Vær altid parat til at hjælpe
1 „Styrk de slappe hænder, lad de vaklende knæ blive faste.“ (Es. 35:3, 4) Ved at efterleve disse ord kan vi hjælpe de nye der begyndte at tage del i tjenesten i marts og april.
2 Denne hjælp må ikke overlades til tilfældighederne. De der har haft studium med nye forkyndere må fortsat hjælpe dem med at gøre fremskridt så de til sidst kan gå uden at ’vakle’ i Jehovas tjeneste. Hjælp dem med at forberede sig til tjenesten og træf så en bestemt aftale om at tage dem med ud. Hvis de får gode resultater og er glade for tjenesten, vil de få lyst til at gentage succesen.
3 Menighedstjenerne må regelmæssigt forvisse sig om at både de nye forkyndere og andre, nogle som måske er mismodige eller trænger til hjælp i tjenesten, får den hjælp de har brug for. Det vil være godt hvis han af og til giver sig tid til sammen med bogstudietjeneren at drøfte hver enkelt forkynders åndelige tilstand og hvordan man på bedste måde kan hjælpe alle i gruppen. Det vil også virke fremmende på forkyndernes åndelighed hvis disse tjenere aflægger gruppens medlemmer et besøg, både familierne og de enkelte forkyndere.
4 Er I bogstudietjenere pålidelige og omhyggelige, og ikke bare dygtige? Er I trofaste hyrder over en del af hjorden? Sørger I for at hver eneste forkynder hver måned får den hjælp han personligt har brug for? Er det tiden til at hjælpe en af dem ud i hus-til-hus-arbejdet? Eller er tiden nu kommet hvor en fælles anstrengelse, med Jehovas hjælp, vil resultere i et bibelstudium? Sørger I for at der hver uge holdes samlinger i gruppen, og forvisser I jer både om at der er distrikt nok og om at distriktsgennemgangen er vel tilrettelagt, så de bedste resultater opnås? Vær altid rede til at hjælpe andre i forkyndelsen.
5 Synes du om at dine bekendte aflægger dig et muntert og opbyggende besøg? Det gør vi alle, især når det er en af vore brødre der besøger os og når vi har behov for lidt opmuntring, eller når vi er syge. Lad os ikke glemme at besøge dem der behøver hjælp, selv om vi har meget travlt. Du synes måske ikke selv at det du gør er noget særligt, men det betyder meget for den du besøger. Din omsorg varmer og styrker.
6 Den der deler med andre får som regel endnu større velsignelser end den der modtager. I Apostlenes Gerninger 20:35 henviste Paulus til dette princip som Jesus udtalte. Paulus formanede tilsynsmændene til at følge hans eksempel og ’således arbejde og tage sig af de skrøbelige’. Har du bemærket at de der gavmildt deler ud af deres tid og evner for at hjælpe andre, selv er blandt de lykkeligste? Du kan øge din glæde ved altid at søge efter en lejlighed til at hjælpe andre.
[Tekstcitat på side 4]
Hjælp dem der har hjemme i samme tro