Hvordan vi hjælper hinanden (4. del): med at oprette bibelstudier
1 Når vi underviser andre om Jehova og hans hensigter viser vi kærlighed, både mod ham og mod dem vi underviser. Hvad enten vi er unge eller gamle, nye eller erfarne, bør vi med glæde lære andre det vi selv har lært. Men til tider hører man alligevel nogle sige: „Bare jeg dog kunne oprette et studium,“ eller: „Jeg ved ikke hvad der er i vejen med mig. Jeg kan godt finde nogle interesserede, men det er som om jeg ikke kan komme videre og oprette studium.“ Har du, enten ved dørene eller i det uformelle vidnearbejde, talt med nogle der kunne tænkes at ville reagere positivt på endnu en bibelsk samtale, så de kan lære Jehova at kende? Hvis du ikke selv føler dig i stand til at bygge videre på interessen, hvor kan du da hente hjælp? Og hvor kan du hente hjælp hvis du ikke har nogen genbesøg, men alligevel kunne tænke dig et studium?
2 I din bogstudiegruppe er der sikkert en der kan hjælpe dig med at oprette et studium. Det første du skal gøre, er at tale med studielederen, der nu, sammen med de øvrige studieledere, fører tilsyn med bibelstudiearbejdet. Han kan uden tvivl hjælpe dig personligt. Men for at yde dig assistance over en længere periode vil han sikkert bede en der har en vis erfaring, om at hjælpe dig. Så kan I sammen forberede at aflægge genbesøg med det mål at oprette et studium. I kan selv afgøre hvordan I vil gribe det an. Vil I gå direkte i gang med en bog og demonstrere hvordan et hjemmebibelstudium foregår? Eller er der behov for at I først drøfter nogle flere punkter direkte ud fra Bibelen?
3 Hvad enten I vil bruge en bog direkte eller nøjes med Bibelen, kan du og din medarbejder gennemgå hvordan I kan hjælpe den interesserede med at finde skriftstederne i sin egen bibel. Måske bliver I enige om at din samarbejdspartner skal tage sig af besøget, mens du bidrager med kommentarer her og der. Eller det kan være at du selv vil tage besøget, efter at I har forberedt jer sammen. Så kan du bagefter spørge din partner om hvordan han eller hun synes det gik.
4 Jeres mål er at oprette studium. Men vis dømmekraft. Bliv ikke for længe, og gennemgå ikke for meget stof ad gangen. Læg mærke til hvor stor interessen er. Som regel er det bedst at give den besøgte tid til at tilegne sig det I har drøftet, og komme igen senere for at drøfte andre skriftsteder eller flere paragraffer.
5 Derefter bør I sammen forberede de skriftsteder eller paragraffer I vil drøfte med den besøgte næste gang. Hvis I bliver enige om at din medarbejder skal lede studiet nogle gange, kan I sammen planlægge hvordan du kan have en andel i studiet. Du kan måske læse op og hjælpe den besøgte til at forstå visse udvalgte nøgleskriftsteder. Og når du selv leder studiet med den besøgte, kan din partner give dig nyttige forslag, for eksempel om hvornår det er godt at stille hjælpespørgsmål, om hvordan du kan gøre studiet livligt, skærpe appetitten på det følgende studium, skabe interesse for organisationen, og så videre.
6 Ved at hente hjælp gennem bogstudieordningen kan du sikkert også få den glæde det er at lede et regelmæssigt hjemmebibelstudium.