En opmuntring til de unge iblandt os
1 Jehova har vist børn og unge stor opmærksomhed. (Luk. 18:16; Dan. 1:17-20) Bibelen indeholder flere eksempler på at børn og unge har tjent trofast, og også i nyere tid har unge blandt Guds folk gjort en god indsats.
2 Vi har i næsten alle menigheder en hel del unge og børn som vi glæder os over at have i vor midte, nogle som virkelig er „en pryd for vor Frelsers, Guds, lære, i alle ting“. (Tit. 2:6-10) De aflægger vidnesbyrd ved deres adfærd, deres arbejde og deres tale. De forkynder for deres lærere og kammerater i skolen, de hjælper til i menigheden og ved stævnerne, og mange af dem har en stor andel i tjenesten på arbejdsmarken. Lad os ikke glemme at rose dem for alt det gode de gør.
3 Spørg dig selv: ’Hvornår har jeg sidst givet mig tid til at tale med de unge i rigssalen ud over blot at hilse på dem?’ Når man taler med dem kan man hjælpe dem til at sætte sig nogle mål — ikke for høje, idet man må tage deres alder og udvikling i betragtning. Et mål kan være at forberede sig på at svare ved vagttårnsstudiet, at begynde at bruge Bibelen i tjenesten på arbejdsmarken, at aflægge vidnesbyrd for mindst én hver uge henne i skolen, at være med ved rengøringen af rigssalen, at prøve den midlertidige pionertjeneste, osv.
4 Blandt de unge som kommer til vore møder er der nogle hvis forældre ikke er Jehovas vidner. De har brug for at vi viser dem særlig opmærksomhed. Har du overvejet at aflægge deres forældre et venligt besøg? Måske kan det opmuntre disse unge, ligesom det kan hjælpe deres forældre til at få en bedre indstilling over for sandheden.
5 I forældre har naturligvis et særligt ansvar over for jeres egne børn, at i tilbringer tilstrækkelig megen tid sammen med dem, viser interesse for deres åndelige vækst og hjælper dem med hensyn til den kristne tjeneste og mødedeltagelse. Hjælp dem til at se hvordan sandheden gælder på alle livets områder, og hjælp dem til at få glæde i tjenesten. Gør I det, vil Jehova hjælpe jer med at bevare dem på livets vej. — 5 Mos. 6:6, 7.
6 I forbindelse med tilrettelæggelsen af tjenesten på arbejdsmarken vil det være godt for forældre og de ældste i menigheden at overveje hvornår de unge kan være med. Måske kan der være samling til tjeneste for dem efter skoletid og i weekenden. De ældste kan fra tid til anden arbejde sammen med dem og hjælpe dem til at forbedre deres fremholdelse af den gode nyhed. Når vi opmuntrer dem vil de være en ære for Jehova og en kilde til glæde for os alle.