Fremholdelse af den gode nyhed — med frimodighed
1 Rigets budskab er ualmindeligt, ja enestående. Derfor kan det nu og da kræve frimodighed at forkynde det. Det var åbenbart med dette i tanke at apostelen Paulus gang på gang henviste til nødvendigheden af mod og frimodighed for vedholdende at kunne tale Guds ord. (Ef. 6:18-20; 1 Tess. 2:2) Ligesom de kristne i det første århundrede må vi træde modigt frem med Rigets budskab og ikke blive frygtsomme eller vige tilbage på grund af ligegyldighed, modstand eller menneskefrygt. — Apg. 4:29-31; 28:30, 31.
Hindringer må overvindes
2 Til tider kan det synes vanskeligt eller måske ubelejligt at aflægge et bestemt besøg eller at henvende sig til et bestemt menneske med budskabet. Vil vi da lade vor frimodighed sejre? I hus-til-hus-arbejdet spurgte en søster en dame om der boede nogen i lejligheden nedenunder eftersom hun aldrig havde truffet nogen dér. Damen forsøgte at få søsteren til at opgive at aflægge besøget, idet hun sagde at manden som boede der havde travlt. Men søsteren gennemførte taktfuldt sit forsæt og fik en samtale med den unge mand som boede i lejligheden. Han havde aldrig før talt med Jehovas vidner, og han sagde med glæde ja til et bibelstudium med en broder i menigheden. Inden længe overværede han møderne og var med i tjenesten.
3 At være frimodig er naturligvis ikke det samme som at være grov, selvbevidst eller anmassende, men det indbefatter beslutsomhed og en vis målbevidsthed, så man taktfuldt benytter enhver passende lejlighed til at forkynde. Når vi drives af ægte kærlighed til Gud og næsten kan vi tale sandheden med frimodighed. — Apg. 26:24-26.
Lejligheder til at vise frimodighed
4 Tøver du med at aflægge genbesøg fordi du er bange for at blive afvist? Det gjorde et ægtepar, selv om de havde truffet en ung dame der gav udtryk for at hun var interesseret i Bibelens budskab. Men ved et menighedsmøde lød en tilskyndelse til at følge interessen i distriktet op og de besluttede så at besøge hende igen. Man kan forestille sig deres glæde da hun bød dem velkommen og fortalte at hun og hendes nabo havde studeret Bibelen på egen hånd. De havde bedt Gud om hjælp få dage før ægteparret havde aflagt det første besøg. Nu tog de ivrigt imod et bibelstudium og gjorde gode fremskridt. Mon ikke forkynderne er lykkelige for at de tog mod til sig og aflagde genbesøg?
5 De forhold vi forkynder „den gode nyhed“ under, vil ikke altid være gunstige eller lette. Når vi møder ligegyldighed eller direkte hån på grund af vort standpunkt for sandheden, har vi brug for at tale med frimodighed og dog med mildhed og dyb respekt. (1 Pet. 3:15) Det vil bringe Jehovas navn ære, og det kan blive til frelse for retsindige som lytter.