Fremholdelse af den gode nyhed — med abonnement på „Vagttårnet“
1 Hvordan kan Vagttårnet virke på retsindige mennesker? (Joh. 10:14) En kvindelig studerende fandt nogle numre af Vagttårnet i et personalerum på sin arbejdsplads. Bag på et af bladene var der en kupon, som hun udfyldte for at få et abonnement. Da en forkynder kom på besøg sagde hun til denne: „Jeg holder meget af at læse Bibelen, og efter at jeg har opdaget Vagttårnet holder jeg også af at læse dét.“ Hun havde et stærkt ønske om at hjælpe andre men følte ikke at hendes universitetsuddannelse hjalp hende til at lære hvordan hun kunne gøre det. Nu har hun fundet noget hun virkelig kan hjælpe andre med.
2 Vi erkender alle hvor stærk og positiv en påvirkning Vagttårnet kan have, så derfor glæder vi os altid til at fremholde det for mennesker der holder af sandheden. Ved at læse dette blad er tusinder af retsindige mennesker kommet til at lære Jehova at kende og elske ham. Det har hjulpet dem til at få en stadig dybere værdsættelse af ham og hans hensigt. Vi bør altid være på udkig efter lejligheder til at fremholde den gode nyhed ved at tilbyde abonnementer.
3 En af de bedste metoder er stadig hus-til-hus-arbejdet. Vi kan hver især udarbejde en præsentation der passer godt til distriktet og til situationen. Nogle kunne måske bruge denne præsentation: „Goddag, mit navn er —. Jeg besøger Dem i forbindelse med en bog som de fleste mennesker har stående. Det er den gamle bog Bibelen. Mange har jo en familiebibel i deres hjem, men spørgsmålet er om Bibelen har noget at sige os i en moderne verden . . .? [Giv den besøgte lejlighed til at udtale sig.] Vi har selv fundet at Bibelen virkelig har et budskab til os i dag. Måtte jeg for eksempel have lov at vise Dem hvad der står her i Første Korinterbrev 10:11? [Læses] Ja, her tales om en advarsel. Bibelens advarsel går ud på at Gud snart vil gribe ind og fjerne al ondskab på jorden. Denne advarsel er et af formålene med at Bibelen er skrevet. Vi får at vide her i Andet Timoteusbrev 3:15 hvor meget det betyder for os at lytte til Bibelens råd. [Læses]“ Derefter kan vi tilbyde et abonnement og henvise til nogle særlig gode punkter i et af de nye blade. Vagttårnet for 1. januar behandler emnet „Kan man tro på Bibelen?“, og udgaven for 15. januar har temaet „Nærmer vi os Harmagedon?“
4 I et distrikt hvor de fleste måske ikke er så interesseret i Bibelen, kunne man sige: „Goddag, mit navn er —. Jeg aflægger nogle korte besøg for at prøve at komme i kontakt med nogle af de lokale beboere. Jeg bor selv her på egnen, og jeg har lagt mærke til at flere og flere taler om de dårlige forhold der er, ikke bare her i landet, men i hele verden. Har De ikke også lagt mærke til at flere og flere lyder bekymrede? [Giv den besøgte lejlighed til at udtale sig.] Personligt mener jeg at Bibelen kan give os håb i denne tid. Den fortæller os at vi lever i det der kaldes ’endens tid’. Gud har forud advaret os om hvad der vil ske. Må jeg have lov at vise Dem hvad der står her i Første Korinterbrev 10:11? [Læses] Den gamle bog Bibelen har hjulpet i tusindvis af mennesker til at få håb om bedre tider. Se engang hvad der står her i Andet Timoteusbrev 3:15. [Læses] Vi har selv fundet at bladet Vagttårnet har hjulpet familier i hele verden i over hundrede år med at forstå Bibelen og dens løfter om en bedre fremtid.“
5 Mange har tegnet abonnementer på deres bladrute. De der får bladene regelmæssigt har allerede vist interesse for dem, og kunne måske tænke sig den betryggende ordning at hvert eneste nummer af bladet, med deres navn og adresse påtrykt, bliver udbragt til dem af et af Jehovas vidner. Ofte behøver man blot at fortælle at ordningen eksisterer.
6 En abonnent der har studeret i lidt over et år, skriver: „Jeg ved at dette er sandheden, og mit liv har ændret sig. Nu er jeg adskilt fra verden, og jeg søger alle mine svar hos Jehova. Sandheden har virkelig frigjort mig!“ Hvor var det godt at nogen engang tilbød ham et abonnement! Tilbyder du det også ved enhver lejlighed?
7 Vi kan selvfølgelig træffe mennesker der ikke lige kan afse beløbet, eller af andre grunde ikke tager imod et abonnement. Og vi har selvfølgelig stadig lov at arbejde med bladene som enkeltnumre og bør altid være parate til at tilbyde de to sidste nye. Husk også at tage notater, så du kan komme tilbage, og måske få en ny blokabonnent.
8 Uanset hvilken fremgangsmåde vi benytter vil det altid føre til velsignelse hvis vi fremholder den gode nyhed med oprigtighed og i den faste overbevisning at Vagttårnet har det folk har brug for.