Inflationen — en udfordring
Trods den økonomiske krise fortsætter vi forkyndelsen af ’den gode nyhed om Riget’
1 Da disciplene i det første århundrede blev sendt ud for at forkynde det opildnende budskab: „Himlenes rige er kommet nær,“ fik de også at vide hvordan de skulle klare økonomien i forbindelse med deres arbejde. „I skal ikke skaffe jer guldpenge eller sølvpenge eller kobberpenge til jeres bælter,“ sagde Jesus, „eller en madpose til rejsen, eller to underklædninger, eller sandaler eller en stav.“ (Matt. 10:7-10) De skulle vise det åndelige udelt opmærksomhed, ja, først og fremmest aflægge et grundigt vidnesbyrd om Guds rige. Hvis de lod Rigets interesser komme først i deres liv, ville de også få de materielle fornødenheder. „Den der arbejder er sin løn værd.“ — Matt. 6:32, 33; Luk. 10:4, 7.
2 I nyere tid har Jehovas folk oplevet det samme, hvilket de sidste 100 års historie kan bevidne. I stedet for at anmode om pengebidrag eller foretage indsamlinger for at bygge store katedraler eller prægtige boliger til en præsteklasse, har Jehovas tjenere altid lagt vægt på at trøste den nødlidende menneskehed med det storslåede budskab om Guds rige ved Kristus Jesus — verdens eneste håb. (Matt. 12:21) Dette bibelske syn på hvad der er det vigtigste, blev klart udtrykt i det andet nummer af Selskabets officielle publikation, nummeret for august 1879. Heri stod der: „’Zion’s Watch Tower’ har, tror vi, JEHOVA som hjælper, og så længe dette er tilfældet vil det aldrig hverken tigge eller bede mennesker om støtte. Når Han der siger: ’Mit er sølvet, og mit er guldet’ ikke længere tilvejebringer de nødvendige midler, vil vi tage det som et tegn på at tiden er inde til at lade bladet gå ind.“
3 Dette princip har vi fulgt med godt resultat lige siden. Overalt hvor vi har holdt møder har der været gratis adgang, og Jehova har føjet sin velsignelse til. Ligesom i det første århundrede er forkyndelsen i vor tid i vid udstrækning blevet gennemført ved hjælp af spontane og helt igennem frivillige bidrag. (Rom. 15:26; 2 Kor. 9:13) Broder Russell gik selv foran her. Han fik sin andel i sit og faderens firma frigjort og ofrede sin personlige formue på en kvart million dollars i Rigets arbejde. Mange andre trofaste kristne med en tilsvarende hengivenhed for Jehova fulgte dette eksempel.
Budskabet udbredes ved hjælp af det trykte ord
4 De første kristne nøjedes ikke med at forkynde „den gode nyhed“ mundtligt. De gik også i gang med at afskrive Bibelens bøger og at udbrede disse afskrifter i hele den dakendte verden. Og i stedet for blot at fremstille skriftruller af den sædvanlige slags, begyndte de at fremstille bibelskrifterne i kodeksform, bogform om man vil, fordi bladbogen var lettere at håndtere og at slå op i end de ældre og mere besværlige skriftruller. Allerede dengang tog de kristne altså ’moderne metoder’ i brug for at udbrede kristendommen.
5 Det var derfor ikke spor overraskende at Guds tjenere, da forkyndelsen af Riget atter kom i gang i 1800-tallet, begyndte at uddele store mængder tryksager der omhandlede „den gode nyhed“. Der blev udbredt i millionvis af traktater og brochurer. For eksempel udkom der omkring 50.000 eksemplarer af hæftet The Object and Manner of the Lord’s Return (Hensigten med og måden for Herrens genkomst), og i 1884 var der blevet uddelt over en million gratis eksemplarer af brochuren Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne). I 1886 udkom så det første bind på engelsk af bogserien „Millenniets Daggry“, der senere blev kendt under navnet Studier i Skriften. I løbet af de næste 40 år udsendtes der seks millioner eksemplarer af dette bind på forskellige sprog.
6 Efterhånden som arbejdet voksede, blev det nødvendigt at flytte til større lokaler. En ny bygning blev opført i Pittsburgh, Pennsylvanien, og stod færdig i 1889. Denne bygning kaldtes „Bibelhuset“ og var Selskabets hovedkontor i 20 år.
7 Et vigtigt led i arbejdet dengang, noget som afgjort bidrog til at udvide forkyndelsen af Riget, var udsendelsen af et stort antal kolportører og evangelister som fik økonomisk støtte. De svarede til vore dages pionerer. Og i 1897 blev det såkaldte pilgrimsarbejde indført. Pilgrimmene var rejsende tilsynsmænd der regelmæssigt besøgte det stadigt voksende antal menigheder for at opbygge og styrke deres brødre åndeligt. I dag udføres dette arbejde af næsten 3000 kreds- og områdetilsynsmænd der delvis understøttes økonomisk af Selskabet.
8 Omkring århundredskiftet begyndte man så at oprette afdelingskontorer i England, Tyskland, Australien og andre lande. Som følge af disse oversøiske udvidelser syntes det tilrådeligt at flytte Selskabets hovedkontor til en havneby. I 1909 købte man derfor nogle ejendomme i Brooklyn, New York, og hovedkontoret blev flyttet hertil fra Pittsburgh.
9 Et dristigt pionerarbejde på talefilmens område blev påbegyndt i 1912. Og fra januar 1914 var teatersale fyldt til sidste plads, mens mange interesserede måtte gå igen uden at komme ind, da „Skabelsens Fotodrama“ blev forevist gratis i det ene land efter det andet, på adskillige sprog.
10 Nogle måneder efter at disse forevisninger var begyndt, udbrød den første verdenskrig, den 28. juli 1914. Hvad ville dette komme til at betyde for Jehovas folks arbejde? Rigets budskab var blevet forkyndt i 40 år, og det havde kostet Jehovas indviede folk umådelige ofre i tid og penge. Rundt regnet 10.000.000 bøger og brochurer og mange millioner traktater var blevet uddelt. Spørgsmålet var: Ville dette arbejde nu blive mindsket eller gå i stå? Svaret var nej. Ved et spørgsmålsmøde året efter i Vancouver, Canada, sagde broder Russell endda: „Der er et stort arbejde som skal udføres, og det vil kræve tusinder af brødre og millioner af dollars. Hvor disse vil komme fra ved jeg ikke — Herren kender sin gerning.“
11 Russells ord kom til at slå til — ’et stort arbejde skulle udføres, et arbejde der ville kræve tusinder af brødre og millioner af dollars’! Og han havde fuldstændig ret da han sagde at „Herren kender sin gerning“! For Herren Jehova tilvejebragte både brødrene og de økonomiske midler — efterhånden som hans tid var inde, naturligvis.
12 Men først måtte verdenskrigen gå sin gang. Og i løbet af krigen blev der oppisket et fanatisk had mod Jehovas folk. (Åb. 12:12-14) Dette medførte at forkyndelsen af Riget blev næsten standset da Selskabets ledende medarbejdere blev fængslet på falske anklager i 1918. — Matt. 24:9-12.
Arbejdet genoplives efter den første verdenskrig
13 Da de ledende brødre blev løsladt og renset for de falske anklager i 1919, blev forkyndelsesarbejdet hurtigt genoptaget. Og man fortsatte den økonomiske fremgangsmåde der havde tjent Jehovas folk så godt i mere end 40 år. Indstillingen var: ’Eftersom Jehova står bag, vil han tilvejebringe midlerne til det han ønsker gjort nu.’
14 Indtil da havde Selskabet kun ejet mindre trykkemaskiner selv. Bladene og bøgerne var blevet fremstillet på verdslige trykkerier. Men nu syntes det at være Jehovas vilje at vi anskaffede en rotationspresse, så vi selv kunne begynde at trykke den engelske udgave af Vagttårnet. Med købet af denne første rotationspresse fik vi mulighed for at udgive et andet blad ved siden af Vagttårnet, nemlig Golden Age (Den gyldne Tidsalder, i dag Vågn op!). Det første nummer udkom den 1. oktober 1919. Efter at trykkeriet den 1. marts 1922 var blevet flyttet til Concord Street nr. 18, også i Brooklyn, blev der købt endnu en rotationspresse, så vi kunne begynde at trykke bøger selv. I årene der fulgte steg og steg efterspørgselen efter bøger og brochurer, og Selskabet købte flere og flere rotationspresser. Det betød at der også måtte bygges større trykkerier. Og der måtte skaffes mere boligplads for at huse den voksende betelfamilie der var nødvendig for at man kunne fremstille de mange bøger og blade der var brug for i distriktet.
15 Når vi nu ser tilbage, synes opfordringen: „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans Rige,“ der lød ved stævnet i Cedar Point, Ohio, i 1922, at have været signalet til en endnu kraftigere indsats i forkyndelsen af Riget. Snart begyndte menighedsforkynderne at blive bedre organiseret til at udføre regelmæssigt arbejde fra hus til hus.
16 Omkring samme tidspunkt begyndte man for alvor at udbrede Rigets budskab gennem radioen. I 1927 benyttede Jehovas folk det kommercielle N.B.C.-radionet for at udsende foredraget „Frihed for Folkene“ over i alt 53 stationer. Det var det hidtil største antal radiostationer der var blevet benyttet på én gang. Udgifterne hertil blev, ligesom Selskabets mange andre udgifter, dækket af frivillige bidrag fra indviede Jehovas tjenere. Året efter oplevede Jehovas folk endnu en skelsættende begivenhed, da man til en enkelt udsendelse sammenkoblede 107 radiostationer uafhængigt af de eksisterende radionet. Foredraget der blev udsendt var „En Hersker for Folket“.
17 På det tidspunkt var man begyndt at opfordre til pionertjeneste, og for at pionererne kunne fortsætte i heltidstjenesten fik de bøger, brochurer og blade til særligt lave priser. Er vi ikke glade for at der nu er over 125.000 i denne tjeneste?
18 Endnu en milepæl i udvidelsen af forkyndelsen af „den gode nyhed“ blev nået i 1937, da specialpionertjenesten blev indført. De brødre og søstre der virker i denne tjeneste, understøttes med en lille godtgørelse. Fra nogle få hundrede er specialpionerernes antal vokset og vokset, og i dag er der over 14.000 i hele verden. (Sl. 110:3; Hebr. 13:15) Den økonomiske hjælp der udbetales til disse specialpionerer, dækkes af Selskabet. Men når man tænker på resultaterne af deres trofaste indsats og selvopofrende hengivenhed, og når man ser på de tusinder af mennesker de er i stand til at hjælpe frem til indvielse, så har disse specialpionerer rigeligt været hver eneste krone som er blevet brugt på at holde dem i gang i tjenesten, værd!
19 Midt under den anden verdenskrig, i 1943, indgav Jehova sine tjenere den tanke at åbne Vagttårnets bibelskole Gilead. Siden er over 5800 heltidstjenere blevet oplært og sendt ud i missionærtjenesten til jordens fjerneste egne. Fra begyndelsen blev disse missionærer udsendt til mange lande hvor der kun var ganske få, eller måske slet ingen, Jehovas vidner. Og nu har vi brødre og søstre i tusindvis i disse lande. De trofaste missionærer har en meget stor andel i at der nu er indsamlet „en stor skare“ på over 2.000.000 mennesker som taler omkring 170 sprog og bor i mere end 200 forskellige lande i verden. Her er et tydeligt vidnesbyrd om at Jehova har velsignet de økonomiske bidrag vi selv og vore brødre har givet. Det er ved hjælp af disse bidrag at Selskabet har været i stand til at understøtte disse trofaste brødre og søstre i heltidstjenesten.
Hvor kommer pengene fra?
20 Det er et spørgsmål folk ofte stiller i denne materialistiske verden. Og svaret er ikke nogen hemmelighed. Nogle af udgifterne til trykning og forsendelse dækkes af de bidrag vi får ind for bøgerne når vi spreder dem i distriktet. Men pengene herfra er ikke nær nok til at dække Selskabets udgifter i denne inflationstid. Der skal ikke blot penge til trykkemaskiner og materialer (papir, trykfarve, bindmateriale og så videre) og forsendelse, men også til de godtgørelser der udbetales til specialpionererne, missionærerne, betelfamiliemedlemmerne samt kreds- og områdetilsynsmændene. Det koster også mange penge at opføre nye bygninger, købe nye maskiner og indføre en ny og forbedret teknologi for at fortsætte udvidelsen af Jehovas gerning. Hvis ikke Jehovas hengivne vidner og andre føjede deres frivillige bidrag til, ville det have været ganske umuligt at finansiere den vældige vækst i vidnegerningen over hele jorden i disse „sidste dage“. — Matt. 24:14.
21 Vi kommer til at tænke på dengang da Guds hengivne tjenere i fortiden byggede tabernaklet som skulle danne ramme om tilbedelsen af Jehova. Jehovas tjenere skulle blot gøres opmærksomme på behovet, og så gav de frivilligt guld, sølv, kobber, ædelsten og andre værdigenstande i så store mængder at der var mere end nok til projektets gennemførelse. Der var ingen tvang, ingen lotterier, ingen bingospil, ingen basarer, ingen stort anlagte pengeindsamlinger. Nej, som det fremgår af Anden Mosebog, kapitel 35, var det Jehovas ånd der virkede tilskyndende på den enkeltes sind og hjerte. Der blev givet denne opfordring: „Enhver, som i sit hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal komme med det, [Jehovas] offerydelse.“ (V. 5) Hvordan var så reaktionen? Beretningen siger: „Og enhver, som i sit hjerte følte sig drevet dertil, og hvis ånd tilskyndede ham, kom med [Jehovas] offerydelse til opførelsen af åbenbaringsteltet og til alt arbejdet derved og til de hellige klæder.“ (V. 21) „Enhver mand og kvinde af israelitterne, som i sit hjerte følte sig tilskyndet til at bringe, hvad der krævedes til udførelsen af alt det arbejde, [Jehova] gennem Moses havde påbudt, bragte det som en frivillig gave til [Jehova].“ — V. 29.
22 Cirka 475 år senere indgav Jehova David ønsket om at bygge et prægtigt tempel til Jehovas pris på Morija bjerg. Igen lød der en opfordring: „Hvem er nu villig til i dag at bringe [Jehova] gaver?“ Og reaktionen var at „folket glædede sig over deres vilje til at give, thi af et helt hjerte gav de [Jehova] frivillige gaver“. Alene det guld som David selv og folket gav, ville i dag, i disse inflationstider, koste et godt stykke over 40 milliarder kroner! — 1 Krøn. 29:5-9.
23 Tog bidragyderne selv æren for det de kunne yde? Nej, langtfra! Læg mærke til Davids rosværdige indstilling. Han sagde: „Hvad er jeg, og hvad er mit folk, at vi selv skulle evne at give sådanne frivillige gaver? Fra dig [Jehova] kommer det alt sammen, og af din egen hånd har vi givet dig det. . . . [Jehova], vor Gud, al denne rigdom, som vi har bragt til veje for at bygge dit hellige navn et hus, fra din hånd kommer den, og dig tilhører det alt sammen. Jeg ved, min Gud, at du prøver hjerter og har behag i oprigtighed; af oprigtigt hjerte har jeg villigt givet alt dette, og nu har jeg set med glæde, at dit folk, der er her til stede, villigt har givet dig gaver.“ — 1 Krøn. 29:14-17.
Inflationen — en økonomisk plage
24 Hvordan er den økonomiske situation så i dag nu da vi snart skriver 1981? På kort tid er priserne på alle slags forbrugsvarer steget så voldsomt at selv dygtige økonomers mest dystre forudsigelser ikke har slået til. På verdensmarkedet er guldprisen på få år steget fra 35 til omkring 800 dollars pr. ounce. På 20 år er benzinen gået op fra cirka en krone literen til næsten fem kroner literen. Tog-, bus- og færgebilletter er steget til det dobbelte eller det tredobbelte.
25 Den galoperende inflation har berørt praktisk talt alt hvad der skal til i materiel henseende for at vi kan forkynde den gode nyhed om Riget. Et enkelt eksempel er papirpriserne, der i løbet af bare 10 år er kommet op på det tredobbelte. Portoen for abonnementsblade og fragten for banepakker til menighederne stiger og stiger. I mange lande har Selskabet ligesom i Danmark måttet indføre sin egen lastvognstjeneste til menighederne, for at holde prisen på bøger og blade nede på et sådant niveau at alle slags mennesker stadig kan have mulighed for at læse det vigtige budskab om Guds rige.
26 På grund af inflationen har godtgørelsen til specialpionererne og missionærerne måttet sættes op. Også godtgørelsen til de mange medlemmer af betelfamilierne rundt om i verden har måttet hæves flere gange i løbet af de sidste 30 år for at disse brødre og søstre har kunnet holde deres garderobe i rimelig god stand og klare deres transportudgifter til møderne og tjenesten.
Hvordan indvirker inflationen på vort arbejde?
27 Hvordan holder vi forkyndelsen af „den gode nyhed“ i gang? Hvor kommer pengene fra, så vi kan dække de stigende omkostninger ved trykning og forsendelse? Jo, gennem de sidste 40 år har Jehova fordoblet sine vidners antal flere gange, og med de stigende lønninger har mange af dem også sat størrelsen af deres frivillige bidrag op. Jehovas tjenere har den samme kærlige hengivenhed for tjenesten og tilbedelsen i dag som dengang tabernaklet skulle bygges i ørkenen og dengang templet skulle bygges på Morija bjerg. Alle kan naturligvis ikke yde lige meget, og der findes heller ikke nogen ordning om at man skal betale tiende, men ligesom blandt de kristne i det første århundrede giver man „efter hvad man har, ikke efter hvad man ikke har“. For „når villigheden foreligger, er den . . . velbehagelig“ i forhold til hvor meget Jehova velsigner den enkelte. — 2 Kor. 8:12.
28 Som følge af dette bibelske princip ser vi at en stor del af den økonomiske støtte til det verdensomfattende vidnearbejde er kommet fra brødrene i de mere velstående lande. Derimod ser vi at den største forkyndertilgang hovedsagelig har fundet sted blandt de underprivilegerede befolkninger der ikke har mange økonomiske midler. — 1 Kor. 1:25-29.
29 Det er derfor ikke overraskende at det er blevet stadig vanskeligere at dække de stigende papirpriser og forsendelsesomkostninger og andre voldsomt stigende udgifter alene med de frivillige bidrag der indkommer. Derfor har brødrene såvel som offentligheden efterhånden måttet bidrage mere for bøgerne og bladene. Det er ikke længere muligt at sprede vore indbundne bøger til de samme lave bidrag som før i tiden. Det har været nødvendigt at hæve priserne for i et vist omfang at opveje udhulningen af pengenes købekraft.
30 Selskabet har også taget andre økonomiske forholdsregler i et forsøg på at klare inflationen. Hvor lidt vi end bryder os om at bruge papir og andre materialer af ringere kvalitet, har dette i et vist omfang været nødvendigt på grund af forholdene. Desuden har Selskabet i nogle lande indkøbt offsettrykkemaskiner, der er mere effektive og giver mindre papirspild. Ved at gå over til datastyret fotosætning vil vi også kunne skære ned på udgifterne, både til satsfremstilling og mandskab. Disse forandringer kræver store investeringer i øjeblikket, men vil uden tvivl i det lange løb vise sig at være fornuftige og økonomiske.
31 Nogle betelhjem og trykkerier rundt om i verden er alt for små, og udvidelser er hårdt tiltrængte. Nogle steder er man, som i Danmark, gået i gang med at bygge nyt, men andre steder har sådanne planer måttet udskydes fordi det inden for de senere år er blevet så dyrt at bygge.
Vil inflationen standse vidnearbejdet?
32 Skal Selskabet ændre eller opgive den økonomiske fremgangsmåde det har fulgt gennem årene for nu at klare sig under den økonomiske krise? Nej, det mener vi ikke. Vi tror at denne fremgangsmåde er lige så god og sund i dag som da den blev formuleret på tryk for over 100 år siden, nemlig at „når Han der siger: ’Mit er sølvet, og mit er guldet’ ikke længere tilvejebringer de nødvendige midler, vil vi tage det som et tegn på at tiden er inde“ til ikke længere at udgive vore bøger og blade. Vi nærer absolut tillid til at det ikke er menneskers gerning vi udfører. Det er Jehovas gerning under ledelse af hans elskede søn, Herren Jesus Kristus.
33 Inflationen kan kræve ændringer her og der, men den vil aldrig kunne standse Jehovas gerning, så længe det er hans vilje at ’den gode nyhed om Riget’ forkyndes. På den anden side betragter vi pengeknapheden som en udfordring, og vi forsøger at være realistiske og lægge praktisk visdom for dagen for at klare problemet. (Ordsp. 3:21-23) Vi tror at Herrens tjenere bør anlægge det samme syn på de problemer inflationen volder dem i deres hverdag. De bør ikke være unødigt bekymrede, som dem i verden der siger: ’Hvad skal vi spise? Hvad skal vi tage på? Hvor skal vi bo?’ Jehovas tjenere vil aldrig behøve at tigge deres brød hvis de søger Guds rige og hans retfærdighed først. (Sl. 37:25; Matt. 6:31-34; Luk. 21:28) Dog bør de være sparsommelige med deres penge. De bør se hvor de kan skære ned på unødvendige ting og altid undgå verdens materialistiske ånd, for således at have penge til livets fornødenheder såvel som det der har at gøre med Guds rige og dets interesser.
34 Mens de økonomiske forhold fortsat bliver værre rundt om i verden, må Jehovas tjenere overalt roses for deres gavmilde støtte til Rigets arbejde, både i form af lån og i form af bidrag. De der tjener Jehova bidrager ikke alene til opførelse og vedligeholdelse af deres egne rigssale (og nogle steder stævnehaller) men også til bygningen af nye afdelingskontorer og indkøb af nye trykkemaskiner og andet materiel. Desuden sender de ofte bidrag til nødhjælpsarbejde når deres brødre forskellige steder i verden kommer ud for naturkatastrofer som orkaner og jordskælv. Et nyligt eksempel på gavmildhed over for nødstedte brødre er den hjælp der blev ydet til de cirka 3000 brødre der kom som flygtninge fra Cuba til De forenede Stater.
35 Selv om nogle bidrag er meget små, ligesom den fattige enkes „to småmønter af meget ringe værdi“, har de stor værdi i Jehovas øjne. De er som de mange bække der ifølge ordsproget bliver til en stor å, til Jehovas pris. — Luk. 21:1-4.
36 Efter at det blev besluttet udelukkende at lade betelprojektet her i Danmark finansiere af bidrag her fra landet, har vi set brødre og søstre loyalt og ivrigt støtte arbejdet. Antallet af bidragydere er steget kraftigt, og der indkommer adskillige både store og små bidrag. Mange har fundet at de kan låne penge til byggeriet. I det sidste par måneder er de indkomne beløb nået op på den størrelse som bidrag og lån månedligt bør ligge på hvis vi skal kunne gennemføre projektet ved egne midler. I den første fase af byggeriet er der særlig store udgifter. Vi bruger i øjeblikket flere penge end der kommer ind, og derfor har det været nødvendigt at ty til reserverne, som vi ellers nødvendigvis må have til rådighed under hele byggeriet for at kunne disponere fornuftigt ved indkøb. Men det har været en stor glæde i hele landet at mærke forkyndernes tro og tillid og deres villighed til at hjælpe. Vi kan sige som Paulus: „Jeg takker altid min Gud hver gang jeg nævner jer i hver af mine bønner for jer alle, idet jeg fremsiger min bøn med glæde, på grund af det bidrag I har ydet til den gode nyhed fra den første dag og indtil dette øjeblik. For jeg har tillid til netop dette, at han som begyndte en god gerning i jer, vil fuldende den indtil Jesu Kristi dag.“ — Fil. 1:3-6.
37 Mens de økonomiske forhold i verden fortsat forværres i disse „sidste dage“, stoler vi på at Jehova fortsat leder det vidnearbejde der skal udføres. Måtte han fortsat tilvejebringe de nødvendige midler og måtte han give sine trofaste tjenere visdom ovenfra til at anvende disse midler klogt og fornuftigt. Og måtte alt ske til ære og pris for Jehova Gud, der kan tilvejebringe langt ud over hvad der er nødvendigt for at vidnearbejdet kan blive tilendebragt inden for den fastsatte tid! — Ef. 3:20, 21.