Bruger du den nye bog?
1 Ved områdestævnet „Enhed under Guds rige“ fik vi til vor store glæde en ny bog med titlen Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud. Da vi bladede bogen igennem, så vi at den ikke var for begyndere. Nej, den er skrevet til dem der allerede kender Bibelens grundlærdomme. Den kan hjælpe os til at få gavn af den faste åndelige føde i Guds ord. Den kan hjælpe os til at udvide og uddybe vor forståelse af Bibelen og til i højere grad at efterleve den i hverdagen. — Hebr. 5:13; 6:1.
2 Får du personligt gavn af bogen på denne måde? Er du begyndt at læse den? Når du gør det, så tag dig tid til at slå de anførte skriftsteder efter og til at meditere over hvordan de passer til stoffet og hvilken indflydelse de bør have på dit liv. Spring dem ikke over. Du vil ikke få fuldt udbytte af bogens indhold medmindre du ræsonnerer over stoffet på grundlag af Bibelen.
3 Har du også gjort god brug af studiespørgsmålene, både dem der findes i paragrafferne og dem der står nederst på siderne? Som du måske allerede har lagt mærke til, tager mange af disse spørgsmål sigte på at få dig til at tænke over dit eget liv og over hvordan dit liv berøres af det du studerer. Senere vil vi gennemgå bogen ved menighedsbogstudiet, men hvis du studerer den personligt allerede nu, vil du få større gavn af den når vi skal studere den sammen i grupperne.
4 Ved stævnet blev der sagt at bogen kan hjælpe unge til at skride frem til modenhed. De kender måske grundsandhederne og har en vis andel i tjenesten på arbejdsmarken, men når de sætter sig mere ind i baggrunden for Jehovas krav, vil de med større glæde følge den bibelske vejledning. Netop her kan den nye bog hjælpe dem. Den tilskynder dem til at udtrykke sandheden med deres egne ord, at ræsonnere over skriftstederne og at tænke over hvordan disse kan hjælpe dem til at træffe gode beslutninger. Som regel skal unge have hjælp for at gøre sandheden til deres egen. Nogle må studere med dem. Det er tydeligt at I forældre som har børn i teenagealderen har et stort ansvar her. — Jævnfør Første Mosebog 18:19.
5 Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud er den bog vi nu anbefaler at man studerer med nyinteresserede efter at de har gennemgået enten ’Sandhedsbogen’ eller Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Hvis du leder et studium og I nu skal til at begynde på bog nummer to, så tøv ikke med at gå i gang med den nye bog.
6 Måtte vi alle bruge dette nye redskab (1) for at øge vore egne og vore familiemedlemmers åndelige fremskridt og (2) for at hjælpe andre som allerede har studeret Bibelens grundlærdomme, til at skride frem til modenhed.