Fremholdelse af den gode nyhed — med bogen „Der er en mening med livet“
1 Vi lever i en tid med stigende skepsis. Mange tvivler på at der findes en Skaber. Andre opfatter Gud som ligeglad og verdensfjern — en Gud der ikke er interesseret i menneskene. De færreste er klar over hvor meget deres syn på Gud egentlig berører deres liv. Men vi ved at uden et godt forhold til Jehova mangler livet mening. Hvordan kan vi hjælpe dem? Den nye bog vi har fået, Der er en mening med livet, kan måske ændre deres tankegang. Den behandler mange af de indvendinger der rejses mod tanken om en Skaber. Med sine logiske ræsonnementer opbygger bogen værdsættelse af det Jehova har gjort og vil gøre.
2 Hvordan kan du bruge bogen på bedste måde? Her er nogle forslag: Lær først dens indhold at kende. Hvilke kapitler vil virke godt i dit distrikt?
3 Er folk skeptiske over for tanken om at der skulle findes en højere magt? Da kan kapitel 1, „Der er en mening med livet“, gøre sin virkning. Benyt nogle af de spørgsmål der stilles i kapitlet.
4 Eller accepterer folk i almindelighed tanken om en Gud men føler at han ikke er personligt interesseret i dem? Da vil det være klogt at bruge kapitel 10, „Tillægger Gud dig personlig betydning?“ Prøv at tænke på hvilke indledninger og kapitler der vil føre til indholdsrige samtaler. Ofte vil dette ikke alene føre til at du spreder bogen, men også bane vej for et bibelstudium.
5 I samtalens løb kunne du spørge: „Tror De at Gud er interesseret i os? Nogle tvivler på det fordi der er så mange lidelser og så megen uretfærdighed i verden. Mange tænker på at der jo er milliarder af mennesker på jorden, og de finder det usandsynligt at Gud så lige skulle lægge mærke til dem personligt. Måske har De somme tider tænkt på det samme. Hvis De har, vil jeg gerne vise Dem en meget beroligende tanke her i Bibelen. [Læs Apostelgerninger 10:34, 35.] Det viser at vi alle står lige ind for Gud. Han er upartisk. Han viser den samme ægte interesse for enhver der er lydig mod hans vilje. Han tænker altså på vores velfærd, og han ser hellere end gerne at vi opnår frelse. Læg mærke til hvad der siges her: [Henvis til bogen, side 108, paragraf 2. Læs den første sætning og citatet fra Første Timoteusbrev 2:4.] Dette er en forsikring til Dem og mig om at vi personligt kan nærme os Gud, og at han så vil give os det vi behøver for at kunne få en tryg og lykkelig fremtid.“
6 Hvis der i distriktet bor mange unge, måske studerende, kan vi gøre en særlig indsats for at gennemgå distriktet grundigt med bogen i september. Unge mennesker er som regel ivrige efter at diskutere livets mening. Og det er det bogen handler om. I øvrigt kan vi også tænke på at have bogen Hvordan du får det bedste ud af din ungdom med i tasken.
7 I den nye bog om livets mening har vi en publikation der tager mange af de synspunkter op som folk har i dag. Hvis vi forstår at indrette vores præsentation efter forholdene, kan vi sprede bogen og, hvad der er vigtigere, give folk svar på deres spørgsmål om en Skaber og livets mening.