger. (Ef. 3:20) Hvad fik mig til at tage springet? Jeg må hellere starte med begyndelsen.

Jeg blev født i Berlin i 1939, nogle få måneder efter at den anden verdenskrig var brudt ud. I 1945, da krigen nærmede sig sin afslutning, blev Berlin udsat for kraftige luftbombardementer. Under et af bombeangrebene blev vores gade ramt, og min familie og jeg skyndte os ned i et beskyttelsesrum. Senere flygtede vi til byen Erfurt, hvor min mor var født.

Min mor søgte ivrigt efter sandheden. Hun læste filosofiske værker og undersøgte forskellige religioner men fandt ikke det hun ledte efter. Omkring 1948 kom to af Jehovas Vidner og bankede på vores dør. Mor inviterede dem ind og stillede dem en masse spørgsmål. Før der var gået en time, sagde hun til min lillesøster og mig: “Nu har jeg fundet sandheden!” Og inden længe begyndte min mor, min søster og jeg at overvære møderne i Erfurt.

I 1950 flyttede vi tilbage til Berlin, hvor vi kom i menigheden Berlin-Kreuzberg. Efter endnu en flytning begyndte vi at komme i menigheden Berlin-Tempelhof. Senere blev min mor døbt, men jeg tøvede. Hvorfor?

JEG FÅR BUGT MED MIN GENERTHED

Fordi jeg var meget genert, gjorde jeg ikke store fremskridt. Jeg gik med i forkyndelsen, men i to år sagde jeg ikke selv noget ved dørene. Det forandrede sig da jeg begyndte at bruge tid sammen med brødre og søstre der virkelig havde bevist deres mod og deres hengivenhed for Jehova. Nogle af dem havde været i nazistisk koncentrationslejr eller i fængsel i Østtyskland. Andre havde, med friheden som indsats, smuglet bøger og blade ind i Østtyskland. Deres eksempel gjorde et dybt indtryk på mig. Hvis de havde sat deres liv og frihed på spil for Jehova og deres brødre, tænkte jeg, så kunne jeg i det mindste prøve at overvinde min generthed.

Noget der hjalp på min generthed, var at være med i en særlig forkynderkampagne i 1955. I et brev som blev trykt i Budbringer,a bekendtgjorde bror Nathan Knorr at det ville blive en af de største kampagner organisationen nogensinde havde planlagt. Han skrev at hvis alle forkyndere var med, ville vi “opleve alle tiders mest vidunderlige måned i vidnearbejdet”. Og det kom til at passe! Kort efter indviede jeg mig til Jehova, og i 1956 blev jeg døbt samtidig med min far og min søster. Men snart stod jeg over for en anden vigtig afgørelse.

I flere år havde jeg været klar over at det rigtige for mig ville være at begynde som pioner før eller siden. Men jeg blev ved med at udsætte det. Jeg besluttede at jeg først ville tage en uddannelse i Berlin inden for import og eksport. Da jeg var færdig, ville jeg gerne arbejde et stykke tid inden for mit fag for at samle erfaring og blive dygtig. I 1961 tog jeg derfor imod et job i Hamborg, Tysklands største havneby. Og jo mere jeg involverede mig i mit arbejde, jo mere fik jeg lyst til at udskyde pionertjenesten. Hvordan gik det?

Jeg er taknemmelig for at Jehova gennem kærlige brødre hjalp mig til at give de åndelige værdier højeste prioritet. Flere af mine venner var blevet pionerer og var på den måde gode eksempler for mig. Og en bror der havde været i koncentrationslejr, Erich Mundt, opfordrede mig til at have tillid til Jehova. Han fortalte at de brødre i koncentrationslejren der havde stolet på sig selv, senere blev svage. Men de der havde stolet helt på Jehova, blev ved med at være trofaste, og de blev stærke støtter i menigheden.

Dertil kom at bror Martin Pötzinger, der senere blev medlem af Det Styrende Råd, blev ved med at opmuntre vennerne ved at sige: “Den der har samlet sig mod, har den bedste opsparing!” Efter at have tænkt over de ord forlod jeg omsider mit job og begyndte som pioner i juni 1963. Det var den bedste beslutning jeg overhovedet kunne træffe! Efter to måneder, inden jeg var begyndt at se mig om efter et nyt arbejde, blev jeg spurgt om jeg ville tjene som specialpioner. Og nogle få år efter gav Jehova mig noget der oversteg alle mine forventninger – jeg blev inviteret til Gileads 44. klasse.

NOGET VÆRDIFULDT JEG LÆRTE PÅ GILEAD

“Når I har fået tildelt en opgave, skal I ikke være hurtige til at give op.” Især bror Nathan Knorr og bror Lyman Swingle understregede dette, og det var noget af det vigtigste jeg lærte på Gilead. De opfordrede os til at få noget godt ud af det uanset hvor vi blev sendt hen. Bror Knorr sagde: “Hvad vil I fokusere på? Støvet, insekterne og fattigdommen? Eller vil I lægge mærke til træerne, blomsterne og de glade ansigter? Lær at elske menneskene!” Da bror Swingle en dag fortalte hvad der havde fået nogle brødre til hurtigt at give op, vældede tårerne op i hans øjne. Han måtte standse midt i sit foredrag for at genvinde fatningen. Det rørte mig dybt, og jeg besluttede at jeg aldrig ville skuffe Kristus eller hans trofaste brødre. – Matt. 25:40.

Da vi fik vores distriktstildelinger, var der nogle på Betel der nysgerrigt spurgte en gruppe af os hvor vi skulle hen. De talte begejstret om hver eneste tildeling indtil de spurgte mig og jeg sagde: “Congo (Kinshasa).” De blev helt stille og sagde bare: “Uha, Congo! Så må vi bede Jehova være med dig!” Det man hørte om Congo (Kinshasa) dengang, handlede om krig, lejesoldater og massakrer. Men jeg huskede på det jeg havde lært. Og kort efter afslutningshøjtideligheden i september 1967 tog Heinrich Dehnbostel, Claude Lindsay og jeg afsted mod Congos hovedstad, Kinshasa.

GOD GRUNDTRÆNING SOM MISSIONÆR

Da vi var ankommet til Kinshasa, læste vi fransk i tre måneder. Så fløj vi til Lubumbashi, der tidligere hed Élisabethville, ved grænsen til Zambia i den sydlige del af Congo. Her flyttede vi ind i et missionærhjem i midten af byen.

Store dele af Lubumbashi var uberørt distrikt, så vi fik den glæde at være de første der forkyndte for mange af indbyggerne. Inden længe havde vi flere bibelstudier end vi egentlig havde tid til. Vi forkyndte også for embedsmænd der arbejdede for staten eller for politiet. Mange af dem havde stor respekt for Guds ord og for vores arbejde. De fleste talte swahili, så Claude Lindsay og jeg lærte også det sprog. Snart efter blev vi overført til en swahilitalende menighed.

Vi havde mange skønne oplevelser, men der var også udfordringer. Det skete tit at berusede og bevæbnede soldater eller aggressive politibetjente kom med falske anklager mod os. Engang stormede en hel gruppe politifolk med våben ind på missionærhjemmet midt under et menighedsmøde og tog os med til politistationen. Her lod de os sidde på gulvet til omkring klokken ti om aftenen før vi fik lov til at gå.

I 1969 blev jeg udnævnt til kredstilsynsmand. I min første kreds fik jeg lov at snuse til den afrikanske bush, med lange vandringer gennem højt græs på mudrede stier. I en landsby lå en høne og dens kyllinger under min seng om natten. Jeg glemmer ikke hvordan den gav mig en frisk start på dagen med sin højlydte klukken før daggry. Og jeg har mange skønne minder om aftner hvor jeg sad og talte med brødrene om Bibelens sandheder omkring et lejrbål.

En af vores største udfordringer var falske brødre, som hørte til Kitawala-bevægelsen.b Nogle af dem havde infiltreret menighederne og havde ansvarsposter. Mange af disse “skjulte klippeskær” blev afsløret af trofaste brødre og søstre. (Jud. 12) Til sidst rensede Jehova menighederne, og der kom en helt fænomenal vækst.

I 1971 blev jeg kaldt ind til afdelingskontoret i Kinshasa, hvor jeg tog mig af opgaver som korrespondance, litteraturbestillinger og tjenesteanliggender. På Betel lærte jeg at organisere arbejdet i et stort land hvor infrastrukturen ikke var særligt god. Når vi sendte breve med luftpost til menighederne, kunne det vare flere måneder før de nåede frem. Fra en flyvemaskine blev posten læsset ombord på en båd, der bagefter kunne sidde fast i ugevis i et tykt tæppe af vandhyacinter. Men arbejdet blev gjort trods disse og andre udfordringer.

Det imponerede mig at se hvordan brødrene kunne opbygge store stævner for ikke ret mange penge. Scenen blev hugget ud af et stort termitbo, højt elefantgræs blev brugt som vægge, og i sammenrullet form blev det brugt til at sidde på. Bambus blev brugt som skelet til bygninger, og siv blev brugt til tag og til borde. Brødrene huggede barkstykker af træerne, skar dem op og brugte dem i stedet for søm. Jeg kunne ikke lade være med at beundre de opfindsomme og hårdføre brødre og søstre, og jeg kom til at holde meget af dem. Hvor jeg dog savnede dem da jeg skulle videre til et nyt distrikt!

VIDERE TIL KENYA

I 1974 blev jeg overført til afdelingskontoret i Nairobi i Kenya. Her var der meget at gøre, for Afdelingskontoret i Kenya førte også tilsyn med forkyndelsen i ti andre lande, og i nogle af dem var vores arbejde forbudt. Flere gange fik jeg til opgave at besøge disse lande, især Etiopien. Dengang blev vores brødre forfulgt i Etiopien og havde det meget hårdt. Mange af dem blev udsat for brutal behandling eller sat i fængsel, og nogle blev endda slået ihjel. Men de var trofaste og holdt ud fordi de havde et godt forhold til Jehova og til hinanden.

I 1980 skete der noget nyt og skønt for mig – jeg blev gift med Gail Matheson. Hun er oprindeligt fra Canada, og vi var i samme klasse på Gilead. Gail og jeg havde holdt kontakten ved at skrive breve. Hun tjente som missionær i Bolivia, der var hendes tildelte distrikt. Efter 12 år mødtes vi igen i New York, og snart efter blev vi gift i Kenya. Gail er virkelig åndeligsindet og altid tilfreds, og det er jeg utroligt taknemmelig for. Hun har altid været en uundværlig støtte og en kærlig ægtefælle.

I 1986 fik Gail og jeg til opgave at være i rejsetjenesten samtidig med at jeg var i Afdelingskontorets Udvalg. Vi skulle besøge mange af de lande som Afdelingskontoret i Kenya førte tilsyn med.

Jeg tænker med glæde på et stævne vi var med til at forberede i 1992 i Asmara (i Eritrea) da vores arbejde ikke længere var forbudt der. Desværre kunne vi kun finde en ladebygning der var temmelig grim og så endnu værre ud indvendigt end udvendigt. Da stævnet begyndte, var jeg imponeret over hvad brødrene havde gjort for at lave det indvendige om så stedet var værdigt til tilbedelse af Jehova. Mange af familierne var kommet med dekorative tæpper som de havde anbragt sådan at de dækkede alt hvad der ikke var pænt. Vi fik et spændende stævne med 1.279 glade stævnedeltagere.

Rejsetjenesten var noget af en forandring for os fordi der var stor forskel på de logier vi fik. Engang overnattede vi i gæstefløjen til en luksusvilla ved havet; en anden gang sov vi i et blikskur hvor der var over 100 meter til toiletterne. Men uanset hvor vi tjente, har vi dejlige minder om travle dage i forkyndelsen sammen med flittige pionerer og andre. Da vi fik vores næste opgave, måtte vi sige farvel til mange kære venner som vi virkelig kom til at savne.

STORE VELSIGNELSER I ETIOPIEN

I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne blev vores arbejde juridisk anerkendt i flere af de lande Afdelingskontoret i Kenya havde tilsyn med. Derfor blev der oprettet nye afdelingskontorer og landskontorer. I 1993 fik vi til opgave at tjene på kontoret i Addis Abeba i Etiopien, hvor vi nu havde fået juridisk anerkendelse efter at vi i flere årtier havde arbejdet under jorden.

Jehova har velsignet arbejdet i Etiopien. Mange brødre og søstre har meldt sig som pionerer. Hvert år siden 2012 har over 20 procent af alle forkyndere tjent som almindelige pionerer. Desuden har teokratiske skoler givet den nødvendige oplæring, og der er blevet bygget over 120 rigssale. I 2004 flyttede betelfamilien ind i en ny bygning, og en stævnehal som er bygget på samme grund, har også vist sig at være en velsignelse.

I årenes løb er Gail og jeg blevet nære venner med mange brødre og søstre i Etiopien. Man falder virkelig for deres varme og kærlighed. I den senere tid har vi haft nogle helbredsproblemer som har gjort det nødvendigt for os at flytte til Afdelingskontoret i Centraleuropa. Her viser man os stor omsorg, men vi savner vores kære venner i Etiopien meget.

JEHOVA HAR FÅET DET TIL AT GRO

Vi har set hvordan Jehova har fået sit arbejde til at gro. (1. Kor. 3:6, 9) Da jeg første gang forkyndte for minearbejdere fra Rwanda i Kobberbæltet i Congo, var der ingen forkyndere i Rwanda. Nu er der over 30.000 brødre og søstre i landet. I 1967 var der omkring 6.000 forkyndere i Congo (Kinshasa). Nu er der omkring 230.000, og der var over en million til mindehøjtiden i 2018. Og i de lande som Afdelingskontoret i Kenya engang førte tilsyn med, er det samlede antal forkyndere steget til over 100.000.

For over 50 år siden brugte Jehova forskellige brødre til at hjælpe mig til at tage springet og blive pioner. Jeg kæmper stadig med min generthed, men jeg har lært at stole helt på Jehova. Mine oplevelser i Afrika har lært mig at være tålmodig og tilfreds. Gail og jeg beundrer de kære brødre og søstre der er så gæstfri og udholdende og viser stor tillid til Jehova. Jeg er dybt taknemmelig for hans ufortjente godhed. Ja, Jehovas velsignelser har langt overgået alt hvad jeg nogensinde havde forestillet mig. – Sl. 37:4.